Læsetid: 8 min.

Jeg kunne bedre lide bogen ...

Gang på gang skuffes vi over filmatiseringer af kendte bøger - til trods for at over halvdelen af filmhistoriens spillefilm er lavet efter litterære forlæg. Hvorfor er forvandlingen fra bestseller til blockbuster så svær at have med at gøre? Og er bogen altid bedre end filmen?
24. januar 2008

Da storfilmen Arn - tempelridderen for nylig havde dansk biografpremiere var klapsalverne blandt det danske anmelderkorps til at overhøre. End ikke Jan Guillou, forfatteren til det litterære forlæg, orkede at forsvare filmatiseringen af sin egen roman, men udtalte opgivende til Politiken, at "mine bøger bliver altid til drengeunderholdning".

Vi bliver ofte skuffede over filmatiseringer. Måske fordi det litterære sprog kun vanskeligt lader sig oversætte. Måske fordi vores egen indre film kolliderer med filmen på lærredet. Måske fordi vi bare har fået for vane at opfatte filmatiseringer som forsimplede udgaver af bøger.

"Bogen var bedre," skrev en kritiker, da John Huston i 1966 filmatiserede Bibelen. Og selv om mange nok i det konkrete tilfælde vil give kritikeren ret, ligner det alligevel et mønster, når samme bemærkning gang på gang falder på vej ud af biografmørket.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at over 40 procent af biografernes typiske premierer i dag er baseret på litterære forlæg - og det tætte parløb mellem film og bog går langt tilbage i historien. I dansk sammenhæng har Nordisk Film været på banen siden filmatiseringerne af Fyrtøjet og Kameliadamen i 1907. Senest har filmselskabet købt filmrettighederne til Mikkel Birkegaards Libri di Luca, mens konkurrenten Nimbus Film, der også hører til blandt de faste kunder hos forlagene, har sat sin lid til Jonas T. Bengtssons Submarino.

Jagten på de gode historier fortsætter altså, men spørger man forfatteren Jesper Wung-Sung vil filmatiseringer aldrig helt kunne stå mål med deres litterære forlæg. Og han taler af erfaring. I 2001 forsøgte Jesper Wung-Sung selv den svære metamorfose fra bog til lærred, da han skrev sin novellesamling To ryk og en aflevering (1998) om til et filmmanuskript. Filmen fik gode anmeldelser, men for forfatteren udstillede processen alligevel en grundlæggende forskel mellem ordkultur og billedkultur:

"Det, der gør en bog til en succes, er, at forfatteren rammer en bestemt tone, som gør, at bogen rører ved noget i læseren. Og problemet med filmatiseringer er, at den tone næsten er umulig at oversætte i forholdet 1:1," siger Jesper Wung-Sung og uddyber:

"Det, der ofte går galt, er, at man tager selve handlingen og ser bort fra den stil, den er fortalt i. Det, man i stedet skal bestræbe sig på, er, at finde en fortællemåde på filmens præmisser, der svarer til bogens tone," siger han.

En af dansk films guldfugle Kim Fupz Aakeson har i en årrække pendlet mellem hvervet som manuskriptforfatter og forfatter. Også han har en forklaring på, hvorfor filmatiseringer ofte ender med at skuffe sit publikum:

"Man glemmer ofte mellemregningerne og hælder bare alle de dramatiske begivenheder fra bogen over på film - ildebranden, ulykken, slåskampen. Dermed forsvinder den dybde, der var i værket, og i stedet risikerer man at stå tilbage med en underlig actionudgave af det litterære forlæg," siger han.

Ikke desto mindre er visse bøger mere egnede til at blive filmatiserede end andre, understreger han:

"John Grishams bøger kan man nærmest filme uden at gøre noget ved dem, fordi de er fulde af udvendige ting. Det er folk, der siger noget, gør noget og handler. De er ikke drevet frem af en fortællerstemme eller af en tone, men af et plot, som er nemmere at oversætte," siger Kim Fupz Aakeson.

Filmfortællingens generelle begrænsninger i forhold til romanen ligger imidlertid ikke kun i det filmiske sprog, men også i selve filmens status som massemedie, mener Jesper Wung-Sung:

"Hvis film overhovedet er kunst, så er det kompromisets kunst. Der er mange penge på spil, og i sidste ende bliver produktet jævnere og mere kompromissøgende, end man måske gerne ville have det som forfatter. Nogle af de ting, der er kontroversielle i en bog, vil som regel forsvinde i en filmatisering, fordi man tænker mere i publikum end den litterære genre gør," siger han.

Troløs og trofast

Ifølge lektor på film- og medievidenskab på Københavns Universitet, Peter Schepelern, er der grundlæggende to fælder, som romanfilmatiseringer kan gå i: De kan enten blive for trofaste eller for troløse.

"En meget trofast filmatisering virker umiddelbart tilfredsstillende på publikum, men er også lidt kedelig, fordi den viser så ringe grad af selvstændighed. I mine øje er Harry Potter og Ringenes Herre eksempler på det. Omvendt kan man sige, at de gør det med god grund, for hvis de var gået i den anden fælde og var blevet for troløse, havde de i stedet fået en masse dedikerede fans på nakken," siger Peter Schepelern.

Instruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel, der i 2004 forvandlede Niels Krause-Kjærs Kongekabale til film, er i øjeblikket i gang med at balancere det trofaste og det troløse i manuskriptet til Stieg Larssons Mænd, der hader kvinder:

"Da vi lavede Kongekabale havde vi stor frihed til at ændre i manuskriptet, fordi de færreste havde læst bogen. Men den frihed har man ikke, når man sidder med en bestsellerbog som Stieg Larssons," siger Nikolaj Arcel og uddyber:

"Her er opgaven snarere at være så tro mod materialet som overhovedet muligt, så folk ikke bliver irriterede. Og det er svært, fordi der er mange ting, som ikke rigtigt passer ind i en almindelig filmdramaturgisk udvikling".

Der er dog ingen undskyldning, mener Nikolaj Arcel, for det bør altid kunne lade sig gøre at lave en god film ud af en spændende bog. Af samme grund blev han grundigt skuffet over Da Vinci Mysteriet:

"Bogen er ikke af høj litterær kvalitet, men den er spændende og Akiva Goldsman og Ron Howard (manuskript og instruktion, red.) burde have fået mere ud af den. I mine øjne har de fuldstændigt misset charmen i bogen. De har lavet en overseriøs film, hvor alle karaktererne er meget alvorlige, og ingen smiler. De har fuldstændig glemt, at folk har læst bogen som et eventyr," siger han.

Leder af manuskriptlinjen på Filmskolen, Mogens Rukov, har en anden og mere poetisk måde at udtrykke sig på. Når gode bøger bliver til dårlige film, skyldes det ifølge ham, at der sidder rester af romanen tilbage i filmen:

"Det er fortællerester, som ikke tilhører filmen, og som ikke har filmens egen rytme og bevægelse i sig, men som har presset sig på hos manuskriptforfatter og instruktør. Det er et tegn på, at man har læst romanen, men glemt efterfølgende at lægge den fra sig," siger han.

Ikke desto mindre er det sandsynligt, at man i sidste ende alligevel får en større oplevelse ved at læse romanen frem for at se filmatiseringen, mener han: "Romaner kan give en rigere verdensbeskrivelse. Og de kan give mulighed for fordybelse. Man bruger sjældent ordet 'fordybelse' i forbindelse med en film. Man fordyber sig ikke i en film - det svarer mere til en tilskueroplevelse," siger Mogens Rukov.

Markedsmæssig genvej

Når filmindustrien overhovedet går på jagt i litteraturen skyldes det ikke kun den konstante efterspørgsel på gode historier. Interessen for litteraturen er ifølge Peter Schepelern også næret af en forestilling om at kunne skyde markedsmæssig genvej til succesen:

"Det er en almindelig praksis inden for kulturindustrien, at hvis et materiale har haft succes og opmærksomhed i én kunstart, vil andre kunstarter ofte forsøge at låne fra den succes," siger han.

Som følge heraf ser man af og til, at et filmmanuskript bliver skrevet om til en bog for først at afprøve, om historien virker:

"Hvis du skal sende en roman ud på et dansk marked, så koster det måske 100.000 kroner. Men hvis du skal lave en film, koster det 15 mio. Så hvis man ser mediekynisk på det, lyder logikken: Send den her historie ud i det billigste medium først, og lad os se, hvordan den klarer sig, inden vi prøver med film," siger Peter Schepelern.

Uanset den skeptiske automatreaktion over for filmatiseringer, kommer man ifølge Peter Schepelern ikke uden om, at der i tidens løb også er lavet stor filmkunst på basis af bøger. Cirka halvdelen af de 100 film, som The American Film Institute har udnævnt til de bedste engelsksprogede film, er således baseret på litterære forlæg. Men de mest vellykkede filmatiseringer baserer sig paradoksalt nok sjældent på store og berømte klassikere, men derimod på simpel triviallitteratur:

"Tag for eksempel Francis Ford Coppolas Godfather, Alfred Hitchcocks Psycho og John Fords The Surgers. De har alle det til fælles, at de bygger på romaner, der måske kan fungere udmærket som sommerferielæsning, men som litterært set ikke har mange kvaliteter," siger han.

Jesper Wung-Sung er enig og mener ligefrem, at den bedste opskrift på en god filmatisering er at tage udgangspunkt i en halvdårlig bog:

"Et klassisk eksempel er Peter Bogdanovichs The Last Picture Show efter Larry McMurtrys roman. I romanen skildres et lille provinsbysamfund, hvor man kan fornemme personerne og mærke, at der er en god historie, men man bliver aldrig rigtig bevæget eller rørt, fordi romanen ikke har fundet sin egen stil og rytme. Peter Bogdanovichs genistreg er, at han genbruger universet og personerne, men samtidig tilfører filmen alt det, bogen mangler i tone og fortællestil," siger han.

Komplekse bolsjer

Selv om filmatiseringer i sagens natur står i gæld til litteraturen, skylder litteraturen også en del til filmatiseringerne, mener Peter Schepelern. Han ser således tegn på, at det i høj grad er filmatiseringer (ikke mindst i tv-regi), der holder liv i mange af de litterære klassikere.

"Lige nu kører tv-serien Bleak House på DR2, der baserer sig på Charles Dickens romanklassiker. Bogen bliver ikke læst mere i den brede offentlighed, men der vil sikkert være halvtredstusinde eller flere, der sidder og ser fortællingen på tv, hvoraf en del bagefter vil tage en tur på biblioteket".

Peter Schepelern medgiver, at filmatiseringer generelt er forenklende i forhold til bogen, men det modsatte gør sig også gældende som for eksempel i filmatiseringen af Det forsømte forår, der på den ene side har tyndet kraftigt ud i Hans Scherfigs brede persongalleri, men på den anden side har tilført historien detaljer af forøget kompleksitet. Ikke mindst i nøglescenen, hvor Edvard forgifter lektor Blommes maltbolsje:

"Hos Scherfig lægger Edvard bolsjet ned i bunden af æsken, og da lektor Blomme kommer tilbage og byder ham et, tager han det øverste. Men i Peter Schrøders film ryger dåsen med bolsjerne forinden ud på bordet, så Edvard ikke længere ved, hvilket bolsje der er forgiftet. Han bliver tvunget til at spille russisk roulette, og da han tygger bolsjet, kan man se, han tænker: 'Det er enten ham eller mig'. Man kan selvfølgelig mene, Peter Schrøder ikke skulle have pillet ved scenen, men man kommer ikke uden om, at det gør scenen mere kompleks".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hæ, artiklens autoritet dalede lige betragteligt, da man kom til John Ford's 'The Surgers', fnise...

( Forsøger man at skrive troværdigt om film uden at kende en af Hollywoods gennem tiderne største og mest betydningsfulde instruktørers mest centrale værker går det galt: "That'll be the day!" som John Wayne siger i 'The Searchers', øhhh, jeg mener 'The Surgers'...