Læsetid: 12 min.

Da alt pludselig gik godt for dansk samtidskunst

Hvad dansk film var for 90'erne, er samtidskunsten ved at blive for 00'erne. Med et økonomisk boom af dimension og mere end en håndfuld kunstnere i verdenseliten har kunstmiljøet omfavnet en ny guldalder. Danskerne elsker kunst, men en kunstnerisk højkonjunktur stiller store krav til gallerister og museer. Pris er ikke lig med kvalitet
Solen stiger. Olafur Eliasons store Weather Project på Tate Modern Art Museum i London kom på forsiden af af flere internationale aviser og er et af de mest synlige symboler på den stigende opmærksomhed og anerkendelse afr dansk samtidskunst, som er opstået gennem de senere år.

Solen stiger. Olafur Eliasons store Weather Project på Tate Modern Art Museum i London kom på forsiden af af flere internationale aviser og er et af de mest synlige symboler på den stigende opmærksomhed og anerkendelse afr dansk samtidskunst, som er opstået gennem de senere år.

Alastair Grant

29. december 2007

"Juletilbud. Vi har stadig værker tilbage", står der med udråbstegn i vinduet hos Hellerup Kunsthandel nord for København.

"Siden vores åbning i september har vi solgt for mere end 9 millioner kroner."

Det går godt for Hellerup Kunsthandel. Til trods for et kunstnerudbud, der ikke får samlerne til at slikke sig om munden, har de fem sælgere ansat, og de kan tilsyneladende deres kram. I hvert fald er kunderne villige til at lægge adskillige tusinde kroner for at bære mere eller mindre ukendte billedkunstnere hjem i stuen med håb om kunstnerens store gennembrud eller blot med et ønske om at udsmykke hjemmet. Forbrugsfesten har fundet vej til kunsten.

Men det er ikke kun den økonomiske del af kunstmiljøet, der lykkes i disse år. Med navne som Tal R, Olafur Eliasson, Jeppe Hein og Jesper Just har dansk kunst markeret sig på verdens kunstscener. Den udstilles på de mest prestigefyldte museer og sælges til kunstsamlere for millioner. Herhjemme er kunstmiljøet gået ind i en guldalder, hvor nye gallerier skyder op sammen med kunsthaller og ambitiøse initiativer, hvor Jeppe Heins "Karrierebar" i Kødbyen kan blive et kommende omdrejningspunkt. Etablerede gallerier er også flyttet ud i de gamle Kødby på Vesterbro som for eksempel det hippe 'gadegalleri' V1 og den mere erfarne Bo Bjerggaard, der er en af kunstverdenens mest succesfulde gallerister gennem tiden. Overalt er der noget i gære, og engagementet breder sig.

"Interessen for kunst er voldsomt stigende. Der er både en kolossal interesse for bare at se kunsten, men også for at erhverve den," siger Bo Bjerggaard.

"Det er en interesse, der har taget til her i 2007, og jeg tror ikke bare, den er konjunkturafhængig. Jeg tror faktisk, det handler om, at vi er nået et højere kunstnerisk udviklingsniveau herhjemme."

Boom kan gå ud over kunsten

Vurderingen bakkes op af Nina Poulsen, der er en del af forskningsprojektet Creative Encounter på CBS og skriver ph.d. om forholdet mellem samtidskunst og økonomi.

"Der findes ikke nogen opgørelse over den præcise fremgang, og gallerierne vil kun sjældent af med konkrete tal. Men der er ingen tvivl om, at vi oplever et kolossalt boom i samtidskunsten," siger Nina Poulsen.

"Ser du alene på beskæftigelsen af kunsthistorikere, er det helt uhørt, at ledigheden næsten er væk, og inden for de sidste fire år er antallet af internationale gallerier i København mere end fordoblet. Mange flere kunstnere lever af deres kunst alene, og samtidskunsten er krøbet ind i sammenhænge, hvor vi ikke før har set den - storcenteret Fields havde for eksempel en udstilling for samtidskunst for nyligt."

Galleriernes kunder kommer i følge Nina Poulsen med højkonjunkturen, og hun mener, at de mange murstensmillionærerne er med til at tegne det pludselige boom.

"De fleste vil ikke længere nøjes med en plakat fra IKEA over sofaen. Når alt andet er betalt og fornyet i huset, skal der også plads til den ægte kunst," siger hun.

En anden forklaringen skal i følge galleristen Bo Bjerggaard findes ved den gennemgribende professionalisering hele kunstmiljøet har været i gennem de sidste ti år. Kunstnerne er blevet mere seriøse med deres egne bedrifter, og det gør dem mere velrustede i forhold til de samarbejdsaftaler de laver med gallerierne

En af forklaringerne skal i følge Bo Bjerggaard findes ved den gennemgribende professionalisering, hele kunstmiljøet har været i gennem de sidste 10 år. Kunstnerne er blevet mere seriøse med deres egne bedrifter, og det gør dem mere velrustede i forhold til de samarbejdsaftaler de laver med gallerierne.

"De tager mere vare på deres egne interesser, og det ser jeg kun som noget positivt," siger Bo Bjerggaard og peger på en anden væsentlig faktor for samtidskunstens succes:

"Med den kulturpolitik, der er blevet ført i Danmark de senere år har vi styrket vores position internationalt markant. Dels har der været nationale tiltag med momsfritagelsen af kunst, hvilket naturligvis betyder at kunstnerne sælger bedre, men det betyder også, at vi opbygger nogle samlinger i Danmark, som styrker kunstverden. Desuden har man også støttet danske gallerier i udlandet, hvilket har gjort Danmark meget bedre repræsenteret ved de store bienaler og messer. Og så er der selvfølgelig de store danske kunstnere, der er slået igennem. Dem skal vi ikke glemme."

- Kan boomet gå ud over kunsten?

"Ja. Det tror jeg bestemt, det kan. Det at være gallerist i dag er ikke blot at sælge værkerne. Det er også at varetage hele kunstnerskabet. Hvis du som gallerist tilråder for hurtige prisstigninger og boomer unge uprøvede kunstnere igennem, er man en dårlig gallerist. På den unge scene ser man nogle helt absurd høje priser, og det kan ikke blive ved at gå. Der kommer en konjunkturnedgang, og det går ud over kunstnerne. De unge kunstnere vil tabe i pris, og så sætter du en negativ bølge i gang."

Men Bo Bjerggaard mener ikke kun det er danskerne, der er interesseret i dansk kunst. Han mærker en stigende efterspørgsel fra udenlandske købere, og den tendens bekræftes af Sotheby's i London. Direktøren for afdelingen for samtidskunst, Francis Outred, vil dog ikke ligefrem betragte det som et boom, men nærmere et ulmende boom.

"Det er på vej. Selvfølgelig anført af kunstnere som Tal R og Olafur Eliasson, der er de to førende kunstnere bag opmærksomheden," konstaterer Francis Outred.

"De har erobret den internationale scene og integreret sig i forskellige miljøer. Det er to meget forskellige bannerførerer, der inspirere en helt ny generation af danske kunstnere."

Francis Outred mener dog ikke, at interessen stiger på baggrund af Danmark som geografisk samlingspunkt, eller fordi man interessere sig særligt for dansk kulturliv. Tværtimod mener han, succesen skyldes den meget internationale tone, kunsterne formidler.

"Der er naturligvis et tydeligt link mellem Asger Jorn og Tal R, men succesen handler meget mere om den udvikling, Danmark har været igennem op gennem 90'erne. Der har været en række virkelig gode samlere i København og et par meget toneangivende gallerier som Nicolai Wallner og Bo Bjerggaard. De har betydet en del for interessen, og så tror jeg også, at den generation, der er vokset op med kunstmuseet Louisiana har fundet stor inspiration gennem det museum," siger Francis Outred.

Internationalt udsyn

Anette Østerby er centerchef Kunststyrelsens Billedkunstcenter, hvor hun administrerer statsstøtten til dansk kunst, og også her er der naturligvis glæde over dansk kunst opblomstring.

"Det er frugtens af mange års arbejde, der startede allerede tilbage i 90'erne," forklarer Anette Østerby.

"Dengang begyndte de unge kunstnere for alvor at søge udenlands. Til Frankfurt, New York, Berlin og London, og her fandt de en masse nye kontakter. Det arbejde blev også bakket op af Center for Dansk Billedkunst, og der blev gjort et kæmpe stykke arbejde for at få udbredt kendskabet til dansk samtidskunst," siger Anette Østerby og slår samtidig fast

"Men den altafgørende forudsætning er naturligvis, at vi har nogle fantastisk dygtige kunstnere."

- Gennembruddet opstår i miljøer i udlandet - ville I ikke gerne have et stærkere miljø herhjemme også?

"Det synes jeg efterhånden, der er ved at blive. For fem år siden kunne man tale om et iltfattigt miljø herhjemme, men sådan er det ikke længere. Der findes ikke et omdrejningspunkt omkring samtidskunsten og heller ikke nogen særlig dansk kunstlinje, men her er en række miljøer herhjemme inden for alle mulige kunstarter, der har et meget internationalt udsyn."

Intet omdrejningspunkt

I følge flere kunstkritikere er det netop den brede diversitet i dansk kunst, der kendetegner succesen. Derfor er det svært at tale om ét særligt omdrejningspunkt for dansk samtidskunst, som vi i filmens guldalder fandt i dogme-bevægelsen. Samtidskunstens flade er langt bredere.

"Næsten alle de store danske kunstnere har været omkring Berlin inden det store gennembrud. De har brugt byen som springbræt til resten af Europa og derfra verden. Men ellers er kunstnerne vidt forskellige," forklarer Toke Lykkeberg Nielsen og ridser de store navne op som dokumentation for bredden:

"Vi er nærmest med på alle punkter. Malere som Tal R og John Kørner. Relationel æstetik med Jens Haaning og Jacob Kolding. Vi har videokunst med Peter Land, Jesper Just og Ann Lislegaard. Fotografi med Joachim Koester. Performance med Elmgreen og Dragset. Installation med Olafur Eliasson og Jeppe Hein. Collage med Kirstine Roepstorff. Og vi har oven i købet medietaktiske brushoveder af internationalt format som Marco Evaristti og Hornsleth," siger Toke Lykkeberg Nielsen.

"Og hvad der er væsentlig at nævne er, at de ikke følger en kunstretning. De skaber den selv. Og så har de uden tvivl været dygtige netværkere."

Også Toke Lykkeberg Nielsen søger tilbage til 90'erne for at se begyndelsen på boomet, hvor miljøet omkring Galleri Wallner var toneangivende med kunstnere som Peter Land, Jens Haaning og Elmgreen & Dragset.

"Men nok så vigtigt var Wallner også virkelig dygtig til at spotte udenlandske kunstnere. Det gav hans galleri et internationalt tilsnit. Derudover havde han forbindelse til den franske teoretiker Nicolas Bourriaud, der udviklede sin dagsordenssættende teori om en såkaldt 'relationel æstetik' - blandt andet med udgangspunkt i kunstnere fra Wallners galleri. Det kom til at betyde utrolig meget op gennem 90'ern og 00'ernes," siger Toke Lykkeberg Nielsen.

"Men hvor 90'ernes kunst var mere konceptuel og mindre sansepirrende og det i 80'erne var lige omvendt, har kunstnere som Olafur Eliasson formået at kombinerer det konceptuelle og det sansepirrende. Og det tror jeg er en af forklaringerne på succesen. Og så er snakken om et boom jo også selvopfyldende. Sådan fungerer kunstmarkedet, men i virkeligheden ligger der en endnu større forpligtelse overfor kunsten i højkonjunktur."

Nutidens renæssancemalere

Det er ikke alle, der er lige begejstret for samtidskunsten boom.

Det var Ekstra Bladets bagsideskribent, forfatter og kunstsamleren Michael Jeppesen, der henledte opmærksomheden på skiltet i vinduet hos Hellerup Kunsthandel, og ifølge ham kan man ikke sammenligne samtidskunstens position med dansk films guldalder.

"Tværtimod. I dogmeprojektet havde man opfundet et nyt paradigme for filmen, men her i kunstboomet er du helt tilbage ved renæssancen, hvor du maler for magten, pengene og æren. Kvaliteten er helt underordnet. Det er på kronens og de dummeste af de dummestes præmisser," siger Michael Jeppesen.

Og det er Hellerup Kunsthandel et symptom på.

"De sælger det vildeste lort - rigtig tarveligt hobbymaleri eller cafékunst, som man kaldte det før. Men cafékunsten plejede at være så hyggelig og selvhøjtidelig på en ambitiøs måde. Før ville selv cafékunstneren gerne lave en ny isme, men der er ingen af de unge kunstnere på cafeerne i dag, der ved, hvad en isme er - de tror, der er en is, man har stavet forkert - de vil bare være rige og kendte og store."

Ifølge Michael Jeppesen har højkonjunkturen haft en uheldig konsekvens for hele kunstmiljøet, hvor økonomien har fået mere magt og museernes rolle undermineret.

"For eksempel åbner der snart en udstilling på Arken med en russisk kunstner, der hedder Andreas Golder," forklarer Michael Jeppesen.

"På invitationen praler de med, at det er kunstnerens første museums-udstilling. Det er i forvejen ret vildt at prale med det, eftersom man må formode, at det ikke er ret svært at overtale en kunstner til at udstille på et museum, men grunden til, at han har fået udstillingen er fordi, at museumsledelsen er venner med en række danske kunstsamlere, der har investeret i Andreas Golders billeder. Han har kun udstillet på et lille galleri i Tyskland og har kun solgt billeder i Danmark. Det kunne ikke være sket for fem år siden. Så meget magt havde samlerne ikke den gang," siger Michael Jeppesen, der dog medgiver, at boomet også har positive konsekvenser:

"Hvis du tager en eller anden jysk it-grosser, der bor på en sund-vej i Hellerup, så er det naturligvis bedre for kunstverden og for ham, at der hænger et maleri med farver over sofaen, end der hænger en plakat. Men den sultne kunstner laver altid bedre kunst - det må vi ikke glemme. Det er selvfølgelig godt for ham, at han endelig er blevet mæt. Han er jo ved at bygge noget af en champagnemave, men det er bare ærgerlig for os andre."

Marmorkunst i Vietnam

Jeppesen bruger kunstneren Jes Brink som eksempel.

"Han brændte børnehaver af, før han blev rig, nu har han sat børn i Vietnam til at lave marmorkunst for ham. Det har jeg godt nok ikke noget bevis for, men hans marmorkunst bliver i Vietnam og er virkelig uinteressant."

Men i følge Michael Jeppesen er der dog en indbygget retfærdighed i en kunstnerisk højkonjunktur.

"Det kan godt være, der er kommet flere samlere, men de er ikke blevet kvikkere. Derfor er en frygtelig masse folk, der er parat til at smide en frygtelig masse penge efter noget, de ikke har forstand på. Økonomisk er det naturligvis en glimrende ting, men spørgsmålet er, om der kommer bedre kunst ud af det. Procentuelt ser det skidt ud, og så har jeg ondt af de mennesker, der tror de har købt et stykke af kunsthistorien for 100.000 kroner."

- Tror du man skal have det?

"Måske ikke. Vi lever i et system små pyramider, hvor vi altid kigge nedad, så på den måde har de det sikkert fint med hinanden inde på Galleri Asbæk," siger Michael Jeppesen og beroliger.

"Men så meget skal vi nok heller ikke lægge i det. Kunst er jo bare intellektuel tankespind."

Godt salg ikke lige med god kunst

For et par måneder siden åbnede kunsternesøskene Lærke og Jeppe Hein den ambitiøse kunstcafé Karrierebar i Kødbyen i København. Stedet skal være et samlingspunkt for det danske kunstmiljø og et alternativt møde med kunsten og kunstnerne. Stedets kurator og project manager, Peter Kirkhoff Eriksen, deler et par af Michael Jeppesens bekymringer om den samtidskunsten store succes. I hvert understreger han kraftigt, at pris og kvalitet ikke nødvendigvis hænger sammen.

"Det er gået rigtig godt for de unge kunstnere at sælge deres ting hos friværdikøbere. Der er købt rigtig meget maleri og mange små skulpturer, men jeg ser ikke den store vision i det, der bliver solgt," siger Peter Kirkhoff Eriksen

"Så bare fordi det går med salget, er det ikke ensbetydende med, at det går godt med kunsten, og hvis du lægger mærke til, hvilke gallerier, der sælger rigtig godt til danske første-gangskøbere, så er det overhovedet ikke de samme, der gør sig gældende ved messerne i udlandet."

Ifølge Peter Kirkhoff Eriksen er de succesfulde danske kunstnere i udlandet ikke kommet, hvor de er via deres danske gallerier. Fælles for dem alle er, at de har taget den udfordring og stukket til udlandet, og problemet ved den danske succes kan blive, at færre vil føle sig kaldet til at vende blikket udad.

"Bagsiden ved vores gode kunstakademi og den velsælgende friværdiscene er, at det giver argumentet for at blive hjemme. Så forholder man sig kun til de nærmeste kunstnere, mens man kunne udfordre sin egen kunst og forstå sin egen kunst meget mere ved at søge udenlands. Det er man simpelthen nødt til for at slå igennem," siger han.

Institutioner i krise

Derfor er Karrierebar også et opgør med den danske andedamstankegang og et forsøg på at skabe et mere internationalt kunstmiljø i København.

"Vi vil gerne lave et mødested og gøre mødet med kunsten og kunstværkerne mere afslappet og socialt, end hvad man oplever på museerne. De fleste af de kunstnere, der er med, er ikke danske, og det er også en pointe for os. Vi vil også vende blikket ud af," siger Peter Kirkhoff Eriksen og anklager de eksisterende institutioner for ikke at løfte den opgave.

"Museumsverden og institutionerne har lidt noget de senere år. Charlottenborg har været igennem en officiel krise, og det samme synes jeg gælder Kunsthallen Nicolaj. De har ikke kunnet løfte den opgave, de skulle og blive den interessante spiller i det københavnsk kunstmiljø. Louisiana har også haft store problemer og har valgt at være et museum for moderne kunst i stedet for samtidskunst. Og heller ikke Arken og Statens Museum for Kunst har kunne løfte miljøet. Der mangler en professionel institution, der kan orienterer og lave intelligente udstillinger. På en måde har den bedste udstillingshal i København har været Malmø Kunsthal. Ja, og så er Aros i Århus kommet godt fra start," siger Peter Kirkhoff Eriksen, der til gengæld har været meget begejstret for den politiske velvilje, der har været for at bygge et dansk kunstmiljø op i international klasse.

"Det politiske liv har også gjort virkelig meget for at hæve det danske kunstniveau. Det er en langstrakt indsats over 10 år, der har givet danske kunstnere nogle muligheder, som andre landes kunstnere ikke har haft. Det skal man huske at nævne."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Internationalisme betyder i dansk sammenhæng kvalitet og det er til at brække sig over at dansk kultur udelukkende handler om eksport strategi.
Se blot hvad den selvfede danske filmhype førte med sig: nul og niks, der er produceres ingen kvalitetsfilm.

Kan man tale om en ny dansk guldalder i dansk kunst? Hvor er den nationale og naturalistiske identifikation? Olafur eliason laver dekorationskunst, tal r laver 80 design (en dansk julian schnabel) jesper just laver homoerotiske film og jeppe hein kedelig interaktivisme. *Udtrykket er usammenhængende og befinder stadig i postmodernismen. Om ti år er det hele glemt og nye forretningsfolk er igang.

Hv orfor skrive en artikel om denne uinterressante politik, er det ikke mere væsentligt at undersøge hvorfor danske kunsthistorikere og kulturministeren ikke udføre et sobert stykke arbejde? og pointere at danske kunstsamlere ikke føler noget ansvar overfor kunsten end business idioti.

Michael Jeppesen udtaler ”Men den sultne kunstner laver altid bedre kunst - det må vi ikke glemme. Det er selvfølgelig godt for ham, at han endelig er blevet mæt. Han er jo ved at bygge noget af en champagnemave, men det er bare ærgerlig for os andre."

Sultekunstnermyten er en romantisk forestilling, der vel bygger på Van Gogh, der som bekendt kun solgte et maleri mens han levede, og havde det så skidt at han skar sit øre af. Af denne myte kan man lære at man som kunstner kun kan lave gode ting hvis man ikke har nogen penge. Kunstneren skal lide for at blive god.

Undskyld mig, men det har jeg fandeme ikke lyst til. Jeg er kunstner, og vil gerne lave kunst, men jeg vil også have ret til at have et ordentligt liv som alle andre, og ikke være dømt til at lide for en myte, for at en eller enden spekulant eller kunstsamler kan få et kick ud af det.

Sultekunstnermyten er totalt undertrykkende, og generationer af kunstnere har kæmpet mod den. Men den trives åbenbart stadig, i al sin fordummende velmagt.

“Jeppesen bruger kunstneren Jes Brink som eksempel. ”

"Han brændte børnehaver af, før han blev rig, nu har han sat børn i Vietnam til at lave marmorkunst for ham. Det har jeg godt nok ikke noget bevis for, men hans marmorkunst bliver i Vietnam og er virkelig uinteressant."

Jeppesen er i sin gode ret til at finde min kunst uinteressant, og til at synes at det jeg lavede tidligere var bedre. Men hvordan kan han erklære at jeg er blevet rig? Hvis jeg er blevet rig har jeg ikke selv opdaget det. Jeg kan godt nok leve af salg det kunst jeg laver nu, fordi jeg bor og arbejder i Vietnam, men derfra til at skulle være blevet rig er et godt stykke. Og han antyder samtidig at jeg benytter børnearbejdere til at lave mine skulpturer. Hvor i alverden kommer den ide fra? Jeg får udført mine skulpturer hos en stenhugger i Vietnam og de stenhuggere der arbejder er voksne mænd på Jeppesens alder.

Jeg finder kunstdiskussionerne gode og vigtige og hilser dem velkommen, men vil samtidige opfordre professionelle debattører som f.eks. Jeppsen til at holde sig til emnet, så det ikke ender i Ekstra Blads-agtige insinuationer, for det kommer ikke til at gavne nogen.

Kærlig hilsen

Jes

Jeg henvendte mig personligt til Michael Jeppesen som lod mig forstå at hans kommentar oprindeligt ikke stod alene.

Så der er måske mere tale om en vinkling der udtrykker Lasse Lavrsens egne holdniger - eller hvad?

Kommentar fra Lasse Lavrsen ønskes.

Kærlig hilsen

Jes

INTET NYT UNDER SOLEN...autopilot, fuld fart fremad, karrierer, internt mudderkasteri, markeds værdi, konkurrence, de samme navne om og om igen, men ingen reel debat/snak om kunst, ingen dybde. Kun om mekanismerne omkring kunsten. det er selvfølgelig også vigtigt, men ikke nok!
Godt at jeg er så heldig at være vidne til nye retninger inden for kunsten der forstår at holde sig udenfor dette overfladiske maskineri, så er de fri for hele det ligegyldige cirkus og kan få fred til beskæftige sig med det faktisk drejer sig om, nemlig kunsten, hvis der skulle være en del havde glemt det i farten.

I farten er denne artikel vel også skrevet. Er der ikke snart nogen med spalteplads, der manner sig op og kommer med noget mere dybdegående jounalistik om emnet og nogle andre vinkler på de kunstnere der altid nævnes i en række, noget der går bagved og udfordre kunstnerne og derved os andre, så at kunstnerne kan få lov til at påtage deres opgave at oplyse om hvad der egentlig lægger til grund for deres arbejde, hvis der altså er nogen (men så kan man jo få det på plads). noget sagligt der måske kunne rykke os bare en lille smule videre. Det ville være super fedt.

bedste hilsner fra Anne Bennike

HVAD DER LIGGER TIL GRUND FOR KUNSTNERES ARBEJDE!?
ET godt spørgsmål, men der er naturligvis mange forskellige udgangspunkter. Der er nogen, der har lært billedarbejdet som fag, og handler som sådan meget professionelt. Så er der andre, der ikke ved, hvornår de har lært det, men ikke kan leve uden, og det er måske i virkeligheden her vandene skilles. I begge lejre kan man så måske tale om de mere eller mindre reflekterende kunstnere, betragte en faktor man kunne kalde talent. Men begrebet lidenskab kan ikke læres, idet den i sin komplette version deraf binder sig til lidelseshistorien. Kunstnerens aktivitet 24 timer i døgnet fritaget for spekulative tiltag er i virkeligheden et organisk foretagende, der vokser i alle mulige retninger, og deri kan risikere at blive decideret nyskabende, hvis kunstneren selv tør at følge med. HVAD tænker kunstnere på, NÅR DE TÆNKER? JA DE TÆNKER FAKTISK IKKE PÅ ANDET END DE VÆRKER, DE ARBEJDER PÅ OG SÅ EN HEL DEL PÅ SIG SELV!!!