Læsetid: 5 min.

Vestlige velgørere og de stakkels ofre

To oversatte værker af den franske filosof Alain Badiou afdækker verdenssamfundets officielle enighed som politisk teologi og den gældende konsensus som 'den autoritære mening'
Kultur
8. december 2007
Vreden. Det var Blair og Clinton, der - mens de begge var ved magten - talte om en 'ny internationale' og lovede en 'ny verdensorden'. Og dermed tog de monopol på at definere, hvad der var godt for verden. Det er den selvgodhed, der er brændstoffet i Badious vrede.

Vreden. Det var Blair og Clinton, der - mens de begge var ved magten - talte om en 'ny internationale' og lovede en 'ny verdensorden'. Og dermed tog de monopol på at definere, hvad der var godt for verden. Det er den selvgodhed, der er brændstoffet i Badious vrede.

Chris Bacon

Den nye internationale blev til gammel moralisme. Den store retorik om rettigheder og demokrati, som prægede 90'erne, har i det 21.århundrede udviklet sig til en kamp mellem de gode og de onde. Nogle vil sige, at dette fald skyldes terrorismen. Det er på grund af den nye modstander, at den amerikanske præsident og den vestlige opinion igen betegner deres fjender som ondskaben selv.

Men i den lille filosofiske pamflet Etikken fra 1993 pointerer den franske filosof Alain Badiou, at den nye konsensus om menneskerettigheder, demokrati og det handlende verdenssamfund allerede var en moralisme. De offensive løfter om et handlende verdenssamfund anført af Amerikas Forenede Stater er ifølge Badiou baseret på en moralsk inddeling af verdens mennesker. Der gives to typer mennesker: de godgørende vestlige befriere og de stakkels ikke-vestlige ofre. De aktive vestlige ledere, som redder, og passive ikke-vestlige ofre, som blive reddet. Denne forståelse af den globale ansvarsfordeling kalder Badiou for 'etikken'. Det er hans polemiske pointe, at 'etikken' i virkeligheden er en teologi, For det 'universelle subjekt', det universelle og ukrænkelige menneske, som er fundamentet for menneskerettighederne, er reelt splittet i to:

"I de humanitære ekspeditioner, interventionerne, landsætningerne af velgørende fremmedlegionærer er det formodet universelle Subjekt tydeligvis splittet i to. På ofrenes side er det et vildt dyr, som man fremviser på skærmen. Og hvorfor giver denne spaltning altid de samme roller til de samme skuespillere? Er det ikke tydeligt, at denne etik, der er bøjet over verdens elendighed, bagved sit offer-Menneske skjuler det hvide Menneske?"

Badious kritik gentager en klassisk ideologikritisk manøvre: Det, der giver sig ud for at være det almene, tjener i virkeligheden til at opretholde de stærkes dominans. Men Badiou går videre og viser, hvordan etikken fungerer: Den sætter det onde først. Det gode er ikke positivt i sig selv, men viser sig som afværgelse af det onde. Det gode er det ikke-onde. Den såkaldte 'etik' er konservativ. Den afviser ethvert forsøg på at sætte en ny orden som en farlig utopi, der vil føre direkte til 'Gulag'.

Den etik, som vil beskytte mennesket ved at håndhæve ukrænkelige rettigheder udlægges derfor af Badiou som 'umenneskelig'. Hver gang mennesker i konkrete situationer forsøger at forestille sig det gode som noget positivt og sætte fælles mål, afvises det som ondskaben selv, der vil ende i et 'totalitært mareridt':

"Hvis man forbyder mennesket at forestille sig det det Gode, at stille sin kollektive kraft til dets rådighed, at arbejde på fremkomsten af uanede muligheder og at tænke det, der kan være, i et absolut modsætningsforhold til det, der er, så forbyder man det helt enkelt selve dets menneskelighed."

Etikken er skrevet i raseri mod den konsensus, der udlægger enhver begyndelse som en potentiel katastrofe. Den er også skrevet som svar til den generation af franske medieintellektuelle, der blev kendt som de 'nye filosoffer'. Det gælder figurer som André Glucksmann, Bernard-Henri Levy og Alain Finkielkraut, der ikke har gjort sig bemærkede med filosofiske værker, men derimod er konstant synlige med rituelle advarsler mod 'fundamentalisme' og 'totalitarisme'.

Den autoritære mening

I den anden bog af Badiou, som netop er oversat til dansk, Grundrids af metapolitikken, hævder han i en sigende parentes, at han elsker sit land. Og så præciserer han: Han elsker det, som Frankrig er i stand til. Han elsker ikke det, der er, og især ikke når det, der er, er styret af en overbevisning om, at det ikke kunne være anderledes. Den aktuelle skandale er for Badiou 'fusionen' af det, der er, med det, der kunne være:

"Vores samfund er, så snart det angår politik, i virkeligheden befolket af sådanne formørkede typer, der en gang for alle har forstået, at det ikke at ville noget ud over det, der er, er det sikreste middel mod at slå fejl."

Teori efter praksis

Den kapitalistiske egoisme og interessernes frie kampe anfægter ikke offentligheden, hvorimod kritik af forestillingen om, at vi lever i den bedste af alle tænkelige verdener, straks giver anledning til voldsom polemik. Den offentlige opinion regner Badiou ikke for politisk handling. Den offentlige diskussion styres nemlig af "den autoritære mening", hvor enhver tilkendegivelse, som ikke stræber efter demokrati, nedgøres som sygelig.

Det herskende politikbegreb er ifølge Badiou defineret negativt: Det udelukker handling, og det udelukker tænkning. Det udelukker en politisk filosofi, der ikke anviser objektive sandheder om det retfærdige og det rigtige, men tager udgangspunkt i de sandheder, der produceres i situationer. Badiou argumenterer derimod for en filosofi, der tager udgangspunkt i det subjektive, det singulære og situationen. Badiou hævder, at "pluralitet er værens grund", og at den politiske tænkning bør beskæftige sig med 'effekterne' af det, der produceres i situationer, hvor en orden destabiliseres. Emancipation og frigørelse betyder for Badiou at skabe afstand til statens dominans og de vedtagne sandheder.

Badiou præsenterer sin egen tænkning med udgangspunkt i situationen og begivenheden som en overskridelse af modsætningen mellem teori og praksis, fordi teorien reflekterer over de praktiske effekter. Den forsøger at tænke den 'politiske handling' som tænkning. Og Badiou har ret i, at det er forbløffende at iagttage, hvor mange, der til stadighed forveksler de politiske ønskelister med sociale facitlister. Han træffer kritisk præcist den forbløffende tendens også blandt 'intellektuelle' til at antage, at vi faktisk lever i den bedst mulige verden. Det er, som om de ikke tænker.

Men Badious egen tænkning synes på den anden side at føre til et spekulativt ideal om politik, hvor kun enkelte undtagelsessituationer anerkendes som rigtig politik. Han anerkender ikke, at afstand til statens dominans også kan vise sig som modsætningen mellem løfter om lighed og konkrete uligheder.

"Uretfærdighed er klar, retfærdigheden er dunkel," skriver Badiou, men uretfærdigheden bliver først tydelig som uretfærdighed, når den sættes over for idealer om retfærdighed. Denne dialektik mellem tomme rettigheder og uretfærdige situationer har fungeret og kan stadig fungere som inspiration for en protest, der ikke tager til takke med det, der er, men også peger på, der kunne være.

Etikken. Alain Badiou. Oversat af Holger Ross Lauritsen. Efterskrift af Benjamin Hansen Philosophia 127 s., 149kr. ISBN 9788788663358

Grundrids af metapolitikken. Alain Badiou. Oversat og indledning ved Kåre Blinkenberg. 249 s., 168 kr.SLAGMARKS skyttegravsserie ISBN 9788791041112

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her