Læsetid: 5 min.

Hvis Apple designede øer, ville de se sådan ud

På vulkaner. Lanzarote er som et iLandscape af hvide landsbyer på baggrund af sort lava. Men øen skylder også den lokale kunster Cesar Manrique sit unikke særpræg
Vulkanlandskab. Den nyeste del af Lanzarote forekommer snarere at være den ældste. Den brændte jord i Timanfaya National Park, som dækker over 30 kvadratkilomter af øens sydvestlige del, behøver i grunden kun dinosaurer og pterodaktyler for at fuldende illusionen af en virkelig Jurassic Park.

Vulkanlandskab. Den nyeste del af Lanzarote forekommer snarere at være den ældste. Den brændte jord i Timanfaya National Park, som dækker over 30 kvadratkilomter af øens sydvestlige del, behøver i grunden kun dinosaurer og pterodaktyler for at fuldende illusionen af en virkelig Jurassic Park.

26. januar 2008

Den nyeste del af Lanzarote forekommer snarere at være den ældste. Den brændte jord i Timanfaya National Park, som dækker over 30 kvadratkilomter af øens sydvestlige del, behøver i grunden kun dinosaurer og pterodaktyler for at fuldende illusionen af en virkelig Jurassic Park.

Lavafelter og vulkankratere virker her så ikke-jordiske, at man føler sig ført tilbage til tidernes morgen, til selve skabelsens buldrende urkeddel.

I realiteten er Timanfaya dog en ren geologisk baby, og nationalparkens Motañas del Fuego ('Ildbjergene') blev født under et seismisk raseri så sent som mellem 1730 og 1736.

Lanzarotes visuelle appel i dag står i nogen kontrast til hin barske barndom. Selv de befolkede dele af øen har noget udpræget glamourøst over sig. På baggrund af den næsten allestedsnærværende sorte lava har den menneskelige beboelse indrettet sig i æstetisk besnærende kridhvide kubelandsbyer. Hvis Jonathan Ives, designeren af Apples iPod skulle designe en ø, så ville den se sådan ud: Sort og hvid, yndefuldt buet, minimalistisk.

Det er dog ikke Ives, men en lokal øbo, der må krediteres for designet, nemlig Lanzarotes egen 'hjemmeavlede' formgivningsmagiker, Cesar Manrique (1919-1992). I den eksisterende udformning af Lanzarote overgås denne arkitekt og kunstner kun af naturens egen eksplosive kraft. Hans fortjeneste er det, at øen blev forskånet for de betonsiloer, der skæmmer så mange feriekyster i det spanske moderland, og at det stramme farvekodeks, om 'at alle farver er tilladt, så længe de er hvide', har været fastholdt igennem alle årene for øens nybyggeri. Alle verdenshjørner og geografiske fikspunkter på Lanzarote bærer hans signatur, fra El Diablo-restauranten i Motañas del Fuego i vest til Mirador del Rio i nord over Museet for Samtidskunst i sydøst og Monumento al Campesino lige i midten. Manrique er overalt.

SOm en verden for sig

Og hans stil er unik. Som et på en gang fantastisk og rationelt svar på de lokale vilkår, som bydes: lav profil imod den vedholdende passatvind fra nordøst, underjordisk som udforskning af de hulrum, bobler skabte i lavaens strømme og åben over for elementerne på grund af den sparsomme nedbør.

Hans indflydelse kan sågar spores til bygninger, han ikke selv har designet. Finca Malvasia, hvor jeg og min ledsager, Paul, bor er til dels en tribut til Manrique. De lave ferielejlighedskompleks med rå lavaklippevægge som kontrast til de flydende linjer af malet hvid beton, der former swimming pool og bænke, kaktushaven, bougainvilleaerne og palmetræerne og sidst men ikke mindst den vulkanske tomheds ekstraordinære vidde hinsides alt dette, lader antyde tilstedeværelsen af et godartet arkitektonisk spøgelse.

Vi bor i en finca på det indre af øen, i landsbyen Masdache, og selv om det føles som en verden for sig, er der dog kun 10 minutters køretur til Puerto del Carmen, epicentret for charterturismens slagtilbud, der har trukket De Kanariske Øers ry nedad. Det her, man kan støde på skilte som Pizza English Breakfast, under hvilket der - hvis nogen skulle have svært ved at afkode konceptet - er opslået et billede af to spejlæg, bacon og bønner anbragt oven på en pizzabund.

Og det er her, man tidligt på aften - på diskobaren Nikki Beach - løber ind i dj's, der lægger ud med rutinemæssigt at aflire: "Er her nogen fra Barnsley, Sunderland, Glasgow osv.?" - for straks efter at følge op med, hver gang nogen svarer ja: Skal vi drikke os hønefulde i aften eller hvad?

Hellere drager vi til hovedbyen Arrecife, hvor nattelivet - som i resten af Spanien - er underkastet en stram spærretid: Ingen ville drømme om at gå ud før kl.01 om natten. Nu føler vi os på bekvem afstand af de britiske ferieghettoer. De fleste af Arrecifes barer og klubber er klumpet sammen i en ret uanselig gyde kaldet Calle de José Antonio.

Loyalt, kræsent klientel

Her møder man hovedsagelig spaniere, der flyder frem og tilbage mellem barer og klubber, der bærer navne som Tsunami, Masai og El Convento. Musikken er typisk latin house og salsa mikset og matchet med rhythm & blues-hits. Som i de fleste latinske kulturer bliver uhæmmet overrislede fyldebøtter ikke anset for spor smarte. Her fester man på afslappet og på ganske stilig vis - i al fald sammenlignet med Puerto del Carmens parade af sanseløst fordrukne nordeuropæere. Det hindrer dog ikke Paul og mig i at drikke os en ordentlig kæp i øret for at forsvare flaget. Selvfølgelig med de skammeligste tømmermænd til følge dagen derpå.

Sådanne tømmermænd kræver en hurtig kur. Og Dios være lovet er det heldigvis fredag, den eneste dag i ugens løb, hvor restaurant La Vegueta serverer sin berømte ret, cochinillo (pattegris).

Restauranten er strengt taget øboernes hemmelighed, og det er kun takket være herboendes tip, at vi finder den. Hvidløgssuppen, den sprøde rejeomelet og den helstegte pattegris har alle det sikre præg, der kendetegner en restaurant, der forlader sig på et loyalt, men kræsent klientel. Tømmermændene fortoner sig langsomt, da Paul i et anfald af pludselig irrationalitet foreslår, at nu er det tid for en omgang motion.

Og kort efter er vi på vej op ad bakke på lejede mountainbikes fra Costa Teguise til Guatiza.

I bil ser ruten ikke specielt skræmmende ud, men på cykel bliver den 15 km lange tur en lang rækkefølge af horisonter, der aldrig nås. Det her er lige så usjovt, som at drukne. Mine lunger er ved at sprænges, min hals er tør som gammel krudt, mit hoved værker, og min krop svømmer i sin egen sved. Det overdådige pattegrismåltid var ikke det mest oplagte afsæt for en sådan stroppetur, og da vi omsider når frem til Jardin de Cactus i Guatiza, er det intet mindre end en forløsning.

Kaktushaven ligger lige over for kommercielle kaktusmarker - man udvinder rød farve af en parasit, der lever i den piggede pærekaktus - og er endnu et værk af Manrique, ja faktisk hans sidste og muligvis mest elegante. Her er intet af den ellers obligate hvidmalede beton - de besøgende går igennem en indgangsportal i håndudskåren sort basalt.

Nu må de gerne komme

Inde i haven er der skabt et amfiteater i resterne af et gammelt stenbrud. I dets nedadgående terrasser er udplantet over 1.400 forskellige kaktusarter fra hele kloden: Nogle er uldne og buskede, andre er modbydeligt og farligt spidse, nogle omfavner hinanden på jorden, mens andre står i oprejste grupper.

Hjemme samme aften inviterer vores værtspar os til en bålfest i deres tilstødende vingård. Nattehimlen er tindrende stjerneklar - man kan helt tydeligt se Mælkevejen som et lysende bånd, og jeg får øje på mindst ét stjerneskud.

Vinflaskerne bliver åbnet, deriblandt med aftapninger af den lokale Malvasia-drue, som vi er omgivet af. Bortset fra flammernes knitren er stilheden næsten overvældende. Vulkanerne aftegner sig som silhouetter imod den lette, slørede forurening, der som et bælte strækker sig langs med kysten, men omkring os er der, bortset fra vores finca, intet tegn på menneskelig eksistens overhovedet. Lavafelterne, der ligger badet i lyset fra månens skær, forekommer at være levendegjort som sitrende, fluktuerende skygger. Ved midnatstide ser vi hele tiden nye stjerneskud på himmelhvælvet. Nu kan dinosaurerne godt komme.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu