Læsetid: 4 min.

Risikofællesskabet

Det siges, efter den nye rapport om det iranske atomprogram, at krigen er taget af bordet, men selve eksistensen af kernevåben gør, at den tilsyneladende fred altid vil være krigens fred ...
Ingen fare på færde. En ny rapport konkluderede forleden, at Iran stoppede sit atomvåbenprogram i 2003. Men fordi vi har udviklet våben med et historisk enestående destruktionspotentiale, vil det forblive et paradoksalt mål at afvæbne fjender, før de bliver bevæbnede. Her hilser Irans præsident Mahmoud Ahmadienjad sine tilhængere og konkluderede, at rapporten er en sejr for Iran.

Ingen fare på færde. En ny rapport konkluderede forleden, at Iran stoppede sit atomvåbenprogram i 2003. Men fordi vi har udviklet våben med et historisk enestående destruktionspotentiale, vil det forblive et paradoksalt mål at afvæbne fjender, før de bliver bevæbnede. Her hilser Irans præsident Mahmoud Ahmadienjad sine tilhængere og konkluderede, at rapporten er en sejr for Iran.

Mehdi Ghasemi

8. december 2007

Krigen er ikke længere en mulighed. Det er ikke bare refrænet på John Lennons juleslager, der hitter i december igen i år. Det er også, hvad en anonym diplomat sagde til New York Times, efter det amerikanske efterretningsvæsens rapport om det iranske atomprogram blev fremlagt mandag: "Nu er krigen taget af bordet".

Krigen er ikke længere en mulighed, fordi det iranske regime ikke kan beskrives som en potentiel atommagt, der skal afvæbnes, inden den bliver bevæbnet. Det skulle ifølge de 16 amerikanske efterretningstjenester vurdering være sikkert, at Iran ikke længere er ved at udvikle atomvåben. Der var et atomvåbenprogram, men det blev indstillet i 2003.

Det har igen og igen været hævdet af vestlige ledere, at Iran var en trussel mod verdensfreden, fordi ayatollaherne var ved at udvikle atomvåben. Det har været sagt, at det ikke gav mening at berige uran til civile formål. Det har ikke alene fra USA, men også fra Storbritaniens og Frankrigs side været hævdet, at iranerne løj, når de erklærede, at de udelukkende udviklede atomenergi til fredelige formål. Disse autoriserede udlægninger gælder tilsyneladende ikke længere.

Det kan forekomme parodisk, at det har været så nemt at overbevise vestlige ledere og befolkninger om, at Iran var ved at blive akkurat den samme trussel, som det for fire-fem år siden blev hævdet, at Irak var. Selv om det længe har været kendt, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben, og at invasionen var baseret på usande efterretninger, har opinionen været klar til at tro på de samme ledere, når de advarede mod Iran.

Kernevåbenstater skal nedruste

Den trussel, der blev afsløret som en løgn, virkede igen. Og det på trods af, at Iran aldrig har angrebet en suveræn stat. Til gengæld er Irans naboer Irak og Afghanistan blevet invaderet af vestlige styrker. Iran er blevet angrebet af Irak, som blev assisteret af USA, dengang administrationen i Washington betragtede Saddam Hussein som en allieret. Og Iran er omgivet af stater, som enten har atomvåben eller har allierede med atomvåben. Det er ofte blevet sagt, at Iran var en 'forbryderstat' og medlem af 'ondskabens akse', og modstanden mod Iran har været begrundet med henvisning til ikke-spredningsaftalen fra 1970, som Iran har underskrevet. Konflikten mellem vestlige stormagter og Iran udlægges almindeligvis både af journalister og politikere som en konfrontation mellem det civiliserede verdenssamfund og den barbariske undtagelse. Og det iranske præstestyre er grusomt: Det forarmer befolkningen, det overvåger og regulerer iranernes hverdag ud fra ortodokse udlægninger af islamiske diktater. Civile iranere bliver passet op og straffet blot på mistanke om sædelige afvigelser.

Men i forhold til ikke-spredningstraktaten er det snarere Iran, som lever op til sine forpligtelser og de civiliserede atommagter, som unddrager sig. Traktaten skelner mellem kernevåbenstater og ikke-kernevåbenstater. Kernevåbenstaterne forpligter sig ifølge traktatens artikel 4 på "at indgå forhandlinger med henblik på nedrustning". Disse nedrustningsforhandlinger finder som bekendt ikke sted. Det er tværtimod amerikanerne, som historisk er de eneste, der har brugt kernevåben, der truer med invasion og udvikler 'intelligente bomber'. Det står lige så klart i traktaten, at de stater, som ikke har kernevåben, gerne må udvikle, fremstille og anvende nuklear energi til fredelige formål. Nok har iranerne obstrueret inspektioner af deres anlæg og således brudt traktaten. Men amerikanske allierede som Pakistan og Israel står bemærkelsesværdigt helt uden for nedrustningsaftalen. Sådan set skulle Pakistan og Israel være en større trussel. Men Iran har været udpeget som den farlige stormagt. Og det har været indikeret, at fordi styret ikke er demokratisk valgt, er det heller ikke rationelt ansvarligt. Fordi styret ikke var legitimt, var det heller ikke tilregneligt. Som om ayatollaherne var tosser, som ikke engang kunne kalkulere, hvad der var bedst for regimet. Men den islamiske republiks korte historie viser om noget, at ayatollaherne er strategisk kalkulerende. Ellers var de blevet væltet. Og hvis de skulle være så vanvittige at anvende våben, som de ifølge de nye efterretninger først kan have i 2015, hvis programmet skulle blive genoptaget, vil staten givet blive angrebet massivt.

Krigen er taget af bordet, sagde den anonyme diplomat. Selv om hverken israelerne eller, hvad der er mere bemærkelsesværdigt, det internationale atomenergiagentur stoler på rapportens konklusioner.

Vi er ude over krigslogisk tænkning

Men sagen er, at når det kommer til kernevåben, er krigen aldrig taget af bordet. Fordi vi har udviklet våben med et historisk enestående destruktionspotentiale, vil det forblive et paradoksalt mål at afvæbne fjender, før de bliver bevæbnede. Vi har udviklet våben, som overskrider den almindelige krigslogiske tænkning i mål og midler: Der er ingen mål, som legitimerer brugen af det middel. Og denne fundamentale usikkerhed er vilkåret for global sikkerhedspolitik, som igen sætter et globalt risikofællesskab. Selv den stærkeste stormagt kan rammes vitalt, hvis det lykkes de økonomisk, politisk og kulturelt svageste at udvikle kernevåben.

Den største trussel mod det fællesskab er den vanvittige amerikanske plan om et missilskjold, som vil gøre den militære stormagt usårlig. Missilskjoldet er stormagtens utopi om den evige fred - for dem selv. Det vil sætte amerikanerne uden for det forpligtende globale politiske samarbejde, som er den eneste ansvarlige reaktion på det globale risikofællesskab, som eksistensen af kernevåben allerede har sat os i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu