Læsetid: 4 min.

Det, man forstår baglæns, er ikke nødvendigvis det, man levede forlæns ...

... i hvilket Grass chokeres over, at han alligevel ikke har fortiet noget, og denne kursist forsøger at lære af historien
Kultur
15. januar 2008

Der var egentlig ikke noget nyt i den historie om Günther Grass og hans tilknytning til Waffen SS, der ryddede forsider i samtlige tyske aviser sidste år. Han havde fortalt om det før.

Allerede i 1960'erne havde han i flere radioprogrammer fortalt om, at han blev indkaldt i krigens sidste år, og at han også havde et par træfninger sammen med sin deling. Tyskland var i chok, da Grass' bog Når løget skrælles udkom i 2006. Her fortæller han åbent om sin tilknytning til Waffen SS. Da han fortalte om det i 60'erne, var ingen overraskede. Det var til gengæld Grass selv, da han kom i tanke om, at han havde fortalt om det før. Det troede han ikke, han havde. Han troede, han havde fortiet det i alle de år, og derfor gjorde han meget ud af at analysere sin fortielse i Når løget skrælles.

Det fortæller Grass' danske oversætter, Per Øhrgaard, professor dr. phil ved Copenhagen Business School. For ham siger Grass' forglemmelse meget om tyskernes forhold til historien.

"Da han I 1960'erne fortæller, at han var I Waffen SS, så er ingen overraskede over det, for de ved, at sådan var det jo. I krigens sidste år blev alle indkaldt - fra 16-årige drenge til mænd over 50. Men så går der 40 år, og så er der ikke flere tilbage, der kan huske hvordan det var," siger Per Øhrgaard som på Testrup Højskole holder foredrag under titlen 'Grass genforstået' Med det vil han understrege, at når vi i disse fredstider forsøger at forstå historien, så er det vigtigt, at vi også forstår, at det, der opleves som naturligt med tiden kan blive unaturligt.

Erindringen leger skjul

"Skam, der bliver ved med at skyde nye skud," som Grass skriver i Når løget skrælles om det fænomen, at handlinger kan komme til at se værre ud med tiden.

Og den pointe er meget samlende for alle de forskellige foredrag, der er på programmet ved denne uges 'Tag og Læs'-kursus på Testrup Højskole. Her er erindringsarbejde og historiefortolkning omdrejningspunktet. Peter Øvig Knudsens fortælling om Blekingegadebanden, Mads Brügger og Nikolaj Thomassens efterforskning af Tøndersagen og den helt personlige erfaring genfortolket ved for eksempel Jens Smærup Sørensen.

Her handler det hele om at genfortælle historien og forsøge at forstå. Men her skyder Per Øhrgaard igen en hjælpsom pointe ind her på kursets første dag: Når vi genfortæller historien bliver det aldrig den faktiske historie. Som Grass har formuleret det: "Erindringen elsker at lege skjul."

Og Per Øhrgaard uddyber ved at omformulere et kendt Kierkegaard-citat.

"Alt det man forstår baglæns, kan aldrig være det samme, som det man levede forlæns."

Det behøver ikke betyde, at erindringen er en løgn, og at den bør afvises som en sådan. Men det betyder, at et sted mellem genfortællingen og den faktiske historie ligger kilden til en endnu større erkendelse, der måske er endnu mere lærerig end historien var i udgangspunktet. Og det er, hvad denne kursist håber på at blive mere bevidst om i løbet af denne uge. Og derfor vil jeg med afsæt i en personlig erindring forsøge at afkode, hvordan det egentlig hang sammen. Det er på ingen måde en dramatisk oplevelse eller en handling, der har haft så vidtrækkende konsekvenser og er så principiel forkert som Grass indmeldelse i Waffen SS. Det er en erindring så banal og så uinteressant som kun en beskyttet opvækst i en arbejderfamilie i en lille landsby i vestjylland kan resultere i.

Moralsk klapjagt

En dreng på min folkeskole blev mobbet. Jeg har altid haft den opfattelse, at han kun blev mobbet af én dreng, og at vi andre børn behandlede ham ligeså godt som alle andre. Jeg legede ikke med ham, for han var jo en dreng, men det var der vel andre, der gjorde, mente jeg. Nogle af drengene har vel leget med ham, mente jeg. Jeg har for nylig fundet ud af, at grunden til, at han skiftede skole på et tidspunkt var, at han følte sig dybt ulykkelig, og han aldrig rigtig er kommet sig over den behandling, han fik på min skole.

Det kan virke absurd at forestille sig, at fortællinger om Blekingegadebanden, Waffen SS og andres helt personlige erindringer kan lære mig noget som helst om, hvorfor jeg pludselig er kommet i tanke om alle de dage, hvor min skolekammerat gik grædende hjem og de gange, jeg ikke kunne lade være med at grine sammen med de andre. Men det er vel det, der er meningen med, at vi forholder os til historien og skriver om den. Eller hvad?

Hvis ikke vi kan instrumentalisere denne tendens i historieskrivningen, hvor vi psykologiserer og forsøger at få de implicerede til at reflektere over deres handlinger, så bliver den nye historieskrivning reduceret til en moralsk klapjagt, der tilføjer nye skud til skammen, mens vi andre kan forsikre hinanden om, at sådan noget ville vi aldrig gøre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her