Læsetid: 5 min.

Tvekamp på feminisme over Sundet

Svenske mænd er feminister og har givet den lille 'havsfrun' asyl i broderlandet. Mens dansken bryster sig af rufferi, frisind og angreb på bimbo-kvoter. I teatret Camp X blev retssag og debat splejset sammen i en kamp om ligestilling: Danmark vs. Sverige
Kultur
7. december 2007
På spidsen. Publikum blev ikke ladt i tvivl om, hvad det drejede sig om, da Camp X bød velkommen til kønskamp mellem Danmark og Sverige.

På spidsen. Publikum blev ikke ladt i tvivl om, hvad det drejede sig om, da Camp X bød velkommen til kønskamp mellem Danmark og Sverige.

Camp X

En mandshøj pik med lyserøde nosser slaskende på gulvet byder velkommen på teatret Camp X Rialto på Frederiksberg i København. Aftenens teaterretssag er en blanding af show og debat. Sverige er anklaget for at håne og ydmyge Danmark, når det gælder ligestilling, og en række vidner skal fremføre politiske og personlige svar på ligestillingsspørgsmål i henholdsvis Danmark og Sverige.

"Det er infotainment. Debatter bliver tit kedelige, derfor udfordrer vi formen," siger pr-ansvarlig for arrangementet, Karen Toftegaard.

Den svenske advokat Mikael Wranell præsenterer nogle svenske unge, der under navnet Plural!- hvert år uddeler 'Kultureliteprisen' til dem, der "konsekvent fravælger alle, der ikke er hvide mænd."

Vi ser svenskernes aktivistiske kunstvideo, hvor de erfarer, at den danske kulturkanon består af bidrag, der for 91 pct. af tilfældene er lavet af mænd. Et hårdt angreb på dansken af svenske feminister, som ender med at tilbyde den lille havsfrun asyl, hvis hun vil stikke af fra sin mandlige skaber.

Feministisk Initiativ

Under teatrets 100 dage queerzone er retssagen et delelement, og salen er fyldt. Journalist og tidligere medstifter af et feministisk parti i Sverige Devrim Mavi forklarer i skranken, hvordan den svenske statsfeminisme er mere ord end handling.

Göran Persson kalder sig bare feminist for at virke sympatisk, lyder det.

Sammen med andre startede hun partiet Feministisk Initiativ, fordi de mange kvinder i Rigsdagen ikke nødvendigvis giver mere femisme. Devrim Mavi vil "have en feministisk politik på alle livets områder," bl.a. fordi, kvinder stadig har dobbeltarbejde, fordi der mangler ligeløn og homofobien er udbredt.

Spydigt spørger den danske advokat til valget i 2006: "Kom I ind?"

"Protest," lyder det fra den svenske advokat, men der er ingen dommer til at gribe ind, og Devrim Mavi fortsætter:

"Nej, vi fik 0,7 pct. af stemmerne."

En tilskuer råber på svensk: "Jeg stemte på jer!"

"Så var i to," svarer Tina Gylling Mortensen tørt.

Bimbo-kvoter

Et dansk vidne kommer i skranken. "Jeg hedder så, hvad der lyder som en dårlig joke i den her forsamling", siger Frederik Wiedeman medstifter af konsulentfirmaet Red Associates.

Han er i starten af 40'erne med poleret isse og designerbriller med et fugleansigt, der ligner tegneseriehelten Felix. Wiedemann beskriver den centrale barselsordning i Danmark som en af de "største revolutioner" på ligestillingsområdet, fordi den med sin indførsel sidste år gør, at arbejdsgiverne ikke rammes økonomisk af gravide medarbejdere.

Over for ham sidder forfatteren Lars Einar Engström, der har skrevet En mandschauvinists bekendelser:

"Det forekommer umuligt at få lige løn for lige arbejde," mener Lars Einar og forklarer, hvordan årtiers svensk lov på området ikke har afskaffet uligheden.

Frederik Wiedemann: "Der er ikke noget, der hedder lige arbejde på et moderne arbejdsmarked." Han mener, at det frie marked ikke bekymrer sig om køn, og derfor handler det om kvalifikationer, når mænd får højere løn end kvinder. En utilfreds stønnen går gennem salen.

"Kvotering er en uhørt dårlig ide," fortsætter han, mens Lars Einar Engström forklarer, at man ville blive halshugget i Sverige, hvis man sagde som Asger Aamund: At der ikke er brug for 'bimbo-kvoter'.

Afrika på toppen

Sveriges advokat kalder på lidt baggrundsforklaring. Med Drude Dahlerup i vidneskranken gennemgåes kønskvotering, som hun kalder "kontroversiel, men også trendy."

Forinden afslører hun et internationalt perspektiv på den skandinaviske tvekamp, idet hun spørger, om publikum er klar over, hvilket land i verden der er nummer et, når det gælder kvinders deltagelse i parlamentarisk liv. Dahlerup svarer selv: "Rwanda."

Drude Dahlerup er tilhænger af kønsneutral kvotering, der f.eks. kunne betyde, at ingen uddannelse skulle have mere end 80 pct. af det ene køn.

Om kønskvotering forklarer hun fire grundlæggende forskellige holdninger: De der mener, at kønnet ingen rolle spiller. De der mener at det er kvalifikation, der skal tælle. Hvortil Drude Dahlerups modspørgsmål er: "Hvilke kvalifikationer har mænd, siden de sidder på alle topposter?" Den feminine modstander, der ikke vil vælges for sit køn, hvortil Drude argumenterer, jamen så lad være: Step down! Og endelig tilhængere af favorisering som en nødvendighed, hvis man vil forandre den kulturelle skævhed.

Pausen med røde pølser og fadøl er dejligt befriet for teatrets selvhøjtidelighed. Et af jurymedlemmerne i grønne converse og hennafarvet strithestehale har hentet en kande fadøl, der er lige så stor som hendes overkrop.

Efter pausen kommer Marcus Lindeen i skranken som teaterinstruktør og radioproducent. Han er feminist og har som radiojournalist angrebet Ekstra Bladets rufferiannoncer og brændt en dansk kæmpe-bh af. "Jeg vil have, at ordet feminist skal afdramatiseres i Danmark, ligesom det er i Sverige," siger han.

I sin slaskede karkludsskjorte ligner Marcus Lindeen ikke en farlig udfordrer af patriarkatet. Og selv om nøgenbilledet af ham selv til Ekstra Bladets side 9 afslører en god røv, er billedet ikke kommet længere end til Bent Falberts skrivebord.

Så er der anderledes ild i det dansk-svenske vidne Ellen Nymann, der fortæller, hvordan hun til valget i 2001 brugte en borddug fra IKEA som afrikansk kjole og slør og sang danske folkesange til Pia Kjærsgaard på trappen til Folketinget og om sin seneste tur til Cuba, hvor hun brugte sine mørke krøller til at udgive sig for cubaner og med skjult mikrofon optog, hvordan liderlige hvide mænd forsøgte at købe sig til sex med hende.

Thi kendes for ret ...

Den danske advokat vil høre, hvorfor Ellen Nymann, som oprindelig er svensker, har valgt at flytte til Danmark.

Nymann forklarer, hvordan hun er vokset op i Stockholm, som er et "hårdt miljø for en sort pige som mig". Da hun kommer til Danmark, ser hun en nazist på Rådhuspladsen og får et chok. Men da en gammel dame går til angreb på nazien med ordene: "Din snothvalp, du husker ikke krigen", og han derefter bliver jaget på flugt af nogle unge venstreradikale, har hun tabt sit hjerte.

"Det teoretiske og praktiske hænger ikke altid sammen i Sverige," siger hun og fortæller en anden historie: Til et møde om feminisme i en af Sveriges indvandrerghettoer, solgte repræsentanter for de etniske kvindeorganisationer perler i indgangen i stedet for at være repræsenteret i selve mødet.

Ellen Nymann peger på behovet for at skabe alliancer og se på eksempelvis den globale ulighed, kvindehandel og AIDS i Afrika.

Juryens formand, Adrian Lloyd Hughes, opsumerer elegant de mange og vidt forskellige argumenter, der undervejs er blevet fremført for og imod kønnenes ligestilling i Sverige og Danmark. Og så falder den hårdtslående dom, der efterlader patriarkatet i ruiner og åbenbarer de indre mekanismer, som fastholder os i undertrykkende roller:

Sverige skal indføre ligeløn inden for et år, og den danske ligestillingsminister skal have enetimer af en 12-årig svensk dreng, der på begavet og boglig manér forklarer, hvad feminisme er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her