Læsetid: 9 min.

Forfattere med fokus på familien

Familien er for alvor rykket ind i samtidslitteraturen med romaner, der tematiserer de nære relationer og konflikter i kerne- og skilsmissefamilien. Nostalgien er borte, og nøgterne beskrivelser af det vanskelige fællesskab har taget over
Familien er for alvor rykket ind i samtidslitteraturen med romaner, der tematiserer de nære relationer og konflikter i kerne- og skilsmissefamilien. Nostalgien er borte, og nøgterne beskrivelser af det vanskelige fællesskab har taget over
10. januar 2008

Scenen er sat til en hyggelig eftermiddag. Lars Hede og hans kone Anne er taget i sommerhus ved vandet med deres 5-årige datter Sara samt Lars' datter Amalie fra et tidligere ægteskab. Men Annes følelser er ikke med. Hun kan ikke holde sin steddatter ud: "Hun brød sig ikke synderligt om Amalie, fordi hun var forvist til udkanten af Lars' og Amalies forhold, ikke var dets midte".

Det handler om de tætte relationer og familiebånd i Christina Hesselholdts seneste roman I familiens skød - og det gør det i rigtig mange af de seneste års skønlitterære udgivelser. Ser man alene på 2007, ligner det en tendens: I Pandoras æske skildrer Charlotte Strandgaard en voldsom og traumatisk skilsmisse med sorger og omkostninger for både voksne og børn. I Submarino dykker Jonas T. Bengtson ned i den københavnske underverden, hvor to brødre forsøger at vriste sig fri af barndommens traumer, og i debutromanen Jelne sætter Henriette E. Møller fraværet af familie på dagsordenen gennem hovedpersonen Jelnes forgæves jagt på sine egne rødder.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som jeg har forstået Højholts citat drejer det sig om, at man ikke skal tage af hovedstolen - når man skriver fiktion. Min bog "Lysgrænsen" er imidlertid ikke fiktion, og derfor behøver jeg ikke at have forladt Højholts "dogme", hvad jeg heller ikke har. Når man skriver fiktion, mener jeg stadig ikke man skal tage af den såkaldte "hovedstol". En selvbiografisk bog om psykoanalyse og så det at skrive romaner er to helt forskellige genrer, som kalder på helt forskellige spilleregler, credoer og dogmer. Derfor er LMRs udtalelse, i hvert fald hvad mig angår, lidt som at sammenligne æbler med pærer.

Højholt sagde også, at et digt er en "tom henvendelse" og et "tilfældigt eksempel på sprog".

Nu er jeg ikke Højholt-ekspert, men disse postulater passer dårligt til den Højholt, som jeg holder af: Praksis 9-10-11, hvor han vist også selv tærer på hovedstolen, eller hur?

Hvorfor denne ærefrygt omkring hans kryptiske teori, som han efter min mening selv forlod??

Jeg har ingen særlig ærefrygt omrking hans teori, men jeg synes, det er rigtigt, at stoffet i god litteratur skal have gennemgået en ordentlig transformation for at blive interessant for læseren. Hvis fiktionen bare er ens dagbøger med et tyndt lag fiktivt fernis henover, så mister jeg i hvert fald interessen. Hvis man nu for eksempel er en ung lovende homoseksuel fra Randers, så skal man nok skrive en roman hvor hovedpersonen netop IKKE er det. Men måske kan man skrive en roman om at føle sig anderledes. Man skal trække på sine mest grundlæggende erfaringer, og det er selvfølgelig et paradoks. Forfatteren skal både være synlig og usynlig. Man skal føle at han kender de grundlæggende erfaringer, han skriver om, men man gider ikke blive belemret med hans mor eller hans kæreste. Man har ikke lyst til at spise råt kød.