Læsetid: 11 min.

Information kvalte debatten og undveg selverkendelsen

Journalist Lars Villemoes forlod Dagbladet Information i 1990, fordi han ikke kunne få lov at dække Blekingegadesagen, som han ønskede. Information var fanget i et usundt tilhørsforhold til venstrefløjen, og det manglende opgør dengang betyder, at Information stadig befinder sig i en ’lejroffentlighed’, mener han
30. januar 2008

Lars Villemoes’ navn stod på en liste i en af de lejligheder, politiet ransagede efter røveriet mod Købmagergades Postkontor i 1988. Det stykke papir illustrerer journalistens unikke adgang til kilderne og miljøet omkring Blekingegadebanden. Men samtidig illustrerer det den fortid, der til sidst blev brugt imod ham og fik ham til at forlade Information, hvor han havde været ansat siden 1981.

Lars Villemoes dækning af Blekingegade-sagen er blevet aktualiseret med udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bøger. Den prisbelønnede forfatter fremhæver Lars Villemoes artikler som »banebrydende«. Det ligner en rehabilitering af en journalist, om hvis person og arbejde, der siden konflikten på Information har stået rygter og mistillid.

Den klassiske historie: En fjer bliver til fem høns. At Villemoes navn stod på en gammel liste i en vens lejlighed blev til, at hans fingeraftryk blev fundet i lejligheden i Blekingegade. Og hans kendskab til Blekingegadebandens ideologiske ophav i kredsen omkring Gotfred Appel blev opfattet, som om han skrev med udgangspunkt i egne ungdomserindringer.

»Det må jeg afvise fuldstændig. Jeg var meget opmærksom på, at der var kildemæssigt belæg for mine historier fra alle andre end mig selv. Det eneste, jeg brugte mine egne erindringer til, var at sortere i kildernes udsagn. Andre journalister ville ikke have været i stand til at vurdere troværdigheden af kilderne. Det var jeg, fordi jeg kendte de folk, og de vidste, at jeg kendte dem og materialet, ideologien og personkredsen. Jeg fandt mig ikke i bullshit,« siger Lars Villemoes til Information i dag – 18 år efter han forlod avisen.

Unik adgang til miljøet
Lars Villemoes lægger ikke skjul på, at hans fortid som aktiv i foreningen Tøj til Afrika gav ham en helt enestående adgang til viden om 1970’ernes ekstreme venstrefløj.

»Det, der gav mine artikler en anden vægt, var netop, at de byggede på kilder fra venstrefløjen. Derfor er det jo lidt grotesk, at den samme venstrefløj var så skide forarget over, at det kom frem. Det synes jeg, er en pointe, der er gået helt tabt. Netop det, at kilderne kom fra venstrefløjen selv, gjorde, at historierne om denne del af venstrefløjen faktisk var bedre end dem, de andre havde.«

Lars Villemoes fortæller om et Information, hvor stemningen var mere end almindelig trykket. Han startede på avisen i 1981, hvor han blev tilknyttet kulturredaktionen som rockanmelder, og fra 1983 havde han ansvar for to ugentlige opslag om musik og ungdomskultur. Men sideløbende med hans arbejde på kulturredaktionen stod han til rådighed for indlandsredaktionen og dækkede flere retssager, bl.a. den såkaldte Østrogen-sag om bivirkninger ved brug af p-piller.

Dertil kom en række artikler om bz-miljøet, og hans mest citerede historie var en stor artikel om grønjakkerne.

Lars Villemoes var således ikke ny i rets- og indlandsstoffet, da han blev sat til at dække Blekingegadesagen. Men det var først, da han selv blev afhørt i sagen, han opdagede, at han kunne bidrage til avisens dækning.

»Da en af mine venners lejlighed blev ransaget, fordi den lå tæt på postkontoret, stod mit navn på en gammel liste over folk, der havde været aktive i Tøj til Afrika. Min ven sagde, at politiet gerne ville tale med mig. Og så blev jeg jo klar over, at det var mine gamle bekendte, der var blevet sat fast.«

Skyldfølelsen
Da det var længe siden, han havde haft noget med Tøj til Afrika at gøre, kunne Lars Villemoes ikke hjælpe politiets efterforskning.

»Jeg tog selv kontakt til politiet og stillede mig til rådighed for en afhøring. Jeg forklarede det, jeg havde at forklare, men det var ikke noget, de kunne bruge. Jeg havde ikke taget del i nogen kriminelle ting, som jeg kunne fortælle dem om.«

Lars Villemoes blev en del af Tøj Til Afrika i 1971, da han gik på Det Frie Gymnasium. Første gang, han mødte gruppen KAK, var til en demonstration mod Verdensbanken. Sådan blev han indrulleret i den kreds, hvor flere af de senere dømte i Blekingegade-sagen allerede var medlemmer. Holger Jensen, der senere stod i spidsen for den gruppe, der brød med grundlæggeren Gotfred Appel og fortsatte med kriminalitet, var lige fra starten hans ledefigur og »politiske lærer« inden for KAK.

Lars Villemoes fortæller, at han blev fascineret af Gotfred Appels snylterstatsteori, fordi den tilbød en forklaring på uligheden i verden, som resten af venstrefløjen ikke kunne formulere.

»Gotfred Appel talte til den skyldsfølelse, man uvægerligt må få som ungt menneske over at vide, at vi lever så ufatteligt privilegeret i forhold til befolkningen i mange andre lande. Han ramte hele den oplevelse af et selvfedt samfund med baggrund i noget marxistisk teori om den bestukne arbejderklasse. Hvor resten af venstrefløjen op igennem 1970’erne havde forhåbninger om, at de via agitation kunne formå den danske arbejder til at knytte næven og rejse sig trodsigt i vrimlen og alt det der, så afskrev KAK jo fantasierne om en snarligt forestående revolution som latterlige.«

Ingen diskussion
I 1973 kom det til et brud med KAK og Tøj til Afrika for Lars Villemoes. Holger Jensen ønskede, at han skulle rykke tættere på inderkredsen, men det ville han ikke. Han havde flere konflikter med Holger Jensen og fandt ud af, at han ikke kunne acceptere det debatklima, der herskede i gruppen:

»Det blev klart for mig, at KAK og Holger Jensen slet ikke havde nogen teoretiske svar på mange af de velbegrundede spørgsmål, andre, mere demokratiske, dele af venstrefløjen stillede både ved marxismen og maoismen. Mange af de ideologiske diskussioner førte til en stum, fornærmet afvisning. Der var slet ikke plads til, at man havde forbehold over for de mål og midler, Holger anviste.«

Det var ikke kun Lars Villemoes, der bevægede sig væk fra KAK, gruppen valgte selv at gå i indre eksil. De havde i det store og hele kun foragt tilovers for resten af venstrefløjen og markerede sig i de følgende år kun ganske sporadisk udadtil.

Lars Villemoes selv har ikke været medlem af et politisk parti siden 1970’erne. Det mener han faktisk, journalister generelt bør afstå fra. Men da han under afhøringen på Politigården blev klar over, at han havde en unik adgang til det miljø, der havde fostret Blekingegadebanden, opsøgte han gamle venner og fik del i deres viden.

I Information dækkede en kollega sagen.

»Han interviewer blandt andet Jørn Lenger – en VS’er fra Århus – der kommer med en masse løse påstande om, hvem han tror, det kan være.

Så ringer jeg til kollegaen og siger, at jeg har bedre oplysninger. Det gør jeg for at være sikker på, at det, der står i vores avis, er af en bedre kvalitet end bare en række gengivelser af folks halve teorier. Da han så bliver klar over, at jeg har en viden, som han ikke har, aftaler vi, at jeg skal tale med avisens redaktør Lars Hedegaard om, hvorvidt det er noget, vi kan bruge i avisen, så vi kan bidrage med noget originalt stof selv. Fra da af bliver det et samarbejde mellem Lars Hedegaard og avisens anden redaktør, Peter Wivel, og mig. Og så er det, balladen starter, kan man sige.«
Lars Hedegaard og Peter Wivel var i fællesskab chefredaktører på Information, da Blekingegade-sagen rullede. I dag er Lars Hedegaard bl.a. skribent på Berlingske Tidende, mens Peter Wivel er Politikens korrespondent i Berlin.

Ballade fra starten
Allerede da Lars Villemoes’ første artikel om Blekingegadebanden offentliggøres, begynder modstanden at melde sig. Både i form af læserbreve og interne diskussioner på redaktionen. Til at begynde med kan Lars Villemoes godt have forståelse for folks reaktioner.

»Problemet for andre journalister og kommentatorer, politikere og fanden og hans pumpestok er, at de ikke kunne stille kontraspørgsmål til kilderne, da de ikke var navngivne i den første artikel. Man kan sige, at det måske undskylder nogle af beskyldningerne om, at jeg skulle have skrevet mine private ungdomserindringer. Men jeg vil endnu engang fastholde, at det har jeg ikke gjort. Jeg går ikke ind for den form for new journalism, der handler om mig og mig og min navle. Slet ikke, når det gælder om at lave afslørende journalistik i en prekær sag, hvor alle mulige interesser strides fra første dag.«

Selv om han i dag kan forstå nogle af de bekymringer, kritikerne havde, så mener han, at kildernes anonymitet kun kan forklare de første reaktioner. Kritikken flyttede sig hurtigt væk fra det punkt.

»Som sagt var gruppen meget afgrænset fra resten af venstrefløjen i 1970’erne, så jeg tror, at nogle reagerede, som de gjorde, fordi de følte forbavselse kombineret med vantro og paranoia. De følte sig taget på sengen. Problemet er bare, at andre af dem, der reagerer, lægger en faglig tyngde og politisk ideologisk kapital bag ved deres angreb. Det gør, at det bliver en meget alvorlig sag. Både for chefredaktørene og mig.«

Lars Villemoes hentyder især til en kronik skrevet af kriminologerne Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og ikke mindst Preben Wilhjelm.

»Sankt Preben, som jeg gerne vil kalde ham. I de år var opfattelsen sådan, at Preben Wilhjelm overhovedet ikke kunne sige noget forkert eller tage fejl. Her på avisen i hvert fald. Ham sagde man ikke imod. Jeg vil ikke anklage nogen for at være nikkedukker eller noget, men sådan var det bare.«

Diskussionen i debatspalterne kom hurtigt til at handle om det retspolitiske aspekt. Lars Villemoes synes, venstrefløjen bevidst undlod at diskutere det fælles ideologiske ophav.

»Det er jo ikke særlig bekvemt at få at vide, at der havde været en gruppe her i landet, som havde gjort det, de andre bare havde bragesnakket om. De har nok anet, at de hurtigt kunne komme til at hænge på noget, som de ikke følte noget medansvar for. Det havde de jo alligevel indirekte haft rent politisk – i og med, at det ikke kun var KAK, der støttede palæstinenserne i 1970’erne. PFLP var altså ikke kun et fænomen for KAK, det var det for eksempel også for VS. Situationen var meget anspændt, og derfor var det nemmere at afvise historien som løgn. Folk troede måske, at hvis de begyndte at tro på det, så ville PET hente resten af de venstreorienterede dagen efter. Alt det blev omstøbt til noget retspolitisk og journalistisk kritik, hvor man så krævede mit hoved på et fad.«

Illusionerne begyndte at briste for Lars Villemoes:

»Mit syn på, hvordan læserne og Informations omgivelser betragtede sagen, blev ændret, da jeg bragte nogle artikler, hvor tidligere medlemmer af KAK stillede op og lagde navn og ansigt til deres historie om, hvordan gruppen var opstået. Selv efter at de artikler var blevet bragt, så fortsatte balladen. Det nyttede ikke noget at sætte navn og ansigt på nogle af kilderne. Det blev stadig betragtet som nærmest løgn og digt. Så begyndte jeg at ændre holdning til, hvad man kunne forvente, det her kunne føre til.«

Arven fra Outze
Lars Villemoes mener, at konflikten blandt journalisterne dengang kunne koges ned til en uenighed om, hvad Informations opgave er.

»For mig var værdien i den her avis, at den er uafhængig og kan tage alting op kritisk. Der er ikke nogen udefra, der kan redigere avisen. Det er en redaktionel beslutning, som træffes uden indflydelse fra kapitalkræfter, politiske partier eller for den sags skyld sure læsere. Sådan fortolker jeg arven fra avisens grundlægger, Børge Outze. Da måtte jeg så bare erkende, at uden jeg helt var klar over, hvor galt det stod til, så var vi nået til et punkt i slutningen af 1980’erne, hvor venstrefløjen i mangel af andre organer syntes, at den havde en ejendomsret til den her avis, og det samme gjaldt nogle af medarbejderne.«

Balladen omkring Lars Villemoes’ artikler spidsede til i slutningen af 1989. Han mener ikke, at de to chefredaktørers afgang i slutningen af det år alene kan tilskrives modstanden mod deres støtte til hans journalistik. Mange andre konflikter spillede ind.

Men da Peter Wivel og Lars Hedegaard forlod avisen, fik det store konsekvenser for Lars Villemoes.

»I og med at de støttede min journalistik, så kom de også til at hænge på den, og jeg kom til at hænge på dem,« som han siger i dag.

Den nye chefredaktør ville nemlig have en anden dækning af sagen. Ifølge Lars Villemoes ønskede Lasse Ellegaard, som blev avisens nye chefredaktør, at Villemoes kun skulle skrive personlige kommentarer.

Den journalistiske dækning af retsmøderne skulle en anden tage sig af. Det fik i sidste ende Lars Villemoes til at forlade avisen og i stedet fortsætte sin dækning i Weekendavisen.

Debatten stoppes
»Debatten stoppede med Lasse Ellegaards indtog på avisen. Jeg fornemmede, at der var mange, der var lettede. Nu var far kommet hjem og kunne sætte det hele på plads. Men hvis man ser på det i et historisk perspektiv, så mener jeg, at Information undlod at følge op på den mulighed for erkendelse og smide den ud til venstrefløjen som en udfordring. Der blev ikke boret yderligere i f.eks. PFLP’s forhold til Danmark gennem tiden eller i de ideologiske ophav i 1970’ernes ekstreme ideologiske atmosfære. Det synes jeg var et tab.

Havde man gennemført det, som oprindeligt var tænkt fra Hedegaards og Wivels side, så kunne det have været med til at skabe noget politisk selverkendelse, der ville have gjort, at man ikke havde den lejroffentlighed, som jeg fornemmer lidt, I stadig sidder inde i nu.

Da jeg stadig er betalende abonnent, så kan jeg jo se det. F.eks. jeres dækning af Fighters+Lovers-sagen. Jeg savner en afklaring i forhold til organisationer, der støtter vold mod civile i en politisk sags tjeneste. Det er, som om man bare som en selvfølge mener, at PFLP er en organisation, der er værd at støtte.«

Lars Villemoes mener ikke, at Information er kommet særlig meget videre med at bearbejde fortiden, siden han forlod den:
»Jeg siger ikke, at I ønsker det sådan. Men den debat, som det virker, som om I ønsker nu, den kunne have fundet sted for 17-18 år siden. Men det har der ikke været vilje til, og det tilskriver jeg især Ellegaards administration af avisen i de følgende fire år.

Meget af det, der bliver sagt i dag – for eksempel af Morten Thing – kunne lige så godt have været sagt dengang. Der er ikke sket nogen virkelig mentalitetsændring hos den generation, der blev forarget over Blekingegade-artiklerne. Enten så holder de deres kæft, eller også kommer de med de samme gamle sure opstød.«

anbr@information.dk, uda@information.dk

Lars Villemoes har siden han forlod Information arbejdet for bl.a. Weekendavisen og Danmarks Radio.

Serie

Fortidens spøgelser

<b>Fortidens spøgelser</b><p>Leflede Information i 1970'erne, 80'erne og 90'erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere? </p><p>Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af: </p><p>1. Dækningen af Blekingegadesagen (Bragt 30/1, 31/1 og 2/2 2008)</p><p>2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent (Bragt den 17/3) </p><p>3. Information var gennemsyret af maoisme.</p><p>4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.</p><p>5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.</p><p>6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980'erne og 1990'erne.</p>

Seneste artikler

  • Tiltrængt avis til tiden

    8. april 2008
    Siden Begyndelsen af januar har Information øvet sig i at holde historiens spejl op foran avisens synspunkter og holdninger i den periode, som fulgte efter ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne
  • Blüdnikow: En selvforelsket generation

    7. april 2008
    Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent Blüdnikow
  • Fortidens Spøgelser: Sovjetspion eller 'bare en slags politiker forklædt som journalist'

    26. marts 2008
    Ifølge fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var Informations sikkerhedspolitiske medarbejder i 1970'erne og 80'erne, Jørgen Dragsdahl, ikke på sovjets lønningsliste, som han er beskyldt for bl.a. i Jyllands-Posten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Villemoes dækning i Information var uden tvivl det mest spændende originale og informationsmættede, der blev skrevet i de år, hvor Blekingegade-sagen blev optrævlet.

Samtidig var de i høj grad præget af at Villemoes var 'oppe at køre' på sagen. Set i det lys virker Ellegaards disposition om at lade ham skrive personlige kommentarer umiddelbart tilforladelig. Kunne være interessant at få historien som nogle af dem Villemoes følte sig frosset ud af ser den nu. Eller har han ret i at de helst vil holde deres kæft?

Lars Villemoes gjorde mig til Informationslæser på det tidspunkt. Alle talte om, hvor tung og kedelig avisen var, men for mig gav den det indblik og den grundighed i dækningen - også af alle mulige andre emner - som kun er blevet mere og mere svigtet af andre aviser siden. Desværre har nye politiske vinde også gjort, at Inf. nu bliver sjældnere citeret, f.eks. i Radioavisen, hvad der er en stor skam, for det er stadig en avis i en klasse for sig.

Der er virkelig meget der tyder på at Information skylder Villemoes en officiel undskyldning .

Man skylder os andre på den demokratiske venstrefløj en undskydlning. Information kunne have været medvirkende til at lette det åbne opgør som var nødvendigt på visse dele af venstrefløjen med de elemeneter som somme tider talte ansvarsløst, som tillod antidemokratisk ytringer og som var for eftergivende over for de mentalt afsporede i sekter på yderfløjen.

Sagen burde undersøges ordentligt af Information således at man kan bliver istand til i påkommende tilfælde at give Villemoes den officielle undskyldning han tilsyneladende har til gode.

Lad mig lige sige at jeg læste de artikler dengang også Vilhjelm indlæg som jeg husker at jeg var uenig i omend der var nogle retspolitiske pointer i yderkrogene som man kunne have sikret sig imod.

Men der var her et gryende opgør med antidemokartysie elemnter som burde have været taget . Debatten om det principielle forhold at der var højråbende smågrupper og enkeltindivider som agiterede for antidemokratiske synspunkter burde have været videreført også uden at det direkte inkriminerede folk der var fængslede og under anklage.

Det var miljøet i de grupper man burde have kunnet tage et opgør med. Det er rigtigt at der var grupper sel i VS der også ville have fået varmet ørerne men det var politisk nødvendigt. Havde man gjort det og fortsat af den vej ville venstrefløjen have stået langt stælrkere og friere ikke mindst efter sammenbruddet i øst og afsløringerne i Cambodia og andre steder.

Det er jo indlydsende rigtigt om Vilhjelm bl,a påpegede, jeg taler her fra hukommelsen, at selv blekingegadens medlemmer havde krav på en fair retssag, der ikke undegraves af artikler i information. Men det burde have været muligt at fortsætte det fremragende arbejde som Villemoes lavede og så fyre det af på et tidspunkt hvor der ikke var fare for at sådanne retsikkerhedsmæssige krav ikke led unødig overlast.

Jeg mener også at bladet havde en vis forpligtigelse til at medvirke til den frigørelse fra ekstremisme og dogmatik som bestemt påvirkede dele af venstrefløjen i fortiden

Nu ser jeg at man fra enhedslistens side siger at man har foretaget et sådant opgør, og det er jo godt, jeg håber det er rigtgt for der var sandt for dyden folk blandt stifterne som have den del på samvittigheden des angående.

Information var forpligtet ikke som en 'venstreorienteret avis' men som en avis der læstes og stadig læses af venstrefløjen og derudover en journalistisk forpligtigelse over for det danske samfund. Man havde en unik position her, der var ingen andre til at gøre arbejde. Man klan sige, som det ser ud for mig. At information ved ikke at gøre det overlod opgaven til Blüdnikow og venner på Weekendavisen, det var i sandhed uheldigt! Det var sgu ikke noget der bidrog til balance.

Jeg er udmærket godt klar over at der altid har været folk på avisen som ikke tilhører venstrefløjen, men det er her den samfundsmæssige forpligtigelse kommer ind. Det her var noget der åbnede op for intern selvkritik på venstrefløjen. En debat som var ekstremt nødvendigt på det tidspunkt og som burde have været taget i åbenhed også uanset at der var ekstremistiske elemente der ikke kunne li det, det var jo netop derfor det var vigtigt.

Information ser for mig ud til at have svigtet, ikke bare sig selv, men sin forpligtigelse over for den frie politiske debat i danske samfund.

Vi har brug for åben debat og velfungerende politiske fløje i ethvert sundst politisk system. Det er pressens fornemmeste opgave at sikre at dette er tilfældet.

Ingen der besad evne til at se og tænke, kan have været det mindste i tvivl om at et indre opgør og en klarere afstandstagen fra de antidemokratiske strømninger på venstrefløjen var dybt påkrævet på netop dette tidspunkt.

Alt for mange af os havde tålt uacceptable ytringer fra et lille ekstremistisk mindretal uden at tage det ved vingebenet. Vi stod der sidst i 80erne over for en periode hvor der var en mulighed for at få renset lagenerne ved egen hjælp, hvad unægteligt ville have været det rigtigste og det sundeste.

Hvad gjorde information så (hvis vi skal tro ovenstående) - man satte prop i og overlod det til - i flere tilfælde - tidligere ekstremister som nu var blevet frustrerede og havde skiftet side og derfor var åhh så villige til at fyre skidtet af som ensidig neokonservativ propaganda -

Var det ikke det man gjorde?

Da Information forlod Børge Outze-linien var vi mange, der forlod bladet.

Bladet mistede sin oprindelige idenditet.

Medlemmer af "Informations Venner" rystede på hovedet, hvad foregik der
med bladet vi var stolte af og gik til lommerne for at holde i gang?

Bladet blev besat af dummerter!

Dagpladderet koger suppe på sig selv. Auto-kannibalisme. Mand, hvor kedsommeligt. Et nødvendigt opgør? Hold op for en gang navlepilleri.

Og sukh, Ristinge... kunne du ikke bare gå en tur en gang imellem?

Jeg gider ikke.

Dorte Sørensen

Nu udstiller jeg nok min dumhed. Men en ting jeg ikke forstår er ,hvorfor Lats Villemose, Lars Hedegaard og Peter Wivel ikke forsatte deres dybteborende journalistik om sagen i det Berlingske hus, hvor de alle tre flyttede til.
Derudover var , der ikke en sag mod Peter Wivel, hvor han ikke ville opgive sine kilder og hvor han blev idømt dagbøder. Hvilket jeg synes var flot i forsvar for pressefriheden.
Til slut vil jeg takke Information for, at I tager sager op og vender dem på andre måder. Bliv ved med det. Information har vist hvor hurtig avisen kan blive ligegyldig. Sidst så vi det var under David Trads lederskab.

@Dorte

Villemoes fortsatte med at skrive om sagen på Weekendavisen under Peter Wivel.

Wivel var den chefredaktør som var ansvarlig for Bent Blüdnikovs kampagne mod venstrefløjen - som snarere end dybdeborende journalistik må kaldes 'journalistik der er ude hvor den ikke kan bunde'. Hedegaard er siden mest kendt for at bore dybt og hadefuldt i islam og al dens væsen - ligeledes med tab af dømmekraft og sans for nuancer til følge.

Selv hovedpersonen Villemoes tabte højde, da han på Weekendavisen begyndte at skrive om det autonome miljø. Jeg blev som læser mere og mere i tvivl om hans evne til at skelne mellem hvad det vil sige at afdække virkelige sammenhænge og at lade sig forføre af sin egen konspiranoia.

Jeg synes, det er væsentligt i denne debat at se på de mekanismer, som fører til politisk forførelse. Psykopati, benægtelse osv.
Forførelsen er jo ikke politisk bestemt.
For tiden er vi vidner til den enorme forførelse, som højrefløjen har gang i.
og det ville da være førnøjeigt at læne sig tilbage og nyde skuespillet, hvis det ikke var for vores egen og verdens retssikkerhed, som er undergravet, og de mange mange ofre, som krigen mod terror er skyld i, samt dæmoniseringen af islam.

Opgør er naturligtvis gode at tage, men som Bent Blüdnikov & co bedriver det, så er det bare endnu en forførelse, endnu et hysteri.

Hvis Inf går dybere ind i denne problematik, så håber jeg, at man tager disse forførelses mekanismer under kærlig behandling. Især fordi de er skadelige for demokratiet.

og så skiller den løse brage snak fra og ser på, hvilke egentlige ulykker og uretfærdigheder, venstrefløjen er skyld i.
ellers bliver det auto-kannibalisme, som én skriver her i tråden
eller som Bludnikov bedriver det: et oxfordhysteri.

det virker som om det her bare er nogle gamle mennskers ønske om et opgør med deres egen fortid. Intet kunne være mere kedsommeligt.

mht figthers&lovers sagen som LW ? til om disse er værd at støtte.

Der er ikke meget der er værd at støtte, men den kan være en nødvendighed i et fascistisk skin-demokrati. ( om det er blå eller rød stue - who cares)

En anden nødvendighed der ikke er værd at støtte kunne være grupper som SIAD osv.

Det, der gøre denne artikel aktuel, er ikke bare Blekingegade-historien, som genopfriskes i bogudgivelser, men i høj grad også at man kan trække tråde fra da til nu, når man kigger på Information i dag. Hvis man er en hyppig læser af det, der foregår i kommentarfelterne her på siderne, vil man for eksempel kunne konstatere, at det fortsat er sådan, at rigtig mange af Informations kernelæsere betrager avisen, som ukritisk organ for nogle bestemte venstrefløjsdogmer. Hvor ofte sker det ikke, at hele debatfeltet er fyldt med indvendinger mod en konkret artikel, fordi den ikke er skrevet af "en af vor egne" eller fordi den drejer en sag på en måde, som ikke falder helt i tråd med alt det, som vi på venstrefløjen betragter som afgjort og i nogle tilfælde helligt? Disse indvendinger består ikke i saglig kritik, men i kommentarer hvis indhold kan koges ned til "Fyr den mand/kvinde" eller "Jeg vil ikke læse sådan noget fascistisk sludder i min avis" eller "Hold kæft!"

Det kan tænkes, at alt, som Lars Villemoes har skrevet, ikke har været af tårnhøj kvalitet, men hvis der er nogen, der kan huske den mildt sagt onde stemning omkring hans person på den yderste venstrefløj i starten af 90'erne og det i nogle tilfælde nærmest blinde forsvar for folkene fra Blekingegade, vil de måske, hvis de forholder sig bare en smule selvkritisk, i dag kunne se, at det var lige så tosset og udemokratisk som den "konspiranoia", nogle beskylder Villemoes for.