Note
Læsetid: 1 min.

Interview med Mary og Frederik fører til erstatningskrav

Kultur
9. januar 2008

Kronprinsparrets beretning om familieliv, småbørn og havregrød sår splid mellem Berlingske Tidende og Billed-Bladet. Avisen forlanger erstatning fra ugebladet, fordi det bragte Berlingskes interview med Mary og Frederik. "Vi har ikke givet dem lov til at bruge interviewet, vi har ikke givet dem lov til at bruge journalistens byline, og vi har ikke givet dem lov til på forsiden at kalde det 'eksklusivt', da det faktisk slet ikke var eksklusivt til Billed-Bladet, men til Berlingske Tidende," siger chefredaktør Lisbeth Knudsen.

Derfor har avisen sendt et erstatningskrav på 235.000 kroner af sted til Billed-Bladet og givet en frist på 10 dage til at betale. "Hvis de ikke ønsker at betale frivilligt, så kommer det jo til en retssag, og så kan det blive et helt andet beløb," forklarer hun. Men ifølge Billed-Bladets chefredaktør Annemette Krakau var bladet i god tro. Hun fortæller, at bladet købte en samlet pakke med tekst og billeder af Berlingske Tidendes billedbureau Scanpix.

"Det siger jo sig selv, at man i Billed-Bladet ikke vil bringe otte sider med en Berlingske-byline, hvis ikke man var i god tro," siger hun. Interviewet var ugebladets forsidehistorie og blev præsenteret med ordene 'Åbenhjertigt interview med Mary og Frederik: Vores liv med børnene'. "Det er en fejlfortolkning parterne imellem. Vi er i god tro og er sikker på, vi har fået en aftale med Scanpix, og Berlingske kender ikke noget til det. Så sagen ligger hos vores advokater nu," siger Annemette Krakau.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her