Forfattere med fokus på familien

Scenen er sat til en hyggelig eftermiddag. Lars Hede og hans kone Anne er taget i sommerhus ved vandet med deres 5-årige datter Sara samt Lars' datter Amalie fra et tidligere ægteskab. Men Annes følelser er ikke med. Hun kan ikke holde sin steddatter ud: "Hun brød sig ikke synderligt om Amalie, fordi hun var forvist til udkanten af Lars' og Amalies forhold, ikke var dets midte".

Det handler om de tætte relationer og familiebånd i Christina Hesselholdts seneste roman I familiens skød - og det gør det i rigtig mange af de seneste års skønlitterære udgivelser. Ser man alene på 2007, ligner det en tendens: I Pandoras æske skildrer Charlotte Strandgaard en voldsom og traumatisk skilsmisse med sorger og omkostninger for både voksne og børn. I Submarino dykker Jonas T. Bengtson ned i den københavnske underverden, hvor to brødre forsøger at vriste sig fri af barndommens traumer, og i debutromanen Jelne sætter Henriette E. Møller fraværet af familie på dagsordenen gennem hovedpersonen Jelnes forgæves jagt på sine egne rødder.

Også de store forfatterkanoner har det forgangne år tematiseret ophav og opvækst i helt nye udgivelser som Mærkedage af Jens Smærup Sørensen, Den ottende bonde af Bent Haller, Med plads til hundrede køer af Hans Otto Jørgensen, Du som er i himlen af Morten Sabroe og Sorte huller af Ib Michael. Og udvides søgefeltet med et par år kan endvidere nævnes Morten Ramslands Hundehoved (2005), Helle Helles Rødby-Puttgarden (2005) samt Knud Romers Den der blinker er bange for døden (2006).

Familien som tema ligner en ny tendens i dansk samtidslitteratur - og det er det også, mener litteraturkritiker og adjunkt ved Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, Lilian Munk Rösing:

"Familien og slægten er i sagens natur ældgamle temaer i litteraturhistorien, som går helt tilbage til de græske tragedier og bibelfortællingerne. Men man kan tale om lav- og højkonjunkturer, og der er ingen tvivl om, at familietemaet i øjeblikket er inde i en højkonjunktur," siger hun.

Den udlægning er professor på Institut for litteratur, kultur og medier på Syddansk Universitet, Anne-Marie Mai, enig i:

"Og så må man jo spørge sig selv hvorfor - hvorfor rykker familien ind i litteraturen på den her måde, og hvad er det ved temaet, der optager forfatterne?"

Hun har selv et bud:

"Jeg tror, der er to grunde. For det første indrammer den gode roman altid sin samtid, og familien som institution er jo i øjeblikket under hastig forandring. For det andet er den yngre samtidslitteratur karakteriseret ved at være meget mangfoldig, og det vil sige, at den giver plads til, at flere forskellige tematikker kan være til stede på samme tid."

Ser man nærmere på tendensen, tegner der sig en række forskellige spor inden for temaet, mener Anne-Marie Mai:

"Der er både et kriminalistisk spor og et humoristisk spor. Der er et spor med plotfortællinger og et med hverdagsportrætter. Og så er der et spor med slægtskrøniker og et med mere eller mindre selvbiografiske projekter".

Slægtssporet står blandt andre Jens Smærup Sørensen for med sin jyske familiesaga Mærkedage, der, som titlen antyder, tager afsæt i en stor families sammenkomster i forbindelse med konfirmation, sølvbryllup og en rund fødselsdag. Samme brede pensel maler Bent Haller med i Den ottende bonde, hvor den 90-årige gårdejer Anton ser tilbage på sit liv på slægtsgården med en styrende og dominerende mor som det fatale omdrejningspunkt. Og vi bliver på landet i Hans Otto Jørgensens trilogi om Ida og Axel, der fortæller om landbokulturens afvikling op igennem århundredet og en families forsøg på at overvinde sine interne konflikter og stridigheder.

Det nøgterne blik

Trods det bagudskuende blik i de tre romaner bærer ingen af dem imidlertid præg af at se på familien med nostalgiske briller, pointerer Lilian Munk Rösing:

"Der er snarere tale om nøgterne undersøgelser af, hvor man kommer fra, og hvad det betyder for den, man er. Man kan sige, at romanerne hver på sin måde tematiserer overgangen fra en tid, hvor slægten og egnen, man kom fra, bestemte ens identitet - og til i dag, hvor mange lever en langt mere rodløs storbytilværelse".

Ifølge Anne-Marie Mai er det nøgterne blik generelt for stort set samtlige af de senere års familieskildringer:

"Der er ikke tale om nostalgiske beskrivelser. Og der er heller ikke tale om psykologiske analyser med parate svar, som i Christian Kampmanns Familien Gregersen, hvor de forarmede menneskelige relationer hos borgerskabet bliver udstillet, så man ikke er i tvivl om årsagerne. Det sker ikke i nutidens familieromaner. Det er snarere nøgterne kortlægninger af vores grundlæggende vanskeligheder ved at nærme os hinanden og vores oplevelse af ensomhed i de tætte relationer," siger Anne-Marie Mai.

Formidlingen af netop den oplevelse - ensomheden i de tætte relationer - finder man ikke mindst hos kvindelige forfattere som Naja Marie Aidt, Helle Helle, Lone Hørslev og Christina Hesselholdt, der alle zoomer helt ind på de nære familiebånd. I I Familiens skød sætter Christina Hesselholdt den moderne sammenbragte familie under lup, mens Helle Helle i Rødby-Puttgarden går tæt på søstrene Jane og Tine og deres forhold til den afdøde mor, som konstant spøger i kulissen. I Naja Marie Aidts novellesamling Bavian er fokus rettet mod det komplicerede og til tider destruktive familieliv, som når en ægtemand i en af novellerne pludselig får en satanisk lyst til at fortælle om sin affære med sin kones søster, netop da deres seksårige søn forulykker på sin cykel.

Endelig ser vi på en lille familie igennem en nærhedsoptik i Lone Hørslevs debut, Fjerne galakser er kedelige, der former sig som én lang bevidsthedsstrøm, hvor også fortællerens egen skilsmisseopvækst flygtigt berøres i passager som denne:

"... du siger, at efter jordskælvet og flodbølgen i Sydøstasien havde den indonesiske ø Sumatra rykket sig 36 meter! Det kan ikke sammenlignes, jeg ved det, men jeg kommer alligevel til at tænke på, at min søster ødelagde garagen samme dag som vores forældre fortalte os, de skulle skilles."

Endnu et spor i de skønlitterære familieskildringer finder man hos de forfattere, der i større eller mindre grad trækker på selvbiografisk stof. Det er udtalt i Jens Blendstrups Gud taler ud (2004), hvor forfatteren fortæller om sin egen opvækst i parcelhuset i Risskov med faderen, Gud, i den absolutte hovedrolle. I Morten Sabros Du som er i himlen, optrevler forfatteren langsomt den årelange og ødelæggende kamp mellem sig selv og moderen, og Knud Romer beretter om sin barndom og opvækst i 1960'ernes Nykøbing Falster i Den der blinker er bange for døden. Endelig lægger Katrine Marie Guldager sine ni år i psykoanalyse frem for læserne i Lysgrænsen (2007), hvor hun fortæller nøgternt og generøst om barndommen i 70'erne, om opbrud og svigt - og om at nå til en ny forståelse af sig selv.

Tilbage til virkeligheden

Ifølge Lilian Munk Rösing tyder det store opbud af mere eller mindre selvbiografiske familieskildringer på, at det engang så fremherskende dogme om, at forfattere ikke bør 'tage af hovedstolen', altså trække på sin egen historie, endeligt er stedt til hvile:

"Det var Per Højholt, der i sin tid introducerede det, og det har haft en utrolig gennemslagskraft. Talte man med unge forfattere for bare 10-15 år siden, så var det vitterligt et dogme. I den forbindelse er Lysgrænsen af Katrine Marie Guldager interessant, for Guldager var en af dem, der tidligere skrev under på Højholdt-dogmet, men hun gør det tydeligvis ikke længere," siger Lilian Munk Rösing.

Trods de mange forskelligartede spor inden for familietemaet er der mindst ét knudepunkt, hvor sporene løber sammen, mener Anne-Marie Mai:

"Jeg har spekuleret meget over, hvad det er, der samler den her familielitteratur. Er det menneskers illusioner om sig selv i det nære liv og deres bedrag af hinanden? Det kunne man godt tænke, når man læser Ida Jessens bøger, hvor mange hemmeligheder og bedrag kommer for en dag. Men jeg tror alligevel ikke helt, det er det, som er samlende. Der er snarere tale om, at romanerne i bred forstand vil have fat i vores måde at forholde os til hinanden på. Og på, hvad det grundlæggende vil sige at være et menneske i forhold til andre mennesker. Familietemaet er eksistentielt," siger Anne-Marie Mai.

Også Lilian Munk Rösing har et bud på, hvor romanerne flugter hinanden:

"De har det tilfælles, at de interesserer sig for, hvilke fællesskaber vi indgår i og er afhængige af - hvad enten det drejer sig om slægten, kernefamilien eller den sammenbragte familie," siger hun.

Højt mod nord i broderlandet Norge har familieromanernes tilsynekomst i nyere norsk litteratur været på dagsordenen, siden Tom Egil Hverven, anmelder og kulturkommentator ved NRK, omtalte tendensen i essaysamlingen Å lese etter familien, der udkom i 1999:

"Der har altid været familiefortællinger i litteraturen. Men det nye er, at vi siden midten af 1990'erne har haft at gøre med en stor generation af unge kvinder og mænd, der selv har oplevet skilsmisser og familiekriser indefra, og som nu udgiver romaner om, hvordan barnet har det i de situationer," siger Tom Egil Hverven.

- Hvis du ser på norsk litteratur i dag, fortsætter tendensen så?

"Mange af de forfattere, jeg nævner i min første artikel - Hanne Ørstavik og Arild Linneberg - skriver jo stadig om tilsvarende problemstillinger, så det mener jeg afgjort. Men den er siden gået i flere forskellige retninger".

Individet som familiemenneske

Ifølge Anne-Marie Mai er den norske parallel "interessant":

"Jeg tror ikke, danske forfattere har læst deres norske kolleger og tænkt: nu gør vi det samme. Men Danmark og Norge er kulturelt beslægtede, og med de sociale forandringer, der finder sted i familiemønstrene i disse år, er det kun naturligt at forfatterne lader sig inspirere af virkeligheden," siger hun.

- Tom Egil Hverven har kaldt tilsynekomsten af familietemaet i norsk litteratur for 'en ny vending', hvor forfattere i stigende grad tematiserer familien frem for individet. Ser du det samme herhjemme?

"Man tematiserer stadig individet, men nu i højere grad som et familiemenneske, forstået på den måde, at man ikke ser bort fra det forhold, at individet også lever i familierelationer, og at de relationer ofte er vanskelige og komplicerede. Det er ikke længere bare parforholdets kriser og lykketilstande, der er i fokus, men familien - på godt og ondt," siger Anne-Marie Mai.

Lilian Munk Rösing er enig:

"For et par årtier siden kredsede litteraturen meget om løsrivelsen fra familien og individualiseringen som det vigtigste, men i de nye familieskildringer ligger der en høj grad af erkendelse af, at vi er afhængige af hinanden. Selv om familien kan være svær at få til at fungere - og også skildres sådan - så forsøger romanerne ikke at afskedige familien som samlivsform. Tværtimod gør de familien til et billede på social afhængighed," siger hun og uddyber:

"Lidt groft sagt er der oven på det store frigørelses- og individualiseringsprojekt måske igen kommet en større bevidsthed om den enkeltes afhængighed af fællesskabet og herunder familien".

Anne-Marie Mai supplerer:

"I 70'erne var det den borgerlige families opløsning og kvindernes frigørelse fra den traditionelle familierolle, der blev taget op af forfatterne. Hvis vi ser tilbage på Suzanne Brøggers forfatterskab, lå der jo et oprør mod det traditionelle ægteskab og de traditionelle familierelationer, hvor det drejede sig for individet om at bryde fri af det hele og skabe nye livsformer. Men i dag ser det ud til, at familien i langt højere grad beskrives som en eksistentiel realitet. En realitet, som vi ganske vist går ud og ind af, men som vi på den anden side ikke helt kan forlade. Der er jo også meget prestige i at have en familie i dag. Før eller siden skal man realisere den side af sig selv. Så selv om familien er under forandring, er den her stadigvæk. Ikke mindst i litteraturen".