Læsetid: 5 min.

Den fortabte søn kom tilbagemed et brag

Il Fenomeno. Ugens store nyhed var gensynet med AC Milans brasilianske fodboldfænomen. To mål blev det til i topkampen mod Napoli - ét med foden, ét med hovedet. Klubpræsident Berlusconi er svært tilfreds - men mon ikke 2008 bør blive året, hvor nogen finder en kone til Ronaldo
Dementi. Skulle nogen have fæstet lid til hviskekampagnerne om at Ronaldo skulle være på vej tilbage til brasiliansk forbold, manede klubpræsidenten, Berlusconi, dem i jorden efter søndagens kamp: Jeg har en aftale med ham, og han ved, at Milan altid vil støtte ham.

Dementi. Skulle nogen have fæstet lid til hviskekampagnerne om at Ronaldo skulle være på vej tilbage til brasiliansk forbold, manede klubpræsidenten, Berlusconi, dem i jorden efter søndagens kamp: Jeg har en aftale med ham, og han ved, at Milan altid vil støtte ham.

Alberto Pellachiar

19. januar 2008

Efter søndagens opgør mellem AC Milan og SSC Napoli i den italienske Serie A var milanesernes klubpræsident, Silvio Berlusconi, i strålende lune. Kaka var som sædvanlig forrygende og kvitterede med en ekskvisit scoring i 5-2-målfesten. Debutanten Alexandre Pato viste speed og dribleevner og kom også på måltavlen. Og så måske det allervæsentligste: Den fortabte søn Ronaldo var tilbage. To mål blev det til, ét med foden, ét med hovedet, og Silvio var ikke sen til at feje hviskekampagnerne om Ronaldos retur til brasiliansk fodbold af banen: "Ronaldos fremtid? Jeg har en aftale med ham, og Ronaldo ved, at Milan altid vil støtte ham."

Lige nu er der hårdt brug for solskinshistorierne i den italienske goliat. Rivalerne og naboerne fra Inter er legemliggørelsen af det perfekte mandskab og ligger betonsolidt på førstepladsen i støvlelandets bedste fodbolddivision. Der er syv point ned til Roma som nr. to, og hele 10 point skiller Zlatan Ibrahimovic & Co. fra de kanoniske opkomlinge fra Juventus på tredjepladsen. Milan roder rundt på en mosgroet 12. plads med mindre end halvdelen af Inters point, og på rossoneri's aktuelle dagsorden står der storvask. Ikoner som Paolo Maldini, Filippo Inzaghi, Clarence Seedorf, Alesandro Nesta og Gennaro Gattuso er enten for gamle eller lige ved at være det, Alberto Gilardino meldes på vej til Lazio, og lige under taktikkens A-B-C, som Carlo Ancelotti mestrer til perfektion med sit berømte 4-3-2-1-system, lurer inertien og mæthedstegnene. Milan har vundet 17 italienske mesterskaber og er indehaver af syv Champions League-trofæer.

Vilde med tal

Dernede elsker de, når ungdommens vildskab finder sammen med erfaringens vingesus. Den 18-årige Pato kom til Milan i september sidste år, men på grund af udlændingeloven - "bureaukratiske problemer", som Berlusconi siger - måtte han først spille rigtige kampe nu, hvor transfervinduet er åbent. I den anden ende af aldersskalaen er der Ronaldo, som har rundet 31, og som i de seneste mange år har vandret ind og ud af sladderspalterne med læssevis af skader, odiøse udtalelser og fotogene damebekendtskaber. Fuldendelsen af den potente trefork hedder Kaka, nykåret Ballon d'Or-vinder, 25 år, også brasilianer, og noget nær den komplette fodboldatlet.

De er vilde med tal i Milano. Måske dækker den numeriske indforståethed over en umættelig passion, som i sine rene form ville æde selve livet op. Hvem husker ikke AC Milans hollandske trio fra starten i 90'erne? Marco van Basten, Ruud Gullit og Frank Rijkaard var den europæiske klubfodbolds salve og kun lige akkurat så hellig som backkæden 'De Fantastiske Fire' - Maldini, Baresi, Costacurta og Tassotti. I 1994 kulminerede det hele med 4-0-sejren over FC Barcelona i Champions League-finalen i Athen. Men lad os ta' med Ronnie i tidsmaskinen.

Il Fenomeno, som italienerne kalder Ronaldo, har prøvet det hele. Frank Arnesen gjorde ham til ung stjernespiller og ligatopscorer uden sidestykke for hollandske PSV Eindhoven. Målfarligheden, tempoet og driblestyrken havde den unge sydamerikaner allerede bevist i sin tid hos de brasilianske klubber Sao Cristovao og Cruzeiro. Men under Arnesens vinger voksede ikke alene Ronaldos brystkasse og muskelmasse i lårene. Også hans selvtillid, den ukuelige tro på, at det kan lade sig gøre, ene mand at bryde igennem et helt forsvar, grundlages i Eindhoven, hvor han scorede 42 mål i 45 kampe. Da Barca købte vidunderet for 130 millioner kroner i 1996, takkede Ronaldo med 34 træffere i 37 matcher, og Inter, som måtte slippe 200 millioner for ham, kunne se 24 bolde gå rent i kassen i den første sæson.

Den bedste fjende

På mange måder knækkede Italien Ronaldo. Inter var ellers tålmodig med deres stjerne. Det meste af 1998 og 1999 gik med ture på dyre klinikker. Det var knæet, det var galt med, og mange mente slet ikke, at Ronaldo nogensinde ville vende tilbage med den force, han havde vist i de helt unge år.

April 2000 var udset til Ronaldos comeback på Inters mandskab. Der var gået mere end halvandet år, og milaneserne skulle spille mod Roms Lazio i semifinalen i den italienske pokalturnering.

Ronaldo, som ikke engang var fyldt 24 år, klarede syv minutter. Publikum, både hjemmefolket og dém fra Lazio, holdt vejret, da Ronaldo faldt skrigende til jorden med de store hænder foldet om det knæ, som havde været i længerevarende behandling hos en parisisk specialist. Ronaldo selv og kammerater fra det brasilianske landshold havde sågar forsøgt med voodo og sort magi for at dæmpe smerterne.

Men den gik ikke. Ronaldo blev båret væk, og publikum klappede i sympati. To år senere jublede Old Traffords lægter også af nr. 9. Da spillede han for Real Madrid, havde lige scoret hattrick, givet Beckham et dask på ryggen og vendt sig, rørt og stolt, mod verdens mest trofaste publikum. Tænk, at Manchester Uniteds fans kunne overgive sig!

Lazios berygtede tifosi gjorde det samme i 2000. De klappede af ham og græd med ham, fordi de frygtede, at de havde mistet deres bedste fjende.

Ronaldo kom tilbage. December 2001 skulle Inter spille ude mod Brescia. Og forløsningen var enorm, da Ronaldo scorede. For det var ikke bare et mål - selv om det selvfølgelig var flot - nej, det var hans første i to år. Selv Brescias træner klappede med. Som han sagde efter 1-3-nederlaget: "Hvis vi endelig skulle lukke et mål ind, så er jeg glad for, at det var Ronaldo, der scorede det." Topscoreren i Serie A, argentineren Batitusta, med kælenavnet Batigol, var lige så ekstatisk: "Jeg er virkelig lykkelig, for Ronaldo er i fodbold."

Bedst når han er gift

Det spektakulære klæber til Ronaldo. Debuten på Real Madrid i 2002 var enestående. Et lille stykke inde i efteråret spillede Real mod Alavés på Bernabéu. Raúl blev skadet og skulle skiftes ud. Ind kom Ronaldo i det 64. minut. Fansene på Bernabéu var forbeholdne. Var det ham dér, som havde vippet Fernando Morientes af pinden, og som måske skulle erstatte Raúl, vores egen Raúl? Publikum havde ikke engang hørt ind-ud-proceduren over højttalerne endnu, og 40 sekunder senere scorede Ronaldo efter en frispilning fra Roberto Carlos. 13 minutter efter nettede han igen. Og væk var afmåltheden blandt de forvænte madrilenere, som ved slutfløjtet kunne glæde sig over Reals knusende 5-2-sejr. Debuta madre - alle debuters moder - skrev avisen Marca.

"From hero to big fat zero,"lød New York Times-journalisten Andrew Downies kynisk vittige dom over Ronnies VM-eskapader i sommeren 2006. Downie havde tidligere påstået en direkte forbindelse mellem brasilianerens amourøse flow - og mangel på samme - og hans præstationer på banen. Ronaldo spiller bedre, når han er gift, simpelthen. Det må være vores nytårsønske for 2008. At finde en kone til Ronaldo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu