Da alt pludselig gik godt for dansk samtidskunst

"Juletilbud. Vi har stadig værker tilbage", står der med udråbstegn i vinduet hos Hellerup Kunsthandel nord for København.

"Siden vores åbning i september har vi solgt for mere end 9 millioner kroner."

Det går godt for Hellerup Kunsthandel. Til trods for et kunstnerudbud, der ikke får samlerne til at slikke sig om munden, har de fem sælgere ansat, og de kan tilsyneladende deres kram. I hvert fald er kunderne villige til at lægge adskillige tusinde kroner for at bære mere eller mindre ukendte billedkunstnere hjem i stuen med håb om kunstnerens store gennembrud eller blot med et ønske om at udsmykke hjemmet. Forbrugsfesten har fundet vej til kunsten.

Men det er ikke kun den økonomiske del af kunstmiljøet, der lykkes i disse år. Med navne som Tal R, Olafur Eliasson, Jeppe Hein og Jesper Just har dansk kunst markeret sig på verdens kunstscener. Den udstilles på de mest prestigefyldte museer og sælges til kunstsamlere for millioner. Herhjemme er kunstmiljøet gået ind i en guldalder, hvor nye gallerier skyder op sammen med kunsthaller og ambitiøse initiativer, hvor Jeppe Heins "Karrierebar" i Kødbyen kan blive et kommende omdrejningspunkt. Etablerede gallerier er også flyttet ud i de gamle Kødby på Vesterbro som for eksempel det hippe 'gadegalleri' V1 og den mere erfarne Bo Bjerggaard, der er en af kunstverdenens mest succesfulde gallerister gennem tiden. Overalt er der noget i gære, og engagementet breder sig.

"Interessen for kunst er voldsomt stigende. Der er både en kolossal interesse for bare at se kunsten, men også for at erhverve den," siger Bo Bjerggaard.

"Det er en interesse, der har taget til her i 2007, og jeg tror ikke bare, den er konjunkturafhængig. Jeg tror faktisk, det handler om, at vi er nået et højere kunstnerisk udviklingsniveau herhjemme."

Boom kan gå ud over kunsten

Vurderingen bakkes op af Nina Poulsen, der er en del af forskningsprojektet Creative Encounter på CBS og skriver ph.d. om forholdet mellem samtidskunst og økonomi.

"Der findes ikke nogen opgørelse over den præcise fremgang, og gallerierne vil kun sjældent af med konkrete tal. Men der er ingen tvivl om, at vi oplever et kolossalt boom i samtidskunsten," siger Nina Poulsen.

"Ser du alene på beskæftigelsen af kunsthistorikere, er det helt uhørt, at ledigheden næsten er væk, og inden for de sidste fire år er antallet af internationale gallerier i København mere end fordoblet. Mange flere kunstnere lever af deres kunst alene, og samtidskunsten er krøbet ind i sammenhænge, hvor vi ikke før har set den - storcenteret Fields havde for eksempel en udstilling for samtidskunst for nyligt."

Galleriernes kunder kommer i følge Nina Poulsen med højkonjunkturen, og hun mener, at de mange murstensmillionærerne er med til at tegne det pludselige boom.

"De fleste vil ikke længere nøjes med en plakat fra IKEA over sofaen. Når alt andet er betalt og fornyet i huset, skal der også plads til den ægte kunst," siger hun.

En anden forklaringen skal i følge galleristen Bo Bjerggaard findes ved den gennemgribende professionalisering hele kunstmiljøet har været i gennem de sidste ti år. Kunstnerne er blevet mere seriøse med deres egne bedrifter, og det gør dem mere velrustede i forhold til de samarbejdsaftaler de laver med gallerierne

En af forklaringerne skal i følge Bo Bjerggaard findes ved den gennemgribende professionalisering, hele kunstmiljøet har været i gennem de sidste 10 år. Kunstnerne er blevet mere seriøse med deres egne bedrifter, og det gør dem mere velrustede i forhold til de samarbejdsaftaler de laver med gallerierne.

"De tager mere vare på deres egne interesser, og det ser jeg kun som noget positivt," siger Bo Bjerggaard og peger på en anden væsentlig faktor for samtidskunstens succes:

"Med den kulturpolitik, der er blevet ført i Danmark de senere år har vi styrket vores position internationalt markant. Dels har der været nationale tiltag med momsfritagelsen af kunst, hvilket naturligvis betyder at kunstnerne sælger bedre, men det betyder også, at vi opbygger nogle samlinger i Danmark, som styrker kunstverden. Desuden har man også støttet danske gallerier i udlandet, hvilket har gjort Danmark meget bedre repræsenteret ved de store bienaler og messer. Og så er der selvfølgelig de store danske kunstnere, der er slået igennem. Dem skal vi ikke glemme."

- Kan boomet gå ud over kunsten?

"Ja. Det tror jeg bestemt, det kan. Det at være gallerist i dag er ikke blot at sælge værkerne. Det er også at varetage hele kunstnerskabet. Hvis du som gallerist tilråder for hurtige prisstigninger og boomer unge uprøvede kunstnere igennem, er man en dårlig gallerist. På den unge scene ser man nogle helt absurd høje priser, og det kan ikke blive ved at gå. Der kommer en konjunkturnedgang, og det går ud over kunstnerne. De unge kunstnere vil tabe i pris, og så sætter du en negativ bølge i gang."

Men Bo Bjerggaard mener ikke kun det er danskerne, der er interesseret i dansk kunst. Han mærker en stigende efterspørgsel fra udenlandske købere, og den tendens bekræftes af Sotheby's i London. Direktøren for afdelingen for samtidskunst, Francis Outred, vil dog ikke ligefrem betragte det som et boom, men nærmere et ulmende boom.

"Det er på vej. Selvfølgelig anført af kunstnere som Tal R og Olafur Eliasson, der er de to førende kunstnere bag opmærksomheden," konstaterer Francis Outred.

"De har erobret den internationale scene og integreret sig i forskellige miljøer. Det er to meget forskellige bannerførerer, der inspirere en helt ny generation af danske kunstnere."

Francis Outred mener dog ikke, at interessen stiger på baggrund af Danmark som geografisk samlingspunkt, eller fordi man interessere sig særligt for dansk kulturliv. Tværtimod mener han, succesen skyldes den meget internationale tone, kunsterne formidler.

"Der er naturligvis et tydeligt link mellem Asger Jorn og Tal R, men succesen handler meget mere om den udvikling, Danmark har været igennem op gennem 90'erne. Der har været en række virkelig gode samlere i København og et par meget toneangivende gallerier som Nicolai Wallner og Bo Bjerggaard. De har betydet en del for interessen, og så tror jeg også, at den generation, der er vokset op med kunstmuseet Louisiana har fundet stor inspiration gennem det museum," siger Francis Outred.

Internationalt udsyn

Anette Østerby er centerchef Kunststyrelsens Billedkunstcenter, hvor hun administrerer statsstøtten til dansk kunst, og også her er der naturligvis glæde over dansk kunst opblomstring.

"Det er frugtens af mange års arbejde, der startede allerede tilbage i 90'erne," forklarer Anette Østerby.

"Dengang begyndte de unge kunstnere for alvor at søge udenlands. Til Frankfurt, New York, Berlin og London, og her fandt de en masse nye kontakter. Det arbejde blev også bakket op af Center for Dansk Billedkunst, og der blev gjort et kæmpe stykke arbejde for at få udbredt kendskabet til dansk samtidskunst," siger Anette Østerby og slår samtidig fast

"Men den altafgørende forudsætning er naturligvis, at vi har nogle fantastisk dygtige kunstnere."

- Gennembruddet opstår i miljøer i udlandet - ville I ikke gerne have et stærkere miljø herhjemme også?

"Det synes jeg efterhånden, der er ved at blive. For fem år siden kunne man tale om et iltfattigt miljø herhjemme, men sådan er det ikke længere. Der findes ikke et omdrejningspunkt omkring samtidskunsten og heller ikke nogen særlig dansk kunstlinje, men her er en række miljøer herhjemme inden for alle mulige kunstarter, der har et meget internationalt udsyn."

Intet omdrejningspunkt

I følge flere kunstkritikere er det netop den brede diversitet i dansk kunst, der kendetegner succesen. Derfor er det svært at tale om ét særligt omdrejningspunkt for dansk samtidskunst, som vi i filmens guldalder fandt i dogme-bevægelsen. Samtidskunstens flade er langt bredere.

"Næsten alle de store danske kunstnere har været omkring Berlin inden det store gennembrud. De har brugt byen som springbræt til resten af Europa og derfra verden. Men ellers er kunstnerne vidt forskellige," forklarer Toke Lykkeberg Nielsen og ridser de store navne op som dokumentation for bredden:

"Vi er nærmest med på alle punkter. Malere som Tal R og John Kørner. Relationel æstetik med Jens Haaning og Jacob Kolding. Vi har videokunst med Peter Land, Jesper Just og Ann Lislegaard. Fotografi med Joachim Koester. Performance med Elmgreen og Dragset. Installation med Olafur Eliasson og Jeppe Hein. Collage med Kirstine Roepstorff. Og vi har oven i købet medietaktiske brushoveder af internationalt format som Marco Evaristti og Hornsleth," siger Toke Lykkeberg Nielsen.

"Og hvad der er væsentlig at nævne er, at de ikke følger en kunstretning. De skaber den selv. Og så har de uden tvivl været dygtige netværkere."

Også Toke Lykkeberg Nielsen søger tilbage til 90'erne for at se begyndelsen på boomet, hvor miljøet omkring Galleri Wallner var toneangivende med kunstnere som Peter Land, Jens Haaning og Elmgreen & Dragset.

"Men nok så vigtigt var Wallner også virkelig dygtig til at spotte udenlandske kunstnere. Det gav hans galleri et internationalt tilsnit. Derudover havde han forbindelse til den franske teoretiker Nicolas Bourriaud, der udviklede sin dagsordenssættende teori om en såkaldt 'relationel æstetik' - blandt andet med udgangspunkt i kunstnere fra Wallners galleri. Det kom til at betyde utrolig meget op gennem 90'ern og 00'ernes," siger Toke Lykkeberg Nielsen.

"Men hvor 90'ernes kunst var mere konceptuel og mindre sansepirrende og det i 80'erne var lige omvendt, har kunstnere som Olafur Eliasson formået at kombinerer det konceptuelle og det sansepirrende. Og det tror jeg er en af forklaringerne på succesen. Og så er snakken om et boom jo også selvopfyldende. Sådan fungerer kunstmarkedet, men i virkeligheden ligger der en endnu større forpligtelse overfor kunsten i højkonjunktur."

Nutidens renæssancemalere

Det er ikke alle, der er lige begejstret for samtidskunsten boom.

Det var Ekstra Bladets bagsideskribent, forfatter og kunstsamleren Michael Jeppesen, der henledte opmærksomheden på skiltet i vinduet hos Hellerup Kunsthandel, og ifølge ham kan man ikke sammenligne samtidskunstens position med dansk films guldalder.

"Tværtimod. I dogmeprojektet havde man opfundet et nyt paradigme for filmen, men her i kunstboomet er du helt tilbage ved renæssancen, hvor du maler for magten, pengene og æren. Kvaliteten er helt underordnet. Det er på kronens og de dummeste af de dummestes præmisser," siger Michael Jeppesen.

Og det er Hellerup Kunsthandel et symptom på.

"De sælger det vildeste lort - rigtig tarveligt hobbymaleri eller cafékunst, som man kaldte det før. Men cafékunsten plejede at være så hyggelig og selvhøjtidelig på en ambitiøs måde. Før ville selv cafékunstneren gerne lave en ny isme, men der er ingen af de unge kunstnere på cafeerne i dag, der ved, hvad en isme er - de tror, der er en is, man har stavet forkert - de vil bare være rige og kendte og store."

Ifølge Michael Jeppesen har højkonjunkturen haft en uheldig konsekvens for hele kunstmiljøet, hvor økonomien har fået mere magt og museernes rolle undermineret.

"For eksempel åbner der snart en udstilling på Arken med en russisk kunstner, der hedder Andreas Golder," forklarer Michael Jeppesen.

"På invitationen praler de med, at det er kunstnerens første museums-udstilling. Det er i forvejen ret vildt at prale med det, eftersom man må formode, at det ikke er ret svært at overtale en kunstner til at udstille på et museum, men grunden til, at han har fået udstillingen er fordi, at museumsledelsen er venner med en række danske kunstsamlere, der har investeret i Andreas Golders billeder. Han har kun udstillet på et lille galleri i Tyskland og har kun solgt billeder i Danmark. Det kunne ikke være sket for fem år siden. Så meget magt havde samlerne ikke den gang," siger Michael Jeppesen, der dog medgiver, at boomet også har positive konsekvenser:

"Hvis du tager en eller anden jysk it-grosser, der bor på en sund-vej i Hellerup, så er det naturligvis bedre for kunstverden og for ham, at der hænger et maleri med farver over sofaen, end der hænger en plakat. Men den sultne kunstner laver altid bedre kunst - det må vi ikke glemme. Det er selvfølgelig godt for ham, at han endelig er blevet mæt. Han er jo ved at bygge noget af en champagnemave, men det er bare ærgerlig for os andre."

Marmorkunst i Vietnam

Jeppesen bruger kunstneren Jes Brink som eksempel.

"Han brændte børnehaver af, før han blev rig, nu har han sat børn i Vietnam til at lave marmorkunst for ham. Det har jeg godt nok ikke noget bevis for, men hans marmorkunst bliver i Vietnam og er virkelig uinteressant."

Men i følge Michael Jeppesen er der dog en indbygget retfærdighed i en kunstnerisk højkonjunktur.

"Det kan godt være, der er kommet flere samlere, men de er ikke blevet kvikkere. Derfor er en frygtelig masse folk, der er parat til at smide en frygtelig masse penge efter noget, de ikke har forstand på. Økonomisk er det naturligvis en glimrende ting, men spørgsmålet er, om der kommer bedre kunst ud af det. Procentuelt ser det skidt ud, og så har jeg ondt af de mennesker, der tror de har købt et stykke af kunsthistorien for 100.000 kroner."

- Tror du man skal have det?

"Måske ikke. Vi lever i et system små pyramider, hvor vi altid kigge nedad, så på den måde har de det sikkert fint med hinanden inde på Galleri Asbæk," siger Michael Jeppesen og beroliger.

"Men så meget skal vi nok heller ikke lægge i det. Kunst er jo bare intellektuel tankespind."

Godt salg ikke lige med god kunst

For et par måneder siden åbnede kunsternesøskene Lærke og Jeppe Hein den ambitiøse kunstcafé Karrierebar i Kødbyen i København. Stedet skal være et samlingspunkt for det danske kunstmiljø og et alternativt møde med kunsten og kunstnerne. Stedets kurator og project manager, Peter Kirkhoff Eriksen, deler et par af Michael Jeppesens bekymringer om den samtidskunsten store succes. I hvert understreger han kraftigt, at pris og kvalitet ikke nødvendigvis hænger sammen.

"Det er gået rigtig godt for de unge kunstnere at sælge deres ting hos friværdikøbere. Der er købt rigtig meget maleri og mange små skulpturer, men jeg ser ikke den store vision i det, der bliver solgt," siger Peter Kirkhoff Eriksen

"Så bare fordi det går med salget, er det ikke ensbetydende med, at det går godt med kunsten, og hvis du lægger mærke til, hvilke gallerier, der sælger rigtig godt til danske første-gangskøbere, så er det overhovedet ikke de samme, der gør sig gældende ved messerne i udlandet."

Ifølge Peter Kirkhoff Eriksen er de succesfulde danske kunstnere i udlandet ikke kommet, hvor de er via deres danske gallerier. Fælles for dem alle er, at de har taget den udfordring og stukket til udlandet, og problemet ved den danske succes kan blive, at færre vil føle sig kaldet til at vende blikket udad.

"Bagsiden ved vores gode kunstakademi og den velsælgende friværdiscene er, at det giver argumentet for at blive hjemme. Så forholder man sig kun til de nærmeste kunstnere, mens man kunne udfordre sin egen kunst og forstå sin egen kunst meget mere ved at søge udenlands. Det er man simpelthen nødt til for at slå igennem," siger han.

Institutioner i krise

Derfor er Karrierebar også et opgør med den danske andedamstankegang og et forsøg på at skabe et mere internationalt kunstmiljø i København.

"Vi vil gerne lave et mødested og gøre mødet med kunsten og kunstværkerne mere afslappet og socialt, end hvad man oplever på museerne. De fleste af de kunstnere, der er med, er ikke danske, og det er også en pointe for os. Vi vil også vende blikket ud af," siger Peter Kirkhoff Eriksen og anklager de eksisterende institutioner for ikke at løfte den opgave.

"Museumsverden og institutionerne har lidt noget de senere år. Charlottenborg har været igennem en officiel krise, og det samme synes jeg gælder Kunsthallen Nicolaj. De har ikke kunnet løfte den opgave, de skulle og blive den interessante spiller i det københavnsk kunstmiljø. Louisiana har også haft store problemer og har valgt at være et museum for moderne kunst i stedet for samtidskunst. Og heller ikke Arken og Statens Museum for Kunst har kunne løfte miljøet. Der mangler en professionel institution, der kan orienterer og lave intelligente udstillinger. På en måde har den bedste udstillingshal i København har været Malmø Kunsthal. Ja, og så er Aros i Århus kommet godt fra start," siger Peter Kirkhoff Eriksen, der til gengæld har været meget begejstret for den politiske velvilje, der har været for at bygge et dansk kunstmiljø op i international klasse.

"Det politiske liv har også gjort virkelig meget for at hæve det danske kunstniveau. Det er en langstrakt indsats over 10 år, der har givet danske kunstnere nogle muligheder, som andre landes kunstnere ikke har haft. Det skal man huske at nævne."