Læsetid: 3 min.

Jeg udlover en flaske julesnaps

Køn er mestendels en ubevidst faktor, der er til fordel for mænd
Køn er mestendels en ubevidst faktor, der er til fordel for mænd
13. december 2007

Forleden var jeg til et arrangement om ligestilling, og et par mænd i panelet fremførte igen, igen, igen, at det da måtte opleves som ydmygende for kvinder at blive ansat ved kønskvotering. "Bare fordi de er kvinder."

Nej, forhenværende generaldirektør i DR, Christian Nissen, og ligesindede mænd og kvinder. I tager altså fejl!

Det er aldrig blevet opfattet som ydmygende, at køn er blevet medregnet som faktor ved ansættelser, og det kan bevises videnskabeligt. Der findes nemlig et gigantisk empirisk materiale, som belyser emnet:

Langt op i 1900-tallet havde mænd lovbestemt monopol på en lang række stillinger og embeder. Der foregik en 100 procents kønskvotering af mænd. En 100 procents positiv særbehandling af mænd.

Disse tusindvis af mænd har ikke følt sig ydmyget eller nedværdiget af den absolutte kønskvotering til deres fordel, men har med glæde og stolthed taget mod deres stillinger som ministre, amtmænd, borgmestre, præster, biskopper og dommere. Det kan man læse sig til.

Denne hærskare af mænd i fremtrædende stillinger og embeder har nemlig efterladt sig tonsvis af breve og notater, dagbøger og selvbiografier, og jeg udlover en flaske julesnaps til den, som et eneste sted i de efterladte skrifter kan finde bare antydningen af, at en mand har oplevet det som en ydmygelse, at hans køn indgik som uomgængelig kvalifikation ved ansættelsen.

"I dag tiltrådte jeg som højesteretsdommer, og jeg tænkte med skam og ydmygelse på, at det måske kun var på grund af mit køn, at jeg fik embedet. Jeg ville nemlig aldrig have fået det, hvis jeg havde været kvinde -"

Nej vel? Hvorfor i alverden skulle mænd dog tænke sådan? De er jo naturligt kvalificerede. Men hvorfor i alverden skulle kvinder så tænke sådan, Christian Nissen?

Naturligt og normalt

Resultaterne af århundreders absolutte kønskvotering af mænd slæber vi (begge køn) stadig rundt på, for positiv særbehandling af mænd indgår mere eller mindre ubevidst i vores opfattelse af, hvad der er 'naturligt og normalt'.

Derfor studser vi ikke over, at der findes 91 mandlige borgmestre og kun syv kvindelige. Og de færreste protesterer mod en tilsvarende kønsfordeling i samfundets øverste ledelse, herunder i det private erhvervslivs direktioner og bestyrelser.

Derfor protesterer heller ingen, når der helt formelt indføres positiv særbehandling af mænd - som det tidligere har været tilfældet på seminarierne, og nu praktiseres på universiteterne.

Køn er mestendels en ubevidst faktor, som er til fordel for mænd. Positiv særbehandling af kvinder, som kunne rette op på følgerne af århundreders positive særbehandling af mænd, ville for mig at se blot være at gøre kønnet til en bevidst faktor.

Der findes et andet mande-mantra i det ulige samfund: "Vi ser overhovedet ikke på kønnet, men kun på kvalifikationerne."

Af den retoriske kontekst fremgår det altid klart, hvem der formodes at have kønnet, og hvem der har kvalifikationerne. Mantraet bliver nemlig kun brugt til at forsvare kvinders udelukkelse/underrepræsentation - ikke omvendt.

Som nævnt foregår den positive særbehandling af mænd meget ubevidst, og det kan belyses med en stor amerikansk undersøgelse af, hvordan orkestre gennem tiden har rekrutteret musikere til eftertragtede pladser. Undersøgelsen omfatter 7.000 personer og 600 ansættelsesprocedurer fra slutningen af 1950'erne og frem til 1995.

Frem til 1970'erne blev musikerne for det meste håndplukket og ansat af orkesterledelserne gennem uformelle procedurer. Denne måde at ansætte på resulterede i en stor overvægt af mandlige musikere i amerikanske orkestre.

Da man gik over til at opslå stillingerne og lade ansøgerne spille for en bedømmelseskomite steg andelen af kvinder i orkestrene drastisk.

Men så: I visse orkestre besluttede man, at prøverne skulle spilles bag et forhæng, så bedømmelsesgruppen ikke kunne se ansøgerens køn. Det blev revolutionerende for de kvindelige musikere. Sandsynligheden for, at kvinder blev ansat, steg nemlig med 50 procent, når prøven foregik 'blindt'. (Beskrevet af Claudia Goldin og Cecilia Rouse i: The Impact of 'Blind' Auditions on Female Musicians.)

Når bedømmelsen af en så 'objektiv' færdighed som musikalsk præstation er helt afhængig af udøverens køn, hvor svært må det så ikke være at frigøre sig for kønnets betydning, når man skal ansætte en leder?

Man kan næppe tænke sig lederaspiranten anbragt bag et tæppe, men man kan gøre noget andet:

Man kan være meget bevidst om kønnet som faktor, og så kan man beslutte sig for, at det ikke længere må spille nogen rolle, og at man derfor cirka hver anden gang skal ansætte en mand. Det kaldes kønskvotering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kønskvotering bliver vel først legitim i det øjeblik hvor også andre dele af mennesker liv bliver inddraget. Jeg tænker på, at udover job og karriere - hvor jobs i plejesektoren, pædagogjobs osv må kønskvoteres, så må ligestillingen i hjemmet også kønskvoteres, så mænd får lige rettigheder med kvinder bla. ifht børn, og endelig må værnepligten da komme til at gælde for både mænd og kvinder.
Jeg synes simpelthen mange fortalere for kønskvotering glemmer enkelte aspekter af strategien.

Jeg ved godt man siger at mænd ikke ønsker at passe børn, men det er jo ikke anderledes end, at kvinder ofte ikke søger lederstillingerne.

Og hvorfor skulle man da ikke kunne anbringe lederaspiranter bag et tæppe? Så kunne man jo også komme diskrimination af racer, fedme m.v. til livs.

Godt brølt, men man bliver godt nok lidt bedrøvet over, at selv højtuddannede mænd og kvinder gang på gang fremturer, som du beskriver. Imidlertid er det blot endnu et bevis på, at uddannelse ikke nødvendigvis fører til i at blinde vinkler belyses. Ville vel også være underligt, for i uddannelsessektoren hører man jo også mantraet "Vi ser overhovedet ikke på kønnet, men kun på kvalifikationerne" ivrigt fremført.

Jeg ser dog også tilstanden som endnu et bevis for, at hver generation stort set skal begå i de samme fejl. Og lige nu hjælper generationen af prinsessemødre grueligt til.