Læsetid: 6 min.

KGB spøger stadig i Litauen

Centret for Folkedrab og Modstandskamp i Vilnius ligger inde med en liste over 300 medlemmer af KGB-reserven, hvoraf en fjerdedel i dag er fremtrædende skikkelser i Litauen. 'Det er på tide, at vi accepterer vores fortid og tager de konsekvenser, der er nødvendige, i stedet for at prøve at glemme den,' mener Arvydas Anusauskas, leder af centret. Han ønsker listen offentliggjort, men venter på politisk accept
Kultur
9. januar 2008
Centret for Folkedrab og Modstandskamp i Vilnius ligger inde med en liste over 300 medlemmer af KGB-reserven, hvoraf en fjerdedel i dag er fremtrædende skikkelser

En tur ned af Vilnius' hovedgade, Gedimino Prospektas, er en tur forbi nypudsede nyklassicistiske palæer med mondæne modebutikker i bunden. Det er en tur i fremgang og stigende velstand. En tur i nutiden. Lige indtil man når nummer 42, som huser KGB museet - eller Museet for Ofrene for Folkedrab, som det officielt hedder.

Herinde træder fortiden frem og fortæller en historie om årtiers overvågning og undertrykkelse af befolkningen. Det var fra denne bygning den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, opsporede anti-socialistiske elementer i samfundet og sørgede for at neutralisere dem.

Fængslet i museets kælder fortæller de grimmeste historier. Om årtiers overvågning og undertrykkelse af den litauiske befolkning. Det var hernede, befolkningens ulydighed mod Sovjetstyret blev omsat til straf af den sovjetiske efterretningstjeneste. Bag tunge celledøre blev skrigene af smerte kvalt. Under isnende koldt vand blev tilståelserne effektivt trukket ud af skyldige og uskyldige.

For nogle blev straffen hurtigt eksekveret med en tur til 'køkkenet' - dæknavnet for henrettelseskammeret, hvor 1.037 litauere blev henrettet frem til 1963. For andre strakte straffen sig over års opbevaring i cellernes cementerede tristhed.

En tur ned ad trapperne er en tur ned i Litauens underbevidsthed.

Det manglende opgør

Den 1. oktober 1991 stod KGB's hovedkvarter i Vilnius tomt. Bygningen var i løbet af natten blevet rømmet af russerne. Tilbage stod kun enkelte sække med makulerede papirrester af indsamlede oplysninger tilbage som et håndgribeligt bevis på KGB's tilstedeværelse i det tidligere hovedkvarter.

Forinden havde den nyvalgte selvstændige litauiske regering erklæret KGB's aktiviteter i landet ulovlige. Et udvalg, SSD, blev oprettet til at konfiskere KGB's arkiver, men det lykkedes russerne at smugle mange af de vigtigste papirer med ud i løbet af natten til den 1. oktober.

Det var nu tid til et endeligt opgør med knap 50 års sovjetisk undertrykkelse af den litauiske befolkning.

Litauens Højesteret gjorde det hurtigt klart, at ingen som indrømmede sin KGB-fortid ville blive retsforfulgt, og det blev overladt til SSD, som overtog KGB's arkiver, at udpege særligt højtstående KGB-medlemmer til retsforfølgelse ud fra de beslaglagte dokumenter.

I 1992 påbød en ny lov, at medlemmer af Litauens regering offentligt skulle afsløre en eventuel fortid som hemmelig KGB-kollaboratør.

Omvendt kunne tidligere KGB-officerer uden problemer besætte de fleste vigtige stillinger i samfundet uden at offentligheden kendte til deres fortid. De skulle bare tilstå deres fortid over for SSD.

Trods de tidlige tiltag mod at klarlægge KGB's aktiviteter i Litauen, ebbede opgørslysten langsomt ud. Oprydningsarbejdet var præget af skandaler.

Vigtige dokumenter forsvandt, og uskyldige mennesker blev dømt, imens skyldige gik fri. Samtidig blev der ikke oprettet statsstøttede institutioner til at forske i konsekvenserne af KGB's tilstedeværelse i landet. Det endelige opgør med KGB-fortiden blev med andre ord sat på standby.

Kollektiv fortrængning

Men hvorfor var det litauiske samfund ikke interesseret i et opgør med KGB? En institution, som sammen med dens forgængere, havde tusindvis af mord og deportationer på samvittigheden, og som havde skabt en 1984'sk stemning i samfundet i årtier?

Svaret var, ifølge historikeren og direktøren for Centret for Folkedrab og Modstandskamp i Litauen, Arvydas Anusauskas, at mange litauere igennem årene selv tog del i overvågningen og undertrykkelsen af befolkningen, fordi det var en måde at komme frem i det sovjetificerede samfund på. Derfor blev det litauiske samfund hurtigt præget af en slags kollektiv fortrængning. I hvert fald iblandt landets top.

"Fra starten af selvstændigheden valgte eliten i Litauen at 'glemme' fortiden. De mente ikke, at det ville tjene noget godt formål med et opgør. Omvendt ønskede den brede befolkning et opgør. De ville have tidligere KGB-medlemmer straffet. Men de fik aldrig opgøret. I stedet fik de først oplysninger om tidligere KGB-medlemmers fortid, når disse allerede havde etableret sig i parlamentet eller andre steder i toppen af det litauiske samfund."

Det lykkedes den litauiske elite at dysse KGB-fortiden ned ved indtage en holdning om, at det var bedst ikke at dvæle ved fortidens gerninger, trods befolkningens krav om et opgør. Og i løbet af 1990'erne døde befolkningens krav langsomt ud.

KGB-reserven

Først i de senere år er KGB-fortiden for alvor begyndt at spøge i det litauiske samfund igen.

I 2004 blev landets udenrigsminister og chefen for SSD, der netop var blevet udpeget til at finde frem til højtstående KGB-kollaboratører, begge beskyldt for at have været en del af den såkaldte KGB-reserve i fortiden.

Denne reserve bestod af over 900 højtstående litauiske borgere, der alle sagde ja til at samarbejde med KGB, hvis Den Kolde Krig skulle udvikle sig til en regulær krig. En lov fra 1999 påbød ellers alle politikere og embedsmænd at bekende deres KGB-fortid, men problemet var, at KGB-reserven ikke blev betragtet som et aktivt samarbejde.

Samtidig offentliggjorde den litauske tv-kanal, TV3, i starten af 2005 en liste med navne på 70 fremtrædende personer i det litauiske samfund, som angiveligt skulle have været en del af KGB-reserven.

Derfor nedsatte Litauen et nyt udvalg, som skulle undersøge, om tidligere KGB-reserver udgjorde en trussel mod landets sikkerhed, og om de skulle betegnes som kollaboratører.

Undersøgelsen endte med en frifindelse af både udenrigsministeren og formanden for SSD. De indrømmede begge at have været en del af KGB-reserven, men samtidig afgjorde det nyoprettede udvalg, at medlemmer af KGB-reserven ikke udgjorde en trussel mod det litauiske samfund, og at der ikke var nogen grund til at offentliggøre dokumenter om deres fortid.

En forkert beslutning

Historikeren Arvydas Anusauskas fungerede som ekspert-rådgiver i det nye udvalg. Han var ikke enig i udvalgets konklusion i 2005:

"Jeg mener, at udvalget tog en forkert beslutning. I mine øjne er KGB-reserverne skyldige i at samarbejde med KGB, og derfor bør befolkningen have ret til at vide, hvem de er," forklarer Arvydas Anusauskas.

Han rejser sig fra sin kontorstol og hiver en stak gulnede papirer ned fra bogreolen på sit kontor, skrevet på russisk:

"Disse dokumenter blev konfiskeret inden russerne forlod landet, og de viser, at KGB-reserven samarbejdede med KGB, hvis du spørger mig."

Han forklarer, at de på Centret for Folkedrab og Modstandskamp ligger inde med en liste over 300 medlemmer af KGB-reserven, som de i princippet har ret til at offentliggøre, hvis de vil.

"Men vi har valgt at vente på, at politikerne indvilger i en offentliggørelse.

For cirka 25 procent af personerne på listen er i dag fremtrædende skikkelser i Litauen. Derfor vil det uden tvivl skabe en del røre, når listen bliver offentliggjort," mener Arvydas Anusauskas.

Skal ej glemmes

Spørgsmålet om KGB-reserven vakte på ny befolkningens hang til et opgør. En undersøgelse fra 2005 viste, at to tredjedele af befolkningen mente, at medlemmer af KGB-reserven ikke burde bestride vigtige stillinger i samfundet. Tre fjerdele mente, at alle dokumenter om medlemmer af KGB-reserven skulle offentliggøres, og fire ud af fem mente, at den offentlige adgang til KGB dokumenter ikke skulle begrænses.

Befolkningens krav, sammenlagt med et stigende pres fra den politiske højrefløj, har fået den litauiske regering til at love at finde løsninger på det manglende opgør med KGB-fortiden. Men der er endnu ikke kommet konkrete tiltag frem, fordi tilbundsgående undersøgelser givetvis vil bringe afsløringer frem, som kan skabe uro i samfundet. Især hvis Rusland frigiver de dokumenter om 3.000 tidligere KGB kollaboratører i Litauen, som landet ligger inde med.

Derfor kan der gå år endnu, før den litauiske befolkning får en tilbundsgående indsigt i landets KGB-fortid, og denne indsigt kan bringe nogle grimme sandheder frem, mener Arvydas Anusauskas. Derfor holder han fast i, at fortiden ikke bare skal fortrænges:

"Det vil være ufornuftigt at glemme KGB-tiden. Vores fortid har en stor indflydelse på vores nutid, og derfor skal de mennesker, som gjorde sig skyldige i forbrydelser i fortiden, ikke have lov til at slippe fri.

Og de skal slet ikke have lov til at bestride vigtige stillinger i dag, uden at offentligheden kender til deres fortid. Det er på tide at vi accepterer vores fortid og tager de konsekvenser, der er nødvendige, i stedet for at prøve at glemme den."

Morten Herlev er freelance journalist bosat i Litauen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når den evindelige gamle traver atter engang trækkes af stald. Nu skal vi igen høre den samme fortærskede historie om de allesteds nærværende efterretningstjenester i Østeuropa.

Dette på samme tidpunkt hvor vi selv er ved at sætte kameraer op i alle landets gågader, og i det hele taget er ved at gøre Danmark til et overvågningssamfund, der ville have gjort STASI grøn af misundelse.

Findes der ikke en behjertet person der gider forklare mig, hvorfor de danske journalister på den ene side synes det er ganske forfærdeligt, når de østeuropæiske befolkninger bliver udspioneret, samtidigt med at de på den anden side klapper i deres små hænder, hver gang regeringen fører Danmark endnu et skridt i retning af at være en politistat?

Michael Skaarup

til Per thomsen

hmmm....." man bider ikke den hånd som fodre en?!?"

Meget enig med Thomsen og Michael.

Hvis man gik glip af allersidste afsnit af Dokumentarzonen (trist!), så kan jeg anbefale at høre det. Det handler om netop overvågning, og programmet drog til London med Orwell's 1984 i jakkelommen. Glimrende program.

Det ligger stadig her http://www.dr.dk/radio/alle_programmer/

Per:
Danske journalister er skam slet ikke "ligeglade" med overvågning i det offentlige rum - tværtimod, er de ift. befolkningen som sædvanlig nærmest hysterisk kritiske heroverfor. Befolkningen er derimod ret positivt indstillet overfor overvågning af offentlige gader og stræder i kriminalpræventivt øjemed, fordi de godt kan forstå, at 1984 ikke kommer fordi man opstiller kameraer, men derimod når der eksisterer totalitært kommunistisk regime, der ønsker, at undertrykke enhver dissens gennem kompromisløs anvendelse af vold, som betjener disse.
I den henseende er Rusland desværre stadig lig 1984 på mange punkter. Politske dissidenter der gør brug af deres ytringsfrihed myrdes systematisk af sikkerhedsapperatet, medierne underlægges kompromisløs og systematisk staten, og storebror Stalin og hans mest blodige håndlangere rehabiliteres støt og sikkert. Reelt tyder meget på, at Rusland af i dag styres af et klepto-oligarki af gamle KGB-folk med Putin som kransekagefirgur, der ikke skyr nogen midler for at fastholde deres magt.

Det er desværre meget symptomatisk for store dele af venstrefløjens mangel på proportionssans, at man kan lave en analogi fra en dansk overvågning af det offentlige rum som befolkningen faktisk ønsker med henblik på opklaring og prævention af gadekriminalitet og vold, og så STASIs og KGBs terror. Og naturligvis også ikke så lidt en hån mod såvel nutidige dissidenter for KGBs (nu kendt som FSB) terror som Alexander Litvienko og Anna Politkovskaja, og de hundredetusinder andre, der blev ofre for det rædselsregime som Orwell så effent modellerede sin 1984 over.

VDe siger, man ikke behøver at bekymresig for overvågning, hvis man har "rent mel i posen" - men hvem siger, overvågerne har det?

Quis custodiet ipsos custodibus? Som allerede romerne sagde.

Desuden viser de nyeste undersøgelser, at generel overvågning stort set ingen virkning har.

Ja, hvis man har som udgangspunkt at overvågerne ikke har "rent mel i posen", er der såmænd nok væsentlig større problemer forbundet med, at vi har udstyret dem med et voldsmonopol og den eksklusive ret til at bære og anvende skydevåben i kriminalpræventivt øjemed. Tænk engang hvis nu politet og hæren satte sig sammen og besluttede sig for at tage magten -uhauha! Det accepterer vi alligevel fordi vi har myndigheder underlagt demokratisk kontrol, og ser klare fordele forbundet hermed selvom de potientielle ricisi forbundet dermed - hvis de ikke har "rent mel i posen" - åbenlyst er væsentlig større end overvågning på offentlige pladser ville være.

I betragtning af at der ikke med overvågning er nogen udsigt, til øgede beføjelser for magtanvendelse, er det svært at se hvorfor det skulle være så særskilt kritisabelt - specielt ikke når så store dele af det rum vi færdes i (butikker, banker, offentlige kontorer, diskoteker, stadions osv.) allerede overvåges uden det har medført nogen videre problemer eller ubehag for de langt hovedparten af de overvågede.

Personligt mener jeg, at foreslagene om rent geografiske visitationszoner er langt mere problematisk. Dér er der faktisk tale om et reelt tab af retten til personlig integritet, og principperne om at der skal foreligge en konkret og inviduel mistanke om f.eks. våben- eller narkobesiddelse før denne kan krænkes.

Michael Skaarup

overvågning er som begreb hverken positivt eller negativt, men værdien afhænger af formålet med overvågningen.

f.eks. overvågning af havne og kajanlæg, der kan sikre at mennesker hurtigere kan blive reddet fra at drukne, hvis en ulykke skulle ske, er positivt. Overvågning af et beboelsesområde, der skal sikre at indbrudstyve bliver fanget for deres ugerning, er positivt.

Derimod er overvågning af min private og professionelle emails, telefonopkald, eller internetvaner negativ, når overvågningen ikke har ophav i en begrundet mistanke.

En anden point, som jeg ikke har set fremført, er at pseudo-effekten af overvågningen, giver folk en falsk tryghed/vished.
Det medborgerlige ansvar til at gribe ind overfor andre medborgeres uansvarlighed, bliver erstattet med en blind tro på ordensmagten nok skal få fat på de uansvarlige, via de opstillet overvågningssystemer, så vi som borgere ikke behøver at forholde os til situation, og end ikke reagere, når vi er vidner til f.eks mord, pga. af en hue.
Mao. vi bliver ligeglade med vores medborgeres rettigheder...

Michael:

Udemærkede pointer, men til det sidste du skriver.

Ville du selv undlade at gribe ind og udøve dit "medborgerlige ansvar" i en situation hvor nogen blev overfaldet - pga. et et kamera?
Tilsyneladende ikke jvf. dit indlæg. Hvorfor tror du så at dine medborgere er så meget dummere end dig, at det ville gøre en forskel for dem i en situation hvor akut indgriben var nødvendig?

Michael Skaarup

Jeg mener ikke at mine medborgere er dummere end mig.
Lad mig give dig et eksempel fra det "virkelige" liv.

Jeg arbejder med unge i de århusianske ghettoer.
I en af de ghettoer, er der blevet installeret flere overvågningskameraer, der bl.a. skal være forbyggende samt opklarende i forbindelse med indbrud.

Når der så i løbet af 2 måneder, har været 3 indbrud i den samme lejlighed, samt flere indbrud i forskellige lejligheder i den samme blok, så undrede det mig at beboerne nabolejlighederne ikke har reageret, på indbrudne.
dvs. at der var faktisk en som ringede til politiet, da der var indbrug i julen, men fik bekseden, at der var overvågning, så billederne derfra skulle nok, kunne bruges som bevis, og at politiet ikke havde tid til stoppe de indbrudstyve, som var i færd med at bryde ind.
Personen var selvfølgelig temmelig utilfreds med beskeden, men fortog sig intet, og tyvene, forlod nabolejligheden med en fladskærm og en bærbar pc.

Nu skulle sagen selvfølgelig kunne opklares via de overvågningssystemer som var installeret, men pga. tågen (der var i jylland), er billederne fra kameraerne utydelige og det er ikke muligt at indetificere gerningmændned ud fra de billeder som overvågningssystemet har taget.

Jeg synes netop den historie, er meget godt billede på, hvordan den falske tryghed, netop er falsk. Politiet forventede at kunne anvende materialet fra overvågningsbåndene, beboeren som kontaktede politiet, havde tidligere troet på den præventive effekt, men den 3. gang. fyldte tvivlen mere, og valgte at ringe til panserne.

Jeg siger ikke at beboerne skulle have stoppet indbruddet ene mand, da det blot er ting som bliver stjålet, men jeg finder det tankevækkende at der kun var en der ringede til politiet, efter 3. omgang med indbrud indenfor 2 måneder.

Måske kan man ikke generalisere ud fra denne historie, men jeg synes alligevel, at der tendenser som kan sammenkædes med det ansvarsfralæggelse overvågningskamerare giver.

Nu har jeg selv i et par år boet i en af de århusianske ghettoer (Fjældevænget, meget apropos nylige hændelser...), og jeg kan godt afsløre, at socialt engagement var meeeeget småt der før overvågningskameraer også - og som du sikkert allerede ved, er det jo en af de pænere blandt ghettoerne langs den ydre ringvej...
At tilskrive manglende naboengagement til overvågningskameraer (som de fleste kriminalitetshærgede områder typisk er overordentlig glade for, netop pga. den generelle præventive og opklaringsmæssige effekt) syns jeg nok er en anese tyndbenet.
Og at politiet pga.prioriterings- og ressourcemæssige spørgsmål ikke rykker specielt hurtigt ud til ikke-væbnede indbrud i private hjem (igangværende eller ej), er heller ikke noget der hverken er opstået med eller forsvinder med opsætning af kameraer. Vi har haft adskillige grelle eksempler på indbrud i øvrigt, voldtægter i fuld offentighed osv., hvor ingen har grebet ind - uden kameraer i nærheden, og at dette problem skulle forværres eller forbedres pga. sådanne, ser jeg ingen indikation på. Forskellen er blot, at opklaringen i sådanne tilfælde lettes en del, hvis det foreligger billeder - og det er jeg temmelig sikker på en del ofre for sådanne forbrydelser, det være sig vold, indbrud, voldtægt el. whatever, faktisk også sætter en del pris på ift. alternativet.

Michael Skaarup

Mikkel

jeg er enig med dig., det var et tyndbenet eksempel, jeg kom med.

Jeg er heller ikke imod kameraer der kan hjælpe til at opklare forbrydelser. Men hvis det ingen virkning har, ift. til f.eks røveriske overfald., og argumentet var at det skulle have en virkning, så mener jeg at det giver en falsk tryghed.

Det er den samme falske tryghed, der skabes når der argumenteres for at "hvis jeg ikke begår noget forkert, så har jeg intet at frygte" for registrering af mine sms'er, osv,.

Jeg synes nemlig at din pointet omkring det manglede engagement rummer en del af nøglen til mere præventiv løsning. Men det er en helt anden historie.

Mikkel Andersen:

"Befolkningen er derimod ret positivt indstillet overfor overvågning af offentlige gader og stræder i kriminalpræventivt øjemed,..."

Hvordan kan du egentlig vide det, Mikkel Andersen?

Per T.:
Nu du nu selv insisterer på at titulere mig med mit fulde navn, så er det altså Andersson, ikke Andersen.

Nå, men til spørgsmålet. Det ved jeg bl.a. fra Greens og Gallup:
http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_01_03.pdf (Gallup, 2003)
http://ing.dk/artikel/6512 (Greens, 2005)

Det er også et fktum iføæge engelske og svenske undersøgelser, at den reelle præventive virkning af generel overvågning er minimal. Til gengæld kn overvågningsbånd i nogen grad være til hjælp ved opklaring.

Det burde være indlysende, at netop gadevold som oftest opstår spontant og uplanlagt og tit er affektbetonet. I de tilfælde ser man sig ikke først om efter et kamera.

Per V:
Det er nu altså ikke heeelt rigtigt, Per. Jeg ved godt, at det er et mantra som er gentaget til bevidstløshed i medierne, men det blir det ikke mere korrekt af. Allerede i 2004, blev video-overvågning demonstreret til at have en præventiv effekt (se f.eks.: 'Surveillance for crime prevention in public space' trykt i Criminology & Public Policy 3 2004, pp. 497–526: abstract her: http://www.blackwell-synergy.com/doi/abs/10.1111/j.1745-9133.2004.tb00058.x). Der er ingen tvivl om, at video-overvågning har klart mere udtalt effekt på berigelseskriminalitet end vold (og andre affektforbrydelser), men at det virker præventivt er altså dokumenteret ganske lige ud af landevejen.
Selv mener jeg dog ikke, at det bør være primære argument (og netop det præventive har dansk politi jo også været fint til at neddrosle forventningerne til i medierne i øvrigt...) - for det er klart det opklaringsmæssige, der for mig at se er der hvor det virkelig gør en forskel. Og som jeg skrev ovenfor, mener jeg så afgjort også dette er af ganske væsentlig betydning for ofrene for kriminalitet, det være sig vold, voldtægt, røveri osv.