Læsetid: 6 min.

'Jeg søger at skabe steder, hvor humør-politiet ikke har adgang'

Billedhuggeren Ingvar Cronhammar kæmper mod naturlove, tidspres og sin egen perfektionisme. Han bliver 60 år den 17. december og er udstillingsaktuel på 10 danske kunstmuseer landet over
For Ingvar Cronhammar har det altid handlet om at overskride grænser: Kan det lade sig gøre? Hvor langt holder det kunstneriske greb? Den udstillingsaktuelle billedhugger udfordrer både teknologien og sig selv i sine værker.

For Ingvar Cronhammar har det altid handlet om at overskride grænser: Kan det lade sig gøre? Hvor langt holder det kunstneriske greb? Den udstillingsaktuelle billedhugger udfordrer både teknologien og sig selv i sine værker.

Thomas Fredberg

5. december 2007

Billedhuggeren Ingvar Cronhammar er fascineret af maskiner og industri og udnytter teknologien til det yderste. Men samtidig er han modstander af højhastighed.

"Mine værker er tænkt som hytter til eftertænksomhed," siger han.

"Det industrielle er et redskab, jeg bruger til at nå mine mål: Ro. Langsomhed. Eftertænksomhed."

Den svenskfødte kunstner er selv bygget af en god del eftertænksomhed. Han er en høj mand, en stor mand. Alene hans lange, stride skæg fylder godt i landskabet.

Han tager sig sin tid. Kigger ud i rummet. I hans hule af et kontor kigger en udstoppet elg ned fra væggen. På det meterlange modelfoto over for elghovedet slår lynene dramatisk ned i Elia: Ingvar Cronhammars 32 meter høje og 60 meter brede kraftværk af et kunstværk, som siden 2001 har været Hernings vartegn. 380 ton sort stål, der tiltrækker lyn med sine fire sorte søjler og en gang imellem udspyr en ni meter høj flamme.

Elia er netop fyldt seks år, det blev fejret med fødselsdagsmiddag i Herning. Ingvar Cronhammar fylder 60 år den 17. december, hvilket bliver fejret af 10 museer landet over - og med flere bogudgivelser.

Anelse og intuition

"At skabe mine værker er én lang kamp med naturlovene," fortæller Ingvar Cronhammar.

"Det har måske egentlig altid handlet om at overskride grænser: Kan det lade sig gøre? Hvor langt holder det kunstneriske greb?"

Ingvar Cronhammar udfordrer både teknologien og sig selv.

"Opgaven skulle gerne føre mig et nyt sted hen," siger han med et stort punktum efter sætningen. Han ikke har meget mere at sige om skabelsesprocessen.

"Jeg har aldrig haft en teoretisk tilgang til det. Sagt på godt dansk, så aner jeg ikke en skid om, hvor tingene kommer fra. Jeg læner mig op ad anelse og intuition."

Værkerne dukker bare op hos ham. Nogle gange er de 30 meter, andre gange 30 centimeter. De fleste er i stor skala.

"Hvis jeg får et billede, et greb, en vision igennem, fra hvor det nu kommer fra, så forkaster jeg det ikke. Jeg finder en vej, jeg forfølger målet," siger han.

Efter en tænkepause, en rygepause og et suk kommer tilføjelsen:

"Der er nok noget mani i den perfektionisme, jeg søger. Og det bliver ikke nemmere med årene. Tværtimod står der mere og mere på spil."

Erfaringen har lært Ingvar Cronhammar at være ydmyg.

"Det med kæphøjhed kan man lige så godt stikke skråt op," siger han.

"Tvivlen er et af mine vigtigste redskaber."

Ydmygheden ligger i tilgangen til arbejdet: Ingvar Cronhammar er bevidst om, at man ikke kan skabe noget uden kamp.

Tidsmaskine under pres

Et af de projekter, der har givet Ingvar Cronhammar kamp til stregen her i efteråret, er en kunstnerisk bearbejdelse af Musikhuset Aarhus' nye tilbygning. Den blev indviet ved en festkoncert den 8. november.

"Vi stod med tungen ud af munden hele bundtet. Der var sgu pres på for at få det færdigt. Det er første gang, jeg har været med til at holde byggemøder om natten," siger kunstneren og rynker de buskede øjenbryn.

Omgivelserne er en vigtig del af værket i Århus. Den kunstneriske bearbejdelse af Musikhuset kan tolkes som en bevægelse af rødt lys. Lysets rejse gennem bygningen ender i en sort granitplade med et ur af røde dioder. Dioderne skal anslå sekundets pulsslag, og helhedsgrebet repræsenterer en modstand i tid.

"Den skal på sin vis vride tiden tilbage. Som et ur der går baglæns," lyder Ingvar Cronhammars udsagn om sit eget værk.

Plads til at holde kæft

"Ro, melankoli og langsomhed er kvaliteter, som bør ihukommes - også af musikere. Jeg forstår ikke meningen med højhastigheden. Jeg søger at skabe steder, hvor humørpolitiet ikke har adgang. Hvor udsagnet 'det går ufatteligt godt' ikke er en selvfølge. Steder hvor man kan være stille," forklarer Cronhammar, læner sig tilbage i stolen og river hånden gennem Ingvar-skægget.

"Når jeg kører forbi Elia, sidder der tit nogen oppe på toppen af den. Bare sidder. Jeg har også selv brug for plads til at holde kæft," siger kunstneren, men tilføjer, at han indimellem også bliver fanget i selvsvings-fælden.

"Det er lidt som at være spejder og øve sig i at følge ældre damer over vejen. Nogen gange går det godt. Andre gange går det ad helvede til. Sådan er livet."

En pause.

"Så kæk er verden sgu' heller ikke," mumler han med glimt i øjet og griber efter æbletærten, der har fundet plads på det mørke træbord mellem Derain: Outsider i fransk kunst og The Monster Legacy DVD Collection.

Så fortæller han videre.

Det er lang tid siden, Ingvar Cronhammar selv har stået på toppen af Elia.

"Jeg har slidgigt, og jeg har svært ved at krabbe mig derop," forklarer han.

"Trinene er store. Det skal ikke være nemt at forcere Elia."

Man ved aldrig, hvornår værket vil udspy sin høje flamme. Og dét er noget, kunstneren har hørt meget for over køledisken i Brugsen.

"'Får vi ikke snart den flamme at se?' spørger folk. Så siger jeg: Du må give dig tid."

Tid har Ingvar Cronhammar ikke selv for meget af lige nu. Kalenderen flyder nærmest over af igangværende projekter: Et nyt værk til Statens Museum for Kunst. Et projekt i Herning, hvor flere kilometers diodeanlæg fortættes i et trafikanlæg, der skal vride sig i landskabet i en stor keglestub-agtig figur.

Et projekt til Vejle Rensningsanlæg i samarbejde med landskabsarkitekten Torben Schønherr. Indtil flere parkbænke.

Ingvar Cronhammar er selvfølgelig glad for at have kalenderen fyldt op med udfordringer, men indrømmer, at der er lige lovlig mange deadlines og praktiske møder for tiden.

Kun mig

Møder om værkernes detaljer er en stor del af kunstnerens arbejde.

"Det er ikke så højstemt rent skabelsesmæssigt," siger han. Alligevel overlader Ingvar Cronhammar ingen beslutninger til andre.

"Det er jo kun mig, der ved, hvordan værkerne skal se ud," forklarer han.

Ingvar Cronhammar er kendt for sine tonstunge dystre værker i det offentlige rum, men han sætter også signaturen under projekter i mindre målestok.

Kunstneren pakker nænsomt sit nye bestik, Stealth, ud. Det har været halvandet år undervejs, og for nylig fik han pakken ind ad døren.

"Det er en mental indskrivning af et fly fra Golfkrigen. F-117. Det er inspireret af flyets brudte flader," forklarer han om det forsølvede messing.

Hans ene store lab holder skeen op i lyset.

"Den ligner faktisk selv et fly, selv om det ikke var meningen."

Da han blev opfordret til at skabe et sæt bestik, afviste han i første omgang ideen. Men efterhånden voksede tanken til en spændende proces, en skulpturel øvelse.

"Det ligger mellem funktionalitet og skulptur," siger han og vender gaflen i luften. Den er større end en almindelig spisegaffel, og dens glatte flader ender i små, spidse, men alligevel skrøbelige tænder.

"Jeg vil gerne arbejde mere med designorienterede ting fremover. Det er en god udfordring," siger Cronhammar.

Uvenner med bilen

At han har kastet sig over opgaver, der hælder mod brugskunst, skyldes først og fremmest, at inspirationen løb i den retning. Men det er ikke den eneste grund.

"Det kan være svært med store værker i det offentlige rum," sukker kunstneren.

"De bliver ikke altid vedligeholdt ordentligt. Det går mig på, hvis mine værker skal spøge negativt i baghovedet, fordi de ikke bliver behandlet godt. Det kan ikke være rigtigt!" Han hæver stemmen. Vrede og irritation ulmer under overfladen. Han bremser sig selv med et dybt åndedrag.

"Det var lige et lille pip om vedligeholdelse," siger Ingvar Cronhammar. Han er ikke en mand af små pip. Han er ikke en mand, der går på kompromis.

Men han ryster vreden af sig. Tager sig eftertænksomt en slurk af sin store kaffekop. Fortæller så smilende, at han efter mange kampe med teknologien har fundet sin overmand i sit nye monster af en sort firehjulstrækker, der har alskens elektronisk grej indbygget. Inklusiv talestyring.

"Man kan snakke med bilen. En dag blev jeg sur, og sagde fuck til den. Så sagde den pardon? Det blev jeg godt nok vred over. Men trods alt er det meget skægt. Den har en vis charme".

Nu er det latter, der buldrer ud af den store krop.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu