Læsetid: 4 min.

Sejren bor i nederlaget

Nyfeminismen lever for bekvemt på de fripas, der udstedes til den undertrykte modstandskæmper
8. december 2007

Nærværende dagblad donerer i almindelighed spalteplads til samfundskritiske positioner og nu og da i særdeleshed til feministiske ditto. Her er sjældent en kritisk, ja nærmest oppositionel attitude, som vi kender det fra dele af den politiske journalistik og erhvervsjournalistikken. Det indebærer, at der udstedes mange fripas; herunder rigtigt mange feministiske fripas. Repræsenterer man noget kritisk, modstandsorienteret, der abonnerer på brud og transformationer af den gældende orden, har man sat sig i en position, der ofte tillægges et minoritetsperspektiv, der kalder på sympati, på lidt lang line, som det hedder. På nær når det er Dansk Folkeparti, der i åbenlys virkelighedsfornægtelse fremstiller sig som antielitære modstandskæmpere i uegennyttig kamp mod parnasset af kulturradikale og pladderhumanistiske utopister.

Alt kan kønnes

Holder man sig stueren, er der fripas til uimodsagt at partikularisere almene problemer. F.eks. når stress, problemer med at nå det hele, konflikter mellem hjem og arbejde etc. uanfægtet gøres til et særligt problem for kvinder. Her kidnappes en problemstilling, der antager almen karakter for væsentlige dele af befolkningen. "Vi har det værst," er offerklangen, der ofte ledsages af en komplet udokumenteret overdimensionering af kønnets selvstændige betydning. Uden blik for at det ofte er samspillet mellem køn, uddannelse og social baggrund der er afgørende, som f.eks. Erik Jørgen Hansen har undersøgt; ja, at de sociale variable har spillet en væsentlig mere betydningsfuld rolle end kønnet, når det skal vurderes, hvordan det er gået kvinder og mænd de sidste 30 år. De privilegerede medsøstre nåede langt og kunne derefter sublimere kønskampen ved dels at udvide dominansens sfære til emner som ligeløn, dels at opkaste enhver postuleret kvindelig egenskab til løsen for dette og hint og i øvrigt. F.eks. når forfatteren Lene Andersen i DR2's Deadline markerer, at kvinderne fremover er mere fit for democracy end mænd, eller når lydhørhed og empati hypostaseres som kvindelige, og sociale kompetencer vurderes som psykologisk smånikkende medfølelse. Endnu oftere ses nyfeministiske positioner i et selvsuggererende sværmeri ud fra devisen, at det er dybt uretfærdigt, at der ikke er flere kvinder i topstillinger, der så i forbifarten skal revolutioneres, så ikke alene biologiske hindringer overkommes, men tillige omskabes, så der endelig ikke skal træffes valg, gives afkald.

Old school magtbegreber

Den kvindelige topchef er en sociologisk helt og et følelsesmæssigt offer i manglen på samvær med sine børn, medens den mandlige ditto er kommet til fadet via netværk og moralsk anløben i sit åbenlyse svigt af familie og børn. Lad mig få verden, men den skal være perfekt. Her er sejren altid at sikre sig nederlaget. Ritt Bjerregaard bliver til én, der står for mandhaftige værdier. Er Helle Thorning-Schmidt hård, er hendes kvindelighed dybt anfægtet af et usselt kobbel old boys i pressen. Er hun blid, er hun underkastet en mandlig kvindediskurs, der hæmmer hendes udfoldelse.

Kun få selvmodsigelser kan ikke snakkesagligt finde vej i nyfeministiske positioner. I sagen om Jørgen Leth - som jeg her afholder mig fra som sådan at gå ind i - blev der rask væk investeret heftigt i moderne magtbegreber om manipulation og undertrykkende forførelse, men da konklusionen skulle drages, var der trukket saft og kraft fra de klassiske positioner, der kræver én, der er oppe, og én, der er nede. Man vil gerne bruge moderne magtbegreber til at udvide undertrykkelsens domæne og old school magtforestillinger, når der skal handles, dvs. dømmes. Ligesom når Enhedslistens nye håb, Johanne Schmidt-Nielsen hævder, at kvinderne holdes ude (fra forskerstillinger forstås) på universiteterne. Konspirationen lurer og kan bekvemt opretholdes med stereotypiseringer af det mandlige køn - disse old boys network.

Offeret og udyret

Det delikate spil mellem den ældre, rige mand og den unge attraktive kvinde gøres entydigt. Selv på hjemlige breddegrader hedder det, at han er FRO (fat, rich and old - en gammel gris), og ikke at den unge kvinde har et kynisk forhold til sin partner. Ikke en kat gør her af kønspolitisk forargelse.

Ja en kvinde gøres jo gravid; hun bolles tyk, som det hedder i omklædningsrummet. Offerpositionerne vokser ind i sproget. Manden løber fra sit ansvar, medens kvinden, der lokker endnu en unge ud af en intetanende starut i en salig stund, højst gøres til genstand for lidt drilleri.

Sociologen Henning Bech formåede at stå nærmest mutters alene med sin problematisering af kvindemagten i hjemmet - altså der, hvor mændene tidligere var fraværende og nu er assistenter, og der hvor mennesker tilbringer en god del af ikke mindst deres formative år.

Nu har man så endnu engang fundet ud af, at socialiseringen er skurken - og fuck, den varetages jo mestendels af kvinder i daginstitutioner, skoler og hjem. "Kvindekampen er famlende og i færd med at finde sine nye ben at gå på. Derfor er det meget frugtbart at lede i alle retninger," sagde forfatteren Bente Hansen i Information for nylig. Jeps - og der er rigeligt med frikort og problemer, som kan kønnes. Mange sejre i nye nederlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For det første: Magt er ikke noget, man får, det er noget man tager, og kvinderne er p.t. ved at tiltage sig den med andre midler, end mændende har været vant til. Øv bøv. Kald det klynk eller kald det snedigt - det virker åbenbart... ;-)

For det andet er jeg ikke sikker på, om jeg forstår, indlægget (og nu er det jo i øvrigt også snart en måned gammelt, jeg opdagede blot først nu, at jeg var citeret.)

Nå, men mænd og kvinder er altså forskellige - og gudskelov for dét! Både hvad angår vores interesser og vores måde at være sammen på. Udfordringen ligger i, at vi har brug for begge køns stærke sider - og at vi alle rummer både noget mandligt og noget kvindeligt, men at graden varierer.

Hvad jeg forsøgte at sige i Deadline var, at fortidens macho erobrertype ikke passer ind i en globaliseret verden, dersom denne verden fortsat skal være demokratisk.

Fremtidens politik handler om at skabe win-win-situationer og få nogle processer til at fungere, samtidig med at man holder sig nogle klare mål for øje. Da kvinder generelt ikke konkurrerer på samme måde som mænd - det gør vi altså bare ikke, selvom der kan være nogle lede, selvoptagede strigler indimellem - er mit bud, at kvinder ofte får øje på nogle andre løsningsmuligheder end mænd. (Det skulle da være underligt andet.) Desuden er kvinder generelt bedre til at multitaske, og derfor ligger der et uudnyttet potentiale, indtil de to køn er ligeligt repræsenteret i diverse politiske organer.

Så ikke noget matriarkat herfra. Men et håb om, at vi kan udnytte begge køns stærke sider.

I disse tider hvor konspirationsteorierne jo myldrer rundt -

Ser det ud som om der faktisk forløber en voksende konspiration vendt imod rødstrømper.
Det er næppe astrologerne der står bag den konspiration - men nok snarre nogle der er mere højreorienterede end rødstrømperne.

Det er jo givetvis lettere at virkliggøre alle
konspirationsteoriers konge: Astrologien -
end det er at virkliggøre kommunismen.