Læsetid: 9 min.

'Professionalitet uden dannelse er fagidioti'

Friheden for videnskaben er helt fundamental. Professor Per Øhrgaard hidkalder en tysk stemme, Gesine Schwan fra Europa-universitetet i Frankfurt an der Oder, i debatten om videnskabens kald og universiteternes rolle i samfundet
-Man taler om videnssamfundet - og forkorter uddannelserne. At uddanne mange flere, men klart ringere, kan ikke ligefrem kaldes at tage bestik af en fremtid, hvis udfordringer vi i dag endnu ikke kender,- siger Gesine Schwan, der er præsident for Europa-Universität Viadrina i Frankfurt an der Oder, og som i 2004 var hun SPD-s kandidat til posten som forbundspræsident.

-Man taler om videnssamfundet - og forkorter uddannelserne. At uddanne mange flere, men klart ringere, kan ikke ligefrem kaldes at tage bestik af en fremtid, hvis udfordringer vi i dag endnu ikke kender,- siger Gesine Schwan, der er præsident for Europa-Universität Viadrina i Frankfurt an der Oder, og som i 2004 var hun SPD-s kandidat til posten som forbundspræsident.

Heide Fest

21. december 2007

Den 23. november bragte Information en kommentar af Dansk Industris forskningspolitiske chef, Charlotte Rønhof, med titlen "Flåde i høj sø".

Hun gjorde ganske rigtigt opmærksom på, at den nuværende universitetspolitik er noget rod, en blanding af regereri (overdreven trang til at regere, red.) selv i de mindste anliggender og ansvarsfraskrivelse i de større. Hun forudså endog, at marinens folk ville lave mytteri, og man kan kun håbe, at hun har ret sine formodninger.

Charlotte Rønhofs billede af universiteterne som en krigsflåde - "slagkraftige styrker" - på vej mod "nye territorier", som skal erobres, var til gengæld lidt ejendommeligt. Man kunne jo også have tænkt på en handelsflåde på vej mod nye kontakter og frugtbare udvekslinger. Men det er nok symptomatisk for tidsånden, at alt ses i en ramme, der hedder globalisering, international konkurrence og - som ultima ratio - krig.

"Vi er på vej ud i høj sø uden kort og kompas," skriver Charlotte Rønhof.

Når hun også skriver, at staten har "pligt til at gøre kravene tydelige", er det ikke helt så indlysende. Thi hvilken kompetence, for nu at bruge et andet udtryk fra tidsånden, har staten egentlig til det? I videnskab er det ikke så nemt blot at udstikke en overordnet kurs, og for nu at blive i flådebilledet: Columbus vidste udi egen indbildning ganske nøje, hvor han ville hen - men det var ikke dér, han endte.

Charlotte Rønhofs - og mange andres - syn på universiteterne er, at de skal være serviceinstitutioner. Alt det, man slog syv kors for sig over i 1968 og årene derefter, nemlig "samfundsrelevant forskning", er blevet virkelighed langt hinsides de daværende oprøreres vildeste fantasier. Mens man dengang talte spagfærdigt om, at det kunne være en god idé, at forskerne forklarede, hvorfor de gav sig af med det, de gjorde, så lyder det nu anderledes håndfast:

"Staten finansierer universiteterne og har derfor ret til at stille en række krav."

Hvem dikterer?

Jeg er stærkt tilbøjelig til at anfægte dette udsagn. Staten har ret til at stille ét eneste krav til universiteterne: At vi gør vort bedste! Men den har ikke adkomst til at diktere, hvad det bedste er, for det har den ingen forstand på. Hvordan det går, når den tiltager sig denne magt, har vi set i Østeuropa. Man skulle egentlig ikke tro, at eksemplet fristede til efterfølgelse. Meget i Charlotte Rønhofs indlæg tyder da også på, at hun er lige så utryg som jeg ved den aktuelle situation. Andet tyder på, at hun alligevel ser løsningen i en halvmilitær organisering af forskningen (flåden).

I min - for at sige det mildt - skepsis over for den aktuelle uddannelses- og videnskabspolitik finder jeg støtte hos mange, bl.a. også hos Gesine Schwan, en tysk universitetsrektor og politiker, altså en person, der både kender til videnskaben og til statens rimelige og urimelige krav. Hun er rektor - præsident, hedder det - for Europa-Universität Viadrina i Frankfurt an der Oder på grænsen mellem Tyskland og Polen.

Denne institution blev grundlagt efter kommunismens fald med henblik på både at drive videnskab og at bidrage til bedre forståelse mellem tyskere og polakker og mange andre nationaliteter - altså mere et handelsskib end en korvet. Gesine Schwan er desuden professor i politisk videnskab og mangeårigt medlem af det tyske socialdemokrati, i perioder også af dets Grundwertekommission, dvs. det udvalg, der udarbejder principprogrammet. I 2004 var hun SPD's kandidat til posten som forbundspræsident. At hun ville tabe, vidste man på forhånd, sådan som magten i valgforsamlingen var fordelt, men hun fik flere stemmer end ventet.

Gesine Schwan er forfatter til adskillige videnskabelige bøger og artikler, og i 2007 udkom en mere udadvendt bog, Allein ist nicht genug. Für eine neue Kultur der Gemeinsamkeit, der som forfattere anfører Gesine Schwan sammen "med Susanne Gaschke". Der er med andre ord tale om en af den slags bøger, man helst går langt udenom: En eller anden prominent person, der har fået en anden til at forklare, hvad hun eller han går og tænker på.

Anderledes samtalebog

Men sådan er det ikke her. Dels er Susanne Gaschke en af avisen Die Zeits bedste skribenter, dels er bogen ikke en 'samtalebog', men en nedskrift af Gesine Schwans tanker.

De drejer sig om den truende opløsning af de moderne samfund, hvor man på den ene side fabler om sammenhængskraft og på den anden side kræver ubegrænset fleksibilitet; hvor man tilpasser mennesket til arbejdsmarkedet i stedet for omvendt; hvor cost-benefit-kalkuler griber over også på områder, hvor de ikke har noget at skulle have sagt. Og derfor handler bogen også om videnskaben, om universiteterne og deres rolle i samfundet i dag og i morgen - hvis de da endnu har en rolle i morgen.

Da jeg forleden talte med Gesine Schwan, formulerede hun formålet med uddannelse og dannelse som det at "kunne leve i fred med sine medmennesker i en globaliseret verden". Men, sagde hun, i dag forventes det først og fremmest af uddannelsessystemet, at det bidrager til 'konkurrenceevnen', altså faktisk, at viden og indsigt ikke betragtes som værdier i sig selv, men som instrumenter til at opnå økonomisk gevinst.

I hendes øjne burde det være omvendt: Hun er overhovedet ikke blind for nødvendigheden af at skabe en sund økonomi, at kunne klare sig på markedet etc., men hun nægter at acceptere, at det skulle være målet i stedet for at være middel til en bedre tilværelse.

Gesine Schwan kunne sådan set godt citere Det kommunistiske Manifest, i hvilket Marx og Engels konstaterede, at det eneste, der i kapitalismen var tilbage af medmenneskelige relationer, var "den nøgne, kontante betaling". Karl Marx er faktisk et af hendes specialer, men hun er ikke og har aldrig været marxist, tværtimod er hun bekendende katolik. Religionen har hun haft brug for i personlige kriser, men hun hævder den også som det for hende nødvendige fundament for videnskab. Det lyder ejendommeligt nok til at kræve en nærmere definition: Det handler ikke om en bestemt trosbekendelse, og slet ikke om, at religiøse standpunkter af den ene eller den anden art skulle være bestemmende for, hvad der forskes i, men om, at der til den virkelige sandhedssøgen hører en accept af vores ufuldkommenhed, en slags ydmyghed.

Kun med den holdning kan vi blive fordomsfri nok til at søge ny erkendelse også på tværs af indgroede fordomme, kære vaner og egne økonomiske interesser.

"Jeg understreger, at for mig er religion og refleksion forbundne kar," som Gesine Schwan siger.

For så vidt altså en klassisk oplysningstankegang, i historiens løb nok mere udbredt uden for den katolske kirke end indenfor.

Fra tanke til faktura

Kort fortalt kan man altså karakterisere Gesine Schwans samfunds- og kulturkritik som en kritik af instrumentaliseringen, af en nyttetænkning, som har bredt sig også til områder, hvor den ikke alene ikke har noget at gøre, men tillige virker destruktiv.

Videnskaben er et af dem, siger denne universitetspræsident i sin bog. Schwan, som bestemt ikke var 68'er, savner i dag universitetet som "et sted, hvor studerende med bevidsthed om at være verdensborgere diskuterer politiske emner offentligt og ud fra forskellige synspunkter. I stedet for det ideologiske universitet har vi alt for ofte fået en institution, som sigter på økonomisk anvendelighed".

Man ser, at den - manglende - refleksion, der ligger bag sloganet 'Fra tanke til faktura', ikke kun er en dansk opfindelse. Det er forskningspolitik naturligvis heller ikke:

"Det så hyppigt proklamerede 'forskningsmanagement' forholder sig til forståelsesevnen som keglespil til skak, med den forskel, at det er mindre kunstfærdigt, sportsligt og fornøjeligt end at spille kegler."

Med forståelsesevne mener Gesine Schwan ikke kun evnen til at begribe indviklede sagforhold, men også og især evnen til at kunne leve i forståelse med sin omverden. Det bidrag, universiteterne kan og skal levere til samfundet, er udviklingen af denne evne.

"Vi har brug for færre fagidioter og flere intelligente, dannede generalister," som hun siger.

Også det er ilde hørt i en tid, der satser mere og mere på professionsuddannelser og overser, at professionalitet uden dannelse netop er - fagidioti. Hvis man tilpasser en uddannelse til en allerede kendt jobfunktion, kan man være ret sikker på, at den er forældet, når eleverne eller de studerende har gennemført den. Eller med Gesine Schwan:

"Man taler om videnssamfundet - og forkorter uddannelserne. At uddanne mange flere, men klart ringere, kan ikke ligefrem kaldes at tage bestik af en fremtid, hvis udfordringer vi i dag endnu ikke kender, og som burde gøre udviklingen af al slags kreativ intelligens - i ordets videste betydning - til det første bud."

Det er selvmodsigende, at man på den ene side taler meget om den hastige udvikling på alle områder og på den anden side tror, at man kan forudse den så godt, at man kan specialisere sig ud af problemerne. Specialviden forældes hurtigere end almenviden og almendannelse, og hvis de sidstnævnte mangler, udvikles ingen personlig myndighed.

Demokratisk underskud

For modstykket til den stigende specialisering er en forsimpling af den offentlige debat om de fælles anliggender. Denne forsimpling har også grebet medierne, som med Gesine Schwans ord "nyder allehånde privilegier, men til forskel fra det politiske liv ikke har nogen demokratisk legitimation i deres egen ret" - og har det desto mindre, jo mere markedskræfterne tager over.

"Den almindelige desinteresse for mediernes ansvar for helheden og for den måde, de formidler indhold på, forekommer mig at være en af de vigtigste faktorer i demokratiets nuværende krise."

Demokratisk underskud er ikke kun noget med EU, kunne man også sige. For Schwan er demokrati både "en normativt udformet politisk forfatning og livsform".

Man hører ekkoet af Jürgen Habermas - og som dansker af Hal Koch.

Jo mere specialisering på den ene side, desto mere populisme på den anden. Det var den dybere, muligvis ubevidste, sandhed i statsminister Anders Fogh Rasmussens tale mod eksperter og smagsdommere. For så vidt talte han netop om det almene - men han gjorde det populistisk og appellerede ikke til fornuften, men til forurettetheden. Det for magthavere (ikke kun statsministeren) generende ved viden og indsigt er, at man ikke kan styre dem, og at man slår dem ihjel, hvis man prøver på det. Det er lidt som med vilde spisesvampe: Man må plukke dem dér, hvor de gror, man kan ikke dyrke dem, hvor det passer en. Men de smager bedst.

Først hvis samfundet anerkender denne fundamentale frihed for videnskaben, kan man give sig til at diskutere, hvorledes man skal udstyre den med de nu engang begrænsede midler, der er til rådighed.

Det fatale i den nuværende videnskabspolitik er ikke først og fremmest, at der ikke er råd til alt. Det har der aldrig været, og det bliver der heller aldrig.

Det fatale er, at man spænder vognen for hesten: At man begynder med - undertiden ret vilkårligt - at definere, hvad videnskaben skal, og derpå fordeler midler, i stedet for at stille midler til rådighed og derefter lade videnskaben hitte ud af resten - med en selvfølgelig pligt til at stille sine resultater og overvejelser til diskussion i offentligheden. Ingen af systemerne er perfekte, men chancen for innovation er nu engang størst, hvor der er frihed, og risikoen for stagnation størst, hvor planlægningen har overtaget alt.

Per Øhrgaard er professor ved International Center for Business and Politics på Handelshøjskolen i København. Hans interview med Gesine Schwan vil kunne ses på dk4 på et endnu ikke fastlagt tidspunkt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu