Sikkert overraskende for mange var det ikke Ole Bornedals to meget omtalte og sete come-back-film Kærlighed på film og Vikaren, der i går dominerede Filmmedarbejdernes Bodil-nomineringer for 2007.
Den hyppigst nominerede danske film blev derimod Jannik Johansens drama om hærværk og skyld, Hvid nat, som instruktøren skrev sammen med Anders Thomas Jensen.
Ikke så lidt af en revanche for en film, der efter gode anmeldelser blev noget svigtet af publikum. Men også Peter Schønau Fogs meget præmierede Kunsten at græde i kor placerede sig fint med fire nomineringer, og det samme gjorde Natasha Arthys repertoire-aktuelle Fighter, som scorede tre nomineringer.
Gode kvinderoller
Johansens, Fogs og Arthys film konkurrerer om at blive valgt til årets bedste, men i denne kategori har de selskab af Morten Hartz Kaplers' AFR, den fingerede dokumentarfilm om et attentat på Anders Fogh Rasmussen.
I kategorien bedste kvindelige hovedrolle nomineredes Rikke Louise Andersson i Hvid nat, Paprika Steen i Vikaren, Noomi Rapace i Daisy Diamond, Semra Turan i Fighter og Sonja Richter i Cecilie. - Et tegn på, at årets filmhøst var rig på store, gode kvinderoller.
Far, mor og søn
Filmmedarbejderforeningen havde dog heller ikke svært ved at finde frem til fem mandlige skuespillere til hovedrolle-nomineringen.
Det blev Kim Bodnia i Ekko, Lars Brygmann i Hvid nat, David Dencik i Udenfor kærligheden og Jesper Asholt og drengen Jannik Lorenzen som far og søn i Kunsten at græde i kor. Også moderen fra denne film, Hanne Hedelund, nomineredes - i kategorien bedste kvindelige birolle.
Her optræder ellers Stine Fischer Christensen fra Ekko, Anne Sophie Byder fra Hvid nat, Trine Dyrholm fra Daisy Diamond og Charlotte Fich fra Kærlighed på film (helt glemt blev den altså ikke!)
To tvivlsomme lærerkræfter fra Lars von Triers filmskole-historie De unge år nomineredes til bedste mandlige birolle, Dejan Cukic og Søren Malling. Også Morten Grunwald fra Hvid nat, Cyron Bjørn Melville fra Fighter og Nicolaj Kopernikus fra De fortabte sjæles ø opnåede nominering.
I kategorien Bedste ikke-amerikanske film kæmper den spanske Pans labyrint, norske Reprise, britiske Eastern Promises, den rumænske 4 måneder, 3 uger og 2 dage og fransk/iranske Persepolis om en Bodil.
Det samme gør Letters From Iwo Jima, Zodiac, I'm Not There, Children of Men og Paranoid Park i puljen for Bedste amerikanske film.