Læsetid: 6 min.

I røg og damp for litteraturen

Historisk. Hashens indflydelse på den kreative proces har været et tema i vestlig litteratur lige siden en gruppe franske forfattere i midten af 1800-tallet oprettede verdens første hashklub
Omtåget. Gennem historien har forfattere brugt hash både som et afsæt for litterær inspiration, men også til at undersøge selve rusens væsen.

Omtåget. Gennem historien har forfattere brugt hash både som et afsæt for litterær inspiration, men også til at undersøge selve rusens væsen.

Charles Smith

13. december 2007

I dag forbindes hashklubber mest med lyssky forretninger, kriminelle bander og pushere. Men sådan var det ikke i 1845, da en række kunstnere og forfattere modtog en invitation til at nyde 'hashish' i maleren Boissard de Boisdeniers lejlighed i Hôtel Pimodan i Paris. Blandt deltagerne ved den ekstraordinære sammenkomst var prominente forfatternavne som Théophile Gautier, Gérard de Nerval, Honoré de Balzac og Charles Baudelaire. Mens gæsterne blev budt på en let middag, gik en doktor rundt imellem dem med en forgyldt teske og fordelte hashen i små japanske porcelænsskåle, én til hver. Herefter var det bare at synke ned i stolen og vente på virkningen af det nye, spændende stof.

Hashen var kommet til Europa allerede i slutningen af det 18. århundrede, da Napoleons hære erobrede Egypten og bragte stoffet med hjem. Alligevel var det nye rusmiddel i 1845 stadig ukendt for det eksperimenterende og nyhedshungrende forfattermiljø, fortæller litteraturhistoriker Vagn Lyhne, der har skrevet om de tidlige hashseancer i bogen Savnets vellyst.

"Forfatterne var meget nysgerrige for at se, hvordan det virkede - om det virkelig kunne udløse hallucinationer ad kunstig vej, og om den eksperimentelle tilstand, som det frembragte, eventuelt kunne bruges til at digte på," siger Vagn Lyhne.

Det var den franske forfatter og kritiker Théophile Gautier, som var en af drivkræfterne bag de første hashseancer. Allerede i 1843 havde han skrevet om hash i en artikel i La Presse, og i 1846 skulle han udgive endnu et skrift med den sigende titel "Le Club des Hachichins" - på dansk Hashspisernes klub. Gautier var blevet introduceret til det nye euforiserende stof af psykiateren Moreau de Tours, som så store muligheder i hashen - ikke bare for videnskaben, men også for kunsten: "En veritabel drømmetilstand, men en drøm uden søvn- man drømmer lysvågen," skrev han. Moreau de Tours superviserede selv seancerne i den nyetablerede forfatter-hashklub og brugte sine iagttagelser af de kendte kunstneres hallucinationer i sin egen forskning. Forfatterne derimod var mere interesserede i forbindelsen til den kunstneriske inspiration:

"Et af de spørgsmål, forfattere altid har stillet sig selv, er, om hash virkelig kan bruges produktivt, og det afprøvede man altså fra mange forskellige vinkler på det her tidspunkt. Konklusionen blev, at nok kunne det bruges, men spørgsmålet er, hvor meget de i virkeligheden brugte det," siger Vagn Lyhne, der blandt andet peger på, at Gautier kun kom i hashklubben nogle få gange, ligesom også Balzac hurtigt holdt op med at deltage i møderne - efter eget udsagn fordi hans hjerne var for stærk, og han derfor ikke blev skæv nok.

Et had/kærligheds-forhold

Vagn Lyhne stiller dog i sin bog Savnets vellyst spørgsmålstegn ved den udlægning og henviser til et brev, hvor Balzac sammenligner hash-seancerne med at være i drømmeland: "-jeg så forgyldningerne og malerierne i salonen i en mageløs stråleglans," skriver han blandt andet i brevet, hvis slutning røber en anden forklaring på, hvorfor Balzac holdt sig væk fra Hôtel Pimodan: "- efter at jeg vågnede, er jeg her i formiddag blevet ved med at sove, og jeg er uden vilje."

I det hele taget kan de franske 1800-tals forfatteres forhold til den sorte inspiration bedst beskrives som et had/kærligheds-forhold, mener Vagn Lyhne. Det demonstreres med al tydelighed i Baudelaires Les Paradis artificiels (Det kunstige paradis, red.), hvor Baudelaire både beskriver hashrusen som en kraft, der forstærker fantasien "i en så fabelagtig grad, at dens styrke er lige så svær at vurdere som den højeste vindstyrke i en orkan". Men samtidig er den også "uanvendelig og farlig", idet den underminerer den selvbeherskelse og kontrol, der er betingelsen for at skabe kunst. Vagn Lyhne forklarer:

"Realiteten er, at Baudelaire var bange for hashen. Han skriver et sted, at den ligner noget, der kan udløse en kreativ proces, men at den er som 'en vild dæmon, der river sindet op'."

Ifølge rusolog Kenn Mouritzen er Det kunstige paradis ofte blevet taget til indtægt for at være et hyldestskrift til hashen. Men i virkeligheden er den det stik modsatte:

"Det er faktisk et anklageskrift. Det er ret tydeligt, at Baudelaire har gjort sig mange erfaringer med hash, og det er på den baggrund, han gør op med stoffet. Men det virker som om det, der er blevet hængende, er hans blændende analyser af rusen og ikke hans vurdering af den."

Kenn Mouritzen har tidligere beskæftiget sig indgående med de franske 1800-talsforfatteres forhold til hash i specialet Lynets askese - om Henry Michaux, hvor han blandt andet argumenterer for, at hasheksperimenterne bør ses i en større historisk sammenhæng som et 'korrektiv' til Oplysningen:

"Historisk kan man se, at idet oplysningstidens myndige subjekt etableres i slutningen af 1700-tallet, begynder en hel masse mod-tendenser at indfinde sig i det kulturelle landskab, i både kunst og filosofi, hvoraf ruserfaringerne er en af dem. I England var de i starten opiumbaserede, mens hashen først og fremmest vandt udbredelse i Frankrig," siger han.

Ifølge Kenn Mouritzen er litteraturhistorien rig på vidnesbyrd om forfatteres forhold til diverse rusmidler. Hashen hører ikke til det mest beskrevne blad, og alligevel er det muligt at identificere to overordnede tendenser i måden, hvorpå forfattere historisk har beskæftiget sig med hash:

"I den ene tendens bruger forfatterne hashen som et afsæt for litterær inspiration og altså nærmest som et instrument eller et arbejdsredskab. I den anden tendens bliver hashen snarere som et spejl, forstået på den måde, at forfatterne forsøger at undersøge selve rusens væsen for at aflokke den en erfaring," siger Kenn Mouritzen.

Den tyske filosof og forfatter Walter Benjamins føjer sig ind i den sidstnævnte tendens med sine såkaldte rusprotokoller fra slutningen af 1920'erne. Ligesom Baudelaire var Benjamin inspireret af den videnskabelige tilgang til rusens ekstase, fortæller Kenn Mouritzen:

"Walter Benjamin var meget praktisk filosoferende, så når han tog hash, sad han og associerede højt, mens en hjælper ved siden af skrev det hele ned. Derfor er det svært at skelne det visuelle fra det videnskabelige i hans protokoller. På den ene side er der tale en seriøs og saglig undersøgelse af en ruserfaring, og på den anden side er det hele meget fabulerende."

Hash som forelskelse

Walter Benjamin stoppede brat med at udføre sine rusologiske eksperimenter i begyndelsen af 1930'erne, da Hitler kom til magten og Benjamin, der var tyskfødt jøde, blev nødt til at flygte til Paris. Rusprotokollerne står derfor tilbage som en mere eller mindre ufuldendt del af hans forfatterskab. En enkelt passus om hashens virkning blev der dog plads til i Walter Benjamins senere hovedværk - det såkaldte 'passageværk' - som han skrev fra sin base i Paris. Her sammenligner han hashen med en forelskelse: "Og når jeg genkalder mig denne tilstand, vil jeg tro, at hashen besidder en kraft og overtalelsesevne over for naturen til at lade den gentage den egne eksistens' store ødselhed, som vi nyder, når vi er forelskede," skriver han.

I perioden efter Benjamin er det sparsomt med de litterære henvisninger til hashrusens erfaringer, fortæller Kenn Mouritzen. Men i 1960'erne, hvor troen på de bevidsthedsudvidende stoffer topper, bydes også hashen ind i de litterære forfatterskaber igen - særligt anført af beatgenerationens store amerikanske forfattere: Jack Kerouac, William S. Burroughs og Allen Ginsberg.

"Beatgenerationen bruger hash på en anden måde, end Benjamin gjorde. Når han prøvede hash, var det klinisk tilrettelagt og under opsyn, mens det for beatgenerationen bliver en integreret del af hverdagen," siger Kenn Mouritzen.

Ikke mindst Allen Ginsberg er stor tilhænger af stoffet og beretter om det i flere sammenhænge:

"Han skriver blandt andet et berømt hash-essay, hvor han sammenfatter mange af pointerne fra Aldous Huxley's The Doors of Perception fra halvtredserne. For Ginsberg handler hash og poesi om det samme: at sætte gang i en bevidsthedsudvidende proces, der overskrider tid og rum og får karakter af noget kosmologisk," siger Mouritzen.

Siden 1960'erne er litteraturen om hash eksploderet i form af den ene forskningsrapport efter den anden. De fleste fremhæver farerne ved et misbrug, mens et mindretal insisterer på hashens relative uskyldighed. Uanset forskningens resultater er Kenn Mouritzen dog ikke i tvivl: Så længe der er forfattere til, vil hashen også have en plads i litteraturhistorien.

"Forfattere lever af inspiration, og hashen er en inspirationsmotor, der gør det muligt at intensivere basale erfaringer. Så jeg tror aldrig, de to ting kan holdes adskilt," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu