Hvorfor vælge side, når der er bedst midt i mellem?

Da Mona Marie Koch cyklede til spejder, tog hun altid en jakke ud over sin uniform, så det lysende gule tørklæde og uniformen ikke skulle afsløre, at hun gik til danske spejdere. Mona er sydslesviger og voksede op uden for Flensborg. Dengang dukkede hun nakken, "fordi jeg var bange og ikke helt forstod, hvorfor jeg blev drillet," siger hun.

Men det gør hun ikke mere. Tværtimod synes hun, det er berigende at skulle forholde sig til både sin tyske og sin danske identitet.

"En sydslesviger er meget bevidst om sin egen identitet, og er man ikke det, bliver man nødt til at lære det, for ellers kan man ikke holde det ud."

Gnidningerne og overvejelserne om identiteten har styrket hende. Og når hun er færdig med gymnasiet til sommer, kan hun vælge at læse i både Danmark og Tyskland.

"Det er fedt!". I dag er hun afklaret og stolt af at være sydslesviger. Og hvad så med naboens dreng, der var den værste til at drille og kalde dem for dumme Dänen"? Mona klukler. Han er flyttet til Danmark. Der var ikke arbejde på egnen, så hans forældre flyttede og tog ham med.

Dansk-tysk

Det sydslesvigske landskab er lige som nord for grænsen hele vejen op til Esbjerg. Blide bakker mod øst; faldt og med diger ud til Vesterhavet. Med lidt god vilje kan man i Flensborg og andre steder i Sydslesvig også sagtens leve en stor del af sin hverdag på dansk. Her er danske børnehaver og skoler, danske biblioteker, et dansk aktivitetshus med kurser og værksteder og endda en dansk genbrugsbutik. Oplysninger fås i en dansk avis, man kan sige "ja" til sin elskede i en dansk kirke, og når man får brug for hjælp sidst i livet, kan man flytte ind på det danske alderdomshjem. I mange butikker bliver der også talt dansk, fordi de tilhører nogen fra det danske mindretal - og fordi der er penge i grænsehandlen.

Eller rettere, man kan leve på sydslesvigsk. Det at leve i det danske mindretal er hverken dansk eller tysk - og samtidig er det både og. Netop dette 'både-og' er styrken, svagheden, udfordringen og fornøjelsen på en gang, viser en tur rundt til unge og erfarne i Sydslesvig.

Mona Marie Koch kommer fra en familie, hvor mor og de fem børn taler dansk, fællessproget er dansk, men når de taler med faren, taler de tysk. Moren stammer fra en dansk-sydslesvigsk familie, faren er tysker. Familien er en af de mange muligheder, der opstår i grænselandet.

Anna Maria Dehn går også på Duborg-Skolen, som er det danske gymnasium i Flensborg, og ligesom Mona skal hun op til dansk-tysk studentereksamen til sommer. Ligesom Mona tager hun de ekstra vanskeligheder, der følger med at tilhøre mindretallet - eksempelvis den længere skolevej. Anna Marias forældre er begge tyskere og valgte selv at blive en del af mindretallet. Faktisk var det i mødregruppen, da Anna Maria var spæd, at hendes forældre lærte Monas forældre at kende og hørte om mindretallet. Både Anna Maria og hendes lillesøster kom i dansk børnehave, og begge forældre lærte dansk.

"Det er mig og min søster, der har båret det danske ind i familien," siger hun. Hjemmesproget er tysk - men ellers tales der dansk og tysk med venner, lærere og bekendte. Nogle lærere kan dog finde på, at 'tvinge' det danske ind. Men mens nogle politikere insisterer på, at de skal vælge side, insisterer de unge i dag på at træffe deres egne valg. Anna Maria og en flok andre Duborg-elever er blevet elev-ambassadører, der inviteres af danske skoler i Danmark for at fortælle om mindretallet og om kulturernes møde. De deltog også i et meget omtalt møde med Folketingets udvalg for det danske mindretal, hvor bl.a. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti og Kim Andersen fra Venstre insisterede på, at de skulle vælge side: dansk eller tysk, husker Anna Maria: "Men jeg vil ikke vælge, jeg er både og, jeg er begge dele. Jeg er tit blevet spurgt om forskellen, men det er svært, for jeg har aldrig prøvet at være kun dansk eller kun tysk."

Jørgen Kühl, der i årevis har forsket i mindretal, både i det dansk-tyske grænseland og andre steder i Europa: "I 1980'erne var der mange, der så mindretallet som en anakronisme, der kun kunne gå en vej," siger han.

"I dag er det ikke et spørgsmål, om der vil være et mindretal om 25 år. Konjunkturen er så forbløffende konstant. Skole og børnehaver tiltrækker konstant 7.500 børn," siger Kühl - nærmest forundret.

Er det dansk pædagogik, der trækker, fordi den tager mere hensyn til barnet? Eller er det, fordi danske skoler ikke stempler alle 10-års-børn som 'langsom', 'middel' eller 'klog'? Er det en fascination af de smilende skandinavere, eller måske en fascination af det ikke-tyske, det anderledes? Kühls forskning har vist, at den naturlige udvikling for mindretal er, at der sker en assimilering, og at de svinder ind. Det ser man i de ungarske mindretal i Rumænien og i Slovakiet. Men Sydslesvig har en anden tendens. "Jeg kan ikke forklare det, men tallene er overbevisende," siger forskeren. Jørgen Kühl er selv er vokset op i det danske mindretal som søn af tyske forældre, der "faldt for det danske", som han udtrykker det.

Det er personlige eller endda nedarvede historiske minder, der påvirker holdningen til 'de andre' den dag i dag. Men Mona Marie Kochs oplevelse af at blive mobbet er der ikke længere så mange, der beretter om i dag.

"Op til 70-80'erne var der fjendtlighed, nu er samlivet venskabeligt," er Jørgen Kühls vurdering.

Men minderne lever. Maike Lohse er lærer på Duborg-Skolen, hun var barn i mindretallet i 1950'erne uden for byen Husum ved vestkysten. Påvirker oplevelserne hende i dag?

"Selvfølgelig," siger Maike Lohse. Hun vil ikke kalde det mobning, men børnene fra den tyske skole ville ikke lege med hende. Værst var det, da alle landsbyens børn havde besluttet sig for at spare sammen til lommelygter og lyse ind i folks huse i skumringen. Den slags narrestreger måtte Maikes mor ikke vide noget om, og da der ikke fandtes lommepenge, tog det noget tid at spare op til den eftertragtede lommelygte. Men da hun endelig havde den, kom afvisningen: Hun måtte ikke være med alligevel, for hun gik jo i dansk skole. Om muligt gjorde det Maike endnu mere stolt af at være sydslesviger.

"Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var dansk. Det er ligesom, at min næse er min næse. Jeg er dansk. Det er jo et socialiseringsspørgsmål," siger hun.

Der var ikke råd til transporten til det danske gymnasium i Flensborg, så hun kom i lære som bankassistent. Det lykkedes kun, fordi bedstefaren kendte sparekassebestyreren og insisterede på, at der blev holdt optagelsesprøve, så lærepladsen ikke automatisk gik til en fra den tyske skole. I sparekassen blev forskellen mellem tysk og dansk skole tydelig. Da chefen bad Maike om at renskrive et brev på grund af stavefejl, skrev hun det akkurat, som hun havde gjort første gang. Der var indført ny retskrivning, og den fulgte hun. Debatten med chefen, der brugte den gamle, tog hun, og til sidst gav han hende ret. Til stor forundring for kollegerne.

"Fra dansk skole var jeg jo vant til at diskutere. De andre troede, at jeg ville blive smidt ud, at verden gik under." Men det gjorde den ikke, også selv om Maike holdt på sin ret. Chefen havde nemlig også sagt til hende, at hun som medarbejder i den offentlige sparekasse ikke måtte deltage i de danske optog, når det danske mindretal holdt sit årlige møde med masser af dannebrog. Men Maike gik med alligevel. "Jeg tænkte 'nu kan du se mig'. Jeg var stolt," husker hun. Optoget gik lige forbi sparekassen, og i løbet af læretiden fik hun et udmærket forhold til den tysk-sindede chef.

Bynavnenes kvalitet

Selv om den åbne fjendtlighed er aftaget, er der problemer, og balancen i grænselandet er stadig mere skrøbelig end andre steder.

"Hver gang, SSW (det danske parti, red.) er tungen på vægtskålen, så hedder det, at 'danskerne ikke skal bestemme over os tyskere'," siger Maike og fortæller, at de ledende SSW-politikere i den slags situationer har oplevet trusler og været under politibeskyttelse. Siden sidste gang har situationen dog været rolig, men nogle af de gamle grænsespørgsmål kommer op til overfladen igen og igen. Eksempelvis i forhold til to-sproget vejskiltning.

"Det danske mindretal har altid været meget tilbageholdende med at kræve to-sproget skiltning af hensyn til Danmark," siger Flemming Meyer, der er formand for Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW. Hvis sydslesvigerne krævede danske skilte i Tyskland, lød ræsonnementet, ville det tyske mindretal nord for grænsen også få anledning til at gøre det. Og det ville nok skabe røre hos sønderjyderne, hvor den historiske bevidsthed med minderne om de tyske år fra 1864 til 1920 samt besættelsen i 1940'erne stadig bliver nedarvet fra generation til generation. Men nu har det tyske mindretal i Danmark selv taget sagen op, og det ser ud til, at to-sproget skiltning er på vej også i Sydslesvig.

"Det er med til at synliggøre, at vi er flere kulturer," forklarer Meyer, der bor i byen Hanved, der på tysk hedder Handewitt. Bynavnene fortæller noget om egnens danske historie, ofte har de nemlig en betydning på dansk, mens de er volapyk på tysk. Som f.eks. Skovby, der på tysk hedder Schuby.

En anden sag handler simpelthen om penge, for staten Danmark betaler stadig broderparten af tilskuddene til begge mindretal - både nord og syd for grænsen.

Men at mindretallet er vigtigt, er Flemming Meyer ikke i tvivl om. Det handler om at "have et ståsted, et kulturelt tilhørsforhold. Som medlem af mindretallet er jeg ikke rodløs, her føler jeg mig hjemme. Det er også følelsen af, at du er i et fællesskab". Faktisk er der nogle værdier, der er så veludviklede, at de forpligter de danske sydslesvigere: "Vi er jo trods alt et gammelt, erfarent mindretal. Vi har fundet ud af et fredeligt samvær, og de erfaringer skal vi da dele med andre," forklarer Flemming Meyer. Det med at dele ud af sine erfaringer er mindretallet godt i gang med. Dels på egnen, hvor det danske og det tyske mindretal er aktive i de grænseoverskridende projekter, og dels internationalt, hvor mindretallene deltager i europæiske projekter. Flensborg har et Center for Mindretalsstudier, der har haft adskillige gæster fra f.eks. Kosovo, hvor mindretal oplever alvorlige konflikter.

Alligevel mener Jens Christiansen, generalsekretær i SSW, at mindretallet befinder sig i en brydningstid.

"Et nationalt mindretal kan ikke længere definere sig ved tallene 1864, 1920, 1945. Vi er i en tid med globalisering og europæisk integration, det stiller større krav til at det være et nationalt mindretal," siger han.

Mindre grænsekamp

Der bliver mindre og mindre grænsekamp, den slags opleves simpelthen som anakronistisk, mener Jørgen Kühl. På grund af muligheden for at få job i Danmark har dansk desuden helt ændret status.

"Det har ændret det danske mindretals image. Tidligere sagde tyskerne, at dansk er så lille et sprog, læs engelsk eller spansk. Nu siger elever, at forældrene også har valgt den danske skole, fordi det er nyttigt," siger Jørgen Kühl, der selv er gift med en amerikaner og har tre børn, der alle er tresprogede.

"Min yngste søn er 10 år, og for en måned siden sagde han, 'jeg er amri-sydslesvig-dansker'," fortæller Kühl. De unge fra mindretallet vokser simpelthen op med evnen at forstå og leve i flere kulturer, og det er en vigtig kompetence, mener han. Duborg-eleverne mener også, at "man bliver mere åben over for identiteter fra andre kulturer", siger Anna Maria Dehn. Det oplever hun helt konkret, når hun drager ud på danske gymnasier, hvor der er to-sprogede og danske elever. Det er hændt, at samtalen om identitet kun blev ført mellem de danske sydslesvigere og de danske indvandrer-unge - fordi de talte om de samme oplevelser, mens dansk-danskerne var hægtet af. Anna Maria husker en klasse, der var meget delt, og hvor mødet med sydslesvigerne blødte den op. "Vi talte om dansk jul og tysk jul - og så fortalte de os, at de aldrig havde talt med hinanden om ramadan og jul i den klasse."

Danmarks forhave

Grænseforeningen i Danmark har siden 1920 forsøgt at støtte de danskere, der ikke 'kom hjem', da grænsen blev trukket. I de år, da situationen i Sydslesvig var mest anspændt, sidst i 1940'erne, havde foreningen omkring 200.000 medlemmer. Sidste år var medlemstallet nede på godt 25.000. Men ifølge formanden Finn Slumstrup giver det god mening at holde fast i det danske mindretal - også nu, hvor der ikke er konflikter: "Mindretallet er Danmarks forhave," siger Finn Slumstrup. "Vi lever i en tid, hvor grænsen ikke længere er en statsgrænse, men hvor sprog, sindelag og kultur udgør grænsen," forklarer han. Mens danskere i Danmark siden 1920 har været vant til et meget homogent samfund, har sydslesvigerne hele tiden levet i spændingsfeltet mellem flere kulturer. Og netop den erfaring er der brug for nu. For lige nu er vi i en tid med globalisering og folk, der flytter hertil fra andre lande.

"Vi er ude af træning, men sydslesvigerne er 'professionelt' danske, de har hele tiden defineret sig som danske. Som rigsdanskere kan vi derfor lære af sydslesvigerne," mener Slumstrup. Andre mindretal kan måske også lære af sydslesvigerne, mener Kühl: "Et af de centrale spørgsmål er, hvorfor det lykkedes at skabe en grænsefred, og det kan måske være en inspiration, for det er et af de få eksempler. At vi er så heldige, at det lykkedes uden blodbad og fordrivelser. Det er værd at reflektere over. Ikke fordi vi er bedre mennesker, men fordi der er nogle forhold, der gjorde, at det lykkedes."

Kühl tænker lidt over tallene, og kommer så uforvarende med en mulig forklaring. "Hyppigheden af ildsjæle i det danske mindretal er højere - intensiteten ligger også i engagementet."

Læs mere på www.graenseforeningen.dk/artikel/75http://luftskibet.information.dk/europa