Kunsten og kapitalismen har de dynamiske og uregerlige kræfter til fælles

Kunsten er kommet definitivt ud på markedet, den kan ikke længere være anti-kommerciel, men hvor går så grænserne mellem kunst og forretning? Kunsten mangler ifølge rektor ved Kunstakademiet Mikkel Bogh i dag den modstand, der kan skærpe den og præcisere dens anliggende
12. januar 2008

Grænserne er opløst. Kunsten har gjort op med sin distance til markedsøkonomien, kunstmarkedet går på indkøb blandt de førsteårsstuderende ved Det Kongelige Kunstakademi i København og kapitalens hæsblæsende dynamik præger stemningen i kunstlivet. Den absolutte grænse mellem kunst og marked er ifølge rektor ved Det Kongelige Kunstakademi, Mikkel Bogh, en saga blot:

"Jeg gør mig ingen illusioner om at kunne afskaffe markedskapitalismen. Det ville være uendelig naivt. Kapitalismen er jo også en ekstrem dynamisk størrelse, samtidig med at den kan være nådesløs og grusom i sin enøjethed. Men den har også en fantastisk energi. Kunsten og kapitalismen har nogle uregerlige og dynamiske kræfter til fælles. Markedet er en præmis for kunsten, ligesom kunstinstitutionerne er det. Den nuancerede forståelse af dette er vigtig."

For dynamik kendetegner også samtidskunstens aktuelle optur i oplevelsesøkonomiens tidsalder. Kunsten skal levere smæk for skillingen til befolkningen.

"Oplevelsesøkonomien er både en præmis og noget, vi som akademi er nødt til at udfordre," forklarer Mikkel Bogh, der har været rektor på akademiet siden 2003.

Når oplevelsesøkonomien fokuserer på kunsten som nydelse og smæk, risikerer kunsten at blive reduceret til overflade og tilfredsstillelse.

Kunst og konformitet

Og Kunstakademiet skal præstere modsvar til den tendens, mener Bogh. Det skal det gøre med en høj faglighed og en uddannelse, der gør, at kunstnerne kan styre sikkert igennem samtiden og forholde sig kritisk til markedet og deres egen kunstneriske praksis.

Men professorer på selv samme akademi har tidligere talt markedets sag. I starten af 1990'erne vendte de to professorer Claus Carstensen og Peter Bonde blikket mod markedet med en opfordring til de studerende om at spille med på kunstmarkedets præmisser. De lancerede dengang det, man kendte under betegnelsen powerplay, som kunstnerisk strategi. Døren til kunstmarkedet er ikke blevet lukket siden. Og hvis ikke kunstakademiet vil sælge varen, så går kunsthandlerne selv på indkøb blandt de nye studerende. Jo friskere, jo bedre.

Det kunstneriske boom, som har været udfoldet her i avisen, og som vi oplever i dag herhjemme, er et resultat af kunstens kvalitet lige nu på den danske kunstscene og et politisk fokus på oplevelsesøkonomi, men det er i Mikkel Boghs øjne også et resultat af et opgør, der fandt sted i 1960'erne, da kunsten, mistede sin uskyld, anerkendte sin markedskraft, sin egen begrænsning og gjorde op med kunstinstitutionens lukkede døre. I den sammenhæng skal man også se de to føromtalte professorers powerplay på kunstmarkedet. Men samtidig åbnede denne markedsoorientering for spørgsmål om kunsten som forbrugsvare, hvad kunst er, hvad kunsten skal og hvad god kunst så er? Den mistede med andre ord også sin faste bås og priviligerede position uden for samfundet og markedet.

"Det uskyldstab lever vi med i dag, hvor spørgsmålet om rammerne for den kunstneriske praksis er et åbent spørgsmål, der hele tiden er til debat. Kunsten har dog altid åbnet for en kritisk stillingtagen i sin oplysende funktion. Det er et paradoks, fordi kunsten er født i en borgerlig tradition, men samtidig er i opposition til den komformitet og konsensus, som det borgerlige samfund også danner," forklarer Mikkel Bogh, der derfor også mener, at kritisk bevidsthed i dag er en helt grundlæggende kundskab, man som kunstner skal lære sig på akademiet. Når markedet omfavner kunsten, er netop den faglighed, akademiet tilbyder, det egentlige holdepunkt for kunsten, som ellers vil forsvinde i dollarregn.

-Hvilke omstændigheder er vigtige for kunstens velbefindende?

"Den vigtigste forudsætning for at vi har et levende kunstmiljø i Danmark, er, at vi har et åbent intellektuelt miljø med en debatkultur, der også har et højt intellektuelt niveau som for eksempel i Tyskland. Den åbne meningsudveksling er kunsten per definition en vigtig del af. Med det mener jeg også, at kunsten lever af den debat og den faglighed, der er omkring den. Et miljø, der ikke bare stiller spørgsmålet: Er den salgbar? Er den værdifuld for oplevelsesøkonomien? Hvis der ikke er den her intellektuelle debat om kunsten, så visner den og bliver til underholdningsindustri. Det er et ansvar, der ligger hos de højere læreanstalter, akademierne, pressen, museumsinstitutionerne og de gallerier, der tør vove pelsen."

-Hvad er udfaldet, når disse ting er fraværende?

"Risikoen er en kultur, hvor det er markedet, der sætter dagsordenen. Kritikken står i dag svagere og har reduceret sig til mikrofonholderi, samtidig med at kunsthistorie er blevet et fag, hvor kunstens metier ikke længere er i fokus. Det kan ende i ren overfladiskhed, tankeløshed, blindhed. Kunsten mangler simpelthen den modstand, der gør at den skærper og præciserer sine egne udsagn."

-Ser du kunstakademiet i en samfundsmæssig i rolle?

"Hvad angår det samfundsmæssige, har akademiet først og fremmest en forpligtigelse til at uddanne kunstnere på højeste niveau, som kan tale ind i deres samtid, og ikke bare i et nationalt men et globalt rum, og det kræver et ret højt orienteringsniveau. Det er vores ansvar, og sådan kan kunsten forblive en dynamiserende faktor i samfundet."

Kunst og borgerlighed

Det er i følge Mikkel Bogh vigtigt at påpege, at selv den moderne kunst var en integreret del af det borgerlige samfund, en borgerlig praksis med faste rammer. Men på et overordnet plan og i en samfundsmæssig sammenhæng er der behov for en kunst, der kan kigge på samfundet udefra og pege på nogle andre måder at indrette og forstå verden på. Den komformitet, der ligger i vores samfund og i markedet, skal undersøges, udfordres, og det kan netop samtidskunsten, mener han.

"I dag har man anerkendt, at det er nødvendigt med en økonomi for at få en kunstnerisk praksis til at løbe rundt. Men derfor kan man i mine øjne godt bevare sin integritet som kunstner. Det overordnede spørgsmål er, om man sætter sin kunstneriske praksis forrest, eller om man forsøger at tilfredsstille markedet," pointerer Mikkel Bogh, som for alvor ser et problem, når kunsten bliver til ren stimulering af et marked for at skabe omsætning.

"Det er simpelthen for lavloftet. Noget af det, der gør mig bekymret, er, når man fokuserer så meget og nærmest fetichistisk på den unge kunst. Vi tilskynder dem til at deltage i udstillinger og aktiviteter udenfor akademiet, men det må bare ikke bremse deres kunstneriske udvikling, som en alt for tidlig kunstnerisk karriere kan gøre."

Der er mange kunstsyn og retninger, der mødes på akademiet og Mikkel Bogh mener ikke, at det er akademiets opgave at fordømme bestemte former for genrer eller kunstretninger og holde visse typer for kunstnerisk praksis udenfor, eller lade særlige praksisser nyde en særlig position. Akademiet vil dyrke mangfoldigheden og ikke være kendt for at uddanne en bestemt type kandidat, der er uddannet til det og det, har et sæt veldefinerede evner og laver en bestemt type værker, som først og fremmest kan fungere på markedet.

"Vi giver de studerende nogle håndværksmæssige, kunsthistoriske og formidlingsmæssige værktøjer og fokuserer dernæst primært på at være sensitive over for, hvad der rører sig og det, som de nye generationer af studerende kommer med. Skal man alligevel pege på nogle gennemgående træk i vores undervisning og den type kunst, som vi fokuserer på af nyere karakter, så er det en samtidskunstpraksis, der peger tilbage på det store opbrud i kunsten i begyndelsen af 60'erne. Derfor er jeg også hurtig på aftrækkeren, når nogen spørger os, om vi underviser i portrætmaleri, stilleben eller landskabsmaleri. Jeg vil på ingen måde erklære disse genrer for døde, som Informations kulturredaktør mente, jeg gjorde for nylig. Det er kun et forsøg på at gøre spillet mere mangfoldigt og anerkende, at vi lever på postmoderne vilkår her. Det vil sige, at det ikke er veldefineret, hvor vi skal hen, hvad kunstens rolle er og hvad der skal males. Det er selve spørgsmålet om, hvad der skal males og hvordan maleriet skal udformes, som vi skal stille sammen med de studerende, og gøre dem bevidste og kritiske omkring."

Det generelle opgør med de kunstneriske genrer i det 20. århundrede og især 60'er-kunsten gør, at man som kunstner i dag i langt de fleste og mest interessante tilfælde befinder sig i et meget kompliceret netværk af indflydelser, hvor man kommenterer på og står i relation til både tidligere traditioner og samtidige positioner inden for kunsten. Det stiller høje krav til kunsten og til akademiet, understreger Mikkel Bogh.

"Derfor skal vi også være bevidste om, at meget af det kunstneriske arbejde er en famlen i blinde. Vi skal blot forsøge at gøre det til en kvalificeret famlen og det er jo en af de udfordringer man har i dag som kunstnerisk uddannelseinstitution."

Man må som studerende vide, hvad det er, man er igang med at gøre. Det er her, styrken ligger i deres kunstneriske praksis, og det er det, de skal lære i hans øjne.

"Man kan vel beskrive det som en læring i at se sin egen praksis udefra og ikke blindt nedsynke i eller anden måde at gøre tingene på. Man kan nok kalde det for en evne til at konceptualisere, om man vil. For mig handler det om sprogliggørelse og det at opbygge en kritisk bevidsthed - at kunne analysere sit eget værk."

Politisk indblanden

Kritisk bevidsthed er altså mantraet for Mikkel Boghs akademiske dagsorden, og nok også det forhold, der mest markant adskiller akademiet fra mange andre spillere på den danske kunstscene.

Men akademiets forhold til det politiske spil er lige så vigtigt, hvis man skal gennemføre en intellektuel dagsorden som Mikkel Boghs. Her vender vi tilbage til oplevelsesøkonomi og kontrakt-styring og dermed den samfundsmæssige dagsorden.

På den ene side bør akademiet pleje nogle kunstneriske interesser, og på den anden side det politiske system.

"Jeg skal implementere og realisere en politisk dagsorden, som jeg ikke selv har sat, men samtidig skal jeg yde det system modstand, når jeg vurderer, at det ikke tjener kunstens interesser."

Institutionen skal se værdien i også at tænke i politiske baner, men samtidig er akademiet afhængigt af, at det politiske system kan forstå de vilkår, kunsten er afhængig af. Forståelsen på begge fløje er grundlæggende for kunstens velbefindende, og her har Mikkel Bogh valgt sit faglige udgangspunkt.

"Personligt føler jeg mig mere som advokat for kunsten end for et politisk system, men det ligger i mit arbejdes natur, at jeg bliver nødt til at balancere de to ting, men hvis man ikke gør sig umage med at sætte sig ind kunsten og dens vilkår, så skal man ikke komme og tro, man kan blande sig alt for meget i, hvad vi laver her," smiler han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler siden 1. oktober 2005.

