Læsetid: 2 min.

Bill Gates: Det næste digitale årti er begyndt

Intet holder os tilbage fra en digital udvikling, som går langt hurtigere og langt videre, siger Bill Gates ved stor it-messe
Intet holder os tilbage fra en digital udvikling, som går langt hurtigere og langt videre, siger Bill Gates ved stor it-messe
8. januar 2008

Verdens største forbrugerelektronikmesse blev i går officielt åbnet i Las Vegas, hvor Bill Gates, grundlæggeren af Microsoft talte om lanceringen af et nyt 'digitalt årti'.

I Las Vegas bliver der for første gange opereret med en særlig miljøorienteret teknologisk zone med vægt på nye teknologier, som tager særlige hensyn til omgivelserne og bæredygtig udvikling i den globale økonomi.

Control4 og andre virksomheder, der er specialiseret i automatiseringer af boliger, udstiller computerstyrede systemer, der blandt andet reducerer energispildet ved opvarmning, nedkøling, lys samt tv-apparater og anden elektronik.

I en tale ved messens uofficielle åbning søndag forudsagde Bill Gates store teknologiske forandringer i det kommende årti.

'Intet holder os tilbage'

"Det første digitale årti har været en stor succes. Dette er blot begyndelsen. Der er intet, som holder os tilbage fra en udvikling, som går langt hurtigere og langt videre," fastslår Microsoft-stifteren.

Der er i dag over en milliard pc'ere i brug verden over, og over 40 procent af verdens befolkning har ifølge Gates mobiltelefoner.

Det andet digitale årti vil ifølge Gates blive stadigt mere orienteret mod den enkelte bruger, og trenden er, at medier og underholdningsindustri bliver mere og mere styret af software.

"Det andet digitale årti vil være mere fokuseret på at knytte folk sammen. Disse applikationer vil ligge på internettet og bruge det bedste af softwaretjenesterne," siger han.

Udtalelserne fra Gates kommer som en erkendelse af, at markedet bevæger sig væk fra Microsofts vigtigste produkt i gennem lang tid: indpakket software, som kunderne installerer på deres egne computere.

Gates forventer, at højtopløste videooplevelser "vil være overalt" - fra tv-apparater til vægprojektorer og skærme indbygget i borde.

"Folk vil i stigende grad mere bevæge sig rundt i realistiske tre-dimensionelle verdener, hvor de tager sig af deres virksomhed og arbejde, deres indkøb og andre aspekter af deres dagligliv."

Gates fremhævede, at elektronikken vil blive så udviklet, at alle vil tage det for givet, at de kan få de data, som de ønsker, hvor som helst og når som helst.

"Forbrugerne vil ikke længere skulle betjene sig af forskellige anordninger og få dem til at virke sammen eller huske på, hvor deres data ligger."

Mens det første digitale årti var præget af tastaturet og computermusen, så vil det nye årti været mere præget af touch-screens og kontrol ved almindelige gestikulationer.

Ved messen i Las Vegas er der fokus på elektroniske trends, muligheder og nyskabelser, mens eksperter fra it-branchen vil diskutere forskellige problemområder og perspektiver ved konferencemøder frem til messens lukning den 10, januar. Producenter, som ønsker størst mulig opmærksomhed omkring deres nye produkter, har hyret filmstjerner, musikere, tryllekunstnere, sportsstjerner og komikere til at være med til lancere deres nyskabelser.

Gates, der har talt 11 gange ved den årlige CES-messe, forlader sit job som fuldtidsleder for Microsofts teknologiafdeling i juli og vil fremover lægge flere kræfter i sit filantropiske arbejde i Bill and Melinda Gates Foundation.

"Det bliver første gang, siden jeg var 17 år, at jeg ikke har et fuldtidsjob hos Microsoft. Jeg ved ikke, hvordan det bliver den sidste dag. Den bliver sikkert mærkelig," sagde han. AFP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu