Læsetid: 5 min.

Renaissancemanden fra Pieris

Det engelske landshold skal revitaliseres af den mand, der smed David Beckham ud af truppen i Real Madrid, og som muligvis engang har været i slagsmål med Paolo Di Canio
Vil De vide noget om Fabio Capellos menneskelige sider? Han har ingen, skriver en italiensk sportsjournalist.

Vil De vide noget om Fabio Capellos menneskelige sider? Han har ingen, skriver en italiensk sportsjournalist.

Paul White

22. december 2007

"Hold op med at spille som lort."

"Hold op med at sige at jeg spiller som lort."

"Så hold op med at spille som lort."

Denne sofistikerede meningsudveksling fandt sted mellem den daværende træner for Juventus, Fabio Capello, og hans stjerneangriber, Zlatan Ibrahimovic, under en kamp for et par år siden. Ordvekslingen blev fanget af en sideliniemikrofon og bragt ud i de italienske hjem, hvor tv-seerne dermed blev præsenteret for to af de væsentligste karaktertræk ved den mand, der netop er blevet udnævnt som landstræner for England: Capellos ramsaltede sprogbrug og hans totale mangel på respekt over for spillets største stjerner; en respektløshed, som han også de-monstrerede ved flere lejligheder i Real Madrid, hvor han senest har været ansat.

"Er du ikke flov over at være så fed?" spurgte han Ronaldo, da denne kom vraltende ud fra brusekabinen efter en kamp. Og han smed uden tøven to af holdets største navne, David Backham og Iván Helguera, ud af truppen og gav dem ordre om at selvtræne, da de af forskellige årsager faldt i unåde hos ham.

Netop udgangen på episoderne med Beckham og Helguera illustrerer imidlertid et andet vigtigt kendetræk ved Capello, nemlig hans totale pragmatisme. Mere end noget andet er Capello en realpolitiker, der indretter sig efter omstændighederne, selv om det betyder ærestab for ham selv. Han accepterede således den offentlige ydmygelse, som blev ham til del, da han af nød måtte sluse både Helguera og Beckham ind i truppen igen, fordi holdet havde brug for dem. Og han anerkendte også, at han havde begået en fejl ved kategorisk at benægte, at Beckham nogensinde ville få lov at spille for ham igen.

"Det gode ved Capello er, at han ikke har personlige favoritter," udtalte Helguera ved den lejlighed. "Han favoriserer ingen."

Eller for at sige det på en anden måde: Capello behandler alle sine spillere med samme mål af brutalitet og disciplin.

"Vil du have noget at vide om Capellos menneskelige side?" sagde en italiensk sportsjournalist for nylig til en engelsk kollega.

"Det er meget let at svare på. Han har ingen."

Det er nok lige lovlig hårdt sat op, men bemærkningen understreger, at den nye landstræner vil håndtere jobbet med en helt anden attitude end sine forgængere. Efter den elegante Sven-Göran Eriksson med det store forbrug af flotte damer og dyre habitter og den rødmossede og taktisk ubehændige second choice, Steve MacClaren, er det nu en af spillets mest autoritære personligheder - en mand, der engang i et raserianfald råbte til angriberen Paolo Di Canio, at han "har et ansigt som en penis", og som ved sit første pressemøde som landstræner måtte benægte en hårdnakket historie om, at han engang har stukket selvsamme Di Canio én - der skal træne fodboldens svar på Europas syge mand, det engelske landshold.

Det intellektuelle kyniker

Dermed anbringer Capello sig frivilligt under et pres, der har knækket gode mænd før ham. Jobbet som ansvarlig for the three lions kaldes ikke uden grund for både "den næstvigtigste stilling i England" og "verdens ensomste job", men hvis der er nogen, der kan holde til den konstante kritik og snagen, som det medfører, er det superpragmatikeren fra Pieris i Norditalien. Han ved mere end de fleste, hvad det vil sige at være udsat for daglige smædekampagner og foragt. Ikke blot har han været træner for nogle af Europas største klubber; han stod også bag en af de mest dramatiske klubskifter i nyere tid, da han skiftede fra AS Roma til Juventus i 2004. Man skal kende til forholdene i italiensk fodbold for helt at kunne forstå den følelse af forræderi, som han vakte hos romerne, da han skiftede til rivalerne fra Torino, men det giver et indblik i omstændighederne at nævne, at Capello sidenhen har måttet lade sig udstyre med bodyguards, når han har besøgt Rom, primært for at gå til tandlægen.

Capellos verden består dog ikke kun af kommandotone, kontroversielle klubskifter og rygter om slagsmål. Som et ægte renaissancemenneske kombinerer han det kyniske med det følsomme, det vulgære med det raffinerede. Privat er Capello kendt for sin intellektuelle livsstil, der især giver sig udtryk i en stor interesse for moderne kunst. Blandt hans yndlingsmalere kan nævnes Marc Chagall, Wassily Kandinsky og Piero Pizzi Cannella, der også er en nær ven, og han råder over en kunstsamling, der menes at være omkring 110 millioner kroner værd, og som regnes for at være en af de mest imponerende i Norditalien.

Som noget helt usædvanligt for en person i hans stilling, så tæller han stort set ingen fra fodbold- eller medieverdenen i sin vennekreds, der primært består af kunstnere, litteraurkritikere - og rejseskribenter. Capello holder nemlig meget af at rejse, især til eksotiske turistmål, og han har haft sin familie med til både de præcolombianske ruiner i Mexico og på bjergbestigning i Tibet.

Ingen skandaler på bedding

Som manager sværger han til den funktionalistiske, resultatorienterede stil, der præger de fleste italienske trænere. Hans mandskaber udmærker sig ved at være hårdtarbejdende og godt organiserede, og han rykker spillere ind og ud af startopstillingen uden at skele til deres status i truppen eller i medierne. Han er ikke principelt imod at spille offensivt og underholdende fodbold men tillader det kun, når det er nødvendigt for at opnå det ønskede resultat, og han sværger som hovedregel til tesen om, at det er en stærk defensiv, der sikrer mesterskaberne. Og defensiven - det ved han noget om. Hans ni mesterskaber i fire forskellige klubber over de sidste 15 år er grundlagt på defensive dyder, og hans væsentligste fodboldtaktiske bedrift regnes for at være introduceringen af den udelukkende defensivt orienterede midtbanespiller i positionen mellem midtbanen og forsvaret; det skete i skikkelse af Marcel Desailly, der udfyldte denne rolle for AC Milan i Champions League-finalen mod Barcelona i 1994, og i dag råder enhver topklub med respekt for sig selv over en såkaldt holding midfielder.

Capello tiltræder officielt stillingen som landstræner den 7. januar, og det må regnes for givet, at den engelske boulevard-presse hurtigt vil udsætte hans privatliv for et grundigt eftersyn; ja, blodhundene fra The Sun og News of the World er formentlig allerede i gang med at grave. Deres anstrengelser vil dog formentlig vise sig at være forgæves. Den højreorienterede Capello, der stemmer på Liga Nord, er en erklæret tilhænger af konservative familieværdier og regnes for at være trofast over for sin kone, Laura, som han mødte på en bybus i Ferrara for over 40 år siden.

Så det er altså ikke fra den kant, at englænderne skal forvente at blive underholdt af deres nye landstræner. Til gengæld kan de med en vis rimelighed forvente at have fået en manager, der vil løfte det konstant underpræsterende landshold op på et acceptabelt niveau. Og hvem ved? Måske er han også mand for at stikke Wayne Rooney en flad i omklædningsrummet, hvis den iltre United-stjerne ikke snart begynder at spille ordentligt i landsholdstrøjen -

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu