Læsetid: 4 min.

Bagskid på rådhuset

Moster Ritt og kronprins Frederik kunne ikke stjæle sejren fra håndboldspillerne
Det var ikke Ritt, det handlede om. Og heller ikke kronprins Frederik, træneren, hjælpetrænere, massøren eller formanden, men spillerne. Det var trods alt dem, der havde spillet.

Det var ikke Ritt, det handlede om. Og heller ikke kronprins Frederik, træneren, hjælpetrænere, massøren eller formanden, men spillerne. Det var trods alt dem, der havde spillet.

Jonhathan Bjerg Møller

1. februar 2008

Dagen efter finalen i Lillehammer står der 25.000 mennesker og fryser på Rådhuspladsen, altså den i København, og her ude i bøhlandet, hvor dansk håndbold kommer fra, ser vi det så på fjernsynet. Det gør vi med alting, og det har ændret verden. Også håndbold. Spillerne er blevet meget større, de er ligesom pustet op, de er meget højere, meget bredere og tungere, men de er stadig så små, at de kan være på skærmen, som de skal. Det er ligesom Giacomettis figurer. Set tæt på er de store, langt væk er de små. Og Lillehammer er langt væk. Det er den afstand, vi ser på skærmen, og som vi postmoderne kalder nærhed, men nok om det.

Tilbage til Rådhuspladsen. Der står også folk med mikrofoner, og der står kameraer, og de venter. De venter på spilllerne, og de aner ikke, hvad de skal få tiden til at gå med.

Vi ser billeder af deres ankomst til Kastrup og fra deres flyvetur med jetjagerledsagelse. De kan vinke til piloten ud gennem vinduet. Det er sikkert skideskægt, når man har en ordentlig halvbjørn af en bagskid på, som de fleste af dem uden tvivl har. Helt så skideskægt er det ikke for os andre, og de 25.000 på Rådhuspladsen kan jo slet ikke se det. Det er live. De ser så heller ikke den mediegale venstrefløj, Lars Rasmussen, der hvileløst jagter ethvert kamera i miles omkreds. Men okay, han var ikke så meget på banen, han står i skyggen af der kleine Christiansen, så lad ham dog.

Pandekager

Men spillerne kommer ikke, hvor bliver de af? Svaret kommer, da en stor sort vogn pludselig ruller ind foran rådhuset, og en lille mand i jakkesæt stiger ud. Det er kronprinsen, men folk er ligeglade. Det er ikke ham, de venter på, men det er for hans skyld, spillerne holder et eller andet sted i nærheden og venter i deres bus.

Nu får de så endelig lov til at trille frem, og ud kommer de. De hopper og danser. De har vundet mesterskabet, men de er stadig sultne. De vil have pandekager.

Og det er stort, hvad de har gjort. Også det flotte fad, de har vundet. Og folk på pladsen er vilde med dem, og det er vi også ude i provinsen, hvor håndbolden blev født. For vi kender dem. Vi har ikke bare fulgt dem i den slutrunde, der netop er overstået. Vi har fulgt dem før, fra bronze til bronze og før det igen. Da de var mindre. Vi har set dem vokse sig større i enhver henseende. Vi har set dem blive højere. Vi har set dem blive bredere. Vi har set Vicky Jo svinge Boldsen rundt i vild med dans. De er vores store, små drenge. Men mest af alt er de Ulriks. Det er ham, der senere på aftenen i en dokumentar skriger sit hysterisk spyttende raseri ind i deres hoveder, fordi de klokker i den og taber en af de forberedende kampe. 'Det er børn, og de skal tugtes, men de skal også belønnes.' De er sultne, og de skal have pandekager.

Bare ikke lige med det samme. For inde på rådhuset venter moster Ritt med sin tale.

Det lykkes hende at kalde Ulrik for noget i retning af "Vibæk" og at henlægge finalen til Stavanger, for moster Ritt og hendes taleskrivere er ligeglade med håndbold. Det drejer sig om at få fyret noget politisk propaganda af om en ny multi maxi gigantisk storhal, der skal kalde mesterskaber og olympiske lege til Danmark (samt ikke mindst masser af dejligt klingende gyldne skillinger), og det skal smitte af, også i resten af det lille, store land, ude i provinsen, hvor hallerne også skal være større, fordi spillerne er blevet det. Ikke bare danskerne, for tyskerne er endnu større. Der skal store døre til sådan nogen.

Og så beder hun Ulrik om at komme op og få sin gave, og han kommer som en anden lille dreng, mens spillerne pænt bliver bedt om at 'hente hver deres pose' bagefter.

Og nu ... nu kan de så ... men nej, de skal fotograferes med kronprinsen, som bagefter ikke aner, hvad han skal gøre af sig selv, efter at han og Rasmussen, to små mænd blandt de store, har fået lov at holde fadet i midten, blandt alle kæmperne.

Og så kommer spillerne endelig til fadet, altså ikke trofæet, men pandekagefadet, og det under vi dem, for vi ved, hvordan det er med sådan en bagskid, og når man skal stå stille og høre på alt for meget bavl, men heldigvis for dem dog ikke det, kronprins Frederik får fyret af ude foran rådhuset.

Han har set kampen som alle andre, siger han, og så kommer en alenlang gang pølsesnak om at vinde og tabe og sætte sig mål og turde stå ved dem eller ej og hist op og kom her ned i langhalmen.

Hjem

Spillerne spredes. De rejser hjem. De fleste til Jylland, spillets vugge. Inde på rådhuset var det, som om moster Ritt og kronprins Frederik forsøgte at stjæle billedet, men det kan de ikke. Hjemme i stuerne, ude i provinsen, hvor spillet hører hjemme, er det spillerne, der står højest. Ikke politikerne, ikke konge- huset, heller ikke træneren og hjælpetræneren og massøren og formanden.

Sådan er det også for pøbelen ude på pladsen. Det er spillerne, det handler om. Det er dem, der har spillet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu