Læsetid: 5 min.

'Globaliseringen har ramt kunstscenen'

Den danske kunstscene skal ikke blot være international, men global. Det mener formanden for Kunstrådets internationale udvalg for billedkunst, Christine Buhl Andersen. Udvalget offentliggør i dag sin støttepolitik for de næste fire år
21. januar 2008

"Når man taler om at arbejde internationalt med kunst, så er det ikke ordet 'international', som er vigtigt for os, men snarere ordet 'global'. Kunstens vækstcentre har i dag spredt sig over hele verden og fungerer i netværk, der rækker fra Istanbul til Johannesburg og Beijing. Samtidig er der et fantastisk kunstliv i Danmark for tiden. Der er en masse unge kunstnere, der er unge gallerier, og der er en hel ny generation lige nu, som har en masse på hjerte. Vores opgave er at skabe den bedste platform i forhold til at sikre, at dansk kunst tager del i den globale udvikling."

Sådan indledte formanden for Kunstrådets internationale udvalg for billedkunst, Christine Buhl Andersen, sin præsentation af udvalgets nyligt nedfældede støttepolitik. Udvalgets fem medlemmer har de sidste par måneder arbejdet intenst på at tilrettelægge deres visioner for statens støtte til billedkunsten de næste fire år. Og som overordnet punkt skal dansk kunst styrkes globalt. Men dette gør man ikke blot ved at bekoste danske kunstneres aktiviteter i udlandet, mener formanden. Udvekslingen skal også finde sted herhjemme, og udlandet skal trækkes til Danmark for at opleve den danske kunstscenes boom på nært hold.

Nye netværk

Der var engang, hvor danske kunstneres internationale interesser blev varetaget af Center for Dansk Billedkunst. Så kom der en reformivrig regering på banen, som nedlagde centret og i stedet oprettede den tofløjede konstruktion Kunstrådet/Kunststyrelsen, der nu har eksisteret i fem år. Kunstrådet, der består af en række kunstfaglige udvalg, udpeges af kulturministeren hvert fjerde år og står for den konkrete fordeling af kunststøtten. Kunststyrelsen, derimod, er sekretariat for Kunstrådet og består af fire, kunstfaglige centre med hver deres stab af faste medarbejdere. Tilsammen har Kunstrådet/Kunststyrelsen et budget på størrelse med et middelstort, internationalt museum, hvoraf det Internationale Billedkunstudvalg alene råder over 9,5 mio kr. til formidlingen af dansk kunst i udlandet.

"I lyset af globaliseringstænkningen har vi kigget hele vores program igennem. Vi har f.eks. set på, om vi har residencies for kunstnere de rigtige steder. Og fremfor de store byer tæt på os som London, Berlin og New York, hvor danske kunstnere traditionelt er rejst hen, har vi overvejet om vi i stedet skulle satse på byer i Mellemøsten, Asien og Sydamerika. Det gælder om hele tiden at etablere netværk de steder, hvor vi ser udviklingen ske," forklarer Christine Buhl Andersen.

Et af det internationale udvalgs særlige opgaver består i at vælge kunstnerne til den danske pavillon på Venedig Biennalen. Siden 1895 har Danmark hvert andet år været repræsenteret i Venedig, der almindeligvis regnes for den mest prestigefulde kunstbegivenhed i verden. Men Venedig har på det sidste fået konkurrence af en række nye biennaler rundt om i verden. Senest af Istanbul, hvor biennalen er blevet lokomotiv for hele den mellemøstlige kunstscene, og hvor Kunstrådet netop har oprettet et residency for danske kunstnere.

Den svære kunststøtte

Det er imidleritd ikke altid lige let at dele offentlig støtte ud til kunsten. Der er mange hensyn at tage, og et af de første består i at vurdere, om et kunstprojekt overhovedet er støtteværdigt. Som Christine Buhl Andersen forklarer:

"Ingen kan være uenige i, at man skal støtte noget, som har kvalitet. Men vi er jo nødt til at se på, hvad mener vi, når vi taler om kvalitet? Kvalitetsbegrebet er i dag udfordret af, at der findes så mange praksisformer og subkulturer på kunstscenen, og at det er belastet af mange forskellige problemstillinger. Det er f.eks. mærkeligt, at kun seks procent af kunsten indkøbt af danske museer er skabt af kvinder, og at man kan slippe uden om denne ulighed ved bare at sige, at det handler om kvalitet."

Et andet dilemma, som udvalget står overfor, når der skal deles støttekroner ud, handler om forholdet til den kommercielle kunstscene. Markedet for samtidskunst er de senere år nærmest eksploderet, og enkelte, danske kunstnere sælger deres værker til skyhøje priser. Ofte er det dog disse samme kunstnere, som gennem deres nationalitet udbreder kendskabet til dansk kunst og dermed skaber mulighed for andre kunstneres internationale gennembrud.

"Man skal ikke være dogmatisk og sige, at bare fordi en kunstner har kommerciel succes, så kan man ikke støtte et fremragende og modig projekt. En internationalt anerkendt kunstner kan måske være på vej til endnu større anerkendelse, og der skal vi ikke være fedtede og sige, at nu kan vedkommende sørme også klare sig selv. Omvendt har vi ikke ubegrænsede ressourcer, og det er vigtigt for os, at vores støtte gør en forskel. Og jeg mener, vi har en særlig opgave i forhold til at sikre de praksisformer, som film eller installationer, der har svære kommercielle betingelser."

Næste generation

Én ting er, at få dansk kunst ud over grænserne, noget andet er, at tiltrække udenlandske kunstnere til Danmark. Christine Buhl Andersen taler med fasthed i stemmen, da samtalen handler om at skabe udveksling mellem danske og udenlandske kunstnere herhjemme.

"DIVA er et residency-program for udenlandske kunstnere i Danmark, hvor man får bolig, ophold og rejse betalt. Kunstnere bliver inviteret af en dansk institution på et ophold typisk af tre måneders varighed, og der er ikke noget produktkrav knyttet til programmet. Omvendt lægger vi vægt på, at kunstnerens ophold i Danmark er netværksgenererende, altså at der skabes kontakter til danske kunstnere og institutioner gennem arrangementer, research eller lignende. Der er stadig mange, der ikke kender DIVA-programmet, så det er vigtigt og meget glædeligt for mig at få sagt, at det findes og har fået 'four more years', som man siger."

På trods af sin nuværende dynamik, mener Christine Buhl Andersen at den danske kunstscene har været langsom til at lukke op for globaliseringen, og hun ser mange lighedstræk mellem 'globalisering' og 'professionalisering'. Det er for hende afgørende, at danske kunstinstitutioner begynder at tage aktivt del i den globale kulturproduktion for at kunne tiltrække de gode, udenlandske kunstnere.

"Den danske kunstscene har været alt for forsinket i forhold til at lukke op for globaliseringen. Det har betydet, dels at danske kunstinstitutioner ikke er gearede til at vise den nyeste kunst, når den kommer ind med fuld kraft fra hele verden. Men også, at danske kunstnere og kuratorer i høj grad har forladt landet. Som den sidste Istanbul Biennales kurator Hou Hanru sagde, så har globaliseringen ramt kunstscenen, men det foregår i en forhandling med det lokale samfund. Det er ikke et hjemkaldelsesprojekt, vi er i gang med, men et ønske om at spørge os selv, hvad kan vi gøre bedre? Der er jo en Olafur Eliasson, en Jeppe Hein og en Ann Lislegaard, der har vist, at det sagtens kan lade sig gøre at slå igennem internationalt. Det ser vi gerne sker også for den næste generation."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu