Læsetid: 6 min.

'Man bliver aldrig profet i sin egen by'

Bo Nilsson tiltrådte i weekenden som direktør for Kunsthal Charlottenborg med udstillingen 'Dansk-jävlar', som præsenterer 20 kunstnere, der i Nilssons øjne udgør cremen på den danske kunstscene. En scene, der har behov for at vågne op af den nationale selvforherligelse og udnytte kunstens potentialer
Kultur
14. januar 2008

"En svær graviditet". Sådan beskriver den svenske, men også for tiden lidt danske Bo Nilsson de ni måneders arbejde op til åbningen af Kunsthal Charlottenborgs åbningsudstilling i lørdags. Han stod for ni måneder siden med en bygning fra 1883, der manglede en kærlig hånd. Han stod dengang også med en bygning besat af vrede kunstnersammenslutninger, som følte sig trådt på. En oplevelse af det danske debatklima, som i hans øjne er meget livligere end i Sverige.

Dernæst skulle han omstille personalet og administrationen til at fungere i de nye rammer og finde frem til den udstillingspolitik, som kræves, når man vil drive en kunsthal med internationalt udsyn.

Den næste og måske sværere udfordring for kunsthalsdirektøren bliver at ruske op i de danske klude.

"Den danske kunstscene er ganske fokuseret på det danske. Den er ikke særlig udlandsorienteret. Når det går godt for danske kunstnere, fokuserer man på det danske og siger: 'Vi er gode'. Man slår sig for brystet og fokuserer på det nationale. Men den danske kunstscene er ikke noget særskilt. Den er en del af en global scene, og den danske scene er ikke interessant at se på som en dansk scene. Den skal ses i en større sammenhæng - i den globale kontekst."

For at nå ind til kernen i de problemstillinger, som kunstnerne arbejder med, må man have dette globale perspektiv i den nye direktørs øjne, som smiler stolt trods de danske udfordringer. Man må håbe, at Bosse (som han selv præsenterer sig) har fundet en tagryg i nærheden, hvorfra udsigten til hjemlandet kan dulme hans hjemve.

- Hvad har været markant for dig i mødet med den danske kunstscene?

"Det, jeg primært har noteret mig, er, at den danske kunstscene er utrolig god. Og selvom vi er en internationalt orienteret kunsthal, så starter vi med at vise en dansk udstilling, og det er en markering af, at vi ikke kommer til at adskille det nationale og det internationale. Det er et meget vigtigt punkt for mig. Den danske kunst er jo international, og de kunstnere, der er med på udstillingen Danskjävlar - en svensk kærlighedserklæring har udstilleti hele verden, har gallerieri Berlin, London og New York, og Olafur Eliasson er på en stor turne på museerne i USA. De er alle ekstremt respekterede og velkendte for den internationale kunst-scene."

En svenskers blik

Efter at have siddet i tre åri Statens Kunstfonds Billedkunstudvalg, hvor Bo Nilsson kunne scanne den danske kunstscene, fremlægger han her sit eget subjektive udvalg af de kunstnere, som han synes fungerer allerbedst på den danske kunstscene lige nu.

"Det er kunstnere, som interesserer mig på et helt personligt plan. Det interessante er, at der her er tale om en generation, der kom frem i midten af 90'erne, men som ikke har været vist sammen føri Danmark. Det er vigtigt at pointere, at der i denne gruppe af kunstnere både findes kunstnere, der er verdens-berømte, men også kunstnere, der er relativt ukendte, og jeg har forsøgt at ramme hele skalaen."

Danskjävlar, som refererer til den svenske overlæge Stig Helmers (Ernst-Hugo Järegård) udråb fra Rigs-hospitalets tag i Lars von Triers Riget, præsenterer en gruppe kunstnere, som ikke bare er danske. Ud af de 20 kunstnere har for eksempel Olafur Eliasson islandsk ophav, Ann Lislegaard har norsk baggrund, Lilibeth Cuenca Rasmussen har filppinske rødder, Nina Saunders bor i London, og alle har stærke relationer til andre kulturer på forskellig vis, hvilket er typisk for vores nomadiske samfund i dag.

"Kunstnerne i dag er ikke bare danske, de er sammensatte, bastarder, jävlar. Det er dobbeltheden, som er vigtig at forstå her. Og det er den problemstilling, som udstillingen kringler sig ind i og forhåbentlig giver nogle svar på. Det er tanken, at vi netop hele tiden behandler det nationale i tæt relation til det internationale."

Svensk selverkendelse

- Hvad er missionen for den nye kunsthal?

"Missionen er at gøre noget andet, noget nyt, være reflekterede, sætte en dagsorden og tage aktuelle problematikker op. Udstillingerne skal kunne argumentere for sig selv. Det indebærer, at man ikke kender svaret, når man laver en udstilling. Jeg vil ikke være belærende, men udstillingen skal være en opfordring til refleksion uden at stryge med hårene. Vi skal være problematiserende uden at være dogmatiske."

- Hvad er det, der i dine øjne kvalitativt kan opretholde en international klasse for en kunsthal?

"At man idémæssigt laver interessante udstillinger. Og kvalitetsmæssigt er den danske kunst lige nu bedre end nogensinde, ingen tvivl om det. Der findes 20 danske kunstnere i dag, som er bedre, end de nogensinde har været, og som er bedre end en hvilken som helst svensk kunstner, må jeg med skam erkende. Det er lettere at lave en rigtig god udstilling i Danmark lige nu end i Sverige," siger Bo Nilsson med et bredt smil.

I hans øjne er der tale om en generation, som har været en del af en enorm højkonjunktur, som den kommende generation af kunstnere nok ikke kommer til at opleve.

"Det politiske fokus og især den internationale platform har for disse kunstnere været ekstremt vigtig. Man bliver aldrig profet i sin egen by, som man siger," hvilket Bo Nilsson har forstået ret fint.

Nordisk tvetungethed

- Nu kommer du med et blik udefra. Har du en idé om, hvad det er, der adskiller de danske kunstnere fra de udenlandske?

"Man kan vel sige, at der er tale om et dobbeltfokus. Der findes mange internationale kunstnere, som ikke er klar over forholdet til en specifik kultur, men udelukkende arbejder i et globalt vakuum. De danske og ofte også de svenske kunstnere forholder sig til begge forhold. Ofte er det formen, der er international, hvor indholdet ofte er symptomatisk dansk. Tag for eksempel Trine Søndergaard og Nicolai Howalts fotografier med naturen, træerne, kulden, en ekstrem nordisk romantik. Men i en form, et udtryk og en kvalitet, som er international. Den sammensætning er enormt interessant. Mange internationale kunstnere er monolitiske - taler med én tunge. Vi har både og i Norden."

- Hvordan kan det være?

"Jeg tror, det er fordi, kunsten har en meget stærk position, især i Danmark. Der er skabt et rum til kunsten, og det er hovedsageligt på grund af den statslige støtte til kunsten. Den er ekstremt vigtig og adskiller Danmark fundamentalt fra udlandet. Det giver en mulighed for at gennemføre sine projekter, og jo flere projekter du gennemfører, jo mere professionaliseres kunsten. Produktionsstøtten, som findes i Danmark, har haft en enorm betydning og gjort det muligt at eksportere den danske kunst til udlandet."

Kunsten at forstå

Kunsten nyder stor interesse i dagens Danmark, men i Bo Nilssons optik er kunsten først interessant, når den opstiller nogle redskaber til at begribe verden og virkeligheden med.

"Jeg bruger kunsten til at forstå, hvad det er, der sker omkring mig. Det er der, jeg ser opgaven for kunsten: At afspejle det samfund, vi lever i. Det er den centrale del af kunstens væsen. Den er ikke bare en konstruktion. Den kommercielle del af kunsten har skabt et stort fokus på konsumering og priser, men det, der er vigtigt for os, er, at vi er fri af denne kommercielle automatik."

Og i en kunsthal kan man, som Bo Nilsson forklarer, selv vælge, hvad man vil udstille.

"Vi har nogle helt andre parametre end for elsempel et galleri. Kunst handler jo ikke om penge. Kunst handler om at forstå. Samtidskunsten har været opfattet som meget svær at forstå, og det er en opgave for os at formidle. Det gør vi med kataloger, tekster og omvisere, som vil stå til fri disposition for publikum. De er ikke kustoder, som passer på kunsten. De skal derimod skabe kommunikation med publikum," forklarer han og understreger, at selvom Kulturministeriet er hans overordnede på et økonomisk plan, så kan ministeriet ikke påvirke, hvad der skal ske i huset.

"Her er det vigtigt at opretholde armslængdeprincippet. Det sekund, vi får at vide, hvad vi skal gøre, siger jeg: Adjö!"

Danskjävlar - en svensk kærlighedserklæringMartin Erik Andersen, Olafur Eliasson, Jens Haaning, Lise Harlev, Jesper Just, Sophia Kalkau, Eva Koch, Joachim Koester, John Kørner, Ann Lislegaard, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Kirstine Roepstorff, Pia Rönicke, Katya Sander, Nina Saunders, Morten Schelde, Trine Søndergaard & Nicolai Howalt, Tal R og Kathrine Ærtebjerg.Kunsthal Charlottenborg, 12. januar-24. marts 2008
www.kunsthalcharlottenborg.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Den danske kunstscene er utrolig god"

- det var da godt

Hvad med at besøge udstillingen inden du får skrevet en bog om at fylde huller ud i information Erik Boalth? Det er gratis og du har indtil d. 3 Marts.

Bo Nilsson har det i det hele taget svært med profeter:

http://sydsvenskan.se/nojen/article321388.ece