Læsetid: 5 min.

Er børn en menneskeret?

Det aktuelle pres for at legalisere brugen af rugemødre tager udgangspunkt i en objektgørelse af børn som nogen, der er til for vores skyld. Og den åbner for en ladeport af overgreb mod nyfødte
En ret? Teknologien har fejet den ene hindring for at få børn efter den anden af banen. Men er det en ret at få børn - og hvilken ret har børnene?

En ret? Teknologien har fejet den ene hindring for at få børn efter den anden af banen. Men er det en ret at få børn - og hvilken ret har børnene?

Valerie Genin

18. januar 2008

På det seneste er debatten om rugemødre blusset op igen. Mindst to danske par er blevet snydt og bedraget af fattige sydamerikanske kvinder og deres bagmænd. Ikke bare har de mistet håbet om at få de børn, de blev lovet men de har også mistet en større sum penge. Er det synd for dem?

Ikke efter min mening. Hvis disse fire mennesker skal fungere som argument for retten til at få de børn, man "brændende" ønsker sig, som det så malerisk udtrykkes, så overbeviser de i hvert fald ikke mig om, at de er tilstrækkeligt socialt ansvarlige, modne og har en etik, som gør dem til egnede forældre. (Med deres mislykkede eventyr på CV'et er det f.eks. tvivlsomt, om de ville blive godkendt til adoption, hvis de gældende standarder skal overholdes). Dermed være ikke sagt, at alle, der overvejer brugen af en rugemor for at få at barn, er ligeså primitive i deres tankegang og valg af midler.

Er det nu også en ret?

Diskussionen kommer desværre i høj grad til at handle om dansk lovgivning. Skal vi fortsat forbyde anvendelsen af rugemødre, eller skal vi, som en kvindelig, amerikansk advokat plæderede for på tv, ændre lovgivningen, fordi "teknologien findes", eller fordi nogle få i den grad mister overblikket, at de drager udenlands og trodser dansk lovgivning. Advokatens argument svarer til at tillade alkohol til klassefester i femte og sjette klasse, fordi alkohol findes, og at der jo alligevel er et par stykker, der drikker i smug.

Jeg ved af egen erfaring, hvor vanskeligt det er, når man som par ønsker sig et eller flere børn og bare ikke kan få nogen - med eller uden hjælp fra teknologien. Men til forskel fra så mange andre har jeg aldrig ment, at jeg havde 'ret' til at få børn - eller i mit tilfælde: flere børn med en ny partner.

Jeg mener, at denne diskussion er langt vigtigere end den, der handler isoleret om rugemødre. Det var ganske vist fertilitetsteknologien kombineret med et folkeligt pres, som for snart en generation siden førte til, at vi i Danmark vedtog denne nye menneskeret til at få et barn, hvis man ønsker sig et. Hvis jeg husker ret, var det inden for samme årti, at loven om fri abort blev vedtaget efter betydelig mere diskussion.

Jeg siger ikke, at vi skal fjerne denne ret, som i øjeblikket omfatter et bestemt antal fertilitetsbehandlinger, men vi skal benytte lejligheden til at stoppe op et øjeblik og se på udsagnet: "Det bør være en menneskeret at få børn." Hvorfor egentlig det? Hvad er det ved kærligheden til ideen om et barn af egen avl, der er så helligt, at det skal ophøjes til en menneskeret?

Jeg tror, enhver forælder ved, at det at få børn er et egoistisk projekt, som fundamentalt set handler om at berige sit eget liv med et barns nærvær og vitalitet og oplevelsen af at elske og blive elsket betingelsesløst. Det er der ikke noget i vejen med. Det er helt fint, og selvfølgelig er det et stort savn, når det ikke lykkes. Men er det også en ret, vi bør have? Skal vi også have ret til en kæreste eller livsledsager, blot fordi vi savner en?

Uret kan ikke stilles tilbage

Det stopper jo ikke her - dette med sammenhængen mellem lægevidenskabelig teknologi og vores forestillinger om, hvad vi bør have ret til at udsætte endnu ufødte børn for. De første ofre (i større tal) ser ud til at blive fostre med Down's syndrom, og regulært genetisk design af babyer er allerede en kendsgerning. På samme måde breder tendensen til helbredsmæssig og æstetisk selektion sig blandt mennesker, som gerne vil adoptere.

Når almindelige, fornuftige mennesker begynder at sætte den slags normer og træffe sådanne valg, kan man være sikker på, at der opstår en kriminel underskov, og det har jo som bekendt også været en kendsgerning længe nu. Handel med nyfødte, produktion af fostre med det formål at høste deres organer til videresalg, handel med større børn til seksuel udnyttelse o.l. er en realitet, som også hænger sammen med almindelige menneskers tendens til at objektgøre børn - dvs. en forestilling om, at de eksisterer for vores skyld, som vores ejendom og på vores præmisser.

Jeg er ikke naturromantiker, og jeg skal ikke kaste mig ud i spekulative gisninger om, hvordan det psykologiske opvækstsklima bliver for rugemødrenes børn, når de først har overlevet det akutte og senere eksistentielle traume, det er at miste sin mor en dag eller få uger efter fødslen. Jeg ved også godt, at uret ikke kan stilles tilbage, men nu er der som nævnt snart gået en generation, siden det sundhedspolitisk blev besluttet, at danske mænd og kvinder har ret til at få børn, hvis de vil og har mod på at udsætte sig for fertilitetsbehandlingens mange ubehageligheder. Derfor synes jeg, vi skal diskutere det en gang til. Ikke mindst for at sætte gang i refleksionerne hos de 20-30 årige, som i tilgift har fået en forbrugeridentitet trukket ned over hovedet og derfor er endnu mere tilbøjelige til at betragte børn som et naturligt gode, man kan betale sig til, når og hvis naturen ikke arter sig.

Jeg er derimod ikke i tvivl om min holdning til diskussionen om rugemødre. At anvende en anden kvinde som rugemor er det samme som at udsætte sit kommende barn for alvorligt omsorgssvigt, og det har vi forsøgt at sikre børn imod i vores sociallovgivning. Man kan indvende, at adoptivbørn jo også har været udsat for et tilsvarende svigt, og det er selvfølgelig sandt. Men der er efter min kogebog en verden til forskel på en mor, som på grund af social nød eller fordømmelse tvinges til at opgive sit barn og på, at hele to mødre plus en far bevidst træffer det valg at udsætte 'deres' barn for det samme altafgørende svigt, som der ikke findes kærlighed nok i verden til at kompensere for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kan det være alvorligt omsorgssvigt at komme til verdenen gennem en rugemor. Barnet får alt andet lige den samme eller mere kærlighed, som var det født af egen mor.
Deduktionen baseret på den præmis må så være, at kærlighed i sig selv er et alvorligt omsorgssvigt - Undskyld - hvad var det lige, der gik galt her !?

Meget forståligt at du gerne vil diskutere emnet "rugemødre" - men kunne du ikke have øvet dig lidt inden.

Der kan i høj grad være tale om omsorgssvigt som Jesper Juul siger.

Barnet må vokse op med en viden om at den kvinde som satte det i verden ikke ønskede at beholde det, men i stedet solgte det som en vare. Nok så megen kærlighed kan ikke hele dette blødende sår i selvforståelsen.

Donorbørn og adoptivbørn har talt om at leve med et stort hul indeni, men dette er endnu værre, der er tale om helt kynisk at sælge et menneske.

Rettighedsfilosofien griber om sig, egoisme i forklædning som retfærdig lighed.

Godt, at nogen på kvalificeret vis stiller spørgsmålstegn ved hele denne tankegang.

Med snart 9 milliarder mennesker opå kloden (vi var 2½ milliard i 1950) kan det at få børn ikke anses for at være en mennskeret.

Mennesker der selv kender som minimum deres egen biologiske mor - har derimod ikke ret til at gøre sig kloge på de femtidige mennesker som de lader vokse op uden at de har lov til at kende eller hendte oplysninger på deres biologiske ophav..

Der er derfor en portion fascisme i din kommentar Per - hvis du er adoptiv barn og ikke kender hverken din far eller mor selv - trækker jeg gerne i land - men ellers ikke

Det bør derimod være en menneskeret - stadfæstet ved lov - at man har ret til på et tidspunkt (18 år eller deromkring) at indhente oplysninger om siut biologiske ophav.

Barnløshed som det nu kommer til udtryk, mener jeg er et psykologisk problem.

Uanset hvor mange mennesker vi allerede er på kloden, er det ikke en ret at få børn, derfor skal det ikke være tilladt at bruge rugemødre. Vores samfund er blevet så materialistisk, at alt hvad penge kan købe, skal det være legalt at købe - også børn. Men et barn er et menneske i sin egen ret. Det skal ikke sættes i verden for at opfylde andre menneskers behov. Kan man ikke få børn, må man lære at leve med det. Det må mennesker der mister voksne børn ved eksempelvis trafikulykker også.

Jeg har ikke megen medlidenhed med de mennesker der bliver fuppet når de prøver at udnytte fattige kvinder i andre lande til at føde deres børn.

Først - udnyttelse af kvinder i den fattige verden som rugemødre kan aldrig være OK. Derimod vil en lovliggørelse netop medfører at almindelige danske kvinder kunne vælge at opfylde andre pars brændende ønske om at få børn.
Bemærk at mange kvinder i nogle af USAs stater hvor det er tilladt, bliver gjort gravide ved at få indsat in-vitro befrugtede æg fra kvinden og manden som ønsker sig et barn. Dette er naturligvis kun tilfældet når det fx. er livmoderen der "ikke virker" men at der stadig er normale gode æg og sæd tilgængeligt fra parterne.

Exemplet var ment som en ihukommelse af at det ikker er sort og hvidt. Jeg mener at der kan være mange tilfælde hvor rugemødre kan være til for det gode. Alt misbruget af dette system mener jeg principielt ligger i ulovliggørelsen af dem. Hvis man derimod lovliggør de situationer som kan betragtes moralsk forsvarlige ville der ikke være nogen udnyttelse af kvinder på denne konto. Derimod ville der stadig være tilfælde som ikke ville falde under en sådan lov og her vil der fortsat være et misbrug,som med alle love der overtrædes - det kaldes kriminalitet.

Jeg er ikke adoptivbarn eller lignende så jeg kan helt sikkert ikke sætte mig ind i deres situation, men jeg er aldrig blevet overbevist om at mennesker skal have ret til at kende deres biologiske ophav. Jeg er absolut ikke sikker på at det er til nogens bedste interesse. Men igen jeg er formodentlig ikke istand til at sætte mig ind i situationen. Iøvrigt er der jo mange undersøgelser der påstår (uden virkelige gode beviser) at opmod 5% af os alle ikke har den far som vi tror vi har

Martin skriver:

almindelige danske kvinder kunne vælge at opfylde andre pars brændende ønske om at få børn

Jamen, det er jo netop herom diskussionen står! Skal ethvert brændende ønske opfyldes? Har man ret til at få julemanden eller sundhedsvæsenet til at opfylde ethvert ønske? - Og for snart sagt enhver pris?

Hvor skulle den ret dog komme fra?

Voksne børn har infantile forældre

Tænder man for Tv’et bemærker man det med det samme. Programmernes udformning er målrette børn på 12-14 år! Det er overfladiske, barnlige personlighedstyper som Anders Lund Madsen, Bubber, Bjørn Lomborg og lignende, der toner frem på skærmen for at underholde børnenes forældre med deres udpræget barnlige tilgang til virkeligheden.

Da man jo godt ved, at medierne tæller seerne af de forskellige udsendelser, idet seerantallet har noget med reklamekrone at gøre, da er mængden af barnlige udsendelser netop påvisende, at hovedvægten af danskere har en meget overfladisk tilgang til virkeligheden. For konkret er der unægtelig mange, og meget væsentligere ting af forholde sig til i verden, end at se på Bubbers baby-adfærd konfronteret med en regnskov et sted på kloden.

De selvsamme regnskove, som netop forsvinder på grund af den selvsamme overfladiske forståelse og indsigt i livsgrundlaget, som Bubber så iøjnefaldende fremviser.

Børnene, der på deres side har en forventning om en dag at blive voksne, ser også disse barnlige voksne rollemodeller, snart sagt hvor end de vende og drejer sig. For de er overalt! Hvilket jo netop er grunden til, at medierne laver de mange børneudsendelse for voksne.

Psykologerne skriver i ny og næ om disse problemstillinger i en lille, forsigtig artikel. Men det sker så enkeltstående, at det alvorlige, som artiklen i heldigste fald forsigtigt er påpegende, snart er glemt igen. Der er jo unægtelig sjovere ting at bruge tiden på, end al den voksensnak. Som for øvrigt altid er omhandlende problemerne inde hos naboen.

Måske kan psykologernes manglende alvorsfulde betoning af de samfundsmæssige problemer, som bliver konsekvensen med den stigende infantilitet i befolkningen, nærliggende skyldes et ubevidst symbiotisk forhold til reklamefolkene. For velkendt er det jo, at det er mange gange lettere at manipulere psykisk syge mennesker til at købe hvad som helst, end det er at manipulere folk, der har deres sunde fornuft i behold. Så det er helt klart en fordel, at reklamerne målrettet nedbryder naturligheden i befolkningen. Hvilket så meget heldigt kommer psykologerne til gode i form af et stærkt stigende antal kunder i butikkerne.

Der er sgu´ penge i skidtet!

Politikerne siger selv om deres arbejdsplads, at den er som en børnehave. Det er der jo ikke noget overraskende i. Derimod er det forventeligt. For det kan nemlig ikke være anderledes. For overfladiske voksne orker i sagen natur ikke politikere, der evigt og altid taler om, at vi skal disponere, så der også bliver en verden for de næste generationer. Infantile voksne vil naturligvis stemme på politikere, som er ligeså overfladisk tankeløse, som de selv. Så derfor er Christiansborg som en børnehave, med infantile, urealistiske politikere. Der hellere vil forbrugerfeste. Om det så skal koste helhedens overlevelse!

Om det er en menneskeret at få børn?

Under disse omstændigheder bestemt ikke. Det skal derimod forbydes ved lov af hensyn til barnets ret til at blive en psykisk sund voksen!

Bjørn Holmskjold

Problemstillingen om rugmødre handler ikke udelukkende om pars mentalitet, der ser børn som en vare. Omverdenen byder at finde sammen i heteroseksuelle par, og få børn og bil. Ikke kun er det en gængs holding man støder på, når man som ung siger, at man ikke ønsker at få børn, at "Nej lille skat, det ændrer sig nok når du blive ældre." Hvad er det for en gang vås? Det bedste er når politikerne fortæller os, at vi ikke får børn nok. Jeg mener altså ikke at det er hverken tilstrækkeligt eller fair, at lægge skylden hos disse pars 'brændende ønske'; nok kan det være uansvarligt, men man må nødvendigvis også betragte det pres, som samfundet lægger.

Peter skriver:
Hvordan kan det være alvorligt omsorgssvigt at komme til verdenen gennem en rugemor. Barnet får alt andet lige den samme eller mere kærlighed, som var det født af egen mor.
Deduktionen baseret på den præmis må så være, at kærlighed i sig selv er et alvorligt omsorgssvigt - Undskyld - hvad var det lige, der gik galt her !?

Meget forståligt at du gerne vil diskutere emnet "rugemødre" - men kunne du ikke have øvet dig lidt inden.

SVAR:
Pointen er ikke, om børn af rugemødre for kærlighed nok, som du skriver. Pointen er, at det at blive forladt/givet væk/solgt af sin mor opleves som et afgøende svigt af barnet og påvirker både dets selvfølelse, følelsesliv og relation til andre mennesker (herunder donorerne) langt ind i voksenlivet og måske endda hele livet.
Har jeg nu øvet mig nok, synes du?

Kære Jesper Juul!
Som adopteret må jeg jo desværre give dig ret. Det er et oplevet svigt, som aldrig bliver forståeligt og altid vil gøre ondt, uanset hvor dygtig man i øvrigt forsøger at være til at rationalisere årsager og omstændigheder for at man er givet væk/forladt/valgt fra/solgt eller hvordan man nu vælger at se det.
Derfor: "Tak for dit indlæg." Det er rart at det bliver skrevet, for det er et faktum, der tit er omgærdet af berøringsangst.
Som adopteret mener jeg ikke, det er en menneskeret at få børn, for der er en pris. Jeg mener det er min ret at kende mit biologiske ophav - mor som far. Og jo, jeg har fået uendelig stor kærlighed fra mine adoptivforældre, og for det elsker jeg dem højt, men det fjerner ikke det faktum i mit liv, at jeg i en eller anden fortand var en "ommer"...

Citat fra teksten:
---
Jeg siger ikke, at vi skal fjerne denne ret, som i øjeblikket omfatter et bestemt antal fertilitetsbehandlinger, men vi skal benytte lejligheden til at stoppe op et øjeblik og se på udsagnet: "Det bør være en menneskeret at få børn." Hvorfor egentlig det? Hvad er det ved kærligheden til ideen om et barn af egen avl, der er så helligt, at det skal ophøjes til en menneskeret?
---

Det glæder mig at se, at der stadig findes eftertænksomme mennesker, som tør at sætte spørgsmålstegn ved den superegoistiske tankegang, der reducerer spædbørn til en rettighed for voksne.
Sandheden er, at vi er for mange mennesker i forhold til klodens bæredygtighed, og at vi gør vores population mere og mere sårbar og mindre og mindre avlsdygtig, fordi vi er så aldeles ukritiske med egen avl.

Når man taler om for dårlig reproduktion i Danmark, så mener jeg, at det er helt forkert.

Der er tale om en kold og kynisk beregning, som viser, at det vil gå ud over den økonomiske vækst i samfundet, hvis vi ikke producerer nogle flere børn til at forsørge os, når vi bliver gamle.
Det er en forarmet u-landstankegang, som intet har at gøre med den fornuftige tankegang, som bør lægges til grund, når en population beslutter, hvor stor den vil være, og hvilken kvalitet den skal have.

Citat fra teksten:
----
Skal vi også have ret til en kæreste eller livsledsager, blot fordi vi savner en?
----

Også et godt perspektivspørgsmål, men her er jeg bange for, at min egen egoisme overstiger fornuften, så jeg siger bare:

Ja tak, er her nogen..? - Eller bliver det dog ikke snart sådan, at jeg bare kan bestille hende på en klinik..? ;-)

Martin siger

*Jeg er ikke adoptivbarn eller lignende så jeg kan helt sikkert ikke sætte mig ind i deres situation, men jeg er aldrig blevet overbevist om at mennesker skal have ret til at kende deres biologiske ophav. '

men det er fascisme Martin, når du mener at man har ret til at påtvinge andre mennesker at de ikke skal have den samme ret som du selv nyder.

Det er mere end det - at kende sin biologiske mor og slægt har været en nedarbvet ret så længe der har været liv på jorden - det er du nu ville til at afskaffe?

Martin - hvis du ikke vil være fascist bør du slå lyttebøfferne ud og lytte til det som bortadopterede børn siger til dig og os

- du og jeg har ikke ret til at bestemme hvad der er godt for andre og fremtidige ufødte mennesker på dette fundamentale plan

Spørgsmålet: "Er børn en menneskeret ?", kan besvares med ja, nej eller ved ikke.
Af hensyn til artens fortsatte beståen bør det besvares med ja.

Lassen
Ordet var ikke anvendt som et skældord, men som en konstatering af at der er mange der i dette spørgsmål mener at de har ret til at beslutte at andre mennesker ikke har krav på et minimum af den samme kendskab til deres biologiske ophav som de selv har. Der er tale om mennesker som selv er vokset op med kendskab til både deres moderlige og faderlige ophav - alligevel mener de at de er i en position til at bestemme at den ret skal andre ikke have.

Dette uanset at det har været en fundamental menneskeret at kende og vide i det mindste hvem ens moderlige ophav er, en ret som kun blev brudt i ekstreme situationer og trods alt næsten altid ken indhenntes senere i livet.

Hvis jeg skulle nedsætte en beslutningskommitte i dette spørgsmål så skulle denne bestå udelukkende af folk der ikke kendte deres biologiske ophave fordi de havde være bortadopteret fra spæde.

Jeg tør godt forudse hvad der ville komme ud af et sådan kommissionsarbejde.

Vi ville få en lovgivning der fastslog at alle donere skal registreres og at folk har krav på at kunne indhente oplysninger på et tidspunkt om hvem deres biologiske ophav er. Det er ikke det samme som at disse ikke skal kunne sige nej til kontakt.

Den situation vi nu er i - er en ny situation skabt af mennesker - ikke af naturen. Det har aldrig tidligere været muligt at flytte rundt på æg og sæd efter forgodt befindende.

I en sådan situuation bør forældre og rette til at få børn være sekundær - det primære må være barnet der vokser op.

Opgaven må være at prøve at forstå og derefter beskytte dette fremtidige voksne menneskes naturlige rettigheder med en fornuftig lovgivning.

Opgaven er ikke at beskytte forældregenerations ret til at få børn og i øvrigt skalte og valte med de efterfølgende generationesr rettigheder som det passer dem.

Deres ummidelbare snævre behovstilfredsstillelse må nødvendigvis være sekundær her - .

Rolf - mennskeartens er ved at kvæle planeten - den vokser eksponentielt og næsten ukontrolleret overalt

en vækst fra 2½ milliard til 7 milliarder på bare 50 år er skræmmende - det der med artens beståen er nonsens - er det en af dine sædvanlige tilbagelænede vittigheder - eller er du blevet katolik?

Man kunne jo også anlægge et mere transpersonligt perspektiv. Fx. blev Padmasambhava, ifølge historien født i en lotusbloms, Jesus, født af en jomfru, Moses lagt i en kurv etc. Om ikke andet, så kunne dette pege mod en kærlighed der er større end de biologiske forældres...

Ret beset er her vel mange perspektiver i spil.

Ristinge, du hævder om din brug af ordet "fascisme":

Ordet var ikke anvendt som et skældsord

Det var lige godt satans! Kan det ord bruges som andet?

Men i øvrigt, hvis vi ser bort fra din grove facon, så har du helt afgjort fat i noget væsentligt (og hvorfor så forplumre det med skældsord?). Jeg må langt hen ad vejen erklære mig enig med dig, ja, jeg vil muligvis gå endnu videre, men de tanker har jeg ikke helt afklaret endnu.

"det der med artens beståen er nonsens"

At forbinde rugemoderproblematikken med menneskerettigheder er der derimod god fornuft i ?

Ja for mig ér det et begreb, der bl.a. kan bruges i til at illustrere - at nogen mener sig så hævet over andre at de mener sig berettiget til at tage livskvalitets beslutninger på andre menneskers vegne og hævet over det at skulle spørge eller lytte til disses eventuelle protester eller de problemer det giver dem.

Jeg synes det er udmærket illustreret med det ord, men jeg skal skrive mig din reaktion bag ørene

Ja nu genkender man din karakteristike 'humor' Rolf - det er jo også tungt at skulle tænke og tage stilling

Ristinge:

at nogen mener sig så hævet over andre at de mener sig berettiget til at tage livskvalitets beslutninger på andre menneskers vegne og hævet over det at skulle spørge eller lytte til disses eventuelle protester eller de problemer det giver dem

Hvis det er din definition på fascisme, så stemmer den for det første ikke overens med, hvordan ordet normalt bruges.

For det andet kan ordet så bruges på stort set alle magthavere og et bredt udsnit af politikere samt en hel masse andre, som du (og jeg) ikke bryder dig (os) om.

Dermed degenererer ordet til et skældsord.

Hvad vinder du ved at tilføje ordet "fascisme" til din beskrivelse af, hvad du er uenig i / ikke bryder dig om? Ikke en skid. Det er simpelt hen et forsøg på at slå folk i hartkorn med grimme karle som Mussolini og så videre.

Nej, Ristinge, det er dårlig stil.

i de fleste tænkende diskussioner er det letytere at begrebliggøre en attityder på denne m¨de Lassen - det er selvfølgelig beklageligt at mange ikke fatter at begreber er begreber og tror at fascisme er sådan nogenlunde det samme som begrebet idiot

men vi er mange - information i denne uge brogte begrebet 'venstrefascist'

som anvender begrebet som en illustration af attityden - 'jeg alene vide og herefter har alle andre sig at rette' - men måske vort blad har fået en dårlig debat tone.

hvis du ser nærmere på de attyder og det menneskesyn som ligger i fascismen, og lægger dine fordomme til side, så vil du konstatere at der rent faktisk er en del der optræder med den slags attityder.

Det jeg simpelthen sagde her er at det er en form for egoistiske diktatorisk mangel på respekt for andre mennesker - hvis én generation, som i dette tilfælde, beslutter med et pennestrøg at pålægge efterfølgende generationer livsvilkår de ikke selv har, og gør det udelukkende for at tilfredstille deres eget umiddelbare behov for forældreskab.

men det er ulige nemmere at sige at der her er tale om en fascistisk attiryde over for sine medmennesker. Kort sagt man skal udvise respekt over for andre mennesker og ikke beslutte for dem når det gælder problemstillinger af denne art.

Vi har ingen ret til at pålægger andre generationer vilkår vi ikke selv har, Vi er somme tider tvunget til det, men her handler det om egoistiks her og nu selvtilfredstillelse - jeg vil ha børn - derfor er det i orden af efterfølgende generationer lider

Information brugte overskruften

'Hjælp os til at opspore venstrefascismen'

for folk der bevidstløst bruger fascisme som skældsord er det det en provokation. For os andre er det en konstatering af at det ikke kun er en særlig afgrænset flok på højrefløjen der har den attityde at kun deres meninger er rigtige og at disse derfor med dekret skal pålægges alle andre. Der er tale om et sprogligt rafinement, en provokatiion, en opfordring til at oveveje om man her kritikløst dikterer

der er m.a.o. ikke i mine øjne tale om et skældsord - men du har da lov at mene noget andet - jeg er ikke fascist Lassen :) - det synes jeg heller ikke information er - men selvfølgelig blev enkelte på venstrefløjen da meget fornærmede - men hvis bare én enkelt her og der tænker sig om - er det det værd

Ristinge-citat:

i de fleste tænkende diskussioner - så hvis man ytrer sig kritisk om Ristinges måde at te sig på, er man udelukket fra den tænkende diskussion.

Et til af slagsen:

det er selvfølgelig beklageligt at mange ikke fatter at begreber er begreber - ja, stakkels idioter (fascister?). Men det er nu forekommet i historien, at begreber har udviklet sig til at få karakter af skældsord. Begreber er ikke bare begreber; der er forskel på begreber, og nogle begreber bliver brugt som skældsord.

Nr. 3:

fascisme er sådan nogenlunde det samme som begrebet idiot - nej, selvfølgelig ikke. Ristinge har fuldstændig ret. En fascist er jo en Mussolini-fan, og det er bestemt ikke det samme som en idiot.

Nr. 4:

vi er mange - og jo flere, jo bedre. Æd lort, 10 milliarder fluer kan ikke tage fejl.

Nr. 5:

lægger dine fordomme til side - den er så ikke helt god, alt for tamt. I min ungdom havde vi ikke bare skrevet "fordomme", men "småborgerlige, dybt reaktionære, ligusterfascistiske, falske bevidsthed". Hvor er vore dages ungdom dog blevet pæn og friseret!

Nr. 6:

Kort sagt man skal udvise respekt over for andre mennesker - og det gør man så ved at kalde dem fascister, hvis man er uenig med dem?

Steen Rasmussen

Det er ufatteligt, at man som menneske overhovedet kan tillade sig at tvinge et levende tænkende sansende menneske ind i denne verden.

Min almindelige pessimistiske indstilling forbød mig at gøre det i mange år, kun af demokratiske årsager gik jeg med til et eneste vidne mere.

Det var så det nederlag, der gav mig den til dato største værdimæssige tilvækst nogensinde. Omkostningen er at mange af mine bekymringer så forstærkes af denne lille sympatiske skid, ham som har givet to halvgamle fugle et lod mere i den fremtid, jeg bildte mig ind at bekymre mig nok om før.

Og nu forstår jeg endnu mindre, at så mange forældre kan fokusere så ensidigt på de absolut selvnegerende succeskriterier, der hersker. Så mange forældrer tenderer mod samlet at smadre mulighederne for fremtiden af hensyn til de aldeles destruktive succeskriterier inden for privatøkonomi, kariære, og pervers selvæstimering.

Børn og retten til dem sætter en fed streg under det hele.