Læsetid: 4 min.

Ellers tak, jeg ønsker mig ikke noget!

Nytårsfortsæt. Måske er man nået til det velnærede punkt, hvor snusfornuften tilsiger, at det kun kan gå tilbage
Alderens resignation fortærer fantasien og modet til at realisere højtflyvende drømme, skriver Hanne-Vibeke Holst. Model

Alderens resignation fortærer fantasien og modet til at realisere højtflyvende drømme, skriver Hanne-Vibeke Holst. Model

3. januar 2008

Hvor er jeg glad for, at ingen har afkrævet mig offentligt svar om mine ønsker for det glimtende nye år. Nytårsforsætter kunne man snildt liste op - flere løbeture, færre chokoladebidder, flere gode gerninger, færre undladelsessynder, mere nærvær, mindre fravær und so weiter ad nauseum. Men ønsker! Hvad skulle jeg sige? Bortset fra at jeg ønsker mig fred i verden, et dramatisk reduceret C02- udslip, mellemfolkelig harmoni og Anne Linnets nye cd, som jeg desværre ikke fik i julegave. Måske ville man lade mig slippe af sted med at være den forudsigelige PK'er, som svenskerne kalder de politisk korrekte, men selv ville jeg vide, at det var løgn. Eller i hvert fald ikke sandt i betydningen udtryk for Sandheden.

Hvad er så mine sandeste ønsker for nytåret? Det pinagtige er, at jeg ikke aner det. Løgn igen, jeg ved selvfølgelig udmærket, hvad jeg ønsker mig af det nye år. Ligesom alle andre individer på kloden ønsker jeg mig personlig lykke og fremgang, også kaldet guld og grønne skove. Problemet med det ønske er bare, at jeg nu er blevet så voksen og er blevet slebet så meget til af tilværelsens ru sandpapir, at jeg snarere end at tro på lykken frygter ulykken. Så da de unge nytårsaften skrålende hoppede ned fra stole med hatte på hovedet og kæppe i øret og forventningsfuldt bød det nye år velkommen, mens de allerede så sig selv i hovedrollen i den film, der ville følge traileren, var vi andre, der stod og klamrede os til champagneglassets stilk, mens vi tænkte: Hvad nu? Hvad vil dette nye år bringe af sygdom og smerte, sorg og tab? Ikke videre muntert eller overskudsagtigt og derfor heller ikke ligefrem et livssyn, man har lyst til at reklamere med i vores succesbesatte tid.

Undgå skuffelser

Desuden vidner det også om, at man som den klartskuende sociolog Henrik Dahl sagde det i en nytårsenquete i Politiken "er ved at blive gammel" (han bliver 48!), og dét giver heller ingen point.

Ikke desto mindre er det sikkert gyldigt for de fleste af os, der som Dahl render rundt forklædt som unge, men udmærket kan høre den stadig mere højlydte nedtælling, at vi år efter år har lært at nedjustere forventningerne, som det hedder i erhvervslivet. En fornuftig strategi, hvis man vil undgå skuffelser - lavt at flyve, lavt at falde. Hvis man har indset, at man aldrig kommer til at synge på The Met, bliver man jo ikke skuffet over, at man kun trykker den af, mens man sidder alene i bilkøen på Køge Bugt-motorvejen og dér i Suzukien synger duet med Rolando Villazón. Hvis man har opgivet doktorringen, er man ikke frustreret hver gang, man åbner døren til 8.a. På den anden side er der også noget nedslående ved at tage skuffelser på forskud. Helgarderinger er at anbefale, hvis man f.eks. skal rapelle på Mount Everest, men ellers er det ikke just opløftende med denne risikouvillighed, der ligesom er accepteret som en del af modningsprocessen. Ikke nok med det, resignationen har det med at æde sig ind på én som havet, der snupper bid for bid af kystlinjens skrænt. Hvad er det denne resignation, angstens gesandt og forløber for bitterheden, langsomt fortærer?

Fantasien, er jeg bange for. Evnen til at forestille sig noget andet. Forventningen om, at man en dag vil komme i en ny og forbedret udgave. Og værst, modet til at realisere de mest højtflyvende ideer, for ved jorden at blive det tjener os bedst. Tror vi da. Dét er loddet, der holder os nede. Frygten for at begå hybris, rædslen for at lide nederlag, skrækken for at rive den overligger ned, som vi selv har sat alt, alt for højt. Hvor ydmygende ville det ikke være! Hvor pinligt! For at undgå skammen trækker vi os tilbage til vores mentale safehouse, som vi er så trygge ved. Som livstidsfangen i cellen, kender vi rutinerne ud og ind, som vi kender rummets mål og skyggernes gang over væggen. Her bliver vi ikke udsat for ubehagelige overraskelser, for alt er, som det plejer at være. Kedeligt grænsende til det deprimerende er det ganske vist, og af og til kunne man måske drømme sig ud på den anden side af tremmerne og ringmuren derude, men friheden er jo forfærdelig ukendt og dermed forfærdelig farlig. Og har vi det egentlig ikke fint, som vi har det?

Kan hænde, at vi ligefrem har det så godt, at vi er nået til det velnærede punkt, hvor snusfornuften tilsiger, at det kun kan gå tilbage. Dér hvor vores egen lille vismand dukker frem med en manende finger og varsler om nedgangstider og nødvendigheden af at slå nye huller i livremmen. Dér hvor vi udmærket ved, at vi har fået tilraget os mere lykke, end der tilkom os, og derfor må aflevere et par skålpund tilbage. Taget af vores eget kød eller vores nærmestes. Befinder man sig dér, gælder det om at gøre sig usynlig. Lade som om man slet ikke er der og i hvert fald hverken er så grådig eller umættelig, at Den Store Hånd skal vælge at gribe i ens krave, når selektionen finder sted.

Så ellers tak, jeg ønsker mig ikke noget! Lad mig bare blive ved med at have det, som jeg har det, så beder jeg ikke om mere. Dog, hvis det ikke er for meget forlangt, vil jeg gerne bede om én lille ting. Inderst inde ønsker jeg mig nemlig evnen, lysten og modet til at ønske tilbage. Og så ønsker jeg dig, kære læser, et eventyrligt nytår. Hvad det end måtte bringe af lykke/ulykke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu