Hvad skal der blive af det i de nye tider ? Jeg kommer ikke længere på biblioteket hver dag, eller næsten, og hvorfor egentlig ikke det? Måske fordi det ikke er der mere, det lokale, nede på Hovedgaden, og det har ikke været der i snart mange år.
Selvfølgelig var der protester, da det blev fjernet, men det var kun et lille bibliotek, og ingen hørte dem. Det lå på øverste sal i et gråt, fladt betonhus med indgang fra Hovedgaden i det, der engang var en landsby med butikker og sådan, ret mange endda og i hvert fald dem, der var brug for. I min tid her på stedet, der ikke rækker mere end godt 30 år tilbage, lå der endda i ret mange år en boghandel. Både bibliotek og boghandel, begge små, men alligevel - bøger, bøger - det var måske for meget af det gode, og det kunne man have sagt sig selv, hvad man ind imellem også gjorde.
"Hør lige her, sig selv, det her er sgu da vist for godt til at være sandt og vare ved," og hvad sagde sig selv så til det? Sig selv sagde ikke noget. Sådan var det nok bare.
Og ud imod hovedvej A15, som den hed, nu er det vist E15, fordi det her også, ud over at være Brabrand og Danmark, er Europa, var der en stor reklame for et andet firma, som dengang også befandt sig i det lange, grå betonhus, nemlig regnemaskinefirmaet BURROUGHS, senere fusioneret med IBM, men dengang endnu selvstændigt, og jo da, det var det firma, hvor William Seward Burroughs, forfatteren, var af familien, som livet igennem, det meste i hvert fald, gav en banebrydende sproglaborant et månedligt tilskud til indkøb af det til enhver tid nødvendige, og samme familie, der i et andet hjørne havde plads til Edgar Rice Burroughs, forfatter til Tarzanbøgerne. En rigtig bogfamilie altså, og selv om der ikke var Tarzanbøger på det gamle bibliotek i Hovedgaden, stod der til gengæld BURROUGHS med store, flammende røde neonbogstaver hele vejen hen langs facaden ud mod hovedvejen, hvor trafikken ind og ud samt den gennemtrækkende langturs-karavane døgnet rundt med skiftende intensitet kværnede forbi.
Hvad kunne være mere? Hvad kunne være større? Hvad kunne være federe? Hvad kunne være højere ?
Men, men
Men de lukkede det altså, og det var ikke computerne, der gjorde det, det var kommunen. Der var ikke penge til den slags luksus. En del af bøgerne blev flyttet op i Gellerup, som er for langt væk til at være så lokalt, at man kommer forbi hver dag, og resten blev solgt eller smidt væk. De daglige besøg på især avislæsesalen holdt op. De var ellers en af livets større små fornøjelser, helt tilbage fra en sen barndoms frenetiske afsøgninger af hele det spektrum, men vi skal videre, mand. Videre.
For det er værre nu. Efter den nye inddeling af landet i regioner og storkommuner, som for tiden herskende winwin-tænkning har dekreteret, har kommunerne af åndeløs pengenød (eller er det pengeløs åndenød ?) følt sig foranlediget til rundt omkring at lukke en voksende mængde mindre og ind imellem større biblioteker. Og selv om der findes eksempler på vellykket protest imod det, som lige her inde i Åbyhøj, hvor folket fik omstødt lukningen af Åby Bibliotek, byens bedste hvad angår musik og kunst, med fakkeltog og gratis festoptræden samt en del læserbreve i lokalpresen, så bliver de fleste lukninger bare udført med den dorske inerti, der ligger i den slags tunge beslutninger med deres bagvedliggende infiltrationer på rådhusene, og tilbage står folk alle vegne uden en bog i nærheden.
Take it from the man
På de tilbageværende biblioteker synges så en ny tid ind, nu sidst her ved årsskiftet af den nye chef for Københavns Hovedbibliotek, der har fremkaldt en del boblen i andedammen med sine planer om at stille bøgerne på depot og fylde publikumsarealet med svenske krimier og andre bestsellere, som ingen vil gide læse om fem år, men som der skal købes ubehersket ind af på bekostning af den smalle og langsigtede kulturarv, fordi især de unge ikke gider komme mere på biblioteket, hvis de har været der én gang, og der har vist sig at være kø på Stieg Larssons sidste.
Hun er 35 år gammel, chefen, og har derfor ikke oplevet 70'erne, og slet ikke 60'ernes muntert skrivende elektriske guitarer, der også truede med at bombe den gamle, støvede bog tilbage til en eller anden stenalder, hvor elektriciteten ikke var opfundet, men så senere selv blev opslugte af det digitale, hvor, som den amerikanske musiker Larry Thrasher siger på coveret til thebrianjonestown massacres "take it from the man", "sounds become comtrolled by marketing committees and are spoon-fed to eager audio sheep". Men hun har planer med fra Aalborg, og jeg synes, det er helt fint, at børnebibliotekarer nu også i København skal kunne sætte sig med ungerne og spille spillene igennem med dem på maskinerne, indtil de fandeme har lært, hvordan det hænger sammen.
Der hvor intet lever
Det er også klart nok, at folk skal ind på bibliotekerne, før de kan låne noget (selv om de ikke engang skal det mere), og at en del af det, der engang var avislæsesale, hvor meget en gammel tosse så end måtte hulke over det, i dag foregår på internettet. Men heller ikke det varer evigt, og Burroughs nede på Hovedvejen havde måske ret, når han forudså telepati som den eneste, sidste og nødvendige udvej, selv om heller ikke telepatien vil kunne overflødiggøre bøgerne, altså de egentlige og det, der står i dem, digtene og alt det der, man ikke sådan bare kan telepatere.
Bøgerne skal være der. De skal købes ind, og man skal kunne finde dem. Det er ikke nok, at de direkte fra forlaget ryger på depot i kælderen, hvor man kun kan finde dem gennem målrettet computersøgning. De skal også blive stående i lange, svimlende snævre korridorer af herligt dunstende gamle bind under f.eks. det dejlige bogstav "L", som man kan dejse dinglende han langs og snuble over "Lawrence" eller "Longfellow".
Ellers bliver det hele snart, hvad det heldigvis langtfra endnu er, som ovennævnte Larry Thrasher sagde:
"Et koldt sterilt laboratorium, hvor intet lever."
