Læsetid: 3 min.

En god gang skotsk strømer

Det er ved at være slut med Ian Rankins anarkistiske og lettere alkoholiserede kriminalkommissær John Rebus. Desværre. Han har aldrig været bedre
Edinburgh. Kriminalkommissær Rebus 'elskede centrum ved nattetid med taxaer og dinglende fodgængere, det varme natriumlys fra gadelygterne, de mørke butikker, gardinerne i lejlighederne'. Med sine kriminalromaner har Ian Rankin fået placeret Edinburgh solidt på verdenskortet.

Edinburgh. Kriminalkommissær Rebus 'elskede centrum ved nattetid med taxaer og dinglende fodgængere, det varme natriumlys fra gadelygterne, de mørke butikker, gardinerne i lejlighederne'. Med sine kriminalromaner har Ian Rankin fået placeret Edinburgh solidt på verdenskortet.

Patrick Down

17. januar 2008

Rygterne fra England fortæller, at Ian Rankin netop har sendt John Rebus på pension. Det kan man kun beklage, for kriminalkommissæren fra Edinburgh - hvis hang til alkohol og mangel på respekt for overordnede ikke har bibragt ham noget som helst godt i livet bortset fra muligheden for at kunne se sig selv i øjnene, når han om morgenen står foran spejlet og forsøger at komme til hægterne - har aldrig været bedre end i Navn på de døde, det 16. og næstsidste opus i serien.

Heri nærmer pensionen sig hastigt, og Rebus er som en af de få i etaten blev vejet og fundet for let, da alle ellers køres i stilling i forbindelse med G8-topmødet i juni 2005, hvor ikke blot Bush, Annan og deres magtfulde kolleger, men også kulturpersonligheder som blandt andre Bono, George Clooney og Julie Christie samt en hulens masse demonstranter har meldt deres ankomst for at sætte fokus på verdens fattigdom fra hver deres platform.

Sikkerheden skal være i top, og kommandovejen lige så glat som en regnvåd skotsk fodboldbane, hvorfor Rebus er blevet sat til at passe telefoner på en ubetydelig politistation i udkanten af byen.

Han skulker imidlertid fra tjansen for at tage til sin brors begravelse, og det er så her, hans faste kvindelige makker, Sergent Siobhan Clarke, fanger ham på mobilen, fordi en seriemorder frygtes at være godt i gang med at dræbe voldtægtsmænd på egnen.

Inden de kommer i gang med efterforskningen, bliver makkerparret mødt af en mandhaftig Special Branch-chef fra London, der gerne ser sagen dysset ned; et mønster, der pudsigt nok gentager sig kort efter, da han og Rebus atter står ansigt til ansigt, efter at et britisk parlamentsmedlem er blevet dræbt i faldet fra byens slot, hvor alle de vigtige møder foregår -

Muligheden for at genere chefen fra London ansporer naturligvis den anarkistiske Rebus til at sætte alt ind på at få begge sager opklaret. Er der noget, Rebus hader mere end hårdkogte forbrydere, er det nemlig overordnede, der har næse for hans whisky-ånde men ikke blik for hans fortræffelige evner som opdager i retfærdighedens navn.

Heller ikke Siobhan føler, hun får den fortjente anerkendelse, i hendes tilfælde fra de hippie-forældre, der dukker op for at deltage i den store demonstration i byen. Da moren ender på hospitalet og i politiets søgelys, ser Siobhan sit snit til at gøre en forskel i deres øjne.

Hvem er til at stole på?

Men hvem er helte, og hvem er skurke? Er seriemorderen værre end dem, han slår ihjel? Har politiledelsen og politikerne ren samvittighed? Og er Big Ger Rafferty, gangsteren, der pludselig synes at angre sine forbrydelser, til at stole på?

Enkelte steder føles afslutningerne på kapitlerne - som altid hos Rankin - en smule overdramatiserede, men ikke desto mindre er Navn på de døde endt som en fuldtræffer af en kriminalroman, der med afsæt i en solid intrige elegant lader sine mange handlingstråde flette sig sammen til et dystert portræt af et moderne samfund, der er ved at sprænge sig selv i luften af social ulighed, menneskelig afstumpethed og en hastigt skridende moral.

Om Rebus har mere at stå imod med, må vi vente med at vurdere til senere på året, når den danske version af Exit Music dukker op. I hvert fald har Ian Rankin - i modsætning til G8-mødet, der hurtigt blev glemt i røgen fra terrorbombningerne i London 7. juli 2005 - placeret Edinburgh solidt på verdenskortet, hvilket følgende passage (i Søren K. Barsøes oversættelse) da også tyder på, har været et mål fra forfatterens side:

"Han elskede centrum ved nattetid med taxaer og dinglende fodgængere, det varme natriumlys fra gadelygterne, de mørke butikker, gardinerne i lejlighederne. Der var steder, han kunne opsøge, et bageri, en natportier bag sin skranke, et kasino - steder, hvor man kendte ham, og hvor en kande te ville komme på bordet og sladder blive udvekslet. For et par år siden kunne han være stoppet op og have taget en snak med pigerne, der trak på Coburg Street, men de fleste var enten flyttet eller døde. Og når han også selv var væk, ville Edinburgh stadig være der."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu