Læsetid: 6 min.

Bliver borgmestre vigtigere end præsidenter?

Måske er vi på vej mod en verden, hvor magten flytter ud af præsidentkontorerne og ind på rådhusene
5. januar 2008

Vi er, ikke mindst i kraft af det 20. århundredes to verdenskrige, blevet vant til at tænke på stater som de dominerende spillere på det globale skakbræt - og på præsidenter som verdens mægtigste mænd. Det er trods alt deres fingre, som hviler på knapperne til verdens atomarsenaler.

Men verdenshistorien er fyldt med selvbevidste byer: Fra oldtidens Sparta og Athen til middelalderens italienske og tyske bystater, som lå i evig økonomisk og politisk magtkamp med hinanden.

Og spørgsmålet er, om vi nu igen er på vej mod en verden, hvor det er byerne, som kører i den globale førertrøje i en lang række sammenhænge - hvor beslutninger taget på storbyernes rådhuse betyder mere end beslutninger taget i præsidenternes kontorer.

Det 20. århundrede bød på fremvæksten af det, forskerne kalder "globale byer" - byer med enorm økonomisk, social og politisk indflydelse, som har mere tilfælles med hinanden end med deres hjemlande. Og verden over er borgmestre ved at indse, at de kan handle, når præsidenter tøver.

I København mener miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam ligefrem, at vi snart bør diskutere, hvornår nationalstaterne har udspillet deres rolle. Han nævner den globale opvarmning som eksempel:

"Mange bysamfund oplever i dag, at nationalregeringerne forhindrer dem i at sikre den bæredygtige udvikling, de og deres borgere efterspørger," siger han - og refererer til den aktuelle sag, hvor Kulturministeriet vil have p-pladser til Det Kongelige Teaters nye skuespilhus, mens han selv vil have bilerne ud af byen.

Byer går forrest i klimakampen

Netop bæredygtighed og klimaspørgsmål er et af de områder, hvor borgmestrenes initiativrigdom er slående. Mens USA's centralregering stadig tøver med at underskrive en bindende aftale om at reducere CO2-udslippet, har 740 amerikanske byer forpligtet sig gennem "US Mayors Climate Protection Agreement" - en aftale med samme mål som Kyoto-aftalen.

Og aftalen er ikke den eneste. Borgmestrene i 40 af verdens største byer samarbejder gennem det såkaldte C40-initiativ om at nedbringe CO2-udslippet.

Initiativet støttes nu økonomisk af verdens engang mægtigste mand, USA's ekspræsident Bill Clinton.

I den mere lokale afdeling har Indiens hovedstad vist, hvilken forskel en rask beslutning kan gøre. I begyndelsen af dette årtusind skrev lokale medier om, hvordan folk døde af "Delhi-lunger". Men så indførte byen et program, som betød en kraftig reduktion af partikelforureningen. Busser, taxaer og offentligt ejede køretøjer drives nu af naturgas. At forureningen siden er steget voldsomt på grund af byens mange nye privatbiler, er en anden sag.

Byerne er bedst til at tænke nyt

Både Delhis naturgas-taxaer og C40-initiativet viser, hvordan byer er bedre end lande til at få nye ideer og gennemføre dem. Det mener professor Richard Burdett, leder af London School of Economics' Urban Age-program, rådgiver for Londons borgmester og en af verdens førende eksperter i byer og byrum.

"Byer har været langt mere effektive til at udvikle meget mere radikale politikker. Det er blandt andet sket med C40-inititativet, som det formentlig ville have taget 40 lande 10 år at blive enige om," siger han og påpeger, at byerne har et enormt potentiale. Både socialt og klimamæssigt.

"Planetens skæbne påvirkes på mange måder af vores byers form, design og kvalitet - og det mere end nogensinde før, eftersom stadig flere mennesker vil bo der," siger han.

For eksempel kan den rigtige bygning, placeret på det rigtige sted i en by, ændre mange menneskers liv til det bedre, mener Richard Burdett. Han nævner, hvordan sportsfaciliteter i Caracas har påvirket livet i den Venezuelanske hovedstads slum: "At give unge mennesker mulighed for at skyde med basketbolde i stedet for pistoler gør faktisk en forskel, og i det tilfælde er kriminaliteten blevet reduceret med op til 35 procent."

Også offentlig transport kan ændre mange menneskers liv til det bedre, mener professoren:

"I Johannesburg i Sydafrika kan man se, hvordan store dele af den sorte befolkning i Soweto og Alexandra, de tidligere sorte townships, simpelthen ikke har adgang til offentlig transport. Derfor har de heller ikke adgang til job, og derfor er arbejdsløsheden blandt byens fattige stadig utroligt høj. Derfor mener jeg, at offentlig transport kan være et værktøj til at skabe social retfærdighed. Dybest set fordi den giver adgang til job."

Globale byer styrer verdensøkonomien

Mens fremtidens byer således på lokalt plan vil spille en afgørende rolle for stadig flere menneskers liv, har byerne også på den globale scene erobret mere og mere plads - alene i kraft af deres økonomi.

København huser for eksempel en femtedel af danskerne, men genererer en tredjedel af bruttonationalproduktet. I Mumbai betaler de 18 millioner indbyggere 40 procent af Indiens skatter - og São Paolo producerer med kun 10 procent af brasilianerne 40 procent af landets rigdom.

Sociologen Saskia Sassen opfandt i 1991 begrebet "globale byer" om de byer, hvorfra den globale økonomi styres. Hun er nu professor ved Chicago University og London School of Economics, og en af verdens førende forskere i sammenhængen mellem byer og globalisering.

Umiddelbart kunne man mene, at globalisering er en proces, der spreder økonomien ud over hele verden - som når en amerikaner ringer for at få hjælp til at starte sin computer, og telefonen bliver taget i Indien. Men ifølge Saskia Sassen er tendensen, at den globale økonomi centreres i de globale byer. Dem er der i dag cirka 40 af, med London i spidsen.

Centraliseringen skyldes ifølge Saskia Sassen fremvæksten af en særlig serviceøkonomi for virksomheder, der består af finansierings- og forsikringsselskaber, konsulentvirksomheder og lignende. Disse service-udbydere har det med at klumpe sig sammen i de globale byer, og det samme gælder kunderne, de multinationale selskabers hovedkvarterer.

Samtidig har den økonomiske og teknologiske udvikling betydet, at handel med produkter baseret på råstoffer som kaffe, olie eller stål ikke længere behøver at tage udgangspunkt i de steder, hvor råstofferne produceres:

"Det betyder ikke længere noget, hvor minen ligger, hvor oliefeltet ligger," siger Saskia Sassen.

Byerne bliver koblet mindre til landene

De globale byer lægger ifølge Saskia Sassen i stigende grad hus til en "ny trans-national klasse af professionelle," som hun udtrykker det. En slags globaliseringens overklasse, der føler sig lige så godt hjemme i den ene globale by som den anden.

"Nationalstaterne vil i fremtiden rumme en mængde forskellige byer, som er globalt orienterede, fordi der i byerne vil være mennesker, firmaer og økonomiske aktører fra mange forskellige dele af verden," siger hun.

Og det betyder, at byerne bliver "af-nationaliserede," mener hun.

Professor i geografi og ekspert i byer og geopolitik Stephen Graham fra det britiske Durham University er enig.

"Det handler blandt andet om, hvad man opfatter som et fællesskab - om det er en national eller en urban ide. Da selvmordsbomberne sprang i London i 2005, var der en meget forskellig reaktion fra Londons borgmester, Ken Livingstone, og premierminister Tony Blair. Tony Blair lagde meget vægt på, at det britiske folk var sårbart, og at nogen udefra angreb Storbritannien og dets kultur. Ken Livingstone, derimod, sagde dybest set, at nu måtte vi stå sammen som et multikulturelt fællesskab mod den barbariske jihad-ideologi," siger Stephen Graham.

"Meget tyder på, at eksempelvis London nu er mindre forbundet til England end byen var tidligere. I dag bruger man store pengesummer på at forbedre infrastrukturen til Paris, Amsterdam og New York, men ikke til Manchester og Birmingham," fortsætter han.

Den type udvikling er med til at skabe en øget spænding mellem mange større byer og deres hjemlande, mener Stephen Graham - og måske vil byerne i fremtiden forsøge at rive sig løs fra nationalstaterne:

"Nogen mener jo, at Singapore er et forbillede, fordi den både er en by og en stat. Måske vil vi nå et punkt, hvor folk i byerne vil modsætte sig at høre til større nationer - hvor de blot vil ønske selv at nyde fordel af de økonomiske ressourcer i deres by, men vil afvise at understøtte landområderne økonomisk."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget er vel og bra ved at byene løsriver seg fra nasjonalstatenes kvelende grep. Mer problematisk er det derimot at bybefolkningene midt oppe i det hele er i ferd med fullstendig å miste perspektivene på hva vi alle helt grunnleggende sett er avhengige av, nemlig forvaltningen av naturresurser som jordsmonn, skoger, dyr og fisk. Verken i storbyer i Europa, USA, eller i den såkalte "tredje verden", kan man "spise penger," og med mindre spesielt verdens jorddyrkende befolkningsgrupper får bedrede kår og større aktelse for sitt livsviktige virke, er utsiktene for byenes befolkninger sett under ett svært dårlige.

Nu er det jo sådan, at de mennesker der går op i økologi og miljø mm. for størstedelen bor inde i byerne. Derimod er landet vel for størstedelens vedkommende i dag befolket af grisebønder i kvælende grisefarme. Hvor er naturen så henne? Jeg har lidt svært ved at få øje på den. Og med hensyn til de jorddyrkende befolkningsgrupper, er det så ikke dem der får så meget landbrugsstøtte fra EU, at vi er ved at blive kvælt i stanken fra deres grisefarme?

Jan H. Hansen, Århus N.

Interessante tanker, som vi nok kommer til at høre meget mere til. Det er jo også meget kendt fra Tyskland at befolkningen ikke ser sig som tysker, men som fra Bayern, Hamburg Hansestadt m.m. Mon dog KBH er stor nok til at blande sig mellem de 40 globale byer, som det bliver henvist til? Hvis nogen har en oversigt over hvilke byer, som regnes for "globale byer" foruden de logiske London, Paris, NY, .... så ville jeg gerne se den.

Til Jan Hansen - hvor vil du hen med din kommentar?? hvad mon du får at spise, for det kan de næppe være svinekød, oksekød - anden form for kød eller æg for det lugter jo i produktionen... og brød spiser du vel heller ikke.....
Gl ordsprog - hvis ikke du har noget godt at sige, så thi!

Min kommentar var en rettet mod Atle Hesmyr´s indlæg. Som bybo har jeg masser af muligheder for at spise rene økologiske varer. Og hvem bryder sig om at bo på "landet" op og ned af en stinkende grisefarm?

Der findes en teori, som forklarer fænomenet meget simpelt: skalafri netværk. Alle vil helst stå i forbindelse med dem, der har flest forbindelser i forvejen. Det betyder, at alle dem, der gerne vil blive til noget, søger derhen, hvor der er flest forbindelser i forvejen, dvs. byerne.

Kombiner det med teorien om memer (kultur-DNA), der gør hvad de kan for at blive kopieret af flest muligt, og voila: forklaringen på, at vi som kulturskabende, -forbrugende, - kopierende og -spredende art alle søger derhen, hvor der sker mest i forvejen.

Kombiner så dét med én af de mange teorier om kompleksitet: øget kompleksitet afstedkommer øget kompleksitet, og jo mere kompleks, desto højere værdi, og ta-dah: de højkomplekse memer, som kopieres i byerne indtjener flere penge end de lavkomplekse memer som praktiseres i landdistrikterne.

"Derimod er landet vel for størstedelens vedkommende i dag befolket af grisebønder i kvælende grisefarme", skriver Jan H. Hansen i sin kommentar. Det er ikke tilfældet, og griseindustriens magt er heller ikke uantastet på landet. Se Frie Bønder - Levende Lands hjemmeside: www.levende-land.dk !

OK, rart at der findes enkelte gyllelugts-frie pletter ude på landet. Men min pointe var også, at "landet" ikke er mere natur end byen. Jeg vil dog stadigvæk foretrække at bo i storbyen.

Det forbavser mig lidt, at folk er så interesserede i at bo i storbyen.

Jeg tror ikke, at byboerne er bevidste om, hvor sårbar en bycivilisation er, eller hvor afhængig den er af resten af landet.