"Hvis det varer længere end tre dage, så sørg venligst for, at dette budskab når ud til alle. Jeg ønsker ikke at blive glemt i fængslet," skrev Fouad al-Farhan, en 32-årig saudi-araber til en ven, da han indså, at det ikke kunne vare længe, før han blev arresteret.
Nu er der gået over en måned, siden sikkerhedspolitiet pågreb ham på hans arbejde, førte ham væk for at konfiskere hans laptop og derpå sætte ham bag tremmer.
Og Farhans forbrydelse var? At blogge.
Det er ganske afslørende, at de saudiarabiske myndigheder nu anser en blogger for så farlig, at de ikke ser anden udvej end at fængsle ham. Skammeligt er det naturligvis, at han fortsat tilbageholdes uden sigtelse, men Fahrans ophold i limbo er kun det seneste eksempel på et frembrydende fænomen i den arabiske verden:
En person + en blog = en meget vred diktator.
Også Egypten fængslede sidste år en blogger efter at have dømt ham for at have fornærmet islam og Mubarak. Og flere andre lande i regionen har tilbageholdt bloggere - eller truet dem og deres familier og lukket deres blogs.
Hvorfor så frygtede?
Hvorfor er bloggere nu blevet så frygtede af de autoritære regimer i den arabiske verden? Fordi de er unge, og fordi blogging omsider er blevet en kanal, hvorigennem de kan udtrykke sig selv i en verden, der helst vil ignorere dem. Majoriteten af befolkningen i den arabiske verden er under 30, og denne majoritet har uhyre få muligheder for at udtrykke deres synspunkter - det være sig om politik eller om alt muligt andet.
I en artikel om blogging-fænomenets voksende popularitet i Saudi-Arabien fra 2006 opgjorde journalisten Faiza al-Ambah, at der var mindst 2.000 blogs i det islamiske kongerige, og at mindst halvdelen af disse blev skrevet af kvinder - så vidt man da kunne skønne.
En af mine første indgange til arabiske blogs var en blogger, der skrev under det enkle pseudonym Saudigirl. På en konference i National Press Club i Washington DC i 2005 citerede jeg Saudigirl, som beskrev sig selv om en "en ung saudi-arabisk sild, utilsløret og ukonservativ", som aldrig havde stemt, men som håbede på en dag "at gå ind i stemmeboksen iført jeans, T-shirt og klip-klappere, så alle kan se mine smukke tæer, når jeg udtrykker min frihed." I en periode tabte jeg hendes blog af syne, indtil jeg en dag fandt på at google mig frem for at se, om Saudigirl skulle have nyt at berette. Til mit chok viste det sig, at Saudigirl hele tiden havde været Saudiboy. Det var et tilfælde af "retorisk transvestisme", tilstod Ali K - manden, som hele tiden havde ført denne blog.
Hvilken bittersød tvistning af det kønsspil, som kvindelige forfattere som George Sand, George Eliot m.fl. i sin tid dyrkede ved at påtage sig en mands navn, personlighed og klædedragt for at nedbryde tabuer. Her var en saudiarabisk mand, der udgav sig for kvinde for at bibringe sine landsmænd en forståelse for, hvor vanskeligt det er at være af hunkøn i Saudi-Arabien.
Brugte sit eget navn
Fouad al-Farhan, den arresterede saudiske blogger, valgte derimod at bruge sit eget navn i stedet for at skrive under pseudonym, skønt dette gjorde det lettere for myndighederne at pågribe ham. I brevet til sin ven bemærker han, at han vidste, de var efter ham, fordi han havde skrevet om "politiske fanger i Saudi-Arabien" og efterfølgende havde nægtet at skrive under på en undskyldning for at have vovet noget sådant.
"En undskyldning for hvad. Hvorfor skulle jeg undskylde at have skrevet, at regeringen løj, når den anklagede disse mennesker for at støtte terrorisme - det gjorde den jo," skrev han i et indlæg på sin blog, som Farhans venner nu opdaterer for ham i hans fravær.
Meget har været fremført om, hvordan al-Jazeera og andre nye satellitkanaler i den arabiske verden har overhalet de gamle statskontrollerede medier, men realiteterne er, at de bare er den ene gamle mands stemme, der udfordrer den anden gamle mand. Disse såkald-te 'nye medier' i den arabi-ske verden styres stadig af gamle, der ikke levner de unge stemmer megen udtryksplads. Og bloggerne i den arabiske verden er langt overvejende unge. Og blogging er ved at blive en virkelig magtfaktor.
En magtfaktor
I november viste bloggingfænomenet sin magt i Egypten, da to politibetjente blev idømt tre års fængsel for at have ydmyget og mishandlet en buschauffør seksuelt med en stok. De egyptiske myndigheder blev presset til at retsforfølge betjentene efter et veritabelt ramaskrig i offentligheden, som også fik de internationale medier til at tage sagen op. Begge dele var forårsaget af, at to bloggere havde postet et videoklip af overgrebet, som en af de to betjente havde filmet med kameraet i sin mobiltelefon. Klippet havnede på en eller anden måde på YouTube, og det blev siden brugt som bevismateriale imod betjentene, da retssagen kom for.
En af de bloggere, som postede klippet, var Wael Abbas, som sidste år blev den første blogger der vandt den prestigefyldte journalistpris Knight Award som en anerkendelse af, hvor stor indflydelse hans blog havde fået på at sætte nyhedsdagsordenen i Egypten.
Abbas er blevet truet af sikkerhedsstyrkerne, og hans YouTube-konto blev en overgang lukket i nogle få dage. Efter pres fra det egyptiske regime, formoder han - den blev genåbnet efter at de internationale medier havde rapporteret om YouTubes skridt.
Jeg var selv i Cairo, da to de politibetjente blev sendt i fængsel. Senere samme dag var jeg ordstyrer for en diskussion på Det Amerikanske Universitet i Cairo om, hvordan piger og kvinder bruger cyberspace til at udtrykke sig. Næsten alle de studerende, der deltog i diskussion, havde en Facebook-konto, og mange af dem havde også deres egne blogs.
"Blogs giver en stemme til de stemmeløse," erklærede en ung kvinde som forklaring på, hvorfor hun selv havde startet en.
Det saudiarabiske regimes tilbageholdelse af Farhan viser, at der er noget om snakken: Bloggere er blevet en magtfaktor.
Mona Eltahawy er prisbelønnet egyptisk-amerikansk journalist og kommentator
© 2008 Mona Eltahawy/ Agence Global og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
