Læsetid: 5 min.

Back in black

Der er rod i konventionerne. En fransk house-duo spiller op til dans bag en mur af guitarforstærkere, og en anden af slagsen udgiver en god gammeldags live-plade. House-musikken er tilbage og i færd med at erobre alverdens koncertscener, klædt i sort
1. februar 2008

"Fuck, hvor er de bare new rave, de sko dér!".

Ikke en sætning man kommer til at høre til en koncert med Springsteen eller for den sags skyld TV-2 lige med det samme. Men en ytring som deres udsendte hører på vej ind i Store Vega så sent som onsdag aften til lyden af den stilbevidste ungdom i fuld firfarvet firspring mod den generelle løssluppenhed og den frie dressur under påvirkning af den franske duo Justice (fransk udtale: sjystiz, red.).

Der er egentlig ikke så meget new rave - et spraglet kryds mellem new wave-rock, punk, electro og house - over Justice. Hr. Xavier de Rosnays og Gaspard Augés spiller trods alt en mere rendyrket form for house, en sort draperet house faktisk. Mens før bemeldte sko var i fuld regnbue. Men både new rave og house handler i høj grad om at bruge sine fødder og sko til at danse med, og sit hylster til at feste med. Og der er generelt rod i konventionerne og fraternisering mellem genre-kasserne for tiden. Hvilket Justice også demonstrerer.

Er man f.eks. til guitar kan man nu om dage sagtens få sin tråd-tørst stillet ved en house-koncert. Og vil man blændes af et bragende liveshow, så kan det uden problemer ske i selskab med musikere bøjet over deres elektronik. Det har danske Trentemøller bevist ved sine blændende koncerter, og det beviser Justice også i Store Vega onsdag aften.

Duoen er situeret mellem to mure af Marshall-guitarforstærkere (denne ikonografiske kube fra rock-mytologien), med et lysende kors (titlen på Justices eneste album kaldet -) forrest, i centrum og omkring dét en åben proces af ledninger, knapper og lys fra elektronisk udstyr. Justice er visuelt naturligt, om end tilbagetrukket midtpunkt, og publikum viser sig hurtigt at have en fintunet sans for elektronikernes mere indadvendte kropssprog. Med løftede pande, mobiltelefoner i video-modus, enkelte overvintrede glowsticks og hænderne hævet til hedonisme forstørrer det dedikerede gulvfolk de to franskmænds nikkende og smådansende koncentration. Ja, vi får endda eksempler på den ellers efterhånden vidt og bredt forbudte crowdsurfing.

Gotisk rocksymfoni

Både på plade og live understreger Justice at house er tilbage. Ikke the second coming (den stod bl.a. landsmændene Daft Punk, Stardust, Motorbass, Étienne De Crécy for tilbage i midt-90'erne), men the third coming, og denne gang tilbage i stærkt opklippet variant og/eller back in black - med nik til AC/DC, der spiller en spade som Justice uden tvivl elsker, selv om de denne onsdag aften planker fra andre mestre.

Det er en gotisk, rocksymfonisk house med gæld til førnævnte franskmænd, men så sandelig også til Black Sabbath og Metallica. Og det mærker man i marv og ben under den stadigt mere brutalt effektive koncert i Store Vega.

Men guitarerne er altså ikke virkelige, spørger du måske, kære læser? Nej, det er de ikke, kunne jeg svare. Eller jeg kunne også spørge, hvad der menes med virkelig, når vi under rockkoncerter er vant til at høre på guitarer, som overhovedet ikke ville kunne høres uden elektrisk forstærkning og elektroniske kredsløb.

Men, ja, der er store fede citationstegn omkring Justices guitarer. Og Marshall-forstærkerne omkring duoen? De er selvfølgelig hule, indmaden er skrabet ud. Det opdager man, da de bliver lyst op inde fra og demonstrerer hvordan de bare er henvisninger til en rod-autentisk fortid her mit i dette meta-autentiske inferno af lykkelig leg med referencer.

Alle tricks bliver taget i brug. Luften er tyk af bas, effekter, klip og løfter om evig nat i Bekymringløse City. Nyrerne kravler nervøst op bag ribbenene - i ly i frygt for evig henvisning til det løse liv. Som der ellers er nok af i salen, hvor den regnbuefarvede ungdom lader sig svøbe i Justices store sorte forførelseskatalog.

Saftige klange i katedral

Det er ekstremt ferm sammenskruet, og showmanshippet gemmer sig ikke så meget i de to herrers rykkende kroppe som i deres evne til i nuet at klippe og manipulere deres numre samt ikke mindst deres claim-to-fame, remixet af Simians "Never Be Alone". Der viser sig en lovlig monokrom kvalitet i deres kompositioner over koncerters fem kvarter - Simians nummer lyser mærkbart op - men Justices eneste reelle svaghed denne aften er faktisk deres mangel på økonomisering. At de starter i højeste gear og har svært ved at finde andre muligheder end at skrue højere op dérfra. Men det ser ikke ud til at bekymre folket foran scenen, der labber de enorme og imponerende spænd mellem lavopløselige plastic-klange og skamløst opulent superlyd i sig. Klangmanipulation i højeste potens. For slet ikke at tale om deres krasbørstige brug af forvrængning, deres evne til at sende folk ind og ud af kontekster og deres hektiske afbrydelsesstrategier, som radbrækker kroppen og får det til at flimre for sjæl og musikhistorie. Med løsrevne elementer fra vores kultur: Rundtossede disco-strygere, kropsløse funk-bassister, fintsnittede langhårs-guitarister. Og en kirkeklokke. Vi er jo trods alt til højmesse i kødkatedralen. Og sjældent har den klinget så saftigt.

Det skulle da lige være hos Justices landsmænd og inspirationskilder Daft Punk, som åbner live-udgaven af "One More Time" med en lige så svulstig kirkeklokkelyd. Det sker på deres forrygende nye album Alive 2007 - noget så ukorrekt i elektroniske kredsløb som en dokumentation af én livekoncert i Paris Bercy den 14. juni sidste år.

Hvad er nu det for en autenticitet, den franske duo, forsøger at påkalde sig? Well, måske ønsker Thomas Bangalter og Guy Manuel de Homem-Christo blot at demonstrere hvor fabelagtig en live-oplevelse house-musikken har udviklet sig til. Og det gør de.

Alive 2007 er en brillant sammensat, rigt og opfindsomt manipuleret tour de force gennem Daft Punks imponerende sangkatalog. Nyklassikere som "Around The World In A Day", "Da Funk", "One More Time" og Stardusts "Music Sounds Better With You" væves ind i og oven i hinanden. Og der vises baghjul til hedsporerne i Justice, når det kommer til sangskrivning, med en overflod af forførende baslinjer, transcendentale strygere og flimrende melodier.

Og så kan man høre det sære fænomen, som man også kunne opleve under Justice-koncerten i Store Vega: Lyden af en sal, der synger med på melodier uden tekster. Åbne munde uden ord. Indholdsløst? Næ. Primal fornøjelse som vi kender det fra et utal af rockkoncerter, blot uden ordene som kognitivt alibi. Så, fuck, hvor er det bare nye tider, det dér. På med rave-skoene. Lad afdansningsballet begynde.

Justice, Store Vega, Kbh., onsdag.

Daft Punk: Alive 2007 (Daft Life/Virgin/EMI Capitol)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu