Læsetid: 9 min.

Den skæve muse

Rus. Det vakte forargelse, da forfatteren Peter Øvig i sidste måned annoncerede at have 'disponeret og idéudviklet' sine bestsellerbøger om Blekingegadebanden under indtagelse af pot. Men Øvig står langt fra alene med sin last. En række fremtrædende forfattere fortæller her, hvordan de bruger og har brugt hash som et kreativt arbejdsredskab
Det vakte forargelse, da forfatteren Peter Øvig annoncerede at have 'disponeret og idéudviklet' sine bestsellerbøger om Blekingegadebanden under indtagelse af pot. Men Øvig står langt fra alene
13. december 2007

Forfatteren Peter Adolphsen har et fast ritual. Hver gang han sætter sig til computeren for at skrive sine prisbelønnede kortprosastykker, er det med en kop dampende varm kaffe i den ene hånd og en osende joint i den anden. Sådan skal det være, hvis han overhovedet skal kunne få ordene ned på papir, forklarer han:

"Jeg tror ikke, det er fordi, jeg på nogen måde bliver bedre af at ryge pot, men det gør, at jeg kan koncentrere mig og lukke verden ude. Jeg kan godt holde op med at ryge det - og har også gjort det nogle gange - men jeg skriver aldrig et kvæk i de perioder," siger han.

Samtlige af Peter Adolphsens i alt fem bøger er således skrevet i potpåvirket tilstand - inklusiv hans seneste En million historier, som udkom tidligere på året:

"Jeg må bare konstatere, at hvis ikke jeg ryger, så begynder jeg i stedet at lave overspringshandlinger i løbet af et minut eller fem. Så er der pludselig en opvask, der skal tages, eller noget andet der distraherer," siger Peter Adolphsen, som betragter sin brug af pot ikke som en last, men snarere som et "nødvendigt arbejdsredskab":

"Jeg mener faktisk, det bør være fradragsberettiget. Jeg er jo selvstændig erhvervsdrivende på mit personnummer, som det hedder, og har dermed fradragsret på ting, jeg bruger til at opretholde min indtægt. Det gælder både bogindkøb og printerblæk, som jeg gemmer kvitteringerne på. Men jeg får jo af gode grunde ingen faktura, når jeg køber min pot," siger han.

Ifølge loven er hash og pot forbudt både at sælge, købe, udlevere, modtage, fremstille og besidde. Så sent som i år skærpede regeringen endnu engang sin nultolerance-politik på området, så det nu koster 2.000 kr. at blive taget med en klump hash til eget forbrug. Det svarer til en firedobling af de oprindelige bøder.

I forbindelse med denne artikel har Information talt med adskillige forfattere, der fortæller, at de enten jævnligt eller i perioder ryger hash eller pot, men ikke ønsker at stå frem med det offentligt. Andre har indvilliget i et interview, og siden trukket deres citater tilbage, mens en enkelt forfatter - der er et velkendt navn i det litterære miljø - har udbedt sig anonymitet. Han fortæller til Information, at han ryger "adskillige gange om året", men kun i perioder:

"Det er blevet en lille tradition, at jeg af og til går med en ven ind på Christiania og køber nogle rullede joints. Det kan man stadigvæk, selv om det bliver sværere og sværere," siger forfatteren, der fortæller, at han også flere gange har gjort brug af det euforiserende rusmiddel i sit arbejde:

"Jeg bruger sjældent hash til at skrive på, men jeg kan godt bruge det til at rette med, fordi det får mig til at se på det, jeg har skrevet, fra en anden vinkel," siger han.

Digteren Lars Skinnebach, der er uddannet fra Forfatterskolen i 1996 og i dag selv er ansat som underviser på skolen, ønsker ikke at være anonym. Han står gerne ved, at han ryger hash og betegner selv sit forbrug som strictly business. Hash er for ham et arbejdsredskab, som han altid ryger med tanke på at bruge oplevelsen i skriften:

"Jeg bruger hash som et aspekt at skrive ud fra. Lige som man kan se nogle andre aspekter af virkeligheden, når man tager euforiserende stoffer eller drikker sig fuld for den sags skyld, så kan man også se nogle andre aspekter i litteraturen, når man ryger hash," siger Lars Skinnebach, der fortæller, at han køber sin hash hos den lokale pusher og i gennemsnit ryger én til to gange om måneden. Han bruger hashens skæve perspektiv som en modvægt til den mere rationelle og retlinede bevidsthed, forklarer han:

"I mine bøger er der en række forskellige logikker på spil samtidig. En logik kan være, at det personlige pronomen er udskifteligt. Men en anden logik kan være den, potten og hashen genererer. Man tænker anderledes, når man ryger hash og opfatter for eksempel linjebrud på en ny måde. Du kan sige, jeg bruger stoffet til at bringe endnu en logik ind i det felt af samtidige logikker, som er på spil i mine digte," siger han.

I Skinnebachs forrige bog I morgen findes systemerne igen er kun et enkelt digt skrevet i hashpåvirket tilstand, men i hans seneste digtsamling - som meget sigende bærer titlen Din misbruger - er forholdet vendt om:

"Her er stort set alle digtene skrevet, mens jeg har været skæv. Men kun i første udkast. Siden har jeg som en modvægt siddet i næsten to år og redigeret teksterne i noget nær total askese. Man kan sige, at fordi digtene så massivt var skrevet i påvirket tilstand, krævede de også et massivt ædrueligt syn i redigeringsfasen," siger han.

'Jeg er skæv lige nu'

Digteren Kasper Thomsen er uddannet fra forfatterskolen i 2001 og har blandt andet udgivet romanerne Baljen - manual for en katastrofe (2001) og Molonecity 1 & 2 (2006). I to omgange har han modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat - og så har han efter eget udsagn røget hash, siden han var 15 år. I øjeblikket foregår det næsten hver dag:

"Jeg er skæv lige nu," siger Kasper Thomsen, da Information fanger ham på telefonen.

Han fortæller, at han både skriver, når han er skæv, og når han er 'ædru', men at den kunstneriske værdi af at skrive under påvirkning er aftaget over årene:

"Der er selvfølgelig stadig inspirationseffekter i det, men på et mindre plan end tidligere," siger han og uddyber:

"Traditionelt siger man, at hash påvirker associationshastigheden, og at man bliver mere diggressiv og syret. Men jeg er i øjeblikket tilvænnet, og så er der ikke de samme katapultiske effekter eller psykedeliske kickouts i det. Generelt må jeg sige, at jeg ikke længere rigtig kan bruge det kunstnerisk, det virker på en anden måde nu," siger han.

Den udlægning er forfatterkollegaen Peter Laugesen enig i. Han har, ligesom den beatgeneration af amerikanske digtere, han er inspireret af, også selv røget hash og pot, hver gang chancen bød sig. Men efter mange års forbrug lagde han i starten af 1990'erne den stærke tobak på hylden:

"Jeg blev dum af det, og det havde jeg alligevel ikke lyst til at være," siger han og uddyber:

"Men hvis du spørger mig generelt, om man kan bruge hash som kreativ stimulans, er svaret både ja og nej. Hvad som helst, der medfører, at ens bevidsthedstilstand bliver ændret, kan bruges i den skabende proces. Men hvis man massivt ryger hash igennem flere år, så bliver det efterhånden hverdag, og så kan det ikke længere bruges til noget," siger han.

Ikke desto mindre mener han, at euforiserende stoffer i enhver afskygning altid vil være at finde dér, hvor der også er forfattere at finde:

"Kunstnere kan have brug for at ændre bevidsthed på en eller anden måde. Det må man acceptere," siger Peter Laugesen.

- Men er du ikke dermed med til at give kunstnerne amnesti?

"Nej, for i princippet er kunstnerne ikke hævet over loven, og de må også tage konsekvenserne af deres lovovertrædelse, hvis det skulle komme dertil".

Øvigs helikoptersyn

At det ikke behøver være omkostningsfrit at bekende sine synder, kan forfatteren til bestsellerbiografien om Blekingegadebanden, Peter Øvig Knudsen, bekræfte. Kort efter at han i et interview i Politiken i sidste måned omtalte pot som sin "store last", tog en konkurrerende avis kontakt til Nordsjællands Politi, som lovede at kigge på sagen, og til retsudvalgets formand Peter Skaarup, som i skarpe vendinger fordømte forfatterens opførsel:

"Jeg opfatter det, som om han nærmest missionerer for potrygning. Og jeg forstår godt, hvis forældre er bekymrede for, om han påvirker deres børn," lød det fra Peter Skaarup.

Peter Øvig selv er ikke i tvivl om, at det er det moralske aspekt frem for det juridiske, som vækker den brede forargelse:

"Jeg tror, det problematiske ved at udtale sig om hash er, at mange forældre er nervøse for at deres teenagebørn skal få et misbrug. De opfatter det sådan, at jeg legitimerer brugen af hash ved at sige, at jeg selv ryger det. Men jeg synes, det er bedre at give udtryk for en nuanceret holdning til hash i stedet for at ignorere, at det eksisterer eller tage fuldstændig afstand til det. De unge finder jo med tiden ud af, at det faktisk er et spændende stof at indtage - og hvis deres forældre samtidig fremstiller det som et farligt narkotika, så bliver der lukket af for en hver dialog," siger Peter Øvig.

Trods faren for forargelse, uddyber Peter Øvig gerne over for Information, hvordan han mere konkret bruger pot i arbejdet med sine bøger:

"Jeg bruger det ikke, når jeg laver research, og når jeg skriver. Men indimellem om aftenen, når ungerne er lagt i seng, tænder jeg en joint for at se på stoffet fra en anden vinkel. For mig fungerer det som en form for censuropløsning i bevidstheden, så jeg får øje på nogle muligheder, jeg ellers ikke ville have fået øje på," siger Peter Øvig og uddyber:

"Mit researchmateriale er blevet større og større for hver bog, jeg har skrevet, og med Blekingegadebanden er det nærmest blevet gigantisk. Derfor er jeg hele tiden i fare for at drukne i stoffet og miste det overblik, min 'ven' fra Blekingebanden kalder 'et helikoptersyn'. Når jeg ryger kan jeg komme på afstand af stoffet og få øje på, hvordan det skal formes," forklarer han.

Pinseunder og farvekridt

Også i den ældre generation har en række forfattere været 'oppe og flyve i helikopteren' med hash og pot som brændstof. Revyforfatter og samfundssatiriker Jesper Jensen var med i 1970, da en række fremtrædende kulturpersoner røg hash på trappen foran kulturministeriet. Det er dog længe siden, han sidst har 'fyret den fede', fortæller han:

"Og selv dengang var det kun til fester og for sjov. Jeg har aldrig kunnet bruge hash som inspiration i den kreative proces," siger Jesper Jensen.

Det har hans forfatterkollega Inge Eriksen, der i et kvart århundrede har forsynet den danske kulturarv med romaner og artikler, heller ikke - og alligevel har også hun flere gange haft en osende joint imellem fingrene. Første gang var som lærerstuderende tilbage i 1970 i forbindelse med den obligatoriske religionsundervisning, husker hun:

"Jeg skulle udlægge pinseunderet, hvilket stort set var det værste, jeg kunne forestille mig. Men jeg havde en teori om, at store dele af Biblen er blevet til som følge af en udbredt hashkultur i den gamle verden. Så jeg læste teksten grundigt igennem flere gange, og så røg jeg mig vind og skæv og tegnede pinseunderet som en tegneserie med farvekridt. Det var en stor oplevelse - både for mig selv og mine studiekammerater," siger Inge Eriksen.

Selv om hun aldrig selv har brugt hash som dåseåbner til en anden sindstilstand, forstår hun godt de af hendes forfatterkolleger, der gør.

"Hele teorien handler om at komme ud på kanten, og det kan du komme på mange måder - ikke kun med rusmidler," siger Inge Eriksen.

Ifølge Lars Skinnebach repræsenterer rusen en stræben efter et andet blik på virkeligheden, som er grundlæggende for forfattere og kunstnere:

"Der er mange forfattere, der har gode erfaringer med slet ikke at bruge stoffer, men så gør de som regel noget andet. De undersøger bevidsthedstilstanden fra andre vinkler for eksempel gennem sult, askese og meditation. Jeg tror ikke, der ikke er nogen forfattere, som ikke er interesserede i at undersøge virkeligheden ud fra at ændre deres bevidsthedstilstand," siger Lars Skinnebach.

Han betegner pot og hash som værende "bredt accepteret" i forfattermiljøet:

"Og personligt opfatter jeg det som helt naturligt, at kunstnere bruger det. Derfor er det også træls at blive kriminaliseret og tvunget til at skjule, hvad man egentlig selv synes, er en god og rimelig måde at leve på - etisk såvel som juridisk."

- Du mener ikke, at det er et problem, at du samtidig underviser på Forfatterskolen og dermed kan siges at være et 'forbillede' for kommende forfattergenerationer?

"Nej, det mener jeg ikke, for det handler om undervisningens kvalitet og ikke om, hvorvidt jeg ryger hash eller kører over for rødt i min fritid. Desuden anser jeg mig selv for at være et godt forbillede i og med, at jeg kan omsætte forskelligartede erfaringer til noget produktivt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forfatternes private brug eller misbrug af diverse bevidsthedsudvidende stoffer er omtrent lige så uinteressant som det var på Baudelaires tid. Det afgørende må være om de formår at lave værker som virker euforiserende og bevidsthedsudvidende på læserne.

Glædeligt at Peter Laugesen - den mest erfarne i flokken - erkender at man ender med at blive dum af hashen. Den yngre Kasper Thomsen er tilsyneladende så småt vej mod denne fase af selvindsigt.

Øvig Knudsen skulle efter sigende have arbejdet med nogle hard-core meditationsteknikker. Det kunne være mere interessant at høre, hvad han kreativt har fået ud af at prøve den 'den stejle vej' op af bjerget, end hvad han eller andre måtte mene om den letkøbte dopehead løsning som er så udbredt i selvfede kunstnermiljøer.

"Jeg tror ikke, der ikke er nogen forfattere, som ikke er interesserede i at undersøge virkeligheden ud fra at ændre deres bevidsthedstilstand," siger Lars Skinnebach."

måske nok en heftig generalisering af et menneske, som ikke har levet til døden, så at sige, men mon ikke det er fair at sige, at kunsten som enhver anden virkelighed er baseret på mønstergenkendelse - men hvor hverdagen for de fleste handler om at bevare det trygge og kendte og holde det utryghedsskabende på afstand, handler den professionelle kunstnersfære under ét om at undersøge alle aspekter af alles virkeligheder gennem bespørgelse af det selvfølgelige - og hvordan bedre gøre dét end ved selv at placere sig dér, hvor man ikke plejer at være? Selvfølgelig bliver man da dum af gentagent forbrug af pot, alkohol, opium, downere, uppere, men også meditation, løbe- og gåture, mad, sukker, kaffe, nikotin, sex... alt holder op med at kunne bringe én et "andet sted hen" eller "¨få én til at se ting, man ikke normalt ser", netop fordi det i sig selv bliver hverdag. Og hvilket vanvittigt krav på sig selv om at skulle være konstant inspireret af "det andet". Vanemæssig flugt, vil jeg kalde det. Hverdagens gennemskuelighed er netop "kedelig" for at have plads til det usædvanlige, som krop, emotioner og sind gennem 100.000 år har skullet forsvare os imod, så vi kan overleve.

Det er utænkeligt, at "virkelighedsudfordrende kunstnere" ikke skulle findes - tag en hvilken som helst flok af mennesker, og der vil altid være én, som de andre finder aparte, én som ikke er bange for at se verden fra en anden vinkel end flertallet. Og dérfra er der ikke langt til at nå frem til at ØNSKE at se verden fra en anden vinkel. Vi behøver ikke sige mobning - men kan nøjes med at betragte det evolutionært: Ethvert træk, vi kan udvikle på, vil blive testet af evolutionen - og det ser ud til, at der foreløbig er skabt plads til kunstnernichen - hvis kunstneren vel at mærke skiller sig tilstrækkelig ud, er synlig på den ene eller den anden måde: Blik, omhyggelighed, farverigdom, poesi, indsigt, visdom, mod og så videre. Til og med kunstneren, der holder kæft, kan præmieres - af kollektivet - hvis han/hun kommer tilbage og viser at have brugt tiden godt (et comeback...)... Det er OGSÅ et hårdt liv at være kunstner, så hvorfor helvede ikke bare indrømme, at man af og til bider til bolle for at magte sit skævsyn og kunne rapportere om dét, der optræder imellem sprækkerne, hvor ingen andre ønsker at være? Hvorfor ikke bare sige: Ja, jo, jeg er påvirket af alle mulige ting livet igennem, herunder voldsomme følelser, og af og til er det muligt at blive inspireret af det?! Hvorfor ikke bare indrømme, at livets stimulanser og bedøvelser netop har den effekt, at linien ikke er lige fra vugge til grav - og at man også kan blive afhængig af, at linien snor sig, at vejen går væk fra, langt væk fra, det fællesskab et flertal klynger sig til, fordi det er trygt og livet skal være trygt?

Michael Skaarup

Jeg synes at det er en aldeles ligegyldig artikel, der alligevel fangede mit blik. Det er da meget "se&hør" agtigt, når der fortælles om privatlivets rus, kombineret med offentlig anerkendelse, som f.eks Øvigs bog. Det ligegyldige opstår fordi der ikke er en egentlig stillingstagen til den konkrete ( afsporet og fordummende) jura på området, som justits-lene. har gennemført.

"Stoffer er farlige, fordi man kan dø af dem, eller også bliver man dum af dem" - syntes at være mantraet fra "vi-har-stress,-nederen,-er-for-fede,-og- skal-have-piller-og-plastikoperatione- generationen", med Lene E, og Peter S. i front....

"Magt er en farlig ting, især hvis man er bange for de andres vaner", hvilket meget godt er eksemplificeret i den konkurrendes avis anmeldelse af en dansk forfatter...

Jeg ved at når de folk som skriver at man bliver dum af ryge hash, og derfor ikke burde gøre det, er det vel fordi aldrig selv har tænkt over deres eget forbrug af TV, ugeblade, alkohol, eller discount mad.. Det bliver man fandme også dum, men det er ikke ulovligt... Men burde det være ulovligt at ryge hash, hvis begrundelse blot var, at man blev dum.af det? Er det ikke en menneskeret, at være dum, uviden og ligegyldig?

Hvis man skal videnskablig i sin tilgang og forståelse af hash, pot, skunk, dvs. produkter fra hampeplanten. Så er der faktisk ikke tvivl. Hash er ikke farligt, tværtimod, har hampplanten forlængst bevidst sin medicinske virkning for bl.a skelrose, kræft og aids-patienter verden over.

Nå jeg skal på arbejde..

fred..

ps. tjek denne dokunmentar ud.

de andre del findes på youtube.

Som om det kan komme som et chok for nogen at rusmidler er blevet brugt i kunstlivet. Arj, arj det kan da ikke passe.

Vi havde ikke haft nogen historie uden rusmidler. asiatisk og ægyptisk kultur blev skabt på rusmidler.

Ja, selv vikingernes succes kan ikke alene tilskrives de stærke danske aner.

men 400.000 alkoholiske familieforældre og 300.000 valiarer og andet på recept det holder samfundet overophedening igang.

For slet ikke at tale om middelklassen anti-empatiske slagfældige kokainforbrug fra helvede.

Michael:

"Hvis man skal videnskablig i sin tilgang og forståelse af hash, pot, skunk, dvs. produkter fra hampeplanten. Så er der faktisk ikke tvivl. Hash er ikke farligt, tværtimod, har hampplanten forlængst bevidst sin medicinske virkning for bl.a skelrose, kræft og aids-patienter verden over."

THC, det aktive stof i cannbisplanten har ikke nogen medicinsk virkning, det er udelukkende smertelindring THC bruges til.

Jeg vil meget gerne se noget dokumentation for at THC ikke er skadeligt som du skriver.
(dette var et retorisk spørgsmål grundet en sådan dokumentation ikke findes)

Hash er absolut ikke smertestillende. Det virker derimod mod kvalme og visse former for hovedpine. Bevise at noget IKKE er farligt? Det er praktisk taget umuligt.

hash er absolut smertestillende.

Det er dette argument i usa der gør det lovligt for patienter at indtage hash - sclerose -osv osv.

Det hjælper i hvert fald mig når jeg skal eller har været til tandlægen. tihi

og nej, alt er beviseligt farligt. også hash, lykke og andre mageligheder.

Til Søren, efter min mening tager du fejl, hvis det virker på dig, tror jeg nærmere, det er psykologisk.
"According to Zimmer and Morgan, studies have demonstrated Cannabis’ usefulness in “reducing nausea and vomiting, stimulating appetite, promoting weight gain, and diminishing intraocular pressure from glaucoma. There is also evidence that smoked marijuana and/or THC reduce muscle spasticity from spinal cord injuries and multiple sclerosis and diminish tremors in multiple sclerosis patients” (17). These represent the current medically accepted uses of Cannabis and THC.
Nix med smertestillende.

P. Laurtzen

"Hash er absolut ikke smertestillende. Det virker derimod mod kvalme og visse former for HOVEDPINE. Bevise at noget IKKE er farligt? Det er praktisk taget umuligt."

Er hovedpine ikke smerte?

Citat fra Sundhedsstyrelsen:

"syntetisk fremstillet tHC kan i Danmark ordineres som medicin mod kvalme og smerter ved
enkelte, alvorlige sygdomme, hvor anden medicin ikke har virket."

http://66.102.9.104/search?q=cache:_uEyYm9cSnYJ:www.sst.dk/publ/Publ2006...

Citat fra Københavns Universitet, Det farmaceutiske fakultet:

"I begyndelsen af 1980'erne blev det klart, at hashrygning kan lindre voldsom kvalme hos kræftpatienter i kemoterapi og øge appetitten hos stærkt svækkede AIDS-patienter. I 1985 blev hashpillen Marinol godkendt som lægemiddel i USA og senere i Canada. I Danmark kan afkræftede patienter med kræft og AIDS få tabletterne på dispensation, og fra 2003 har dispensationen omfattet sklerosepatienter med smerter og spasmer, som ikke kan behandles på anden vis.
Der går imidlertid mindst en time, før effekten af Marinol mærkes, og det har patienter med akutte smerter eller kvalme ikke altid tid til at vente på. Derfor foretrækker nogle at opnå lindring med en illegal joint, der virker indenfor ti minutter.
Dilemmaet er nu historie i Canada. I foråret 2005 godkendte Canada som det første land i verden et nyt hashlægemiddel til behandling af sklerosepatienter med kroniske smerter. Sativex, der indeholder ren THC, indtages som en spray under tungen, hvor medicinen trænger gennem slimhinden og hurtigt kommer ud i blodet."

http://www.farma.ku.dk/index.php/Kroppens-egne-cannabinoider-pa/2603/0/

Det er sandt, at det meste i disse artikler er set før. Men det er også sandt, at den slags artikler er nødvendige, så længe politikerne opretholder det tåbelige og ressourcekrævende forbud mod det lette rusmiddel hash, der bevisligt er langt mindre farligt end mange tilladte rusmidler - ikke ufarligt, nej, men heller ikke så farligt, som det bliver udskreget til.

Tænk, hvis politiet kunne bruge deres ressourcer på at fange rigtige forbrydere!

Informations nye bogtillæg er umiddelbart en kærkommen nyhed i en tid, hvor litteraturen er så enormt underprioriteret i medierne. Eks. er der intet seriøst magasin i fjernsynet, hvor litteraturen bliver taget alvorligt. Der er faktisk kun snakkeklubben "Smagsdommerne" og en sjælden gang snakker de da også om bøger i d.11. times, bevares. Så meget desto større grund til at landets bedste og mest akademiske avis (læs: Information) bør prioritere litteratur i en trængt tid. To af de centrale temaer i bogtillæget har indtil videre været Hans Hauges angreb på, at nye forfattere pr. automatik er venstreorienterede. Uha hva? Kan de ikke tænke selv? En vigtig årsagsforklaring kunne være, at vi i Danmark de sidste to regeringsperioder har set enorm mangel på empati for de svageste og en favorisering af de absolut rigeste i landet. Den anden historie om de kære nye forfattere er så deres forbrug af hashish. Dette er muligvis det laveste niveau for kulturformidling jeg har læst i Information nogensinde. Lad dog litteraturen fylde i jeres nye tillæg og forfatternes privat liv.

Retten til hashrygning kan ikke retfærdiggøres af en eventuel kunstnerisk gevindst eller fraværet af skadelige bivirkninger. Det er en erfaring man kan drage fra indlægene her, og som jeg personligt har opnået efter at have diskuteret med så mange ikke-rygere gennem tiden.

Så længe vi alle insisterer på at opretholde en højere koncensus-moral som universelt gældende, selvom den oftest fastholdes af uvidenhed, eller frygt for det ukendte, så kan der ikke komme indrømmelser på det punkt. Det er med hash, som med mange andre ting, svært for den generelle befolkning at forestille sig, at det kan være fint for nogen at bruge, og mindre fint for andre.

Kendetegnende for debatten om legalisering af marihuana er også de konstante referencer til forskningen på området, som helt ærligt er alt for sparsom og tvetydig til at konkludere noget på.

Til Casper: OK, sygdommene er jo de samme, og for min skyld må det også gerne virke mod smerter. Det er ikke min personlige erfaring, men dine er åbenbart anderledes. Medikament eller ej, det burde have været frigivet for lang tid siden. Det er jo langt mindre skadeligt og farligt end alkohol og masser af nye psykofarmaka.

Og så mangler vi lige bogen: "mit liv med rusen" som beskriver 1000 mennesker hverdagsliv.

Eller er det bare én af de ting, som tænkende mennesker tager for givet? Død findes, rus findes, følelser findes... - sådan noget?

Eller måske skulle den bare kaldes "den politiske rus" og vise, hvordan det har passet ind i skiftende regeringers politik at forholde sig til "tidens rus" og at "regeringens rus" bliver befolkningens frygt?

Eller kan man bare ikke være for forsigtig nok her i livet og overlade al eksperimenteren til folk, man har mandat til at spærre ind, hvis de går for langt?

Nå, fortsæt selv - listen er endeløs...

Jeg sætter pris på en let rus en gang imellem - foretrækker dog en sildemad med øl og snaps - men jeg ville aldrig drømme om at skrive prosa eller komponere musik i andet end ædru tilstand.

Har prøvet at gøre begge dele under rusen, men holdt hurtigt op. Der er for meget at rette dagen efter.

Derimod kan det være en god idé at skrive de ideer ned, man får undervejs. Det meste er noget vås, men hvis man overhovedet kan læse det bagefter, KAN der være guldkorn imellem.