Læsetid: 5 min.

En særlig stemme i tiden

Enestående. Christina Hesselholdts forfatterskab er i stadig udvikling, og som det folder sig ud, bliver det vigtigere og vigtigere. Tre litterater karakteriserer Hesselholdt, hvis roman 'I familiens skød' er nomineret til Montanas Litteraturpris
13. december 2007

Scenen er den, at en række mennesker befinder sig i en forlæggers sommerhus. Udover forlæggeren og hans halvstore datter fra første ægteskab samt hans lidt senile mor, finder man også den nye kone, det nye barn, en forfatter samt en hund. En afghansk flygtningekvinde med to børn kommer senere på besøg. Det udvikler sig dramatisk da forlæggerparrets nye barn er ved at drukne i badekarret, men vægten i romanen ligger på beskrivelsen af sommerdagen og på de bittesmå psykologiske forskydninger i personerne.

Christina Hesselholdts roman I familiens skød er ifølge litteraturanmelder ved Berlingske Tidende Mai Misfeldt "et fornemt lille kammerspil, udspillet i løbet af én sitrende varm junidag". Og nu er den nomineret til Informations Montana Litteraturpris.

"Hun er enestående som forfatter, og som hendes forfatterskab udvikler sig, bliver det vigtigere og vigtigere," siger Marianne Stidsen, lektor ved Nordiske Studier på Københavns Universitet.

"Hesselholdt markerer sig som en forfatter, der har en skærpet sanselig tilgang til verden, både den ude omkring og den indre, og som kan sætte den på en stringent og altid sprogligt nuanceret form," lyder Mai Misfeldts karakteristik.

"Jeg er meget glad for Christina Hesselholdts I familiens skød. Igen viser hun sig som en forfatter, der løfter og fornyr litterære traditioner. Samtidig har hun helt sin egen stemme," kommer det fra Anne Marie Mai, professor på Institut for litteratur, kultur og medier på Syddansk Universitet.

Alle tre litterater er således enige om, at Christina Hesselholdts forfatterskab er et værk i udvikling.

Mai Misfeldt beskriver den således:

"I debutbøgerne om drengen og senere den unge mand, Marlon (Køkkenet, gravkammeret & landskabet (1991), Det skjulte (1993) og Udsigten (1997)) skrev hun inden for et stramt og køligt scenisk system, der gjorde det muligt at registrere verden og personer uden psykologisk føleri, men med en frysende og uafrystelig uhygge."

I de sene 90'ere åbnede hun for et mere personligt, sansende og erindrende rum, i Hovedstolen (1998) og Kraniekassen (2001), og i 2003 sprængte hun alle bånd, "dog ikke det stilsikkert kompositoriske," i den hæsblæsende erotiske, kærlighedsroman Du mit du, fortsætter Mai Misfeldt.

"Sjældent er der skrevet mere lidenskabeligt, humoristisk og egensindigt vanvittigt om kærlighedens vilde væsen," mener hun.

I En have uden ende fra 2005, en samling af kortprosa, møder læseren, hvad Mai Misfeldt kalder "et politisk anfægtet og anfægtende rum, med skarp afstandstagen til den omsiggribende danske selvtilfredse nationalisme". Hun påpeger også, at der heri findes en lille poetik, som giver svaret på, hvad Christina Hesselholdt vil med sit forfatterskab. Nemlig opdyrke "en skrift, der kan fortabe sig, blive væk fra sig selv og dermed slå de særeste sving". Det er lige præcis det, hun gør i sin seneste roman, I familiens skød, mener Mai Misfeldt.

Beskriver familiens vilkår

Også Marianne Stidsen skelner mellem den yngre og den modne Christina Hesselholdt. "De tidlige bøger var selvfølgelig led i en formel fornyelse af romanen, den såkaldte 'punktroman', men samtidig fandt man i skildringen af drengen Marlon en barndomsskildring, der er central for forfatterskabet," siger hun. "Marlons mor dør, han får en stedmor, og han står i den situation, at han skal forsøge at finde sig selv i et opløst miljø. Den samme konstellation finder vi i I familiens skød," påpeger hun, "men nu er det den voksne, der kigger på sit eget barn."

"Denne udvikling gør hende til en fænomenal beskriver af familiens vilkår i det senmoderne samfund. Jeg mener, hun er enestående," siger Marianne Stidsen.

"Hun kredser om, hvor komplekst det er at finde sit eget rum i en familie, og at kunne favne de andre, ikke mindst når familien er af den sammenbragte slags," siger Mai Misfeldt.

"Christina Hesselholdt har selv kaldt romanen en sædeskildring af en middelklassefamilie af i dag," siger Anne Marie Mai. "Jeg læser især romanen i sammenhæng med Herman Bangs stramt komponerede prosa, men der er også en fin genklang af Rifbjergs livfulde skildringer af det borgerlige familieliv og af Kirsten Thorups fortælling om pigeverdener og kvindeerfaringer. I familiens skød er et godt eksempel på, at romankunsten giver os vedkommende tilværelsestolkninger og et kritisk blik på det helt almindelige liv, her og nu."

En særlig stemme

"Hun udgør en særlig stemme i tiden, derved at hendes forfatterskab er præget af en melankolsk indadvendthed i en tid hvor mange neoavantgardister - som Claus Beck-Nielsen, Jens Blendstrup og Pablo Llambías - dyrker det udadvendte i multimedieeksperimenter," mener Marianne Stidsen. "Hvor de undersøger mulighederne i identitetstabet, undersøger Christina Hesselholdt omkostningerne," siger Anne Marie Mai.

Det er formodentlig en karakteristik, Christina Hesselholdt selv kan skrive under på. Til Information sagde hun, da Kraniekassen udkom:

"Billedet af personligheden som et løg uden kerne er ikke ny. Jeg har i det hele taget forsøgt at tage nogle af modernismens emblemer: Yeats: All that is solid melts into air, Nietzsches om Guds død, Rimbaud: Je est un autre og konkretisere dem. Jeg har sat dem i sving i min bog, lavet småhistorier ud af dem. Og hele bogen er en relativering af absolutter, ikke bare via jeg'erne, men også i dialogerne mellem Agnete og Steffen (hovedpersonerne, red.) og i kompositionen: de mange småstykker og deres formmæssige forskellighed."

Christina Hesselholdt holder fast i det litterære.

"I en tid hvor det biografiske og såkaldt autentiske blomstrer op i romanens form, desværre alt for tit på bekostning af det litterære, er Christina Hesselholdts roman et vidunderligt selvforglemmende luftende rum at træde ind i. Et rum, hvor det at skrive om noget, og lade skriften sno sig som en dansende serpentine, ikke er en modsætning," lyder det fra Mai Misfeldt.

I familiens skød er også litterær i den forstand, at den er skabt oven på Virginia Woolfs berømte roman Til fyret. Men ikke så der er tale om en pastiche eller et plagiat, der er snarere tale om en beslægtet perception hos de to forfattere. "Romanen flimrer, som det gør hos Virginia Woolf, hvor skriften smyger sig ind og ud af personer, afmærker småbitte forskydninger, registrerer følelser og igen skifter fokus," lyder Mai Misfeldts karakteristik.

Men samtidig er den også en lille samtidsskildring, hvor den "humoristisk, kærligt og kritisk" sparker lidt til den litterære verden, tilføjer hun.

"Det tør siges, at Christina Hesselholdt med værker som Hovedstolen (1998) og nu I familiens skød virkelig har arbejdet videre med sit tema og foldet det ud i stadig mere komplekse kompositioner. Skiftet mellem synsvinkler i I familiens skød udfordrer læseren og får os til at tænke os om, når det gælder opfattelsen af hver af familiens medlemmer," siger Anne Marie Mai, og tilføjer:

"Forfatteren Paal-Helge Haugen skrev om Christina Hesselholdt i bind III af Danske digtere i det 20. århundrede allerede i år 2000, at hun er en af sin samtids centrale forfattere. Jeg synes, at han har fået stadig mere ret. Den nye bog er endnu et godt argument for hans vurdering."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu