Læsetid: 5 min.

Island har mistet sin moralske stemme

Bagsiden af den stærkt omtalte islandske vulkanøkonomi er, at samfundet har udviklet sig til et rodløst, asocialt klassesamfund, helt uden bånd til tidligere tiders traditioner på den atlantiske ø, siger en af Islands mest fremtrædende dramatikere, som snart er aktuel med stykket Demo Cracy på Camp X
Kultur
18. januar 2008

Den økonomiske bølge, vi har oplevet, har træk, som kan sammenlignes med det nuværende Rusland, fordi det også er oligarker, der styrer vores markedsdemokrati. Resultatet er et opsplittet samfund, mener dramatikeren Jon Atli Jonasson.

Berlingske Tidende oktober 2007, Reykjavik:

"Reykjavik bugner med tjekkede modebutikker på hovedgaden Laugavegur. De misundelsesværdigt originalt indrettede caféer tiltrækker de hippe kunstnere fra hele verden. Det er in at blive set på Kaffibarinn, der er ejet af Islands mest alsidige filmskaber, Baltasar Kormakur. Han købte baren for ti år siden med Damon Albarn - den ligeså kunstnerisk favnende forsanger fra Blur og Gorillaz.

Enhver ved, at man kan tjekke en restaurants kvalitet ved et besøg på toilettet, og prøven i Reykjavik får de danske samtalebadeværelser til at ligne skrabede miniatureudgaver. Jetset-cafeerne ligger som eksklusive perler på den smukke halskæde, der kan købes i en af de newyorker-stylede bijouterier på den stejle gade, der ender ved Halgrimskirken, som efter sydlandsk forbillede overvåger den gamle by."

Det har ikke skortet på imponerede reportager fra den stilsikre og aggressive islandske erobring af verden finansielt og kreativt. Godt nok udråbes den islandske økonomi konstant til at være på gyngende grund, men det har ikke fået islændingene til at ryste på hånden. Imens har de seneste års kolossale økonomiske opsving ændret samfundet radikalt, mener den islandske forfatter og dramatiker Jon Atli Jonasson fra kompagniet Mindgroup. Som kunstner interesserer han sig for sine landsmænds mentale udvikling og demokratiets vilkår i almindelighed - til februar er han aktuel på Frederiksbergscenen Camp X med stykket Demo Cracy, der undersøger fremtiden for de europæiske velfærdsstater.

Nu sidder han her på cafeen og ligner en fra den stilbevidste, kreative klasse på Island, der har taget verden med storm, iført sort lang lærredsfrakke, en sort trøje, hvor ærmerne er for lange og så selvfølgelig den sorte klud i halsen. Og der da heller ikke noget som helst i vejen med at være kreativ, innovere og tjene penge, understreger Jon Atli Jonasson.

De megarige

"Men der er sket en kæmpestor forandring i Island på få år. Den økonomiske bølge, vi har oplevet, har træk, som kan sammenlignes med det nuværende Rusland, fordi det også er oligarker, der styrer vores markedsdemokrati. Vi kalder vores oligarker for 'buykings', og man kan sige, at der er sket det samme på Island som under systemskiftet i Rusland, hvor privatiseringen af vores statsejede virksomheder, banker og telefonselskaber er blevet solgt til en meget lille pris, og vi har haft en del problemer med insider-handel. Problemet er, at vi er et lille samfund, så der er ikke reel konkurrence," forklarer han.

Jyllands-Posten juni 2006, Reykjavik:

"Gadebilledet domineres af kostbare firehjulstrækkere med læderindtræk og klimaanlæg. I 2005 blev der solgt 25.000 nye biler i et land med knap 300.000 indbyggere, og i hovedstaden Reykjavik er der nu flere biler, end der er indehavere af kørekort. Det pynter med en ekstra bil i garagen."

Den sociale struktur i det nye samfund består af et enormt gab mellem det nye, megarige jetset og den normale befolkning, og det lille samfund har aldrig før gennemgået så radikale forandringer, mener Jonasson.

"Reykjavik har aldrig forandret sig så meget som nu. Vi bygger hele byen om, og priserne på vores boligmarked er steget enormt. Men det meste nybyggeri er bygget ved hjælp af importeret arbejdskraft fra Østeuropa, og vores befolknings sammenhængskraft har ændret sig meget i kraft af forandringerne i befolkningssammensætningen. Forandringer er jo ikke noget ubetinget dårligt. Men jeg mener, at det sker gennem islandsk udnyttelse af de udenlandske arbejdere. De står ikke i fagforening, får ringe løn og bor 10 til 20 polakker i én lejlighed. Vi kan næsten ikke selv følge med i de sociale forandringer, og samtidig skal vi så integrere en ny befolkningsgruppe."

"Erhvervslivet eller the capital tager jo ikke ansvaret for noget som helst. Kun for sig selv. Det er det, vi ser udstillet i ekstrem grad i Island lige nu," siger Jon Atli Jonasson, og tilføjer så med et træk på skuldrene:

"Vi har det åbenbart godt med at tilhøre nogle andre, før var det Danmark, nu er det kapitalen. Men jeg har følelsen af, at befolkningen er begyndt at opdage, at magten ikke ligger hos politikerne, men kapitalinteresserne."

Partyland

Den islandske dramatiker har forsøgt at udfordre den mentale tilstand oven på det økonomiske boom i sine stykker f.eks. Partyland, som blev sat op på den islandske nationalscene sidste år. Stykket var baseret på historier, Jon Atli Jonasson havde hørt om de islandske buykings livsstil med store fester, private jets og firehjulstrækkere.

"Vores præsident er blevet en Se og Hør-præsident, der hele tiden er i den kulørte presse, hvor han trykker hånd med de her buykings. Det ligner et partyland. Jeg brugte taler fra vores politikere gennem tiden, ikke taler om dagligdagspolitik, men taler om de ting, der binder os sammen som nation, og iscenesatte en nationalfest, hvor en sort kvinde lavede kaffe til en premierminister, mens der blev sunget nationalsange, og bagefter var der et hundeshow med chihuahuaer. Det fik kun lov at spille det én gang på Nationalscenen," siger Jon Atli Jonasson.

Reuters september 2007:

"Islands økonomi har stormet frem de seneste år, redet på en bølge af finansiel deregulering og enorme investeringer i aluminium og energiprojekter på vulkanøen. Men det massive inflow af udenlandske investeringer er begyndt at stilne af, hvilket har betydet, at inflationen har ligget over de otte procent sidste år."

Jon Atli Jonasson har ikke meget tiltro til den kritiske presse på Island som han konstaterer, er de toneangivende aviser jo ejet af finansmanden Baugur ( indtil for ganske nylig hovedaktionær i Nyhedsavisen). Og ifølge dramatikeren har flere journalister modtaget trusler på grund af deres kritiske dækning af den islandske privatiseringsbølge.

I foråret skabte det dog stor debat på øen i forbindelse med valgkampen, at endnu en stor aluminiumsfabrik blev taget i brug. Kritikere frygtede for de miljømæssige konsekvenser af virksomhedens produktion og de ødelæggelser af den islandske natur, som man mener, bygningen af et stort elværk, der skal forsyne virksomheden, har forårsaget. Der er allerede tre eksisterende aluminiumsværker på Island, og yderligere tre er planlagt.

Et nyt grønt parti blev skabt, og øen blev delt i to under den hede debat.

Ifølge Jon Atli Jonasson var det ikke journalisterne, der stillede de kritiske spørgsmål, men forfatteren Andri Snaer Magnason, der skrev bogen Drømmeland - en selvhjælpsbog til en skræmt nation. Forfatteren hævede, at landet havde skabt en 'heroinøkonomi' og var afhængig af aluminium. Yderligere blev elektriciteten solgt til en meget lav pris, påpegede han.

"Jeg er kunstner, og det er med det udgangspunkt, jeg forsøger at beskrive mit land. Islændinge går meget i teater. Der står i vores teaterlov, at nationalteatret skal lave kunst, men de laver underholdning og tager ikke ansvar for noget som helst. På den måde taber du din moralske stemme, og det er et kæmpe problem. Men det er et generelt problem for litteraturen og kunsten. De har haft den moralske autoritet, en stemme, der var vigtig. Nu har vi bare en stemme, der siger, at hvis vi sælger billetter, så er det vigtigt."

"De asociale islændinge har på en måde opgivet politik og deres borgerlige ansvar. Selv om vi i dag bare er forbrugere, så har forbrugere jo også magt. Men vi forener os ikke. Jeg tænker, at sådan er det bare - eller ingen gider høre på mig," lyder den pessimistiske vurdering fra Jon Atli Jonasson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her