Læsetid: 10 min.

'Familien er det sted, hvor man allerhelst vil elskes, og hvor man allernemmest bliver forkastet'

Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt deler til daglig liv og lejlighed på Østerbro i København. Forfatterparrets seneste bøger handler om familien som et sted, der både er trygt og utrygt, lykkeligt og ulykkeligt. Her fortæller de om familiens betydning - og nogle typer familiers bemærkelsesværdige fravær - i litteraturen
10. januar 2008

Det lød mere som ønsketænkning end som en reel analyse, da paven i sin nyligt afholdte nytårstale erklærede, at "familien er det primære middel til at opnå fred". Det voksende antal skilsmisser og sammenbragte familier minder om, at der langt væk fra Vatikanet i Rom eksisterer et andet og mere nuanceret billede af familien. Et billede, der besinder sig på, at familien ikke altid er af det gode. At den også rummer ufred, stridigheder og konflikt. At familien er velsignet og forbandet.

Det er den virkelighed, forfatterparret Christina Hesselholdt og Hans Otto Jørgensen forholder sig til. Og de ved, hvad de taler om. Begge har oplevet at blive gift og skilt i deres voksenliv, og Christina Hesselholdt er selv vokset op i en skilsmissefamilie. Men det er ikke kun i virkelighedens verden, at familien udgør et tema for de to forfattere. I sin seneste roman I familiens skød (2007) zoomer Christina Hesselholdt således ind på det væld af følelser, dilemmaer og konflikter, som den moderne sammenbragte familie er med til at producere. Og i Hans Otto Jørgensens slægtstrilogi om Ida og Axel (2007) er udgangspunktet de snærende familiære bånd, som ikke bare kommer til at definere øjeblikket, men også i høj grad fremtiden for de implicerede. Information har sat de to forfattere stævne for at blive klogere på, hvordan det familietema, der huserer hos dem begge, mere præcist skal forstås.

- I synes begge at rette et skeløjet blik på familien som noget, der både er trygt og utrygt, lykkeligt og ulykkeligt. Hvad er det, der gør familien så svær at have med at gøre?

Hans Otto Jørgensen: "Familien er det sted, hvor man allerhelst vil elskes, og hvor man allernemmest bliver forkastet - eller i hvert fald får en oplevelse af at blive forkastet."

Christina Hesselholdt: "Det, der i mine øjne gør familien svær, er, at det er forventningens sted. Det er der, hvor man forventer at få opfyldt mange af sine behov, men samtidig er det også der, hvor man tillader sig at opføre sig fantastisk dårligt, fordi man føler sig tryg. Sådan agerer personerne i hvert fald i min bog".

- Du kredser samtidig om, hvor svært det er at finde sit eget rum i en familie, og hvor svært det er at kunne favne de andre - ikke mindst når familien er af den sammenbragte slags?

CH: Problemet for min hovedperson Anne er, at det næsten er umuligt at opfylde så mange behov på en gang og samtidig finde plads til at være et individ. Og når der ikke er plads til det, går det galt".

- Og så kommer jalousien? I din bog oplister Anne på et tidspunkt otte grunde til, at hun ikke kan udstå sin steddatter Amalie?

CH: "Det er rigtigt. Men egentlig tror jeg, der er jalousi i alle familier - uanset om de er sammenbragte eller ej. Man ser jo for eksempel, hvordan mange unge par får det svært, når de bliver forældre, fordi al deres kærlighed pludselig går til det lille nye væsen i stedet for til hinanden. Og så kan der opstå jalousi. Og i en sammenbragt familie kan det være svært at blive integreret i de tætte relationer, de andre allerede har bygget op, når man kommer udefra".

- Når den israelske forfatter Amos Oz med ét ord skal sige, hvad hans forfatterskab handler om, siger han "familier". Hvis han får to ord, siger han "ulykkelige familier". Hvad er det for nogle familier, I hver især skriver om?

HOJ: "Ida og Axel-trilogien handler om en gammeldags familie, hvor manden menes at skulle have den fulde autoritet. Og det, der er i vejen med den familie, er, at han ikke kan påtage sig den autoritet, fordi han er et svagt menneske, som ikke er i stand til at værdsætte sin kone. Og det bliver det fatale for familien - ikke bare for konen, men også for ham selv og for Axel, som er sønnen. Så det er en 'ulykkelig familie', jeg skriver om - fordi faderen ikke er i stand til at agere, som man måtte forvente af en mand."

CH: "Altså, at han ikke ser og elsker sin kone?"

HOJ: "Ja, at han ikke er i stand til det - og at hun forbander ham for det."

- Det virker som om, at familien for Axel er en størrelse, han må frigøre sig fra for at forsone sig med. Er du enig i den udlægning?

HOJ: "Jeg synes ikke, Axel på noget tidspunkt rigtigt forsoner sig med familien. Han forsoner sig med moderen, men han forsoner sig ikke med faderen, så forsoningen bliver i hvert fald ikke i forhold til familien som institution - men det ved jeg heller ikke, om man som individuel person overhovedet kan".

CH: "Hvad mener du?"

HOJ: "Jeg mener, at når vi taler om forsoning i forhold til det at komme videre, så er spørgsmålet, om man ikke må nøjes med at forsone sig med sine forældre som personer, frem for at forsone sig med selve institutionen familie - for kan man overhovedet det?"

CH: "Nej, det kan man ikke, hvis man ser det fra barnets perspektiv. Jeg har svært ved ordet - forsoner. Men når man som voksen stifter familie, så handler det vel om, at man må forsone sig med at indgå i en sammenhæng, i hvert fald hvis denne sammenhæng ikke tværer én helt ud; forsone sig med sine roller som ægtefælle, som forælder, på en analytisk måde vel at mærke, så man til stadighed arbejder på at undgå at repetere tidligere mønstre og fejltagelser."

- I dine tidlige bøger ser du netop på familien fra barnets perspektiv, mens du i din seneste bog også fortæller fra den voksnes synsvinkel. Hvilken forskel gør det, synes du?

CH: "Det giver nogle meget forskellige bøger. De tidlige - Køkkenet, gravkammeret og landskabet og også Hovedstolen - er fortalt fra barnets perspektiv og fremstår derfor som nogle meget fortabte bøger, mens jeg opfatter I familiens skød som langt mere munter. Forskellen er, at man som barn kun bliver handlet med, hvorimod man som voksen selv kan handle og se løsninger."

- Hans Otto Jørgensen, du beskriver ikke den moderne sammenbragte familie, men en sammenbragt familie fra det forrige århundrede. Men det synes der ikke at blive færre problemer ud af?

HOJ: "Ida bringer jo Axel med sig ind på gården som et 'uægte barn', da hun i det første bind vælger, at hun hverken vil være fattiglus eller leve af at vaske trapper. Hun er sikker på, at den måde, hun bedst tilgodeser sin dreng på, er ved at kompromittere sig selv og indgå i et forhold, som først og fremmest handler om social opstigning."

CH: "Det er den rigtigt gammeldags familie, hvor man fandt sammen af social nødvendighed og ikke nødvendigvis af kærlighed."

HOJ: "Ja, Ida har en meget klar forestilling om, at hun ikke vil være fattig, og at det giver status at have tre skorstene på et stuehus. Men selve det at søge social status gennem ægteskabet hører jo ikke kun fortiden til."

CH: "Nej, man kan jo se på statistikkerne, at mange kvinder også i dag søger mænd med en højere indtægt, end de selv har. Men det må hænge sammen med, at mænd stadig tjener mere end kvinder. Hvis det bliver udjævnet, kan det jo være, billedet ændrer sig. Hvis kvinder tjente lige så meget som mænd, behøvede de ikke gifte sig til penge. Men det kræver en politisk indsats".

- Hvis vi skal bevæge os lidt ind i det små-biografiske - hvordan bruger I så hver især jeres egen opvækst og personlige familieerfaringer i jeres bøger?

CH: "Jeg kommer fra en skilsmissefamilie og har oplevet at blive skilt som voksen, så derfor synes jeg, at jeg har et dobbeltperspektiv, der tillader mig at se problemerne fra både barnets og den voksnes synsvinkel - og det bruger jeg meget i I familiens skød.

- Hvordan foregår det konkret?

CH: "Blandt andet i skildringen af steddatteren Amalies oplevelse af at være udenfor i en ny familie. Men også i beskrivelsen af Annes fornemmelse af at være ved at drukne i nye relationer".

- Forstår du så bedre Anne nu, end du gjorde som barn?

CH: "Ja, jeg kan godt se, at det ikke altid er let at navigere i vældet af nye relationer og den hale af fortid, sammenstød og nærhed, de trækker med sig.

- Hvad med dig, Hans Otto Jørgensen? Hvilke personlige familieerfaringer trækker du på?

HOJ: "Ida og Axel er jo en trilogi, og der er meget stor forskel på første bind og tredje bind. I første bind ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg trækker på, for det handler om en tid, som jeg simpelthen ikke kender til. Jeg har bare villet skrive en lykkelig historie om to, som får hinanden og faktisk bliver glade for hinanden - imod alle odds. Jeg havde det formål, at jeg ville forære min far en historie om lykken - hvor han så at sige fik lykken - fordi jeg synes, det måtte være rart for ham at få sådan en fortælling, og fordi det også ville være rart for mig."

- Hvorfor skulle din far have en bog om lykken?

HOJ: "Fordi jeg synes, at han i den tid, jeg havde kendt ham, var meget ulykkelig. Og han gjorde mig ulykkelig. Så jeg havde brug for at se på ham som en, der også måtte have haft lykken".

- Du sagde tidligere, at familien er det sted, hvor man allerhelst vil elskes, men samtidig også det sted, hvor man allernemmest bliver overset. Taler du også af personlig erfaring her?

HOJ: "Forholdet mellem Ida og Ejner kommer jo under anklage fra Axel, fordi Ejner ikke har formået at elske sin kone og værdsætte hende som kvinde. Han har ikke givet hende den kærlighed, som man måtte forvente af et ægteskab. Det er det ene sted, kærligheden ikke er. Det andet sted er mellem Ejner og Axel, der også er en ugengældt kærlighed. Og begge ting kender jeg fra mit eget liv. Men selve fænomenet ikke at blive elsket i familien er jo udbredt, og det er kun interessant at skrive om, fordi det ikke er et enestående tilfælde, men en almindelig erfaring".

- Er det også interessant at skrive om, fordi det på en eller anden måde samtidig rummer et personligt frigørelsespotentiale?

CH: "Mener du, om vi får det bedre af at skrive?"

- Ja ...

CH: "Ja, det tror jeg faktisk, jeg gør. Det har været tabu at sige, at litteratur har noget med terapi at gøre, men selvfølgelig har det en eller anden effekt at beskæftige sig så meget med nogle personlige familieproblematikker og forsøge at analysere dem. Det kan bare tage lang tid, før man opdager, at det faktisk har battet."

HOJ: "Jeg synes, det er svært for mig at sige det på helt samme måde, Christina. Det er klart, at man bliver klogere på sig selv og andre mennesker ved at skrive, men det er bare et spørgsmål om, hvad man kan bruge den klogskab til?"

CH: "Jeg tror, man kan blive stadig lettere og mere munter."

HOJ: "Jeg tror på den anden side også, man kan vade så meget rundt i sine problemer, at de bliver som kviksand."

CH: "Jo, men det er kun, mens man skriver".

HOJ: "Men nogle gange skriver man jo på den samme bog i fem år! Det er derfor jeg altid har to-tre projekter kørende samtidigt - så jeg kan skifte til noget mere pjanket og idiotisk, når jeg begynder at sidde fast i kviksandet. Men det kan da godt være, du har ret i, at man med tiden bliver mere munter."

- Hvordan synes I, den danske familie anno 2007 trives - i litteraturen?

CH: "Der er hidtil skrevet mange romaner om middelklassens familieliv og om landbrugsfamilier. Jeg har ikke læst nogen romaner om familien set fra den enlige mors perspektiv. Ligesom der endnu ikke er nogen med indvandrerbaggrund, der har budt ind med en roman om deres familierelationer."

HOJ: "Der er også kommet en helt ny ting ind i vores samfund i form af ældre, der danner nye par, efter at den ene ægtefælle er død. Det er der heller ikke nogen, der for alvor har skrevet om."

CH: "Og så er der dele af bedsteforældregenerationen, der ikke vil være bedsteforældre, men farer rundt og rejser løs.

HOJ: "Ja, det er virkelig interessant at iagttage 68-generationen, der stadig søger sin egen lykke frem for at dele den med børnebørnene - mens vi, der har børnene, er dybt forargede-"

"Men det er rigtigt, at vi kunne trænge til, at der blev skrevet flere romaner fra andre miljøer end middelklassens - Jeg får lyst til at fortælle om det dér bryllup, Christina - det kan jeg godt, der er alligevel ikke nogen, der læser den her avis - Vi var til bryllup for noget tid siden, hvor bruden blev - ja, hvad skal man sige -"

CH: "- hun blev presset af sine svigerforældre til snart at levere afkom nummer to."

HOJ: "Ja, og det var sådan et konstant pres, der gik igen i mange af talerne, og der faldt hele tiden små kommentarer under middagen ..."

CH: "- sådan noget med, at nu måtte de jo snart se at få mere tid sammen, så de kunne få avlet -"

- Hvornår kan vi læse om hende i en ny roman?

HOJ: "Jeg har faktisk været i gang, men opgav. Men jeg har planer om at vende tilbage til den igen -"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu