Læsetid: 4 min.

Forbyd reklame!

Hvis den trussel mod miljøet er den vestlige verdens overforbrug, så må forbruget ned. Behovet for det uhæmmede forbrug blandt verdens rigeste opstår ikke af sig selv, så...
1. februar 2008

For et par år siden hørte jeg en radioudsendelse, hvor to af Informations koryfæer Eivind Larsen og Knud Vilby diskuterede, hvordan man kunne spare klodens ressourcer. Det var ikke nemt - man kunne ikke rejse mindre, ikke fryse om vinteren, ikke nedsætte hygiejnen. Langt om længe enedes de to herrer om, at man kunne lukke for vandet, når man børstede tænder. Så fattigt endte det.

Det må kunne gøres bedre. Så prøv at høre her. Hvis problemet er, at den vestlige verden overforbruger, er løsningen at begrænse forbruget. Det kan ikke ske med tvang, så der må motivation til. Hvad motiverer forbrugere til at forbruge? Det gør behov. Men behov er ikke naturkonstanter. De formgives, og de behøvede ting opfylder ikke kun biologiske behov, men især behovet for anerkendelse. Behov skabes i naturen, men "sættes", som Hegel siger, i samfundet.

Hvem "sætter" behovene og viser os ting, som er værd at behøve? Det gør reklamen, som fylder offentlige rum og massemedier med billeder af smukke mennesker, ting og interiører. De oplyser om forbrug og lokker til forbrug. Men hvis ting er nødvendige, har de ikke reklamebehov. Det nødvendige vil folk selv opsøge. Reklamen får os til at behøve det overflødige. Kapitalisme er luksus, en stadig forvandling af luksusbehov til almindelige behov, en stadig påførsel af mangel til folk, som er historisk rige.

Nøgne varer

Så hvad med at forbyde reklame og den insisterende massage af behovene, hvor varer, sex og anerkendelse behændigt flettes sammen? Man behøver ikke forbyde oplysning om varer, kun billeder af varer og af de mennesker, som bruger dem, og de interiører, de bruges i. Kun billeder af de nøgne ting, ikke af nøgne brugere.

De stiliserede reklamebilleder er et paradisisk narkotika, der konfronterer en gudsforladt hverdag og fylder den med rastløshed, længsel og sygelig lyst til at købe. Så ingen kæmpestore posters i byrummet, ingen halvt påklædte modeller, som stirrer intenst på én fra avissiderne en uforberedt mandag morgen, ingen strømme af tilbudsaviser, ingen afbrydelser af tv-film, intet øredøvende markskrigeri.

Allerede mens disse sætninger skrives, kan man høre en stigende rumlen i horisonten. Mange stemmer forener sig i en rasende protest, hvis motiver hentes fra alle kasser. Æstetik, moral, menneskelige hensyn, afvisning af formynderi, ytringsfrihed, beskæftigelse, alt mobiliseres. Er det ikke ussel statstvang, som griber ind i markedets frihed? Skal de offentlige rum forarmes med billedforbud, så byerne bliver sterile og puritanske? Skal virksomheder ikke kunne ytre sig, som de vil? Og hvad med de sektorer, som bliver ramt i hjertekulen? Vil det ikke betyde massiv arbejdsløshed, ikke blot i reklamebranchen, men også i mediebranchen, som lever af reklameindtægter, i tøjbranchen og duftbranchen og dingenotbranchen og bilbranchen og rejsebranchen og sodavandsbranchen og - enhver kan lukke sin avis op, gå en tur i byen eller se reklame-tv for at fortsætte listen. Arbejdsløshed rammer selektivt, så forbud mod reklame vil betyde ødelagte skæbner, brudte familier og grædende børn. Det vil være ondt.

En beskeden start?

For tiden er arbejdsløsheden historisk lav. Alle er i arbejde, undtagen de som ikke kan, og de som stædigt ikke vil. Vi bliver rigere år for år, nogle mere end andre. Økonomisk klapper vi i hænderne, økologisk løber tårerne ned af kinderne. For det kan ikke fortsætte, når Kinas, Indiens og Brasiliens milliarder af mennesker gør krav på vestlig levestandard. Blot vil ingen stoppe. De rige er arrogante, de fattige har ret til mere, middelklassen keder sig og bruger tiden på at shoppe.

Så hvor kan man gribe ind? Er forbud mod billedreklame ikke en beskeden begyndelse på noget, som enten kan komme velordnet, som regulering, eller kaotisk, som krig og katastrofe?

Lyseslukker

Da appeller til privat indsats vil have en beskeden effekt, må der politisk styring til. På store firehjulstrækkere kan man se klistermærker, hvor der står "Jeg er hamrende ligeglad med miljøet" eller "Den benzin, du sparer, bruger jeg". Det er svært for folk ikke at føle sig lidt til grin, når de skruer ned for blusset, og slukker man for lyset eller opfordrer til nedkøling af de hede ønsker, modtager man ikke solid støtte fra ægtefællen m/k eller børnene. Man er ingen miljøbevidst helt, men en trist lyseslukker.

Men kan politikerne magte det, som deres vælgere ikke kan? Ifølge John Stuart Mill er det demokratiets store fortrin, at alle interesser kommer til orde og kan sætte fingeraftryk på den førte politik. Hver interesse har ret i forhold til sin tyngde, altså det antal medlemmer den kan mobilisere i Folketinget. Ingen politiker kan løbe hurtigere ind i fremtiden end de vælgere, han eller hun skal stå til regnskab for til næste valg.

Alle vælgere, rig og fattig, arbejde og bistand, gammeldansker og nydansker, ønsker mere forbrug. Kun politikere, som er grebet af sære dødsønsker eller ikke genopstiller, vil foreslå et reklameforbud, som umiddelbart vil nedsætte forbruget, øge arbejdsløsheden og begrænse midlerne til velfærd. Hvilken politiker vil gribe negativt ind i hverdagen hos tusinder af vælgere?

Kan teknologien hjælpe?

Loyalitet for ens eget liv er større end loyalitet for verdens fremtid. Er man sulten, æder man gerne den sidste dronte på jorden. Samtidig er moderne samfund så forviklede systemer af arbejde og behov, at selv et beskedent indgreb for at begrænse væksten vil sende trykbølger ud i systemet som helhed. Med al respekt for den offentlige administration er den formentlig ude af stand til at opfange og tæmme alle følgevirkninger.

Men hvad med teknologien? Kan vi effektivisere os til en kombination af vækst og bæredygtighed? Forleden så jeg en notits på forsiden af Børsen. Den handlede om en virksomhed, som ville øge sin vækst ved at ride den grønne bølge. På markedet er miljøhensyn blot endnu en faktor, man kan tage i betragtning, når man skal præsentere et godt årsregnskab.

Er der en konklusion? Det er der selvfølgelig: Kaos er den bedste, men ikke den mest behagelige læremester.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Rupert:
Argumentet om udbytning er et marxistisk argument og kræver en objektiv værditeori med "skjult" værdi for at give mening. Måske skulle du interessere dig for baggrunden for det vrøvl du spytter ud?" - Hubert Jones

Skal det så forstås sådan, at landbrugsstøtte i EU og USA, samt tolbarriere hele vejen rundt om Afrika, er marxistisk propaganda.

Det er sgu da om muligt propaganda der vil noget, at man formår at fritage EU og USA, for alt ansvar for Afrikas elendighed.

Jeg kan anbefale følgende programmer. 'The coorporation' samt det glimrende 'Støtten der dræber'

Mvh.

Jeg er stor modstander af toldbarrierer og landbrugsstøtte. Det er bare ikke ligefrem udbytning. Det er nærmere protektionisme. Det kan vi da sagtesn blive enige om er dårligt. Men det har ikke så meget med et forbud mod reklamer at gøre eller det der tales om her.

Michael: Det er et dårligt udgangspunkt at kalde folk troll fordi de har en anden mening end en selv. Det virker hyklerisk at starte med det og slutte med ordene "kærlighed". Jeg har argumenteret hele vejen igennem denne diskussion, hvilket man kan sige er mere end andre debattører her. Så drop lige det der, så er du sød.

Angående det du siger, så er det jo en anden diskussion. For det du snakker om er noget der foregår i det private rum: din postkasse f.eks. Det er altså et spørgsmål om at myndighederne ikke er villige til at beskytte din private ejendomsret. Det der tales om her er det offentlige rum (læs evt, artiklen og efterfølgende diskussion..det hjælper).

Michael Skaarup

Hubert jeg kalder dig troll, fordi det er den rolle, du har taget i denne debat.....

Det er fint at være uenig, men at sammenligne andre folks meninger, med absurditeter, er netop troll'ens virke. Så derfor betegnelsen..

Jeg synes umiddelbart ikke at reklamer i byrummet er forskønnene.
I Danmark er vi en forholdsvis restriktiv lovgivning for reklame i offentlige rum. Og Dammark er derfor i en sammenligning med f.eks. asiatiske lande, et forbillede imod visuel forurening af byrummet. Det er selvfølgelig ud fra et æstetisk optik.
Et lille ex.
- Mange reklamer for Coca-Cola og Carlsberg, har sikret store markedandele, hvilket er godt for selskabernes aktionærer, men for et udviklingland, med en stor befolkning i den laveste "middelklasse",(dvs. dem over 1$ og dagen), er et forbrug at udenlandske produkter. dårligt for samfundsøkonomien. Da de store internationale selskaber, har en langt større kapital, og kan de let udkonkurrer lokale producenter at erstatningsprodukter. Det betyder at lokale initiativer, ikke har en lige chance på lokalmarkedet qua Coca-Cola og Carlsberg kapitalbeholdning, og reklame budget.

Sekundært mener jeg ikke at det undertrykke nogens ytringsfrihed, hvis man ikke må benytte det offentlige rum, til at anvende kommerciel propaganda for deres produkter...

fred

Det er ikke noget man kan "synes" at det er eller ej. Det er at forbyde en særlig slags ytringer, og dermed et indgreb i ytringsfriheden. Din mening om dette ændrer ikke på fakta.

Du kan synes at det er uproblematisk at gribe ind i ytringsfriheden, men det er jo en anden sag. Du skal bare som minimum anerkende at du ønsker et autoritært samfund hvor kun de ytringer du finder acceptable må være tilstede i det offentlige rum. Det ville være mere ærligt.

PS. Det er ikke at trolle at have en anden mening.

Nu skal der altså en ret vidtgående tekstforståelse til for at opfatte reklamer som ytringer. Det kræver faktisk det ellers blandt mange borgerlige så miskrediterede 'udvidede tekstbegreb'.

Michael Skaarup

Hubert..

jeg siger netop at en anden mening er i orden, så længe man forfalder til godwins lov, og anvender misproportioneret sammenligninger. En anden mening/optik er netop præmissen for en debat.

Du er velkommen til elske reklamer for tamponer, vaskepulver, fladskærme, flyrejser, osv... Men at sætte et lighedstegn imellem regulering af reklamer i det offentlige rum og et autoritært samfund er latterlig....

Du kunne fx. mene at reklamer faktisk forskønner misvedligeholdte bygninger og facader, ligesom graffiti gør.Du skulle heller argumenter ud fra det standpunkt...

Selvfølgelig kan jeg mene, eller synes at kommerciel forurening af det offentlige rum, ikke er en begrænsning af ytringsfriheden, da det offentlige rum ikke er uendeligt.

fred

Hvorfor ikke vende bøtten og forbyde uddeling af tryksager, med mindre folk anskaffer sig et "ja tak til reklamer"-skilt? Og så kunne man kalde det et "ja, jeg er en forbrugerslave og et miljøsvin"-skiltet, hvis det altså kan stå der...:-)

Michael Skaarup

Hey Nils Sigvartsen

Jeg er fulstændig med på den.

LIgenu forsøger jeg at opdrage avisbuddet til, at smide de tryksager som jeg åbenbart ikke er frtaget for via mit nej tak slikt, direkte i papirsskarldespanden. Dette tager lidt tid, men jeg har næsten altid en fyldt pap og papirskraldespand, med friske tilbuds og gratis aviser.

Sider