Læsetid: 9 min.

Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?

Facebook, podcast, reality-tv, X-Factor, Youtube, blogs og news on demand. Alt drejer sig om dig. Vi har vundet 80’ernes selvdyrkelse tilbage og genopfundet spejlet i internettet og det stigende medieudbud. En ny narcissisme har ramt Vesten som en epidemi, mener psykologer og sociologer, og med den følger tomhed, vigende selvværd og et topdynamisk samfund i konstant udvikling
De digitale medier har pustet nyt liv i 80’ernes selv-dyrkelse, og en ny narcissisme har ramt Vesten som en epidemi

Scanpix

1. februar 2008

Der er ét særligt fællestræk ved de 60 millioner aktive brugere af det sociale netværk Facebook. Et fællestræk, der binder os sammen. Der er nemlig én profil, de alle sammen bruger det meste af deres tid på. Det er deres egen. Deres eget spejlbillede, profilteksten, der beskriver, hvad de laver lige nu. Billeder af dem selv i forskellige positioner. Vennelisten, listen over yndlingsfilm, favoritbøger, yndlingscitater og kendte mennesker, de holder af. Der bliver kælet for selviscenesættelsen på Facebook.

Sidste år udråbte Time Magazine You til at være Person Of The Year. Det er os, der har kontrol over informationsalderen. Det er vores verden, som bladet forklarede, og her, et år senere, har mere end 200 millioner oprettet en profil på netværkssiden MySpace, 10 millioner har oprettet et liv i Second Life, alene i Danmark har 200.000 oprettet en profil på Facebook, og hver dag kommer 120.000 nye blogs til verden. Halvdelen af dem handler om det samme emne: bloggeren selv. Sammen med et stigende udbud af reality shows og talentkonkurrencer på tv har verdens medieudbud samlet sig om os selv for at imødegå det særlige behov for anerkendelse, der ligger i de fleste af os.

Lars Lundmann er psykolog og forfatter til bogen Hvem er jeg – om narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund. Ifølge ham er der i de senere år sket en intensivering af narcissistiske karaktertræk, vi lærte at kende op gennem 80’erne.

»Narcissistiske tendenser er en søgen efter eksistensberretigende anerkendelse og bekræftelse. Hvis man ikke får den, føler man en tomhed eller en intethed. Det betyder, at vi konstant er på jagt efter anerkendelsen gennem sociale relationer med alle de midler, der nu findes. Sådan har det været længe, men blandt andet de nye medier har givet os mulighed for at udleve det i højere grad og intensivere narcissismen,« forklarer Lars Lundmann.

»I dag har man en langt større mulighed for at skabe det selvbillede, der kan give dig anerkendelse. Du kan vise, at du har 400 venner på din netprofil, at du har den gode filmsmag, citerer de rigtige forfattere og ser de gode tv-shows. Det er den slags muligheder for anerkendelse, de sociale netværk på nettet har givet os,« siger Lars Lundmann.

Nye muligheder for berømmelse

Dyrkelsen af selvet i de nye medier har fået psykologer og sociologer i hele den vestlige verden til at tale om en ’nynarcissisme’. En udbygning af den narcissisme, psykologien har talt om siden Freud, men som først rigtig brød igennem med 80’ernes spejlcafeer, idoldyrkelse og overfladepleje personificeret af forfatteren Bret Easton Ellis’ fiktive yuppie-seriemorder Patrick Bateman.

Siden er subkulturerne mangedoblet, mulighederne for selviscenesættelse ekspanderet, og med dagens medieudbud har vi fået helt nye måder at dyrke vores eget selvbillede på. Vi har nye muligheder for at opnå berømmelse, lettere adgang til at publicere os selv via lyd, billeder, video og blogs og større muligheder for at indgå i mange forskellige sociale sammenhænge på utallige netværkssider.

»Den ny narcissisme er kendetegnet ved at have et strategisk element i selvpromoveringen for at opnå den anerkendelse, der er så vigtig for dig,« forklarer Lars Lundmann.

»Fordi det er blevet så let at promovere sig selv, er den nye narcissismen er blevet mere beregnende end tidligere i sit forsøg på at opnå anerkendelsen, og vi er blevet bedre til at bruge og aflæse de koder, der omgiver os. Men der er en fare ved den tankeløse jagt på anerkendelse. I det øjeblik, du opnår anerkendelse gennem noget, du måske ikke er, eller som du i virkeligheden ikke har lyst til at være anerkendt for, opstår en grundlæggende konflikt i dig selv. Og så opstår tomhedsfølelsen.«

Selvhad og mindreværd

Trods den store selveksponering, er det nye kuld af narcissister tilsyneladende ikke spækket med selvtillid. Studier af Facebook og MySpace viser en voldsom usikkerhed og forfængelighed hos brugere, der tilbringer lang tid i netværkerne.

Anseelse og anerkendelse opnås ved mængden af venner, og hvad de har skrevet til dig, og således kan man i dag downloade programmer som FriendFlood.com, der opererer som »social networking pimps« og kan tilføje en masse fiktive venner til din profil og skrive sjove tak-for-sidst-hilsner på din side.

Medieforsker Rob Nyland fra Brigham University har undersøgt unge menneskers brug af de sociale netværk og konkluderer »at jo mere brugeren er involveret i sociale netværk på nettet, des mindre engagerede er de i de lokale fysiske netværk, der omgiver dem«.

Desuden mener Rob Nyland at kunne aflæse en tendens til at »de unge, der bruger mere tid på underholdningen ved de sociale netværk, mister interessen for et socialt engagement i deres hverdag.« 

Andre forskere mener ligefrem at kunne se en sammenhæng mellem vigende selvværdsfølelse og den tid, brugerne involverer sig i sociale netværker. Professor i kommunikation ved University of The Pacific, Quingwed Dong har endda fundet frem til, at »de brugere af Facebook, der udnytter netværket til at flirte eller indgå romantiske forhold, har en lav selvværdsfølelse og en ringe følelsesmæssig intelligens«.

Fælles for forskernes konklusioner er en grundlæggende bekymring for brugernes selvværd og de sociale netværks konsekvenser for vores fremtidige måde at interagere på i den fysiske verden.

Nogle forskere, som flittigt citerede professor Jean Twenge fra San Diego State University, taler ligefrem om nynarcissismen som en ’narcissistisk epidemi’, men så langt vil professor i psykologi på Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen ikke gå. Han ser ikke nynarcissismen som et udtryk for noget helt nyt, men som mere af det samme, vi oplevede blomstre op i 80’erne.

»Narcissismen er noget helt grundlæggende for moderniteten. Vi så det voldsomt i 80’erne, hvor den plyste spejlcafe blev et billede på narcissismen. I dag har medierne fået den rolle, og i dag vil folk gøre hvad som helst for at blive set i massemedierne,« siger Henrik Høgh-Olesen.

»Trangen til at blive set er tiltaget, og det højeste, du kan opnå som ungt menneske er at blive kendt – og kan det ikke blive for noget godt, så lad det være for noget skidt. Bare det at blotte sig betyder noget. Vi har en sygelige trang til at »være på«.«

Den nye Bateman

Henrik Høeg-Olsens kollega adjunkt Svend Brinkmann har redigeret bogen Selvrealisering – Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Han mener, at den narcissisme, vi ser i dag deler en del med 80’er-narcissismen, men alligevel adskiller den sig på ret centrale punkter.

»Den nye narcissist har brudstykker af 80’er-narcissisten, som vi kendte ham med Patrick Bateman,« siger Svend Brinkmann med henvisning til den mondæne seriemorder.

Hele æstetiseringen af sig selv som noget smukt og skønt og umoralsk findes stadig.

Men i dag er der noget andet på spil, mener Svend Brinkmann. Hvor 80’ernes Patrick Bateman lagde vægt på en sammenhæng i selvets udtryk og spejling i sig selv, er den nye narcissist langt mere flydende og omskiftelig.

»Han er afsindig dygtig til at aflæse samfundets koder og utrolig dygtig til at navigere i dem. Han er hurtigere. Mere omskiftelig og utålmodig. Skifter udtryk i et lynhurtigt tempo. Tidligere havde man en idé om, at man havde en særlig kerne, man skulle bringe til udtryk, og livet skulle handle om at realisere dette selv. Men i dag er det ikke alle, der leder efter en indre kerne. Der er ingen særlig individualitet ved mig. Jeg er en kamæleon. Individet bliver til et situid, der opløses af de omgivelser, man placerer det i,« siger Svend Brinkmann, der genkender den måde at anskue verden på i de sociale netværk som datingsiderne og Facebook.

De selviscenesættende elementer, der ligger i nettets udtryksformer, er i sig selv narcissistiske, mener Svend Brinkmann, men man bør ikke nøjes med at pege fingre ad de unge mennesker og udråbe dem til narcissister. I stedet bør vi se på det samfund, tendensen afspejler.

»Der er en grund til at de unge opfører sig sådan, skal man huske. De lever i et samfund, der anerkender værdien i at være ’på’ som noget helt specielt. Den forbrugskultur, vi har opbygget, lever med en enormt høj omskiftelighed i, hvad man skal have på, hvad der er smart, og hvordan man skal se ud. Man vinder i høj grad anerkendelse ved at iscenesætte sig selv i forhold til et bestemt forbrug eller en bestemt livsstil. Vi har et semiotisk forbrug, hvor det afgørende ikke er varernes materielle værdi, men det tegn, de sender af sted,« siger Svend Brinkmann.

Skam eller overflade

Vi er alle sammen blevet små symbolanalytikere og små samfundsforskere.

»Det giver et ekstremt narcissistisk samfund. Det er jo svært for samfundsforskerne at sige noget andet om de unge mennesker, end hvad de unge selv kan sige noget om. De er hyperbevidste forbrugere, der konstant orienterer sig i de koder, de afsender,« siger Svend Brinkmann, der mistænker den nye narcissisme for at dække over en grundlæggende skam ved at leve i en uretfærdig verden.

»Der er en del forskere, der peger på, at disse mekanismer opstår for at dække over nogle dybe grundlæggende problemer i samfundet. Altså, vi bruger vores tid på ligegyldigheder og tillægger dem en stor værdi, mens resten af verden faktisk har det ret miserabelt.«

Forfatter til bogen Hvem er jeg – Narcissimen og personlighed i det senmoderne samfund, Lars Lundmann, mener ligesom Svend Brinkmann heller ikke, at narcissisten leder efter et indre udtryk længere. Man er ikke længere fastlåst i sit udtryk, men skifter ham alt efter, hvilke sammenhænge man indgår i. Han deler dog ikke opfattelsen af narcissismen som en kollektiv skam, men tror nærmere, at manglen på nære relationer giver narcissisterne grobund.

»Jeg mener, at vi i dag oplever en meget mere massiv narcissisme end for bare få år siden. Simpelthen fordi vi ikke har så mange nære bekendtskaber, men til gengæld en afsindigt masse overfladiske venner på nettet eller i vores omgangskreds,« siger Lars Lundmann, der dog ikke kun ser den udvikling som noget negativt.

»Det er ikke nødvendigvis kun skidt. Det er jo også en måde at sikre sig en løbende udvikling på og dermed få nye perspektiver på tilværelsen. Autoriterne fra tidligere tider bliver devalueret gennem de nye medier. Det giver dig et utal af perspektiver på din tilværelse. Der er ingen iboende mening med livet, og det eneste, der for alvor tæller, er anerkendelsen. Den jagt på anerkendelse betyder, at folk tager nogle initiativer, de ellers ikke ville have taget, og det er jo godt for samfundsøkonomien,« siger Lars Lundmann.

»Man arbejder hårdt for sin anerkendelse.«

Vejen ud af narcissismens klør er ifølge Lars Lundmann at gøre sig bevidst om sine behov. At finde frem til, hvad man virkelig gerne vil have ud af tilværelsen, og hvad man gerne vil bekræftes for.

»For at undgå følelsen af tomhed og den evige jagt på en anerkendelse, der ikke mætter, må du finde ud af, hvad du virkelig gerne vil. Du må kende dine kilder til bekræftelse. Du skal ikke søge bekræftelse hos mange kvinder, hvis du hellere vil være sammen med én, og du skal ikke jagte bekræftelse på dit job, hvis du i virkeligheden hellere vil være en god familiefar,« siger Lars Lundmann

»Det bliver anerkendelse for anderkendelsen alene, og vil kun give dig tomhed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarke Hansen
Bjarke Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Lundmann er psykolog og forfatter til bogen Hvem er jeg - om narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund. Ifølge ham er der i de senere år sket en intensivering af narcissistiske karaktertræk, vi lærte at kende op gennem 80'erne.

Russeren Jewginew Samjatin skrev engang en bog om det samme fænomen. Han brugte ikke termen narcissisme, måske fordi han ikke var psykolog.

Ralph Sylvestersen

Ansatsen til den såkaldte nynarcissisme blev tydligt vist i 1972 af Dr. Hooks & the Medicine Show med nummeret "Cover Of The Rolling Stone", senere fordansket af Eddie Skollers "på forsiden af søndagsBT" i 1979.

Jeg tog testen og fik 106 point (og har endda underspillet en smule).

Er det mon dårligt i kraft af, at man kun skal have over 35 point for at være en ny Bateman...

Tomheden.
"Forbrugeren er i konstant bevægelse – leder, søger, finder – eller måske mere præcist: ikke-finder- det-endnu. Det er en længsel efter det, som gemmer sig ude i horisonten. Et løfte om lyksaglighed gør selve rejsen til et forventningsfyldt eventyr og ankomsten til en forbandelse. Det er ikke opfyldelsen af behovet, der er det egentlige mål, men rejsen i sig selv."
Sådan skriver Zygmunt Bauman i bogen Globalisering - de menneskelige konsekvenser fra 1999. Og det synes at være en særlig væsentlig pointe i forståelsen af narcissisme.

Efter tomhed kommer fylde. Og vi jager denne fylde gennem anerkendelse, gennem materialitet, gennem det helt særlige, det helt unikke... hele oplevelsesøkonomien er baseret på denne jagt efter det helt særlige, hvor vi har en oplevelse af fylde.
Men paradokset er, som Bauman bemærker det, at ankomsten er en forbandelse - vi lever kun på rejsen, i længslen efter fylde.
Det er suget efter mors bryst, der er projiceret ud på vores omverden. Vi vil bare have mere af den varme mælk. Mere. Mere. Mere.

Vi er ikke mætte. Vi er fanget i vores eget fordøjelsessystem, fordi vores opvækst og barndom bare gik så hurtigt. Vi mistede os selv meget tidligt, og nu tror vi, at vi skal finde det tabte UDEN FOR os selv...
Narcisisten tror, at man kan SKABE sig selv, og denne tro gennemsyrer hele det moderne syn på barnet. I dag er Dion Sommers Barndomspsykologi grundbog på alle Lærer- og Pædagogseminarier og læses flere steder som en slags bibel. Denne Dion Sommer afviser at mennesket har en indre kerne. Han kalder selvet for et kludetæppe, som tager form efter sine omgivelser. Det er kamælonen, som Sven Brinkman taler om i denne artikel.

Vi ser nu denne bølge af ekstrem narcissisme, som jo i dybeste forstand udpiner jorden for dens ressourcer. Alle vil have mere, og vi rager til os.

Der tales i denne tid om de mange intelligenser. Og her i landet er en gruppe mennesker begyndt at tale om den niende intelligens. De kalder den også menneskets spirituelle intelligens. 700 lærere og pædagoger fra hele landet strømmede til et seminar om emnet i efteråret.
Vores spirituelle intelligens er af disse mennesker defineret som visheden om at være en del af en større helhed. Læs om initiativet her www.denniende.dk

Ynglingen Narcis i antikkens Grækenland blev fascineret af at se sit eget spejlbillede i en dam eller skovsø; det var hans eget legeme, der tiltrak ham så meget, at han fortsatte observationen af det og døde af sult. Det var altså ikke hans hjerne, følelser eller sociale status, der interesserede ham, men han havde nærmest en kunstnerisk oplevelse. Det er derfor uretfærdigt, at han skal lægge navn til vor tids Narcissisme, der helt åbenlyst er udtryk for manglende selvværd og panisk angst for virkeligheden, når det i hans tilfælde drejede sig om en ædel, omend overdreven skønhedssans.

Årh, Vadmand, det er også fordi flg. spørgsmål mangler: "hvor mange læserbreve har du indsendt til Information til hhv. den elektroniske og den trykte udgave den sidste uge?"

Der har du dine 35 point ;-)

Jeg tænkte faktik på disse spørgsmål, som jeg med god samvittighed kun ville kunne svare "aldrig" på:

"Hvor tit lyver du for at gøre dig interessant?

-Hvor tit refererer du til -bøger/artikler/dokumentarfilm, du -ikke har set?

-Hvor tit refererer du til -bøger/artikler/dokumentarfilm, du selv Hvor tit lyver du for at gøre dig interessant?

-Hvor tit refererer du til -bøger/artikler/dokumentarfilm, du selv
-finder på?

Claus Krogholm

Man bliver så træt. Den tilsyneladende evigt genkommende forfaldshistorie om ungdommen og de nye medier, om selviscenesættelse, jagten på anerkendelse og bekræftelse, angsten for tomheden osv. Men hvornår var det nu lige det var, at man ikke iscenesatte sig selv, ikke jagtede anerkendelse, ikke var angste for tomheden? Hvordan skal vi karakterisere Søren Kierkegaard? Og hvad med hulemanden, der malede på grottens vægge i Lascaux? Var det ikke for at få anerkendelse og bekræftelse?
Problemet er, at man gør denne såkaldte narcissisme til noget patologisk. Dermed gør man den til en afvigelse fra en eller anden forestillet eller illusorisk norm; og abonnerer så i samme omgang på en forestilling om, at det engang var anderledes, ja endda bedre. De gode gamle dage. Problemet er bare, at i det gode gamle dage var det nogle andre dage, der var de gode gamle.

Rigtig god artikel og rigtig gode kommentarer! Hørte selv for nylig et udmærket foredrag om samme emne med titlen "Web 2.0 and New Narcissism" af Ole Vind på Grundtvigs Højskole.

Jeg er selv flittig bruger af blandt andet Facebook og kender til problemstillingen - og ja, jeg kan da godt genkende mig selv i noget af det, anklagen går på - og er i hvert fald bevidst om, hvordan man hurtigt kan bruge al for megen tid "online" i stedet for at tage sig til noget mere konstruktivt. Efter min mening er problemet reelt og omsiggribende og klart udtryk for en (selv)destruktiv tendens i samfundet.

Jeg vil egentlig blot rette en kommentar til Claus Krogholms indlæg herover og spørge: Gør det, at mennesket altid har dyrket narcissismen problemstillingen irrelevant? Endvidere: Virker det ikke som om, problemet i kraft af cyberspace har nået uanede højder, og er en artikel som ovenstående ikke netop en slags velkomment nødråb, der forhåbentlig kan få læseren til at stoppe op og tænke nærmere over hvad det egentlig er, han eller hun foretager sig på nettet?

Virker det ikke som om, problemet i kraft af cyberspace har nået uanede højder,

Man kan måske drage en parallel til "undergrundslitteratur" eller "udenomsparlamentariske aktiviteter" .
Før cyberspace havde telefonselskaberne en vis succes med "Træfpunkt", der gjorde det muligt for befolkningen at kommunikere uden om de traditionelle medier.
Med cyberspace kom de såkaldte newsgroups. Og i dag har man så de i artiklen nævnte muligheder.
"Problemet" kan derfor også karakteriseres som en "synliggørelseaktivitet uden om de traditionelle medier".

Som 18 årig gymnasieelev føler jeg en forpligtelse over for min egen dannelse og kultur, og paradoksalt nok var det artiklen "Mig, mig, mig.." der fangede min opmærksomhed.
Jeg er indbegrebet af en narcissist og bruger dagligt adskillige timer på mine sociale netværk på computeren. Jeg har ofte tænkt over samfundets udvikling - den jeg altså har været med til at opleve, og selvom det altid (især som narcissist!) er lettest at fralægge sig alt ansvar og finde en anden syndebuk, synes jeg nu er samfundet bærer den største skyld.

Vi unge bliver hver dag kastet rundt i hverdagens centrifuge og i dens sociale institutioner - og allesteds skal vi leve op til disses umenneskelige og høje forventninger og krav. Som resultat af dette, kommer stress og en ekstrem dyrkelse af selvet. Vi unge har alle så travlt, at det ofte kan være svært at kombinere med socialt overskud, og i og med at dette er gældende for alle, får man altså ikke den fornødne bekræftelse og anerkendelse fra de andre unge. Dette foregår i stedet når den unge kan sætte sig derhjemme - isoleret og fri for de sociale institutioner, og på denne måde afkoble sig forventningerne og presset. Dyrkelsen af selvet bliver således en eskapisme og en pause fra samfundets høje tempo.

Jeg sidder så og tænker på hvor slemt det egentlig kan være? Jeg mener - vi er alle mere eller mindre ramt af dette til tider sygelige fokus på individet. Jeg kan i hvert fald kun tale for mig selv når jeg siger, at jeg forsøger at følge med hverdagens centrifuge. Endvidere tror jeg, at for at fuldende min dannelsesprocess og finde min plads i samfundet, kræves der en selviscenesættelse og individualisering i helheden.

Claus Krogholm

"Er en artikel som ovenstående ikke netop en slags velkomment nødråb". Det forudsætter jo, at der reelt er et problem eller en krise. Der er flere problemer med brugen af narcissisme-begrebet. For det første så har narcissisme en biklang af noget patologisk. Narcissisme bliver gjort til en afvigelse fra en eller anden ubestemt forestilling om det normale.
For det andet bygger det på en forestilling om identitet som noget, der er bygget op omkring en autentisk kerne. Når man så eksperimenterer med forskellige former for identitet, bliver det gjort til en korrumpering af denne autentiske kerne (som ingen vist er i stand til at definere). Når man kalder denne eksperimenteren for narcissisme, så gør man den til et symptom på noget andet, en "sygdom" eller "afvigelse", men uden at kunne sige, hvad det i givet fald skulle være en afvigelse fra.
Det forhold at man "altid" - eller i hvert fald ganske længe - har dyrket narcissismen, burde få tænksomme mennesker til at stoppe op og overveje, hvorvidt der overhovedet er et problem. Midt i 1960'erne introducerede Hans-Jørgen Nielsen begrebet 'attituderelativisme', der netop var et opgør med forestillingen om, at identitet er forankret i en fast, autentisk kerne. Vi har flere identiter, og bruger forskellige identiter alt efter den sammenhæng, vi befinder os i. Når man eksperimenterer med identiteter, så er det for at afprøve de forskellige attituder i en løbende proces, hvor identitet er noget, der er i stadig udvikling. Det har man "altid" gjort, og man har altid brugt nye redskaber i den proces. Aktuelt er det Facebook mm., men at det skulle være symptom på en eller anden pludselig narcissisme-epidemi eller omsiggribende identitetskrise, det er der ikke noget belæg for at hævde. Om det så er symptom på en krise inden for sociologien, skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Tak for fine tilbagemeldinger (særligt Palle Griis virker til at være en kvik fyr). Jeg er helt på det rene med at forskere og i særdeleshed medier er forelsket i tanken om at opfinde nye begreber over fænomener som angivelig vis altid har været der.

Men sådan som jeg opfatter de artikler, forskere og bøger jeg har haft fat i, er der ikke tale om et helt nyt begreb med ’den ny’ narcissisme. Det handler nærmere om, at Narcissismen, som vi har kendt den - særligt under moderniteten - har fået nogle nye udtryksformer. Vi har fået nye og udvidet muligheder for selvudfoldelse.

Artiklen (eller forskerne) taler ikke om narcissismen som en sygdom eller en afvigelse, men et behov i alle mennesker for anerkendelse. Det behov kan være mere eller mindre udtalt hos nogen frem for andre eller kan have bedre eller ringere vilkår at trives i alt efter om vi lever i en tid, hvor vi har 1000 af muligheder for at opnå den anerkendelse, om vi har det overskud det kræver at kere sig om sig selv eller lever i krisetider (eller steder), hvor alene det at overleve er en kamp.

Jeg mener heller ikke artiklen eller forskerne er ude på at tegne et skrækscenrie over den digitale tidsalder – som andre end i foraet her har været inde på. Det er ikke en artikel om internettet og de sociale netværk, men en artikel om narcissismen, som den kommer til udtryk i 2008, og der spiller de sociale netværk tilsyneladende en rolle – præcis som de sikkert også spiller en rolle, hvis man satte sig for at se på læring eller social interaktion. Men det er en anden historie.

kh budbringeren

Claus Krogholm

Hvis det handler om behovet for anerkendelse, hvorfor så bruge et begreb, der er veldefineret som klinisk betegnelse for en svær personlighedsforstyrrelse? Det er også lidt svært at se, at det ikke skulle blive brugt til at betegne en "sygdom" eller afvigelse, når den eksemplariske personificering af narcissisten tilsyneladende er Patrick Bateman fra "American Psycho". De karaktertræk, der i det hele taget bliver hæftet på narcissismen, er da heller ikke deskriptive, men i allerhøjeste grad normative: der tales om den "tankeløse jagt på anerkendelse", om "en voldsom usikkerhed og forfængelighed hos brugere" af sociale netværk, der tilmed "mister interessen for et socialt engagement i deres hverdag". De har "en lav selværdsfølelse og en ringe følelsesmæssig intelligens", hvilket leder forskerne til "en grundlæggende bekymring for brugernes selvværd og de sociale netværks konsekvenser for vores fremtidige måde at interagere på i den fysiske verden." Det er muligvis ikke et skrækscenarie over den digitale tidsalder, men det ligner. De danske forskere, der medvirker, er nok mindre skræmte, men bruger også Patrick Bateman som billede på narcissisten og taler om: "Vi har en sygelig trang til at 'være på'." Hvis det bare handler om behovet for anerkendelse, så er der vel ingen grund til at tale om 'sygelig trang'?

Tja

Facebook som udtryk for eskapisme eller for narcissisme? Jeg ser det ikke som nogen af delene. Jeg ser heller ikke Facebook som noget særligt innovativt eller spændende, må jeg tilstå.

At nogle mennesker, der i forvejen har alvorlige psykosociale problemer bruger Facebook eller Myspace, som endnu et forum hvor lidelserne udfolder sig, kan vel ikke være et udtryk for at redskaberne genererer disse sygdomme. Alle til rådighed stående redskaber bruges af alle - raske såvel som syge - og sådan har det altid været. Men det er ikke et tegn på at værktøjerne bærer patologierne i sig.

Jeg har - i en, nu afsluttet, kort periode - haft en Facebook profil og skal jeg være helt ærlig, mindede siden mig mest af alt om de venindebøger, man brugte, da jeg var barn. Her skulle man også svare på alle mulige mere eller mindre ligegyldige spørgsmål fra skonummer til favoritskuespiller og så selvføgelig sørge for at have bogen fuld og sortere de upopulære i klassen fra. Hvis man ikke havde venner nok - og det havde man selvfølgelig aldrig - kunne man enten prøve at se det sjove i det ved at fylde bogen op med imaginære skikkelser eller se om man ikke kunne få nogen af dem fra lejrskolen til at skrive i den. Eller side tilbage og føle sig lidt ensom og dum.

Og det er måske i virkeligheden det største problem med Facebook - siden er et billede af sociale hierarkier, sociale glæder og socialt afsavn, som allerede eksisterer i det omgivende samfund. Hvis man vil have et mere livsbekræftende internet, så må man sgu gøre noget for at skabe en mere positiv virkelighed

Nu slynger jeg lige en helt usandsynlig og uigennemtænkt teori ud:

Hvis vi tager fx Facebook, kunne dets enorme popularitet måske skyldes noget så enkelt som at det, på en naturlig nostalgisk måde, er interessant at se hvad alle ens gamle skolekammerater går og lave i den dag i dag...........og så enkelt er det?

Barndommen er en enorm epokegørende/dannende periode i et menneskes liv og de bånd man knytter i barndommen kan ofte forblive retsen af livet, også selvom man ikke ser personerne til dagligt.
Derfor er der en naturlig interesse i at holde sig selv ajour med ens barndom og de bånd man knyttede i den tid.

Jeg tog faktisk testen .....

Og resultat blev:
Du er enten et psykologisk overmenneske, eller også lyver du over for dig selv og kvalificerer dig derfor som den ultimative narcissist.

ØHHHH .....??????

Hvis man svarer "rigtigt" - så er man en superidiot - og svarer man forkert - så er man også en superidiot ...

Svarer man midt imellem -
Så er "resultatet":
20 - 25: Du er ved at være i nærheden af selvoptaget

25 - 30: Du er på nippet til at deltage i Robinson

Er det NU - at man skal tage sig til hovedet - og opdage - at det er væk???

Måske ER det væk?

Jeg tror, at kernen til problemet er, at tidligere havde man en mening med livet. Målet har altid være lykke. Arbejdet for at komme i paradiset gav en mening med tilværelsen.

I dag er målet stadig lykke, men man lader sig absorbere i midlerne frem for at koncentrere sig om målet. Midlerne til opnåelsen af lykke kan fx være penge, karriere, uddannelse, sex, anerkendelse og listen er lang nok.

Når man glemmer målet og forsvinder i midlernes verden, så glemmer man sig selv. Livet bliver tomt og meningsløst, og hvorfor lever jeg egentlig? Hvem er jeg og hvad er meningen med mit liv? - Hvem har ikke stillet sig selv disse spørgsmål?

Tine Sørensen

Jeg tror egentlig også, man på mange måder kan betragte, hvad der foregår på Facebook, som udtryk for, at folk trænger til at vide, forstå, - trænger voldsomt til at blive hørt, og gerne vil diskutere vigtige og aktuelle emner.
Facebook er på mange måder blevet et demokratiets redskab, - en demokratiets mulighed.
Hvad der forgår på Facebook er begyndt at have nærmest konsekvent bevågenhed fra medierne.
Man kunne sagtens latterliggøre, at folk ønsker at sidde på deres flade, og være aktive i demokratiet, men samtidig gør det også deltagelsen både mulig og attraktiv for langt flere mennesker, end du vil kunne tromme sammen til diverse møder rundt omkring.
Folk er hårdt spændt for. Er det ikke job, - så er det børn og familie osv.
Facebook findes i sprækkerne, - i de små huller, hvor det, der trykker, bekymrer, frustrerer og ansporer kan slippe ud, uden at skulle have plads i kalenderen.
Der er stadig en del, der udelukkende bruger Facebook til billeder af kattekillinger og madopskrifter. Der er også en del, der bruger Facebook til at kreere billeder af sig selv, som revet ud af Alt For Damerne,- præcis som de samme mennesker kreerer deres hjem, og gardarober. Der er rigtig mange, der bruger Facebook til reklame, og det er nærmest blevet en kunstart i sig selv, at tackle sig fri af reklamernes anmasen på FB.
Men først og fremmest er der rigtig mange, der er engagerede samfundsborgere på Facebook. Det kan også kamme over, og blive et råberi og en rasen udi tomrummet, - men rigtig mange formår at være konstruktive, og der forgår virkelig interessant samfundsdebat.

John Vedsegaard

Forfatteren glemte lige at 14 millioner har en aktiv World of Warcraft profil, det koster oven i købet penge at have sådan en. I øvrigt minder det meget om facebook, man kan have venner, ignorere nogle, være i klub med nogle, chatte alt det samme som på facebook bare med et spil oven i hatten.