Afseksualisér brysterne! Med et lumret grin konstaterede en mandlig bekendt, at de danske kvinder, der for kort tid siden fulgte op på deres medsøstres aktion i Sverige og smed toppen i DGI-svømmehallen under denne parole, aldrig vil få held med deres bevægelse.
Jeg er ikke lummer, men tilbøjelig til at give ham ret.
Det sker aldrig. Alligevel har de unge kvinder fat i noget. De plæderer for, at bryster kommer i alle størrelser, tyngder og faconer. Bryster er gode nok, som de er.
Sidst, feministerne lod bh'erne falde og brænde i gaderne, var i 70'erne. Dengang var det provokerende, at Tine Schmedes ammede under et møde i borgerrepræsentationen, og løsthængende bryster bag blusen var ilde set.
Siden er der blandt andet sket det, at vi aldrig nogen sinde har haft så meget frihed til at ændre på de naturlige former, som 70'ernes feminister kæmpede for at slippe løs. Jeg er begyndt at sige til mine to døtre (og min mand), at sådan ser bryster altså ikke ud i virkeligheden, når vi ser et par velformede kosmetiske bryster på tv eller i reklamer.
Der er frit valg på alle hylder, når det gælder om at omforme naturligheden, et væld af nye diæter, fitnesscentre og teknisk udstyr til at dyrke motion på og med.
Plastikkirurgi breder sig, fedtsugninger, operationer for mindre mavesæk og midler, der nedsætter appetitten, finder stadig større udbredelse.
I England boomer salget af undertøj og strømpebusker, der holder på formerne. Man taler ligefrem om, at korsettet er tilbage. Så det bliver efterhånden svært at finde en naturlig silhouet derude.
En antropolog, der havde lavet feltarbejde i de københavnske parker, konstaterede for nogle år siden, at det var så som så med det naturlige forhold til kvindekroppen, og beskrev levende, hvordan kvinderne først tilkæmpede sig en god ugenert plet, hvorefter de generte forsøgte at vække så lidt opmærksomhed som muligt, når bikinitoppen skulle af og på. De fleste beholdt den i øvrigt på.
Normer dominerer de frigjorte
Nu kan man jo hævde, som kvinderne i Bara Bröst-bevægelsen, som den hedder i Sverige, også gør, at det hænger sammen med den stigende pornoficering og legitimeringen af det evigt lystne blik i medierne, at de ikke kan udfolde sig frit.
Jeg er mere tilbøjelig til at antage, at det hænger sammen med ønsket om kontrol. Kontrol og kultivering af det perfekte udseende, som aldrig bliver perfekt nok.
En helt uvidenskabelig undersøgelse blandt magasinet Womans læsere mellem 15 og 34 år viste for nogle uger siden, at selv om bryster er den del af kvindekroppen, som kvinderne bedst kan lide, så er det kun 26 pct. af de unge kvinder, der siger, at de ikke har overvejet kosmetiske operationer.
Forfatter Suzanne Giese udtalte i den forbindelse, at den vestlige kulturs kvindebillede er skizofrent: "På den ene side er der ligestillingsmæssigt sket meget. Mange unge kvinder er veluddannede og skal begå sig på direktørgulvene. Men på den anden side skal de ligne dukker - radmagre og i stiletter," sagde hun til Politiken.
Det er som om, at jo mere frie og ligestillede kvinderne bliver, jo mere vokser kravet om selvdisciplinering og selvkontrol.
Ikke et formuleret krav, for vi har lært det feministiske kodeks, men de sociale normer er stærke og dominerer de frigjorte.
Hvor en mand har langt nemmere ved at være kropslig frigjort, kan kvinden ikke tillade sig samme former for fysiske udskejelser uden at vække opsigt.
I The Washington Post skrev forfatteren Naomi Wolf for nylig om populærkulturens besættelse af de kvinder, der mister selvkontrollen, og skader det, de mindst værdsætter, sig selv.
Det er selvfølgelig popikonerne og kendisfænomenerne, Britney Spears, Paris Hilton og Lindsey Lohan, Wolf hentyder til. Kvinder der vader ind og ud af afvæningsklinikker, kører spritkørsel, skejer trusseløse ud i nattelivet og får frataget forældremyndigheden over deres børn.
Wolf forklarer fascinationen med, at der historisk set, hver gang kvindernes sociale position er blevet styrket, har udspillet sig en kulturel modreaktion i form af kvindebilleder, der viste svage og blege kvinder.
I midten af det 19. århundrede, hvor amerikanske og britiske middel- og overklassekvinders uddannelsesniveau steg betragteligt, og de indtog nye positioner, idealiseredes for eksempel Charles Dickens hjælpeløse og tuberkuloseramte heltinder. I 1920'erne, hvor kvinderne fik stemmeret, var den populære presse fyldt med Paris Hilton'er, anfører Wolf. Hollywoodstjerner, der var kokainafhængige eller druknede i fontæner, fyldte spalterne.
Naomi Wolf mener, at det er angsten for, at kvinder bliver for stærke og uafhængige, så de ikke længere vil stå for omsorg af mænd og børn eller har brug for kærlighed, der driver billederne frem. Samt kvinders eskapisme, et øjebliks frikvarter fra det selvpålagte 'kan alt, må selv gøre alt'-regime.
Strukturer
Muligvis. Men jeg tror, den voksende udøvelse af selvkontrol og selvdisciplinering er et udtryk for, at kvinder langt fra er så ligestillede, som der står på deres i dag alment accepterede resultattavle.
Derfor har jeg mere fidus til en anden feministisk stemme fra den anden side af sundet, som just har forfattet bogen Könskrig, der tidligere har været omtalt her i avisen.
Mens de unge kvinder i Bara Bröst kæmper for at bade topløse i svømmehaller - alternativt at mænd også skal bære top for at komme diskrimineringen til livs, vil de unge kvinder bag Könskrig have os til at se på de strukturer, vi hver dag er med til at reproducere, og som forhindrer individet i at udfolde sig frit.
Kønskrigen starter i soveværelset, proklamerer de. Eller i påklædningsværelset kunne man måske tilføje.
