Læsetid: 3 min.

Krydslæsning

Hvad er Øvigs personlige prisme?
24. januar 2008

At skrive fiktion sker ifølge Philip Roth i konkurrence med virkeligheden, hvis figurer er mere fantastiske end dem forfattere, kan finde på.

På den anden side byder nogle journalister virkeligheden indenfor i deres narrative verden som i Grænselandet om Tøndersagen. Her slæbes selvsamme virkeligheds forråelse med, så en læser som Lilian Munk Rösing blokerer p.ga. det dårlige sprog. Andre læser ugeneret bogen, fordi den historie, der bliver fortalt, er så vigtig.

Den ene af Grænseland-forfatterne Nikolaj Thomassen udtaler, at "avisjournalistik i bogform er dræbende kedeligt, fordi man i branchen har den opfattelse, at man skal holde journalisten ude af historien." Jamen, er modtageren af Cavling- og Montanapriserne ikke et meget godt eksempel på, at 'nøgen journalistik' langt fra er kedeligt? Ikke kun historikere og journaliststand, men også litteraturens professionelle læsere har taget hatten af for Øvig, som har fået fuld credit for den sproglige suverænitet. Anne-Marie Mai mener, at bøgerne om 2300-banden er litterære inden for deres genre: "Det er en faktuel historie, der er så velskrevet, at det kommer til at virke som fiktion."

Da Øvig fik meddelelsen om, at han var tildelt Cavling-prisen, var hans første reaktion overraskelse, da han mente, at han som forfatter af bøger og ikke avisartikler nok ikke ville komme i betragtning. Han har været væk fra aviserne en del år til fordel for bogskriverier. Avis eller bog, Cavling-komiteen har givet vurderet Øvigs journalistiske hjerte som rent, al den stund hans dogme om kildefasthed er i en journalistisk tradition, der vækker minder om andre prismodtagere som Alex Frank Larsen (1986) og Nils Ufer (1992). Begge journalister, som bekender sig til dette håndværks integritet, hvor sagen selv - ikke journalisten - er i fokus.

Det journalistiske grundgreb kildefastheden (kun direkte tale hvis det foreligger på bånd, ingen indre dialog og tanker hos personerne osv), har som bekendt ikke hindret anvendelse af fiktionens fortællemåde med f.eks. synsvinkelskift. Måden at gå til stoffet på i bøgerne om Blekingegadebanden er i det hele taget et scoop! På forbavsende vis er de to bøger blevet en slags prisme, hvorigennem journalister, historikere og romanforfattere kan diskutere deres metier.

I de mange interview med Øvig har der forbavsende nok ikke været spørgsmål om, hvorfor han ikke gik videre med fiktionen efter romandebuten Hilsner fra klovnen i 2003. En roman Øvig i et interview har sammenfattet i ordet 'kontroltab', der vanskeligt kan opfattes som andet end en stor glæde ved den frihed, romanen som form har givet sammenlignet med hans øvrige 'kildefaste' bøger fra besættelsestiden og den selvkontrol, de har krævet.

Øvig har næppe kunnet forudse, at han ville blive 'millionær på terrorisme'. Når Øvig ikke er fortsat med romanen, kan det hænge sammen med, hvad Philip Roth har sagt: fiktionsforfattere kommer til kort overfor det fantastiske ved virkeligheden. In casu en ekstremistgruppe på Amager.

Såvidt de positive sidegevinster med bøgerne om Blekingegadebanden, hvis hovedstol trods alt er politisk. Når Skyum-Nielsen i sin tale i forbindelse med overrækkelsen af Montana-prisen roser Øvigs funktionelle fortælleform, hans 'coolness', må Skyums snævre tekstopfattelse dog påpeges. I Den hårde kerne er der således også en del billedmateriale. Ikke kun arkivfotos som illustrerer bandens kriminalitet mv. Der er også (meta)tekstmæssigt begrundede nye fotos. Hvorfor de er med, er det vanskeligt at se. På en eller anden måde har journalisten alligevel blandet sin person ind i sagen og påført den nøgne overflade nogle 'tatoveringer'.

Øvig figurerer nemlig selv diskret på flere af billederne. Har man først fået øje på ham, fordufter diskretheden og der presser sig en fortolkning på, om dette måske er hans personlige prisme? At banden har været forfatterens politiske modidentifikation i forhold til, at han som ung maoist ikke gik videre dén vej (men at han hvis-og-hvis godt kunne være blevet en venstreorienteret fanatiker). En ondsindet billedlæsning a la Blüdnikow-revanchismen kunne gå på, at Øvig her vedkender sig at have været tæt på og sympatiserende med Blekingegadebanden. En tredje fortolkning kunne være, at Øvig med billederne vil signalere et personligt behov for 'kontroltab' og træde ud af skyggen oven på den kontrollerede flerårige anstrengelse, det har været at skrive det store værk uden at blande sig selv ind i det.

Hvordan læser Skyum-Nielsen det billede, som afslutter Øvigs 'coolness'? På det ses en lokalitet i Asserbo Plantage, hvor et bandemedlem har levet i skjul og hvor der på et tidspunkt har været nedgravet bande-dynamit. Øvig ses lænende sig op ad en bil, som må være den Jaguar han har fortalt,at han ejer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu