Et nyt filmår har taget sin begyndelse, og hvorfor ikke se lidt frem mod nogle af de filmoplevelser, som venter i 2008, og som i hvert fald denne anmelder glæder sig til? Det drejer sig om alt fra besættelsesdramaet Flammen & Citronen til den fjerde Indiana Jones-film og nogle af alle de film, der ligger ind imellem. Her er en kommenteret liste med danske og udenlandske titler, 10 i alt - nogle af dem har jeg allerede set, andre må også jeg vente på.
De danske
Dansen: Pernille Fischer Christensens anden spillefilm efter den kritikerroste En soap, der vandt en pris i Berlin for et par år siden. Igen er manuskriptet udviklet sammen med Kim Fupz Aakeson, og igen spiller Trine Dyrholm en hovedrolle. Hun spiller Annika, der har en danseskole sammen med sin mor (Birthe Neumann), og som en dag møder og forelsker sig i Lasse (Anders W. Berthelsen). Men Lasse har en mørk side, og Annika må tage nogle svære valg. En soap skulle produceres meget billigt, hvilket var med til at sætte rammerne for den kammerspilsagtige film. Denne gang har Fischer Christensen haft flere penge at lave film for. Mon ikke hendes følsomhed og forståelse for menneskelige relationer alligevel er intakt?
Premiere 14. marts
Flammen & Citronen: Med udgangspunkt i virkelige, dramatiske begivenheder fortæller Ole Christian Madsen historien om de to frihedskæmpere Flammen (Thure Lindhardt) og Citronen (Mads Mikkelsen), der likviderer stikkere, men bliver usikre på, om de nu også gør det rigtige. Flammen & Citronen er en stort anlagt spændingsfilm om krig, gråzoner og det at tage et andet menneskes liv.
Premiere 28. marts
Rejsen til Saturn: Det bedste, danske tegneserie album nogensinde bliver til en 3D-animeret film med stemmer af blandt andre Casper Christensen, Iben Hjejle og Frank Hvam. Claus Deleuran skabte den både vittigt satiriske og fjollede historie om uimponerede, øldrikkende danskeres forsøg på at kolonisere Saturn i 1970'erne. Manuskriptforfatterne Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg har ført den op til vor tid, og Rejsen til Saturn tegner til at blive en af det kommende års sjovere oplevelser.
Premiere 26. september
Kærestesorger: Gennem tre år har Nils Malmros arbejdet på denne efterfølger til Kundskabens træ, der ligeledes var baseret på instruktørens egne oplevelser. Nu er de unge hovedpersoner blevet gymnasieelever, men må stadig slås med forældrene og kærligheden. Jeg glæder mig til endnu en dramatisk og følelsesbetonet tur i Malmros' overbevisende tidsmaskine.
Premiere 31. oktober
Alle de andre
Sweeney Todd: Jeg har altid haft et svagt punkt for Tim Burton, og jeg holder meget af musicals, hvorfor denne Stephen Sondheim-filmatisering står højt på min ønskeliste. Og efter de amerikanske anmelderes begejstring at dømme lever den blodige film om Sweeney Todd, dæmonbarberen fra Fleet Street (spillet og sunget af Johnny Depp), der i Victoria-tidens London tager livet af sine kunder, ganske op til forventningerne.
Premiere 1. februar
Hallam Foe: Skotske David Mackenzie har lavet sin bedste film med dette både humoristiske og barske coming of age-drama, der har Jamie Bell i titelrollen. Hallam er en utilpasset ung mand, der har svært ved at acceptere sin mors død og farens nye kone, men må gøre op med fortiden og blive voksen, da han forelsker sig i en lidt ældre kvinde.
Premiere 8. februar
There Will Be Blood: Daniel Day-Lewis er efter sigende fantastisk i Paul Thomas Andersons nye film, instruktørens første film siden Punch Drunk Love fra 2002. I There Will Be Blood, der er baseret på en roman af Upton Sinclair og handler om familie, grådighed, religion og olie, spiller Day-Lewis den stålsatte Daniel Plainview, som i 1900-tallets USA ikke lader nogen eller noget komme i vejen for sit forsøg på at finde olie.
Premiere 22. februar
Dante 01: Mere end 10 år efter, at det populære, franske instruktørpar Jean-Pierre Jeunet og Marc Caro lavede deres seneste film sammen, De fortabte børns by, er Caro aktuel med sin første film som soloinstruktør. Hvor Jeunet flere gange har bevist sin sans for det skæve og romantiske, er Caros Dante 01 en rendyrket science fiction-gyser om et fængselsrumskib/galeanstalt, der får besøg af en mand, som er ved at miste forstanden efter mødet med en usædvanlig rumkraft. Traileren lover en rasende flot film, hvilket også er, hvad man forventer af Caro.
Premiere 29. februar
Lust, Caution: Ang Lees seneste, stærke film foregår i det japansk-besatte Shanghai under Anden Verdenskrig og handler om, hvordan en ung, kinesisk kvinde bliver en del af modstandskampen og hvirvles ind i et farligt spil, der også involverer chefen for det kollaborerende, kinesiske sikkerhedspoliti. Umiddelbart er der langt fra Lees øvrige film - Brokeback Mountain, The Ice Storm og Fornuft og følelse - til Lust, Caution, men det er stadig uskrevne, sociale konventioner og menneskets evige splittelse mellem id og overjeg, som interesserer ham. Lust, Caution kunne være titlen på hans samlede værk.
Premiere 14. marts
Indiana Jones og krystalkraniets kongerige: Steven Spielbergs tre første film om den handlekraftige arkæolog hører til blandt mine absolutte favoritter, og jeg må indrømme, at jeg har glædet mig som et lille barn, siden jeg hørte, at instruktøren skulle i gang med en fjerde film - ikke mindst fordi Harrison Ford havde sagt ja til igen at iføre sig hatten og svinge pisken i rollen som Indy. Historien i den nye film går der mange rygter om - ikke alle lige troværdige - men den skulle involvere både Indys søn (spillet af Shia LeBeouf) og en af hans gamle flammer, Marion Ravenwood (Karen Allen) fra den første Indy-film, Jagten på den forsvundne skat.
Premiere 22. maj
Jeg vil så tilføje Coen brødrenes nye film "No Country for Old Men", som efter sigende skulle være blandt de aller-bedste de to har præsteret. Og det siger ikke så lidt. Det bliver rart at se dem i topform efter et par vaskeægte skæverter.