Har siden 2000 været lektor på Københavns Universitet og har siden 2003 desuden været institutleder ved Institut for Kunst- og kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Han har siden slutningen af 1980'erne virket som underviser, kunstkritiker, kurator og forsker. Har forfattet et stort antal artikler og bøger og har desuden en omfattende foredragsvirksomhed bag sig. Mag.art i kunsthistorie

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Andre vil måske argumentere, at kunsten har været igennem en demokratiseringsproces, hvori "rigtig" kunst nu ikke længere afhænger af en finkulturel, institutionel bedømmelse med en grim eftersmag af vidensmagt, men kunst virkelig er hvad "vi" gør det til, ikke kun spidserne i samfundet - At kunsten så at sige er blevet sat fri. Det samme gælder f.eks. i politik, hvori man måske som enkeltperson kunne ønske at landet blev styret af veluddannende ledere, der havde en indsigt og en træning i det hverv de nu engang forsatte, således at enhver, beskæftiget i Politik, var økonom, filosof eller kyndig i statskundskab - men til stadighed ser vi de mest magtfulde mennesker i danmark være hjemmehjælpere eller 19-20 årige SF'ere. Populismen og ideen om at "alle kan være lige gode" er tæt forbundet og giver udslag i noget som jeg, både politisk, akademisk og i kunstverdenen, kan være enig med dig i, ikke altid er for det bedste. Samtidig vil jeg dog hellere lære, føle og opleve fri for kanon og rigtige meninger. Jeg er så at sige ening med princippet, men ikke med resultatet. Især ikke når jeg, som vagt på statens museum for kunst, ved siden af mit studie, skal sidde i 8 timer ad gangen og kigge på 3 trekanter - En helt sort, en brun og en orange...

Brugerbillede for Anonym

Erik B.

Hillemænd..og igen...hillemænd! - ikke om jeg begriber dine indlæg. Jeg læser dem som et afsindigt afmarcheret sidespor.

Jeg ville ønske du holdt lidt igen med dine debatterende guldkorn og måske overvejede og samle dine argumenter om samtidskunsten til en fin indbundet bog for jeg sværger at jeg ville købe og læse den uden tvivl.

Det du skriver er god underholdning men ikke sagligt.

Brugerbillede for Anonym

Kunsten er en fri størrelse. Nogle gange er den der - andre gange ikke. Man kan ikke lære at være kunstner. Man kan lære håndværk og teknik - men om man indfanger ånden og bringer en ny ide til materialisering - der skal andre mekanismer til, og de kommer indefra. Den kunst, der egner sig til erhvervslivet , er den del af kunsten, der særligt angår det tekniske eksperiment, eller kommunikationen, som mange kan forstå. Dialektikken mellem kunst og kitch, som Clement Greenberg påpegede, er stadig i aktion, omend bevægelsen er langt hurtigere end nogensinde idag. Det betyder, at når kunsten har udspillet sin rolle som nyhedsformidler på et åndeligt plan, så overgår den i sin tingslighed til de systemer af mere konform art, som vi mennesker har oprettet omkring os - og et af disse systemer er markedet.

Den kunst, der virkelig lever idag, og bringer nye ideer ind, som er så anderledes, at de netop piller ved selve systemgrænserne - også markedets - den findes ikke i ret høj grad på Statens Museum for Kunst. Den oplever frihed, men fanges også ind af store multinationale selskaber, og går fra åndrighed til eksperiment og gadget. Med sidstnævte ord bliver det måske klart, at der her er tale om teknologi som håndværk. Og dette angår teknologi så forskellig som digitale bits t computer, eller gensplejsning som håndværk til at skabe grønne kaniner. Denne kunst spørger til menneskets skaberkraft. Den spørger til udgrænsningen mellem videnskab og kunst. Og fremfor alt lader den sig kun svært institutionalisere . Men det mest spændende ved den er, at den undslipper - ikke hver gang - men alligevel gang på gang markedet, erhvervslivet, institutionaliseret kunsttænkning, og akademiske gangfloskler...den undslipper systemerne.

Og det er der, den rigtig spændende kunst ligger. Og den mixer dyb ånd med teknologisk snilde, og synger romantiske sange om fremtiden. Og heldigvis for det. For man kan blive temmelig træt - for at sige det pænt - af de gamle sange om avantgardens skinnebensspark til den borgerlige institution. God historie - men altså - vi lever i 2008 nu.

Og det er dejligt at opdage, at der er en helt ny verden at vågne op til.

Brugerbillede for Anonym

"Nonfigurativ kunst har da sin berettigelse. I et kunsthistorisk sidekapel, som et eksperiment, ikke som mainstream."

Et fantastisk citat! Med ét hug og komplet uden argumentation gøres den moderne kunst til blot et sidespring i kunsthistorien....

Man kan jo vende den om og spørge på god gammeldags moderne vis: Hvordan kan *figurativ* kunst have en berettigelse, når fotografiet er opfundet? Hvad skal vi med kunst, 'der ligner'? Vise mormor, at vi kan få det til at ligne?

At man ikke kan forstå kunst med et indhold, 'der ikke ligner', er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er kunsten, den er gal med - måske er det ens forståelse.

Kunst kan åbne op for sindet, så fornuften kan indfinde sig - men det kræver villigheden til at prøve at forstå.

Brugerbillede for Anonym

Moderne kunst forholder sig både eksplicit og implicit til sine klassiske forbilleder. Defor er det ikke rigtigt, at den moderne kunst bevidst valgte at kaste al den klassiske kunst´ erfaringer på møddingen, som Erik Boalth skriver.
Jeg vil her bare nævne et enkelt eksplicit eksempel. Nemlig Francis Bacon´s "Study After Velásquez´Portrait of Pope Innocent X" fra 1953.

Brugerbillede for Anonym

Det er herligt at se at rindalismen er genopstået på Informations debatforum.

To spørgsmål til Erik Boalth:

1. Hvorfor handler kunst om teknisk kunnen frem for at vise noget interessant frem?

2. Hvorfor er det kunstens fornemste opgave at afbilde virkeligheden figurativt?

Brugerbillede for Anonym

Efter KUNSTNEREN Amalie Sørensens (over)reaktion at dømme, lader det til at Erik Boalth i dén grad har ramt et ømt punkt....

Brugerbillede for Anonym

Ja, det lader til, at Erik Boalth langt om længe begynder at forstå, at kunst er elitær, det er faktisk det høje abstraktionsniveau, der gør den til kunst - og det er ikke noget, der kun gælder samtidskunsten. Blot fordi du efterfølgende har LÆRT at se den ældre kunst som virkelighedsefterlignende, skal du ikke gå ud fra, at samtiden havde det på samme måde. Selv landskabsmaleri og portrætkunst var ved deres introduktion ren avant-garde.
Som bekendt forkastedes impressionisterne af det franske akademi, men eftertiden har forstået at påskønne dem med alletiders højeste auktionspriser.
Men kunst er altså ikke umiddelbart tilgængelig, det er der faktisk ikke ret meget, der er i denne verden - men kunst er kunst og håndværk er håndværk.

Brugerbillede for Anonym

1) Forkert: Med et fotografiapparat kan jeg vise noget frem uden malerteknisk kunnen. Jeg kan også udstille genstanden selv, så viser jeg den også frem. Jeg kan klippe ting ud og sætte dem sammen på nye måder. Og så videre og så videre. Om igen.

2) Forkert: At gengive virkeligheden er ikke det samme som at kunne male figurativt. Så snart jeg tager et snapshot fortolker jeg også virkeligheden. Jeg kan endda knytte en tekst til det, så er der fortolkning for alle pengene. Det samme gælder hvis jeg laver en collage.

Brugerbillede for Anonym

Jamen, Erik Boalth, italesættelsen og fortolkningen betyder alt, hvadenten kunsten er af den ene eller anden type.
Jeg forstår, at du kun anerkender en form for kunstnerisk praksis, nemlig den intenderede; men kunstnerisk skaben er dynamisk, og selvom det for en Picasso tydeligvis ofte var billedet i hovedet, han satte i værk, så er der for langt de fleste kunstnere tale om en dialog med omverden og materiale, før resultatet nås. Derfor tager det så lang tid at skabe moderne kunst, for den er ikke umiddelbar og ikke umiddelbart tilgængelig, fordi vi lever samtidigt med værkets tilblivelse, og vi ved jo begge, at Kierkegaard sagde det berømmelige om at leve forlæns men opleve baglæns. Det kunne sagtens have været om kunsten, han skrev.

Brugerbillede for Anonym

Steffen: Jeg kommenterer Boalths svar på mine to spørgsmål.

Boalth:

1) Hvorfor skal kunstakademiet kun uddanne malere?

2) Og nej, jeg mener bestemt ikke at interessant-heden af et fotografi er proportionalt med den fotografisk-tekniske kunnen. De mest berømte billeder vi kender er ikke teknisk specielt veludførte, men de siger os noget fordi de rammer plet.

3) Det sixtinske kapel er lavet. Nu må vi afspejle vores egen tid.

4) Det som man har i hovedet kan vel lige så vel udtrykkes abstrakt som figurativt. Jeg har oftere følelser i hovedet end jeg har maleriske billeder af nøgne kvinder (tro det eller lad være).

5) Måske er det mest interessante ikke hvad der er inden i kunstnerens hoved, men den virkelighed kunstneren lever i. Er det ikke vigtigere at lave kunst om verden efter 11. september end det er dygtigt at male sine fantasier om en kvinde?

Brugerbillede for Anonym

2) Men de gode kunstnere er jo netop gode til at vælge det ud som siger noget.

3) Forkert. Megen nutidskunst er uhyre bevidst om traditionen. Alt fra Bjørn Poulsen til Lilibeth Cuenca Rasmussen er i en stadig dialog med kunsthistorien.

4) Det er dig og ikke mig der siger at de abstrakte malere ikke kan male figurativt.

5) Netop. Og måske er traditionelt maleri ikke altid det rette medium at reflektere den aktuelle politiske situation i.

Brugerbillede for Anonym

Erik B:

Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på at jeg på intet tidspunkt har været ophidset eller at du har ramt et ømt punkt- snarere har jeg nærmest været lettere lamslået over din manglende forståelse for kunstens væsen anno 2008.

Jeg ville ønske jeg kunne give dig ro om natten ved at give dig medhold i dine argumenter men dit syn på samtidskunstscenen (eller dit manglende syn mere korrekt) er virkelig primitivt og ganske foruroligende og det gør ikke så meget andet end stiller mig temmelig uforståelig overfor din stupide stædighed.

Men jeg må indrømme at jeg desværre ikke bruger særlig mange timer på anatomi mere. Eller rettere, ingen.

At jeg skulle være selvoptaget iflg din overbevisning forstår jeg ikke - jeg vælger at skrive mit navn og min primære beskæftigelse pt, dels fordi jeg synes det er af almen opdragelse at man giver sig til kende (og ikke gemmer sig bag et andet navn som visse andre) og dels fordi at jeg så gør andre opmærksom på at i kraft af det jeg bruger min tid på (kunstakademiet) gør at jeg laver noget der er emnet temmeligt relevant (modsat visse andre igen, der hellere vil gemme sig)

De værker du har linket er fra en kunstforening i Odense og det er sjovt at du lige valgte dem og ikke noget stort og endnu mere anerkendt som f.eks Forårsudstillingen eller KE (Kunstnernes Efterårsudstilling) dadu sad og lurede igennem.

Du mener endvidere at jeg ikke KAN male (kronhjorte bevares) og jeg begriber bare ikke hvor du får eller erhverver dig den viden, jeg mener, jeg er helt forbløffet.

Din analogi omkring at man ikke kan lave musik hvis man ikke kan læse noder er ganske enkelt noget af det mest foruroligende jeg længe har læst.

Brugerbillede for Anonym

Ydermere føler jeg mig nødsaget til at forklare dig at det faktisk ikke er mig der har lagt de værker ud på google - de er de forskellige institutioner. Hvis du virkelig gerne vil forargres over min kunst (eller mangler på selvsamme iflg dig) så synes jeg du skal gå ind på www.facebook.com og søge på mit navn - så har du lidt til resten af eftermiddagen.

Og nej selvom jeg nu skulle komme til at skrive noget der evt ville forargre familie, venner etc så står jeg skam inde for det jeg skriver og vil til enhver tid argumentere for det - hvis det er ens familie, venner etc så tror jeg nu nok de kan tåle at høre det (hvad end det måtte være du hentyder til)

Og ang hvorledes jeg øver mig? hmm..perspektiv? ikke så relevant pt da de undersøgelser jeg bruger min tid på i mine tegninger m.m. - det er simpelthen ikke mit ærinde.

Farvelære? Well, jeg har skam styr på min farvecirkel men for tiden er jeg tosset med turkis og generelt de dejlige pasteller, er det ok?

Komposition? Se det er meget sjovere for det er dér der kan være rigtig meget på spil - antikompositoriske undersøgelser kan godt æde min tid men generelt ejer selve dyrkelsen af en egentlig komposition ikke rigtig min
interesse for tiden, desværre.

Og nu synes jeg ikke jeg vil bruge mere af min tid på det her mudderkastning - vi kan snakke videre når du ændrer opfattelse omkring hvorledes man begriber samt perciperer samtidskunstens rolle anno 2008.

Mvh

Brugerbillede for Anonym

Jeg beklager de mange, enslydende indlæg fra min side. At de overhovedet er der skyldes en teknisk fejl, som har at gøre med det kodeord, man skal gengive for at komme igennem.

Men nu jeg er her kan jeg da indskyde, at jeg ikke begriber nødvendigheden af den magtretoriske debatform, hvor det gælder om at nedskyde alle andre, der ikke er af lignende mening som een selv.

Jeg tror personligt, at tiden er kommet til den respektfulde dialog - fordi vi i nærmere fremtid vil kunne klare os uden den brede koncensus - om alting.

Frie, individualistiske fugle i interessante, komplekse patchworks...

Og forvel til negativ, rå udskældning af divergerende fortolkningshorisonter...

Pip

Brugerbillede for Anonym

Hej Erik

Undskyldning godtaget men altså, jeg føler mig ikke truffet..ikke i en hård grad i hvert fald - jeg er helt cool og forstående med præmisserne bag denne slags hårdføre debatter og jeg kan sgu nok ikke holde næsen væk.

Jeg tror jeg føler mig nødsaget til et delagtiggøre noget insider-viden i disse debatter og give mit besyv med når nu jeg helt klart bliver provokeret af dine udtalelser og i grunden er det måske også helt sundt nok. I hvert fald føler jeg mig på intet tidspunkt personligt forulempet.

Har lige sidet og snakket med min kæreste omkring det du siger angående at man (dig) føler at man bliver skreget ned i denne slags debatter fordi man har et andet synspunkt og vi synes at det er en interessant problematik - jeg er jo på intet tidspunkt interesseret i at køre en personlig hetz eler noget i den stil men jeg ejer bare et andet synspunkt da jeg er udøvende kunstner i kbh anno 2008 (hvad det så end vil sige i et større omfang)

Om kunsten er på vildspor skal jeg ikke kunne udtale mig om men jeg har før ført en debat her i Information hvor jeg udtalte mig positiv om det paradigmeskift jeg føler vi ser tage form i disse år - det er eller kan så vidt også være en forkert antagelse men jeg føler der sker en tydelig forandring i og om hvordan "vi" beder eller forlanger kunstens væsen definere sig selv.

Og lige til sidst undskylder jeg hvis jeg selv har været for meget ude med riven.

Mvh