Læsetid: 8 min.

68'ernes komplekse kampe og fløje

Generationsportræt. Det er 40 år siden, 'det store oprør' fandt sted. 68'erne var splittet op i tre fløje - de venstreorienterede, liberalisterne og de kasteløse. Manglen på stabile værdier er også grunden til, at vi ikke har beskrevet 68-generationen fuldt ud ved bare at pege på en af fraktionerne. Og den rambuk, som 68'erne brugte i oprøret, nemlig individet og dets frisættelse, blev også generationens akilleshæl
Essay: Manglen på stabile værdier er grunden til, at vi ikke har beskrevet 68-generationen fuldt ud. Og den rambuk, som 68'erne brugte i oprøret, nemlig individet og dets frisættelse, blev også generationens akilleshæl
5. januar 2008

Kampen mellem generationerne er igen brudt ud, og i centrum står den forkætrede - og, hævdes det, forkælede - 68'er-generation. Den har labbet friværdi i sig som en flok hankatte og designet efterlønsordninger, der tilgodeså netop dem.

Det var en generation, som valgte uddannelse af lyst, hvorefter den indførte adgangsbegrænsninger for efterfølgerne. Den sidder fremdeles på de betydende poster i offentligt og privat regi og har i fyrre år sat den politiske dagsorden.

68'erne kan nu se frem til et otium på business class, hvor den vil afbrænde jordens sidste fossile brændstoffer og så forlade os, før verdenshavene stiger.

Men hvem er denne generation? Er de virkelig sådan en flok primitive egoister, som deres kritikere hævder, eller ligger der mere bag? Og hvordan kan vi som samfund komme videre, når nu 68'erne trods alt snart lægger sig til at dø?

En lille bevægelse

Som regel forstår vi 68-generationen som en politisk venstreorienteret bevægelse, der var kendetegnet ved modstand mod Vietnamkrigen, modstand mod professorvældet, modstand mod det gældende kønsrollemønster og modstand mod magten som sådan. Men denne venstreorienterede bevægelse var faktisk ret lille i Danmark, og når generationen har kunnet etablere en så uomtvistelig dominans, som tilfældet er, er det sket ved at gøre fælles sag med en gruppe, der egentlig lå dem fjernt.

De gjorde, om end ufrivilligt, fælles sag med deres højreorienterede modpol, de liberalistiske 68'ere. Denne højreorienterede variant har nok været mindre pompøs og selviscenesættende end hippierne og universitetsmarxisterne, men den har haft desto større effekt.

Mens de venstreorienterede 68'ere bekæmpede samfundets normer for at give plads til frisættende eksperimenter, har den liberalistiske variant bekæmpet samfundet med et andet mål for øje: at give plads til markedet.

Thor og 68-retorikken

Her kommer Folketingets formand, Thor Pedersen, ind i billedet. I reglen anser vi ikke Thor Pedersen for at være 68'er. Dertil er han for konform, for velklædt, og frem for alt mangler han helt forbindelsen til 'oprøret'. Men tag ikke fejl: Thor Pedersen er 68'er. Det demonstrerede han i 2007, hvor han som finansminister tog skridt til at fjerne reglen om, at tjenestemænd i stat og kommuner skal fyres, når de fylder 70 år. Thor Pedersen mener, at reglen er 'umenneskelig'. Jeg har scannet omkring ottetusinde avisartikler, hvori Thor Pedersen udtaler sig, og han har aldrig nogensinde før i sin tid som politiker argumenteret offentligt med brug af begrebet 'umenneskelig'. Thor Pedersen er udmærket klar over, at 'menneskelighed' er de venstreorienterede 68'eres retorik. Forslaget motiveres med behovet for arbejdskraft, men man behøver ikke være konspirationsteoretiker for at kunne læse andre motiver ind. Thor Pedersen er født i 1945, hvilket vil sige, at han sammen med sin generation af 68'ere fylder 70 om få år. 70 års-reglen var åbenbart ikke umenneskelig, da den ryddede vejen til magten for 68'erne. Men nu skal 'alderstyranniet' afskaffes, bebuder Thor Pedersen videre og mener, at reglen forhindrer mennesker i at få, citat: "det optimale liv". Det glade budskab får fuld støtte fra Akademikernes Centralorganisation, som de venstreorienterede 68'ere sidder tungt på.

Ingen af parterne tager udgangspunkt i samfundet men snarere i, hvordan samfundet kan bidrage til at sikre, at individerne - og her altså mest akut '68erne - får 'det optimale liv'. I sin nuværende form undtager forslaget 'dommere og præster', kun Gud véd hvorfor. Hvad med 85-årige kommunaldirektører, 85-årige professorer, 85-årige togførere?

For at skabe plads til dette gammelmandsvælde har den venstreorienterede og den højreorienterede variant af 68-generationen i fællesskab måttet gennemføre konsekvente angreb på centrale, samfundsmæssige institutioner inden for uddannelse, kultur, politik og religion. Alt det som gør et samfund til et robust, historisk fællesskab. De facto har 68'erne i stedet for dette fællesskab sat - individet selv.

Imens den venstreorienterede 68-generation i begyndelsen kæmpede mod samfundets normer og institutioner, fordi disse blev anset for at være undertrykkende, kæmpede de højreorienterede 68'ere lige så indædt mod selv samme normer og institutioner. Ikke fordi de anså disse for at undertrykke 'mennesket', men fordi disse normer og institutioner begrænser markedets frie kræfter. I den ene lejr skulle en frigjort seksualitet sikre den absolut frie udveksling af kroppe, i den anden lejr skulle et frigjort marked sikre den absolut frie udveksling af varer. Pornoens frigivelse og efterfølgende industrialisering blev begge lejres tvetydige triumf: den helt frie krop som den helt frie vare.

Netop ideen om frihed står centralt for begge fløje. For den venstreorienterede variant gælder det primært det begærsfrisatte individs selvudtryk. For den liberalistiske variant gælder friheden også individet, men her dets forbrugspræferencer og dets ejendomsret, eller udtrykt med en lidt komisk formulering fra Anders Fogh Rasmussens Minimalstatsbog fra 1993: "Det gælder om at have 'foden under eget bord - og på eget tag.".

Savnet af en 'fader'

I begge tilfælde bliver individets selvudfoldelse og forbrug den værdi, som alting måles på, også friheden. Og i begge bliver utopien den samme: individets frie bevægelse, uhindret af samfundets normer og institutioner.

Baggrunden for dette samlede oprør var imidlertid en mangel. Generationen født i efterkrigsårene savnede groft sagt en fader. Ikke kun i fysisk forstand havde faderen været fraværende i lønmodtagerhjemmet, men også i mere åndelig forstand var de tilbudte faderfigurer og autoriteter værdiløse. USA begik eskalerende forbrydelser i Vietnam. Sovjetunionen dræbte iskoldt frihedsbevægelserne i Warszawa-blokken. Universiteterne, der eventuelt havde kunnet tilbyde videnskabens autoritet, havde på deres side forskanset sig i elfenbenstårne af egen avl, og kirkerne, der hidtil havde leveret den arkaiske Gud Fader-figur, var de facto reaktionære højborge med berøringsangst overfor både kvindefrigørelse og nye religiøse erfaringer. Samfundets institutioner, både hvad angår politik, viden og religion, havde ikke, set fra den store 68-generations synspunkt, meget at byde på.

Men den rambuk, som 68-generationen brugte i oprøret, nemlig individet og dets frisættelse, blev også generationens akilleshæl. I mangel af sammenhængende, overordnede og i reglen nedarvede værdisæt, blev individet ikke kun frisat, men også monstrøst. Som Richard Sennett pointerer i sin seneste bog Den ny kapitalismes kultur, mente oprørerne, at nedbrydningen af institutionerne ville give plads til nye, foranderlige fællesskaber. Men det er ikke sket. Oprøret blev i sin konsekvens til negativisme og nihilisme, og på den plads, hvor dette abstrakte, frisatte individ skulle stå, stod der pludselig en række konkrete, historiske personer: 68'erne selv. Det er den glidning, som i dag fejlagtigt kaldes ondskab og egoisme. Egentlig er det den naturlige følge af, at faderløse narcissister tilpasser sig et samfund i vækst, men grundet deres nihilisme og manglende modenhed undviger de samtidig det ansvar, der ligger i at styre et samfund og videreformidle dets grundlæggende institutioner og dets dannelsesberedskab. Hvis de da ikke, som de liberalistiske 68'ere, aktivt gør en dyd ud af ansvarsløsheden og hævder, at markedet udgør den bedste styring af samfundet. Samfundet findes ikke, som Thatcher sagde i firserne.

De kasteløse 68'ere

Motiverne for oprøret betyder mindre, eftersom resultatet er det samme: en brutal foragt for samfundets institutioner. Heri ligger hovedårsagen til, at den såkaldte værdikamp aldrig kom til at lette. Værdikampen var de højreorienterede 68'eres hævntogt over de venstreorienterede 68'ere. At der ingen kamp blev kan ikke overraske. Når begge fløjes dominerende træk er narcissisme, og deres dominerende værdi er nihilisme, kan en egentlig kamp på værdier naturligvis ikke komme på tale. Det er også forklaringen på, at man helt uproblematisk, som eksempelvis Karen Jespersen og Lars Hedegaard, kan skifte fra den venstreorienterede variant af 68-generationen til den højreorienterede. Man har talt om et 'systemskifte' i Danmark i 2001. Men der var ikke noget systemskifte. Det var det samme system, der fortsatte.

Udsat for en effektiv knibtangsmanøvre fra venstre- og højrefløj er værdier ikke længere noget, der bare forefindes, men noget, der skal prædikes. Institutioner som uddannelse, kultur, politik og religion har da også lidt stor skade i de sidste fire årtier, kendetegnet som de er ved at være fælles erfaringsbaser for social sameksistens, der alle på forskellig vis støtter, men også disciplinerer og begrænser individets udfoldelse.

Manglen på stabile værdier er også grunden til, at vi ikke har beskrevet 68-generationen fuldt ud ved bare at pege på en socialistisk og en liberalistisk fraktion. Den består for det tredje af en stor gruppe af ejendomsløse, jordløse, statusløse og, for en stor dels vedkommende, arbejdsløse og udslidte ældre mennesker.

Forpligtende fællesskab

Givet de to dominerende eliters ansvarsløshed forblev udviklingen af en egentlig, samfundsmæssig solidaritet baseret på et simpelt nærhedsprincip fuldstændig abstrakt. De 68'ere, som hverken kunne mønstre et tilstrækkeligt brændende engagement på den politiske eller fagforeningsmæssige scene eller investere en tilstrækkelig kynisk mobilitet på markedets præmisser, formede en masse af kasteløse, der i dag findes i samfundets udgrænsede bund. Netop her kunne den kristne kirke levere et modsvar og en konstruktiv kritik, men kristendommen blev jo også udsat for angreb fra både venstre- og højreorienterede 68'ere. Kirken stod naturligvis i vejen for den totale selvrealisering, men den stod også i vejen for markedets uhindrede udbredelse. Når kristendommen i den senere tid er blevet genaktualiseret, skyldes det imidlertid ikke et påtrængende opgør med hedonisme og klimaødelæggende forbrugerisme, men derimod et pres udefra, fra islam. Når Anders Fogh taler om kristendom, er det ham da også altid åbenlyst ubekvemt, og når talen falder på den konkrete kirke og dens virke i det offentlige rum, er Foghs løsning altid: minimalkirken.

Men det er en upassende beskedenhed, statsministeren her udviser på kristendommens vegne. Kristendommen har som livstolkning aldrig været mere relevant end nu med sit budskab om forpligtende fællesskaber, hvori individet kun tildeles en begrænset plads, og med sin kritik af grådighed og magtfuldkommenhed. Kristendommen hævder en række pligter, der permanent støder sammen med egoets selvoptagethed såvel som med markedets tilfældige værdiansættelser og modeluner. Og hvis kirken i øvrigt tog klædeligt ved lære af 68'ernes erfaringer, kunne den tilbyde en række fornyende, ikke-patriarkalske autoritetsfigurer.

Det forekommer derfor relevant at advokere for en kristendom, der kan komme det oppustede individ til undsætning og lukke luften ud af det. Konkret hedder manøvren syndserkendelse, og den har haft en fandens dårlig presse de senere år. Men den rummer muligheden for, at alle, uanset generation, friværdi og bitterhed kan begynde på en frisk, kan lægge ansvarsløsheden bag sig og bidrage til samfundets fortsatte beståen.

Bent Meier Sørensen, f. 1967, er lektor i filosofi på Copenhagen Business School.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Dominerende generation og fjerne grupper"
Bent Meier Sørensen har et eller andet problem med nogle mennesker der er født i tiårende før ham selv. Men hvordan han får generation, vietnambevægelser, kønskamp og ungdomsoprør og alt muligt andet sammen til en enhed går over min forståelse.
Er man 68'er hvis man været tilknyttet en af de nævnte grupperinger, eller/og født et bestemt år, medlem af venstre som thor P. eller er det hele bare en gang vås?
Der er vil intet underligt i at de generationer der er levende år og i arbejde dominerer, eller findes der et paralel generationsunivers som bliver undertrykt af de fæle 68'er?
Kritiser dog den økonomiske politik, uddannelsespolitikken eller hvad er nu bør kritiseres, men lad dog være at hænge kritikken op på denne 68'er mytologi. Det lyder som en af disse konspirationsteorier som er så modernede for tiden, eller er det også et udslag af 68'erne.

Men Stig Larsen, lagde du slet ikke mærke til at der slet er anden substans BM Sørensens kronik end at dem til højre og venstre fra vores forældres generation allesammen er dumme og selviske, og at LØSNINGEN er religion? Det er det nye mantra. Allah eller Jesus, samesame, du skal bare være overtroisk for tiden. Det er det nye og meget mere dybe og spirituelle højre-venstre. Bare spørg Sørine Gotfredsen, Krarup, Wahid Petersen og hvad hedder de allesammen.

Måske er en evt. parallelgeneration så undertrykt, at den slet ikke kan ytre sig, andet end ved disse idelige 'misundelsesriter' mod 68-ere?

I dette essay slås der til lyd for, 68-ere er alle i en vis alder, det udvander hele begrebet! Selv vi statusløse, ejendomsløse tabere beskrives nu som 68-ere på trods af, vi ikke har nogen særlig magt.
Vi klarer os alligevel ;-)
Men må man i det mindste bede sig fri for at sættes i bås med kreative bogførere, Grundlovsbrydere, snydetampe og kommende præsidenter for EU.

Jeg tænkte ved læsning af dette højfilosofiske essay, at der nok i hver eneste generation udklækkes både socialistisk orienterede, liberalister og tabere.

BM Sørensen siger at 68-erne har fået os væk fra solidarisk nærhed, og at der derfor er et underskud af samlende værdier i det danske samfund. Men det virker som en historieløs analyse. At ville sørge for vores næste er så grundigt indlejret i den danske mentalitet at intet politisk parti, ikke engang Venstre har kunnet rykke ved det. Vi har været solidariske siden Social Demokraterne byggede det moderne Danmark og vi betaler stadigvæk med glæde over 50% i skat.

Det danske velfærdssystem har været så godt et bolværk mod ulighed i det 20-århundrede's danmark, at kirken blev sat helt ud at spillet. Kirken kan nu kun engagere nogle af allersvagste, narkomaner, psykisk syge, ensomme og alkoholikere på afvending.

BM Sørensen begår desværre den fejl ikke at definere hvad han mener med solidaritet, men det lyder som om han egentligt mener næstekærlighed. Ihvertfald ligger der en længelse efter et menneskeligt, og åndeligt fælleskab i hans artikel som er sympatisk.
BM Sørensen vil have at den protestantiske kirke kommer os til undsætning i denne egoistiske tid. Det er ok at opfodre folk til gå i kirke og blive bedre mennesker, men det er en farlig tendens, at BM ligefrem klandrer Anders Fogh for ikke at være mere kristen. Danmark er heldigvis endnu ikke et teokrati som der er så mange forfærdelige eksempler på i Mellemøsten. Danmark har ikke som USA, Sverige, Frakring, Italien og Tyskland adskillelse mellem kirke og stat, i sig selv urimeligt iforhold til de katolske, muslimske eller ateistiske danskere som burde have lige status for deres religioner.

Tro er vigtigt men mangfoldighed og tolerance er mindst ligeså vigtig.

syndserkendelse? Kuren for manglen på stabile værdier? Vi har nu igennem flere hundrede år diskuteret værdier som reaktion på kirkens fald og dens afgiven af monopol på diskussionen om etik og moral. At diskussionen oven på kirkens fald blev sat frit må man da kun se som noget positivt. Og så skal man høre, her i 2008, at vi mangler stabile værdier? Velkommen til middelalderen, siger jeg bare. Jeg tror efterhånden der er noget om snakken, når man påstår, at vi endnu ikke er blevet rigtigt moderne. Og hvorfor ikke bare erkende, at kirkens ritualer (som f.eks. syndserkendelse) er udhulet og i dag ikke meget andet end noget intetsigende nonsens. Nonsens, fordi det som værdi er blevet diskuteret og relativeret indtil det i dag fremstår som intetsigende.

Analysen av den såkalte '68-generasjonen er til dels meget god, om enn svaret som tilbys på vår tids problemer -- som blant annet henger sammen med hedonismens kvalmende "forspisning", i en verden hvor ufattelig mange mennesker må nøye seg med "en dollar om dagen" -- synes å være av det arkaiske og bakstreverske slaget. Jeg skulle tro at det vi generelt sett trenger snarere er en ny opplysningstid, enn en henfallen til tro på overnaturlige krefter og "frelse i det hinsidige."

Den mand er jo totalt rablende. Hans argumentation hænger overhovedet ikke sammen, således har han f.eks. ikke den fjerneste anelse om, hvad kristendom går ud på. Hans beskrivelse af kristendom er et skønmaleri, som man nok kan have sympati for, men som slet ikke har nogen som helst lighed med den autoriserede religion.

Jeg ankom som ungt menneske til Århus Universitet i 1967, samme år som Sørensen blev født, og jeg skal love for, at det var tider. For fanden hvor havde vi det sjovt!

Jeg blev mærket for livet. Jeg er totalt blottet for autoritetstro, religion kan jeg kun opfatte som en sociologisk kuriositet, og det politiske spil har jeg kun foragt tilovers for.

Det er en interessant artikel, men måske glemmer forfatteren at 68`ernes forældre i nogen grad havde beredt vejen. Når oprøret lykkedes så godt var det fordi samfundets forsvarsværker var en hul skal.

Efterkrigstidens ungdomsårgange var historiens største og relativt set mest velstillede ( de havde råd til at få børn i en tidligere alder end nogensinde før eller siden), så måske måtte krudttønden eksplodere.

Med den holdning de havde, er det er måske forståeligt at de ikke ønskede at videregive deres kulturarv, men det er bemærkelseværdigt at de ikke engang ønskede at reproducere sig selv, hverken kulturelt eller demografisk.

I midten af dette århunderede vil Tyskland være halvt så stort som nu og en hel del ældre. Ikke meget større end en storby i den tredje verden. Det er den sande arv fra 68`erne og det som de vil blive husket for.

Ralph Sylvestersen

Dalai Lama udtalte;
My religion is very simple. My religion is kindness.
Kunne vi andre komme dertil er meget nået.