Læsetid: 7 min.

Den globale kapitalismes levende døde

Det 21. århundrede har frembragt en ny form for psykopatologi, der er global i sin ligegyldighed over for selv det grundlæggende skel mellem natur og kultur. Sociale konflikter bliver så anonyme som naturkatastrofer, det politiske felt annullerer sig selv og bliver til natur, samtidig med at naturen forsvinder bag politikkens maske
Ny afmagt. Fangen i Guantánamo bliver ikke nedbrudt af sine egne ubevidste angstfornemmelser, men på en helt direkte måde af et 'meningsløst' ydre chok, som han ikke intellektuelt kan gøre sig til herre over.

Ny afmagt. Fangen i Guantánamo bliver ikke nedbrudt af sine egne ubevidste angstfornemmelser, men på en helt direkte måde af et 'meningsløst' ydre chok, som han ikke intellektuelt kan gøre sig til herre over.

Brennan Linsley

12. januar 2008

Mangemilliardæren George Soros er en hædersmand og humanist, og man må anerkende, at hans Open Society-fond bærer en stor del af æren for, at den kritiske sociale tænkning blev reddet i de postkommunistiske samfund. For omkring 10 år siden brugte Soros imidlertid også nogle af sine enorme midler på massiv valutaspekulation. Derved tjente han hundredvis af millioner dollar, men forårsagede også ufortalte lidelser i Sydøstasien, hvor konsekvensen blev, at hundredtusinder af mennesker mistede deres job. Denne følgevirkning er et eksempel på 'abstrakt vold' i dens reneste form.

Finansielle spekulationer, som i den ene ende forløber i deres helt egen sfære - tilsyneladende løsrevet fra enhver sammenhæng med menneskers liv - kan i den anden ende forvolde en pseudo-naturkatastrofe, der kaster et stort antal mennesker ud i pludselig arbejdsløshed af tilsyneladende uforklarlige grunde. Vor tids vold kan i den forstand minde om Hegels spekulative 'uendelige dom', der sætter en identitet imellem disse to ekstremer.

Ny forståelse af traumer

De psykologiske følger af den stigende abstrakte vold i dens nye former er emnet for den franske filosof Catherine Malabous nye bog, Les nouveaus blessés ('De nye sårede'). Hendes udgangspunkt er, hvad hun ser som en fatal begrænsning for psykoanalysen: For Freud og Lacan har udefrakommende chok kun traumatiserende virkning, for så vidt at de kan knytte an til en allerede eksisterende traumatisk 'psykisk realitet'. Man kan her henvise til Lacans eksemplariske læsning af den freudianske drøm: 'Far, kan du ikke se, at jeg brænder?'

Det tilfældige ydre møde med det reelle (stearinlyset, der vælter og sætter ild på klædet, der dækker det døde barn; lugten af røgen, der forskrækker faderen, der våger ved nattetide) udløser det sande reelle - det uudholdelige fantasi-syn af det døde barn, der anklager sin far. Det ydre traume internaliseres dermed i det ubevidste, hvor dets effekt kommer til at afhænge af, hvordan det allerede eksisterende reelle bliver vakt til live i den psykiske realitet. Selv de voldsomste indtrængninger fra det ydre reelle - det kunne f. eks. være chokeffekterne fra bombeeksplosioner i krig - skylder deres traumatiske effekt den genklang, som de finder i den perverse masochisme, i dødsdriften eller i ubevidste skyldfølelser.

I dag flyder vores sociopolitiske virkelighed imidlertid over med mangeartede versioner af traumatiske indtrængninger, som er lige præcis dette: meningsløse, brutale afbrydelser, der ødelægger det symbolske væv i subjektets identitet.

Voldens nye former

For det første er der den ydre, fysiske vold: terrorangreb som 11. september, den amerikanske 'chok og ærefrygt'-bombning af Irak, gadevold, voldtægter; men også naturkatastrofer som jordskælv og tsunamier. Dernæst er der den 'irrationelle', dvs. meningsløse ødelæggelse af det materielle grundlag for vores indre virkelighed (hjernetumorer, Alzheimers syge, organiske hjernelæsioner osv.), som totalt kan forandre, ja, ødelægge offerets personlighed. Endelig er der de destruktive følger af socio-symbolsk vold (social udelukkelse, familieovergreb osv.).

Malabous grundlæggende anke over for Freud er, at han konfronteret med sådanne tilfælde bukker under for den semiotiske fristelse til at se mening overalt: Han er ikke rede til at acceptere den direkte effekt af de ydre chok, som ødelægger eller sårer sine ofres psyke uopretteligt uden at søge en eller anden genklang i allerede eksisterende psykiske traumer. Det forekommer dog ellers oplagt urimeligt at ville sammenknytte - lad os sige den psykiske nedbrydelse af 'muslimen' i interneringslejren med samme offers masochisme, dødsdrift eller skyldfølelse: En muslim (eller et offer for massevoldtægt eller brutal tortur) bliver ikke nedbrudt af sine egne ubevidste angstfornemmelser, men på en helt direkte måde af et 'meningsløst' ydre chok, som han ikke intellektuelt kan gøre sig til herre over.

Smerten kommer udefra

For den sårede hjerne "er der ingen mulighed for at være til stede over for sin egen fragmentering, over for sit eget sår. Til forskel fra kastrationen findes der her ikke nogen repræsentation, intet fænomen, ingen eksemplarisk adskillelse, som kunne gøre det muligt for subjektet at foregribe, at afvente, at fantasere om et eller andet, der kunne bryde de cerebrale forbindelser. Man kan end ikke drømme om det. Der findes ingen scene for denne ting, som ikke er nogen. Hjernen kan på ingen måde foregribe denne mulighed for sin egen beskadigelse. Når sådanne skader indtræder, er det et andet selv, der rammes, et 'nyt' selv, der er indstiftet i sin egen ikke-genkendelse."

Ifølge Freud forlader vi slet og ret det psykiske domæne, hvis den ydre vold bliver for stærk: "Enten genintegreres chokket i den allerede eksisterende libidinøse ramme, eller også ødelægges psyken helt, så intet lades tilbage." Freud tog ikke højde for, at offeret så at sige kan overleve sin egen død. Alle de forskellige former for traumatiske møder, uafhængigt af deres specifikke natur (social, naturgiven, biologisk, symbolsk) fører til det samme resultat - et nyt subjekt opstår, som har overlevet udslettelsen af dets symbolske identitet. Der er ingen kontinuitet imellem dette nye 'posttraumatiske' subjekt og dets tidligere subjektivitet. Kendetegnene ved dette nye subjekt er beskrevet utallige gange: Med et fuldkomment fravær af følelsesmæssigt engagement, en dyb ligegyldighed og en total tilbagetrækning fra verden er det et subjekt, som ikke længere 'er-i-verden' i den heideggerske forståelse af eksistensen som noget, der inkarneres i et engagement. Dette subjekt lever døden som en form for liv - dets liv er inkarnationen af dødsdriften, et liv berøvet alt erotisk engagement. Og dette gælder i lige så høj grad bødlen som hans ofre.

Et nyt socialt ansigt

Hvis det 20. århundrede var Freuds og Libidoens Århundrede, forstået på den måde, at selv de værste mareridt blev tolket som sado-masochistiske udslag af libidoen, kunne man så tænke sig, at det 21. århundrede vil blive århundredet for de post-traumatisk ikke-engagerede subjekter, hvis første emblematiske figur - muslimen i Guantánamo - nu ser ud til mangfoldiggøre sig selv i skikkelse af flygtningestrømme, terrorofre, overlevende fra naturkatastrofer og familievold? For alle disse figurer er fællestrækket, at årsagerne til katastrofen forbliver libidinøst meningsløse og modstår al fortolkning:

"De sociopolitiske ofres traumer opviser i dag den samme profil som ofre for naturkatastrofer (tsunamier, jordskælv, oversvømmelser) eller alvorlige ulykker (eksplosioner, ildebrande, bilsammenstød osv.). Vi er trådt ind i en æra af ny politisk vold, hvor politikken får tilført sine ressourcer ved at give afkald på voldens politiske mening (-) Denne udslettelse af mening kan ikke blot registreres i lande i krig, den er til stede overalt som det sociales nye ansigt, der bærer vidnesbyrd om en uhørt psykopatologi, som er identisk i alle sine tilfælde og globaliseret i alle sine kontekster."

Den globale kapitalisme har dermed frembragt en ny form for patologi, der selv er global i sin ligegyldighed over for de mest grundlæggende forskelle såsom skellet mellem natur og kultur. Sociale konflikter mister den politiske kamps dialektik og bliver så anonyme som naturkatastrofer. Vi har her at gøre med en heterogen sammenblanding af natur og politik, hvor det politiske felt annullerer sig selv som sådan og bliver til natur, samtidig med at naturen forsvinder bag politikkens maske. Denne globale heterogene sammenblanding af natur og politik er kendetegnet ved den globale uniformering af de neuropsykologiske reaktioner.

Et teoretisk højdepunkt

Malabou er på sit teoretiske højdepunkt, når hun kritiserer hjerneforskere fra Alexandr Luria til Oliver Sacks, som insisterer på nødvendigheden af at supplere den naturalistiske beskrivelse af hjernelæsioner med den subjektive beskrivelse af, hvorledes det biologiske sår ikke blot indvirker på subjektets særlige kendetræk (hukommelsestab, manglende evne til at genkende ansigter), men forandrer hele dets psykiske struktur og selve den grundlæggende måde, hvorpå det opfatter sig selv og verden. Den første store klassiker er her Lurias uforlignelige En mnemoteknikers sind, en beskrivelse af det indre univers hos en mand, som er dømt til at have absolut hukommelse, ude af stand, som han er, til at glemme noget som helst. Disse forfattere er forblevet alt for 'humanistiske', fordi de fokuserer på offerets forsøg på at overvinde sit sår og opbygge en supplerende livsform, der på en eller anden måde kan sætte ham i stand til at genintegrere sig selv i den sociale interaktion. I Sacks Manden, som forvekslede sine kone med en hat er kuren mandens særlige øre for musikalitet, der er forblevet intakt: Selv om han ikke kan genkende sin kones eller venners ansigter, kan han identificere dem ved deres lyd.

Et liv af intet

Disse forfattere undgår derved den fulde konfrontation med den egentlige traumatiske kerne: Ikke subjektets desperate forsøg på at kompensere for sit tab, men subjektet, som er den positive form, som dette tab antager (det ikke-engagerede, passive subjekt). De gør sig deres arbejde for let ved at gå direkte fra hjerneødelæggelsen til subjektets forsøg på at håndtere tabet og undviger derved det virkelig foruroligende punkt, som er denne ødelæggelses subjektive form selv. Det posttraumatiske autistiske subjekt er 'det levende bevis' på, at subjektet ikke helt overlapper med 'de historier, det fortæller sig selv om sig selv', med sit livs narrative, symbolske tekstur: Når vi fjerner alt dette, bliver der noget eller rettere intet men vel at mærke en form af intet, tilbage. Og dette 'noget' eller 'form af intet' er dødsdriftens rene subjekt. Hvis man vil have en forestilling om denne elementære form for nulpunktssubjektivitet, er det tilstrækkeligt at kaste et blik på autistiske monstre.

Der er selvfølgelig utallige problemer med Malabous overilede afvisning af det freudianske ubevidste, som hun ønsker erstattet af et nyt 'cerebralt ubevidste'. Før man indlader sig på en længere kritisk dialog, bør man til fulde anerkende den rå traumatiske indvirkning af Malabous argumentation såvel som hendes særlige dialektiske talent for at sammenknytte konkrete sociale fænomener med den højeste filosofiske abstraktion. Det kan ikke undre, at hun også er forfatter til Hegels fremtid, en af de helt uundværlige bøger om Hegel. Man kan og bør kritisere hendes bog, men man kan ikke tillade sig at ignorere den. De nye sårede er en ægte milepæl i vor tids tænkning.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Tak for en spændende artikel.

Det er skummel læsning.

Men jeg glæder mig til at stifte mere bekendtskab med Catherine Malabou.

fred

Det er jo da en retorik der er til at tage at føle på. Det er altså den globale kapitalismes skyld - det hele. Hvis bare den kunne afskaffes...

Får denne artikel virkelig lov til at stå helt ukommenteret, mens vi har travlt på de andre langt vigtigere tråde om biler i København og sænkning af skatten?

Ja man forstår det jo ikke.

(PS:Ironi - husk det nu)

Ja, Freuds fejl var måske at ville se mening over alt, han ville presse traumer ind i en sammenhængen. Tiden har vist at psykoanalysen ikke kan gøre meget ved traumer. Slavoj Zizek introducere dette som noget der er skete iforbindelse med en ny global kapitalistisk verdensorden. Men den vold der foregik i det 20-århundrede var dog den sygeste med al sin forskruede ideologi.
Slavoj Zizek taler om et paradigmeskift hvor traumet er blevet en tilfældighed i den nye verdensorden, men historisk har tilfældige mennesker altid været ofre for tilfældigheder. Der er forfærdelig oplevelser, som mennesker ikke kan komme sig over ,men det bliver jo ikke bedre af at man ser sig selv som offer. Vi kan således også vælge at se os selv som uskyldige ofre, og have ondt af os selv og forbande de onde globale kræfter, eller vi kan vælge vores frihed og prøve at skabe mening.

Må jeg ikke erindre jer alle om at Freud rent faktisk opfandt begrebet 'gentagelses-tvangen' til at forklare hvorfor mennesker, der f.eks. havde været udsat for granatchok i 1. verdenskrig hele tiden blev ved med at søge mod den slags oplevelser præcis som ofre for seksuelle overgreb hele tiden selv interesserer sig for de samme overgreb, evt. f.eks. ved at interessere sig overdrevent for porno mv.

Freud mente desuden heller ikke, at disse mennesker kunne behandles vd hjælp af psyko-analysen, præcist som han heller ikke mente at egentlig schizofrene patienter kunne have gavn af psyko-analysen.

/Karsten

Ja, kort sagt skabte anden verdenskrigs granatchok et enormt problem for Freud. Her var neuroser han ikke kunne forklarer med et oepidus kompleks.

Så desværre virker psykoanalysen ikke på nutidens smerte, men det gør Slavoj Zizek offermentalitet ihvertfald hellere ikke. Måske skal vi tilbage til Peace, Love and understanding. Forskellige behandlere, akupunktur og EMDR bliver også bedre og bedre til at takle PTSD.