Læsetid: 6 min.

Bognyt

17. januar 2008

Ellemann får Gyldendals faglitterære pris

I går eftermiddags modtog Uffe Ellemann-Jensen Gyldendals faglitterære pris på 100.000 kroner, fortæller Gyldendals Forlag. Prisens formål er anerkende det foreliggende forfatterskab, i Ellemann-Jensens tilfælde blandt andet hans Fodfejl - da Danmark svigtede under Den Kolde Krig om fodnotepolitikken i sidste halvdel af den kolde krig, og samtidig skal prisen støtte forfatterens fortsatte arbejde.

I begrundelsen for valget af Ellemann-Jensen lyder det: "Uffe Ellemann-Jensen har noget så gammeldags som sans for det væsentlige og modet til at tale om det. Og så naturligvis en enerverende, for nogle øretæveindbydende, frækhed til at holde fast i det, han mener, er det rigtige. (-) Uffe Ellemann-Jensen er modtager af Gyldendals faglitterære pris for sit velskrevne, vedholdende og oprigtige bidrag til debatten om, hvor vi i Danmark skal hen, hvis vi skal videre i den rigtige retning." ee

Børnelitteraturfestival i London

Fra den 14. til den 22. februar er der litteraturfestival for børnelitteratur i South Bank Centre London, skriver The Independent.

"Normalt er litteratur for børn skjult på de bredere litteraturfestivaler", siger Martin Colthorpe, der er det litterære overhoved for festivalen. "Det er vigtigt at fejre børnelitteratur på dens egne vilkår."

Det er sjette gang, at festivalen Imagine: Children's Literature Festival bliver afholdt i London, og i år bliver der sat fokus på komedie og humor. "Vi prøver at tage et mere uhøjtideligt og let kig på litteratur for børn" siger Colthorpe.

På festivalen, der er tænkt for de fem til 11-årige, vil der både være digtere, børnebogsforfattere og forskellige optrædener. Forfatteren og performance-poeten Francesca Beard vil blandt andet optræde med sit show 'Dyrenes Olympiske Lege', der er skabt netop til Imagine-festivalen.

"Performance-poesi handler så meget om publikum. Det er en meget interaktiv kunstform (...) og publikum spiller en rolle i hver eneste optræden", siger Francesca Beard, der ikke siger sig fri for pædagogiske og opdragelsesmæssige overvejelser i sin kunst. "Der er en x-faktor-kvalitet ved mit show, fordi publikum har mulighed for at stemme på deres favoritfigur. Det undersøger konkurrencens natur: Vindere og tabere. Det er noget, som børn må lære at forholde sig til."

South Bank i London danner også hvert år ramme om den store litteraturfestival 'London Literature Festival', der afholdes i juni måned. Overordnet set er der sket et generelt boom i antallet af litteraturfestivaler på Britisk jord, skriver The Independent. ee

Digters død skaber frygt for vendetta

Lige efter jul blev Sardiniens største og mest elskede poet Peppino Marotto dræbt, i hvad man regner med, var et hævnopgør fra gammel tid, skriver The Guardian. Den 82-årige digter, der især var kendt for sine digte om egnens bønder, blev dræbt af seks skud. Mange har gættet på at mordet har forbindelse helt tilbage til Marottos ungdom, hvor han havde forbindelser til den lokale gangster Pasquale Tandeddu. Straks efter drabet på Marotto startede der rygter om, at det var den lokale hyrde Salvatore Mattana, der var skyld i digterens død.

Nu er hyrden Salvatore Mattana og hans bror Egidio imidlertid begge døde efter gentagne skud i hovedet. Spørgsmålet, der hænger i luften, er, om disse mord har noget med mordet på den gamle digter at gøre. Poeten Peppino Marotto startede ud som en ballademager, men blev senere en central figur i den sardinske by Orgosolo. Marotto engagerede sig i fagforeningsarbejde og kunst og var en central figur i den kunstneriske transformation af Orgosolo.

"Det kan ikke være digterens familie, der har taget hævn. De er intellektuelle, og hvorfor ville nogen andre gøre det på deres vegne? Sådan fungerer vendettaer ikke," siger en lokal til The Guardian.

Peppino Marottos datter Lena udtaler, at hun på ingen måde tror, at de to dræbte Mattana-brødre kan være skyld i hendes fars død.

"De var vores naboer og vi skændtes aldrig med dem", siger hun.

Borgmesteren i Orgosolo, Francesco Meloni, mener, at der muligvis er tale om, at nogen har udnyttet rygtet, om at Salvatore og Egidio Mattana stod bag mordet på den gamle digter, til at gøre deres eget regnskab op med brødrene. ee

Kenneth Branagh er Kurt Wallander

Den engelske skuespiller Kenneth Branagh skal spille Kurt Wallander i BBC's filmatisering af Henning Mankells berømte krimier, skriver Dagens Nyheter. Det var efter sigende Branagh selv, der kontaktede produktionsselskabet og ansøgte om at få rollen.

"Vi har fået en meget mere anerkendt og kendt Wallander, end vi nogensinde havde troet", siger Mikael Wallén, vicedirektør for produktionsselskabet Yellow Bird, der ejer rettighederne til Mankells krimier.

I tidligere svenske filmatiseringer har Rolf Lassgård, og senere Krister Henriksson, spillet rollen som den operaelskende kriminalkommisær Kurt Wallander. BBC's plan er at lave en miniserie i tre afsnit, og optagelserne starter allerede til sommer i Wallanders hjemby, Ystad.

"Wallander er en vidunderligt kompleks og fængslende karakter, og jeg er betaget af at få lov til at spille den her fascinerende bitre, men også dybt menneskelige politimand," siger den firedobbelt oscarnominerede Kenneth Branagh i et interview med Broadcast Magazine.

Yellow Bird har arbejdet på en engelsksproget filmatisering af Wallander-serien igennem tre år og har siden sommer forhandlet med BBC. Filmbudgettet er på circa 65 millioner danske kroner, og fra BBC's side håber man på, at Wallander vil få samme succes som inspektor Morse og Frost, når krimien går over skærmen i 2009. Det ligger endnu ikke fast, hvem de andre skuespillere skal være. Michael Wallén kan heller ikke sige noget om, hvem der skal instruere krimierne, men oplyser til Dagens Nyheter, at der forhandles med "et kendt navn".

National Book Critics Circle nominerer navne til deres pris

Den amerikansk funderede anmelder- og kritikersammenslutning National Book Critics Circle er nu klar med nomineringerne til deres årlige prisuddeling. Der gives priser i tre kategorier: skønlitteratur, selvbiografi og ikke-fiktion. I den skønlitterære genre er Joyce Carol Oates nomineret for The Gravedigger's Daughter ('Graverens datter') sammen med Junot Diaz' The Brief Wondrous Life of Oscar Wao ('Oscar Waos korte og fantastiske liv'). I samme kategori er også Marianne Wiggins nomineret med The Shadow Catcher ('Skyggefangeren'), Hisham Matar med sin In the Country of Men ('I mændendes land') og Vikram Chandra med Sacred Games ('Hellige spil').

Joyce Carol Oates er desuden nomineret i kategorien selvbiografi for The Journal of Joyce Carol Oates (Joyce Carol Oates' dagbog). Den afdøde russiske journalist Anna Politkovskaja er også nomineret for sin selvbiografi Russisk dagbog, en fortælling om korruption, liv og død i Putins Rusland. Vinderne i de forskellige kategorier bliver offentliggjort 6. marts i New York, og navnene på alle de nominerede kan ses på nytimes.com/books. ee

Sean O'Brien vinder T.S. Eliot-prisen 2007

Den engelske digter og universitetsunderviser I Newcastle, Sean O'Brien, er modtager af den prestigefyldte T.S. Eliot-pris, den ene af de to største poesipriser i England. Den anden litterære pris for poesi, Forward-prisen, vandt O'Brien også i oktober måned. Dermed er det første gang, at en britisk digter vinder begge priserne i det samme år.

T.S. Eliot-prisen blev indstiftet i 1993 som en fejring af Poetry Book Society's 40 års fødselsdag og gives hvert år til en britisk eller irsk udgivet digtsamling. Sean O'Brien modtager prisen for sin digtsamling In The Drowned Book ('I den druknede bog'). Digter og medlem af dommerpanelet, Peter Porter kaldte O'Brien for "en stor kunstner", og beskrev hans digtsamling som "stærk, sjov og dybt melankolsk".

For første gang i prisens historie modtog alle de nominerede digtere cirka 10.000 kroner. Sean O'Brien modtager sammen med prisen 15.000 britiske pund, svarende til omkring 150.000 danske kroner. ee

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu