Læsetid: 7 min.

Spinnokrati og infinetisimal

Flertallet af Informations læsere klarede med bravur de to mest drilagtige spørgsmål i nytårsquizzen 2007, skønt disse havde givet Profetbestyreren røde ører. 817 læsere deltogi spøgen
To tredjedele af læserne mente, at Ségolène Royal ville blive ny præsident i Frankrig, men franskmændene valgte Sarkozy.

To tredjedele af læserne mente, at Ségolène Royal ville blive ny præsident i Frankrig, men franskmændene valgte Sarkozy.

Francois Mori

31. december 2007

Profetbestyreren stod til henrettelse eller i det mindste affyring. I al fald var der spot og hånlatter fra flere af kollegerne, hvilket gav røde ører. Der var ingen forståelse at hente for formuleringen af to af spørgsmålene, der ved øjekast forekom idiotiske.

Det gjaldt for det første spørgsmål nummer 10 om, hvorvidt dødsdommen over Saddam Hussein ville blive eksekveret?

Indrømmet, det kom bag på bestyreren, at den tidligere så stormægtige diktator blev henrettet kun få dage efter, at en appelret i Bagdad den 26. december 2006 havde stadfæstet dødsdommen.

De irakiske myndigheder havde hensynsløst valgt at se bort fra, at Informations sektion med quizzen på det tidspunkt allerede var forproduceret, hvorfor spørgsmålet ikke kunne ændres og derfor tilsyneladende var let at besvare med et: "Ja, han er jo allerede henrettet".

Men kun tilsyneladende.

Den anden fadæse lå i spørgsmål nummer 12, hvor man skulle svare ja eller nej til, om Informations oplag vil være faldet eller steget.

Her burde have været en linje, hvor man kunne have skrevet 'faldet' eller 'steget'.

Profetbestyreren var deprimeret. En læser, som har samme navn som teaterdirektøren i spørgsmål syv (måske ham - han er læser, ved vi), mente, at konkurrencen burde gå om. En af bladets overredaktører mente, at man burde acceptere både ja- og nej-svar på de to spørgsmål, men nu blev Profetbestyreren stædig.

At acceptere hvad som helst, forekom vattet, for hvis man nærlæser spørgsmålene, afslører der sig faktisk nogle korrekte svar, og da kuverter og mailboks med svar fra vore meget intelligente læsere blev åbnet, viste det sig da også, at de fleste havde fundet frem til de rigtige svar. Profetbestyreren fik det straks meget bedre.

Oven over samtlige spørgsmål stod jo højt og tydeligt: "Hvad sker i 2007?"

Saddam Hussein blev henrettet (en læser mente lynchet) den 30. december 2006. Ergo ikke i 2007.

Det skortede dog ikke på opfordringer til fremover at være mere seriøs og præcis. Mogens Petersen fra Roskilde blev så forbandet, at han i protest afleverede en blank kupon. Undskyld, Mogens Petersen, men faktisk havde 60 procent af læserne kigget svaret på det drilagtige spørgsmål om Saddam ud, nemlig et nej, for, som Henrik Boye fra Åbenrå logisk skrev om Saddam: "Han kan ikke hænges to gange."

Booleansk

Spørgsmålet, hvor man skulle svare ja eller nej til, om Informations oplag var faldet eller steget, gav anledning til adskillige spøjse kommentarer. Således mindedes Grete Brandt fra Allerød følgende vrøvledialog:

"Hvor gammel siger du, hun hedder til fornavn?"

"Torsdag!"

"Gud, så er det her, jeg skulle af."

Ole Brauer & co. fra Fredensborg kaldte spørgsmålet for "infinetisimalt", mens Claus Cornelius Hansen fra Hørsholm mente, der var tale om noget så fornemt som et problem af "booleansk karakter", et begreb fra algebraens overdrev.

Bøje Østerlund fra Bogense, der titulerer sig som medlem af 'Proffe Poeter' "med møderet for Vorherre i sandhedens time", er i sin kommentar mildt bebrejdende og sammenligner med, dengang hans organisation ekskluderede Jørn Hjorting, som i sit program spurgte lytterne om udgivelsesfrekvensen af Ugeskrift for Læger.

Tak, Søren

Frank Hjerrild fra Hillerød mente sammen med gæsterne ved en nytårsmiddag, at der enten 1) var gået rødvin i Profetbestyrerens kaffeklub, 2) at bestyreren havde ladet 8. klassespraktikanten formulere spørgsmålene, eller 3) at bestyreren havde satset vildt på det statistisk usandsynlige tilfælde, at oplagstallet den 15. december var præcis det samme som året før, hvilket ville være et scoop, som endegyldigt ville afgøre konkurrencen til fordel for "den eneste dummernix", som havde sat kryds i nej-feltet. Imidlertid satte 176 læsere krydset ved nej. Vi nægter at tro, at de alle er tumper.

Næsten 80 procent svarede det korrekte: Ja, oplaget vil enten være steget eller faldet!

Men Søren Damgaard fra Bagsværd var så venlig at kalde det "et dejligt drillespørgsmål". Tak, Søren (Profetbestyreren fik det endnu bedre, næsten godt). Indsenderen erindrede sig, at der altid var nogle, som, når man mødtes i skolen efter nytår, spurgte:

"Fik du så nogle gode julegaver i år?"

Når man så troskyldigt havde remset op, blev man udråbt til klovn med et ævbæv: "Du har da ikke fået nogle i år. Det var sidste år!"

FranskMÆND

To tredjedele af læserne mente, at Ségolène Royal ville blive ny præsident, idet et helt hold af glade gættere (Morten Gjedsted, John (Faxe?) Jensen, Lotte Falk Primdahl, Jens Stærdahl, Anne Marie Sørensen, Lars Ulriksen, Flora Franciska og Lærke) dog mente, at efternavnet kunne være et problem for de franske republikanere.

Vælgerne ville det anderledes. Sarkozy blev valgt. Fra læserne faldt et par drøje, drøje hug til franskmændene, der blev kaldt frøspisere, og Louise og Daniel Otzen fra Solbjerg påpegede, at Fran-krig er det eneste land i Europa, hvis indbyggere alle betegnes som mænd. Der er også nordmændene, men "Norge er som bekendt ikke en del af Europa".

Et enkelt hug fra Doris Møller i Århus tilfaldt vor Paris-korrespondent, Anne-grethe Rasmussen, for hele tiden at nævne Ségolenès alder, 53 år, hvorfor skrev hun mon ikke mændenes alder?

Hele 74 procent af læserne troede ikke på en dansk nominering til en Oscar, men heri tog de fejl. Susanne Bier blev indstillet med Efter Brylluppet og Kim Magnussen og Søren Pilmark med kortfilmen Helmer & Søn.

Ostekendere

Læserparret Otzen havde ringe tiltro til, at de unge på Nørrebro ville få eget hus, for de ville nok ikke tage imod et tilbud, eftersom de foretrak et saneringsmodent hus ud fra "samme princip som ostekendere, jo ældre og mere muggent og lugtende, desto bedre - og Christiania er for mafiaagtigt til at lade andre folk flytte ind."

Nuvel, de unge fik lovning på et hus, men har endnu ikke fået det. 70 procent af læserne mente, at de ville få et.

Siri Hansen & Mor fra Valby gættede rigtigt på, at minimum tre nye ministre ville komme ind i regeringen (håbede, at Eva Kjer ville få et holdkæftbolche og Rikke Hvilshøj en meget, meget lang lur). Dette i modsætning til et flertal af læserne, som fejlagtigt mente det modsatte - således førnævnte Daniel og Louise Otzen, der om Fogh skrev: "Manden er dumstædig som en serber i paramilitær".

Nytårsholdet fra Gåsegøl i Sverige (Kim, Kurt, Jette, Steffen, Niels og Lone Bentzen) mente, at regeringen enten ville holde perioden ud eller ville gå af, fordi "det indtil nu ellers godt smurte spinnokrati" ikke har fungeret. Spinnokrati! Udmærket sproglig nydannelse. Næsten alle havde rigtigt gættet, at vi stadig ville have tropper i Irak.

Krigsfilm

Siri Hansen & Mor tog fejl angående Jens Rohde (spørgsmål 13). Nok troede de, at han ikke kunne holde kæft, men de troede ikke, at han ville blive fyret, idet de blandt andet fremhævede hans mod til "at optræde på tv med øjenskygge på". 692 af de 817 læsere mente ikke, at han ville blive fyret. Det blev han.

Brabrands Søren Larsens besvarelse formede sig som et helt lille kunstværk, hvori han satiriserede over Fogh. Han mente, at hvis danskerne havde lavet en stor krigsfilm om vore troppers heltemodige kamp for frihed, ville vi være blevet nomineret til en Oscar, men "den danske filmindustri er alt for domineret af ballademagere". Og sådan fortsatte det, idet han på skrømt skamroste "vores store leder". Han mente også, at Nørre Snedes amatørteater sagtens kunne hamle op med Det Kgl. Teater og "alt det her kulturfis ovre i hovedstaden", for "det er da fuldstændig ligegyldigt, hvem der er chef for det latterlige teater, det burde privatiseres".

Nu mente hans omgivelser imidlertid, at han burde tage sin medicin.

De fleste gættede rigtigt, at Norman Fosters højhus ikke ville få byggetilladelse, og et knebent flertal fik ret i, at Ivan Basso ikke kom til start i Tour de France, et lidt større i, at Peter Langdal ikke ville blive kongelig teaterdirektør.

Hillary og cigar

Kaj Andreasen fra Århus troede ikke, Hillary Clinton ville melde sig som præsidentkandidat med følgende opsigtsvækkende begrundelse: "Hun er imod cigarrygning"! Kun 48 læsere mente med ham, at hun ikke ville stille op. Fruen og Lars Simonsen fra Søborg mente "ja" og syntes, det ville blive spændende at se, hvordan hun håndterer praktikanter i Det Hvide Hus.

Langt de fleste havde regnet ud, at TV 2 nok ikke ville blive medejer af et dansk dagblad. Dog påpegede nogle en uklarhed: Kunne der være tale om Steffen Brandt og hans musikere?

Vinderen

Det var så nydeligt alt sammen. Han havde besvaret de første 12 spørgsmål helt korrekt, men - ups! - gled så i det trettende, som var det en bananskræl på åben gade. Han troede på Rohde. Det skulle han ikke have gjort. Vi taler her om vinderen af konkurrencen, for det viste sig trods alt ved 'dagens ende', at 12 rigtige var nok. Ingen havde 13, ingen andre havde 12. Ene vinder blev, idet vi stolt præsenterer:

Niels Danstrup,

Katrinebjergvej 61. 2.th.

8200 Århus N.

På andenpladsen med 11 rigtige kom kun seks læsere, mens 45 havde 10 rigtige.

Oplaget steget

I den anden ende af skalaen havde to læsere tre rigtige, men ingen bundede med nul rigtige, hvilket ellers regnes for næsten lige så fint som 13 rigtige. Heller ingen havde en enkelt eller to rigtige.

Niels Danstrup vil nu få tilsendt præmien på de 1.000 kroner. Han har desuden erhvervet sig den fornemme titel Årets Profet 2007.

Forresten kan vi glæde læserne med, at Informations oplag er steget. Procentsatsen afhænger af, hvordan man opgør den, men et sted mellem 1,4 og 4,8 procent.

God fornøjelse med Profetkonkurrencen 2008.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad sker der i 2008?

1. Får vi afstemning om mindst to af de fire EU-forbehold? nej

2. Bliver Anders Fogh præsident i EU (som efter planen skal udpege en fast formand for Det Europæiske Råd i 2008)? nej

3. Har Danmark flere end 700 soldater i Afghanistan ved udgangen af 2008? ja

4. Bliver der storkonflikt i forbindelse med fornyelsen af de offentligt ansattes overenskomster til foråret? ja

5. Skifter beboeren i Det Hvide Hus partifarve efter det amerikanske præsidentvalg til november? ja

6. Melder endnu et folketingsmedlem fra et andet parti sig ind i Ny Alliance? nej

7. Får Asmaa Abdol-Hamid lejlighed til at betræde Folketingets talerstol? nej

8. Udkommer Nyhedsavisen stadig den 15. december 2008? nej

9. Vil den nye iPhone (på lovlig vis) blive solgt fra danske butikker ? ja

10. Bliver Italien Europamester i fodbold? nej

11. Vil den nye tv-serie 'Sommer' blive set af mere end 1,7 danskere i gennemsnit pr. afsnit? ja

12. Vil Danmark være med i finalen ved årets Melodi Grand Prix i Beo-grad? ja

13. Er der isglat (dagfrost) på skuddagen den 24. februar, når frierne skal på banen? nej (øøø mener information ikke den 29 febuar ?)

her er mine svar