Vi er antiamerikanske, os venstreorienterede, det ved enhver, for Amerika er kapitalismens arnested, og Onkel Sam peger på os, mens han forfølger os med sit stive blik og siger, at han vil have os.
Det passer bare ikke. Amerika er vores andet hjemland. Alt kommer fra Amerika, alt det, der har holdt os gående gennem årene, lige fra vi skulle til Tyskland for at få barndommens første Coca-Cola, og det er stort set umuligt at forestille sig, hvem vi ville have været, hvis Amerika ikke havde fortalt os det.
Amerika er nemlig klar snak. Når den kedelige europæiske kommunisme eller socialisme, med sit støvede vedhæng af fodnoter, aldrig har slået an i Amerika, skyldes det, at amerikanerne er praktiske folk. Der skal ske noget. Alting, også kommunismen, skal ske her og nu. Sådan er Amerika. Now's the time, som Charlie Parker sagde det på sin skinnende altsaxofon. Og hvor ellers ?
Tiden på den måde. Tiden som sådan. Tiden er nu. Tiden er kort. Tiden er hurtig. Tiden er direkte herfra og hertil. Hurtig beslutning kræver dyb indsigt. Den kan ikke købes for penge. Men Det Hvide Hus kan købes for penge, vil nogen så indvende, og sådan er det. Men Amerika er også et paradoks.
Matadormix
Det er en blanding af Matador og nå ja, hvad er det nu lige, det hedder. Lad os sige en blanding af Matador og Matador, en Matadormix. Alting ser lidt anderledes ud, f.eks. fagforeninger. Det er ikke sådan nogen grå cementkasser som her i den gamle verden, nej, de er dynamiske. Det er Storbyens Havn med Rod Steiger i flot kamelulds-frakke og Marlon Brando, mut og halvdum med sine duer på taget. Det er sort og hvidt, enten eller. Lige noget for Kierkegaard, som da også har spillet en vis rolle for den amerikanske selvforståelse.
Det hele skrives så i Hollywood, eller sådan var det engang (noget tyder på, at det ikke er sådan mere), f.eks. i 1936, da den franske forfatter Blaise Cendrars besøgte "filmens Mekka", som han kaldte det, for at skrive hjem til et kulørt parisisk blad.
Blaise Cendrars er der måske en enkelt her og der i læsekredsen, der ikke kender, og der har da også ind imellem været tunge, triste røster fremme, der har kaldt den frejdigt strejfende poetiske globetrotter for en 'cafedigter' eller måske ligefrem, værst af alt, en 'turistdigter', og turister er der jo ingen, der vil være. For øvrigt hed han egentlig noget helt andet, ligesom sin ven og storebror, den alt for tidligt døde Guillaume Apollinaire, men det lader vi ligge. Til gengæld må det være på sin plads at minde om, at Cendrars fik amputeret højre arm neden for albuen i Første Verdenskrig, og derefter fuldførte sit værk med den venstre. Altså også sin bog om Hollywood, som for ham var 'de unges by', og det alt afgørende, når det drejede sig om at kunne lide den eller ej, var blodets omrulningshastighed i årerne.
De indfødte
Det er jo efterhånden ikke bare indianerne, der menes med den betegnelse, idet millioner af andre har familiemæssige bånd, der strækker sig elastisk tilbage til alle lande i det gamle Europa samt Sydamerika og Arktis, for ikke at tale om Polynesien, ligesom en stor del af Amerikas nulevende beboere har deres rødder i Afrika.
Den gigantiske smeltedigel af en nation tog ved sin uafhængighedserklæring afstand fra især det gamle Europa, hvis to daværende supermagter, i dag de rene dværge ved siden af Amerika, England og Frankrig, ellers begge, indbyrdes krigende, gjorde krav på territoriet.
Og mangfoldigheden er årsagen til, at så meget af det, der har holdt os levende i den tid, vi har levet, os venstreorienterede, måske endda lidt kommunistiske antiamerikanske fans af John Cage, Jackson Pollock, Charlie Parker, Thelonious Monk, Elvis Presley, Marilyn Monroe, Jack Kerouac, William Carlos Williams, Ezra Pound, Wallace Stevens, e.e. cummings, Emily Dickinson, Billie Holliday, Mary Lou Williams, Allen Ginsberg, John Wieners, Norman Mailer, Diane di Prima, Ben Webster, Coleman Hawkins, Ornette Coleman, Kid Ory, Louis Armstrong, Jack Teagarden, Sitting Bull, Charles Ives, Geronimo, Joan Baez, Pocahontas, Franz Kline, Kenneth Koch, Bob Dylan, William Faulkner, Ernest Hemingway, Gertrude Stein, Sylvia Beach, John Dos Passos, John Coltrane og en masse andre, hører hjemme i det Amerika, vi bærer rundt i os.
Det nye bliver ældre
Det var action painting, sheets of sound, bebop og myter, og de svigtede os ind imellem. Drastisk. Det gør de stadig, måske mest fordi Amerika ikke længere er det nye, og måske ikke har været det længe. Fordi den fremtid, Amerika var, den råbende, blødende blues med Walt Whitmans demokratiske udsyn, åbenbart også kan forvandles til propaganda, korstog og fedme, til teddybjørne på vingummi, der danser rundt om torturofre med tændte mobiltelefoner, og hjernedøde alkoholvrag, der får lov at lege præsident med hele verden, som Chaplin engang lod sin europæiske diktator gøre det på film, før han blev udvist fra filmens Mekka som venstreorienteret, som kommunist, som os.
Blaise Cendrars blev født i 1887 og døde i 1961.
Peter Laugesen skriver på denne plads som vikar for sin forfatterkollega Bent Vinn Nielsen, der fortsat døjer med - som det i går blev præciseret i Bøger - 'følgerne af et umådeligt kompliceret albuebrud'. Bent Vinn Nielsen vil snarest vende tilbage til avisen
