Læsetid: 3 min.

Fede tider og januars lethed

Klam markedsføring, slanke linjer - og en rundtur i et tilbudsland, der fortrinligt matcher såvel visse nytårsforsætter som en januarlet pengepung
Kultur
11. januar 2008

"Jo federe du er - jo mere rabat får du."

Nogenlunde sådan er ordlyden i Fitness-kæden SATS' nytårskampagne, der har til formål at tiltrække de slanketrængende. Nu er det ikke ofte, at der er bonus for at være fed, gammel eller grim, men inden de trinde Informations-læsere lader sig friste, er det værd at tænke over, om den fidus ikke lige lyder klam nok?

På sidebenene

I stedet iler 'Dråbefangst' med et par forslag, der kan kombinere sparelyst, slankebehov og lidt stilrenhed, og de tynde må såmænd gerne læse med.

Det kan ikke skjules, at ikke alene de mængder af mad, de fleste fortærer gennem julemåneden, sætter sig fast på ribbenene: Faktisk bliver en hel del af rødvinsindtaget også hængende. Det er surt at erkende, men heldigvis kommer januar med smalhals, dårlig samvittighed og en vis rødvinstræthed rullende - løsningerne ligger lige for.

Med husfruen under armen blev kursen sat mod den nærmeste Superbest med det formål at købe hvidvin, der serveret i passende få og små glas kan ledsage de salater og magre retter, der her i januar skal rette op på decembers skader.

Tilbud overalt

Januar er god til tilbudsjagt, især på hvidvin, for alle de flasker, der ikke blev solgt op til nytår, kommer traditionen tro på tilbud efter årsskiftet - hylderne skal jo tømmes. Der er tilbud overalt, og skulle eksemplerne nedenfor være udsolgte, er der sikkert andet at komme efter.

Hvid bourgogne er en gudedrik, der drikkes alt for lidt af. Vi faldt både over en Le Duc des Francs Rully i årgang 2004 og fra Côte Chalonnaise en Hospices du Grand Logis Montagny 2005.

Rully'en er en lidt spinkel, men behagelig vin, der kan få selv en gigantisk portion grøntfoder til at glide ned. Der er ikke mange dikkedarer, men smagen er udpræget bourgogne - med flint og det hele.

Montagny'er hører til blandt klummistens favoritter. Der er bedre eksempler at komme efter fra eksempelvis de flinke folk i kooperativet i Buxy, men også Grand Logis'en kan være med. Smagen er ukompliceret, men velafbalanceret og forfriskende, og den gled fint ned med en fedtfattig kyllingeret, og anden halvdel af flasken var såmænd drikkelig også efter en nat i køleskabet.

Og en enkelt rød

Tredje eksempel på hvide januartilbud er endnu en gammel kending, argentiske Trapiche Chardonnay, der er fornuftig, fadlagret oversøisk Chardonnay. Den er svær at blive uvenner med til 129 kroner for tre flasker, og den er blød og behagelig, selv om fadlagringen gav en smule kant.

Her burde indkøbsberetningen så slutte med et stort sving uden om rødvinshylderne - men nej.

En bundsolid Valpolicella Ripasso 2005 Palazzo Dei Signori gled umærkeligt ned i kurven. På tilbud til en 50'er var det en rar tanke, at der trods alt er en lille reserve, hvis nu salathelvedet og hvidvinsnipperiet ikke holder hele januar.

SuperBest har en heldig hånd med daglig-Ripassoer, og denne er ingen undtagelse. Ripassoer er en slags 'Amarone light', og Signori'en havde såmænd mere fylde og længere eftersmag end mange af de billige Amaroner.

Skulle januars kaloriebegrænsende forsøg dermed ende i en fiasko, er der kun en trøst; så bliver den klamme rabat hos SATS så meget større.

5/6 Le Duc Des Francs Rully 2004. To fl. 100 (normalt 79,95/stk.) Superbest

4/6 Les Hospices de Grand Logis 2005. To fl. 150,- (normalt 99,95/stk.) Superbest

4/6 Trapiche oak Cask Chardonnay. Tre fl. 129,95. Superbest

5/6 Palazzo Ripasso 2005. 49,95 (normalt 69,95). Superbest

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her