Leonora og Synnøve

Årh, det var en ærgerlig kommentar at skrive forkert i. Citatet tilsidst er selvsagt af "Dorte". Og Kis Møller er naturligvis ingen anden end Kis Mølbye Ibsen. Beklager.

jeg har også en gang læst en artikel af Leonora C. Skov. Den lød sådan her.

"mig, mig, mig, jeg, jeg, lesbisk, jeg, mig, køn, mig, lesbisk, heterofascisme, jeg, mig, køn".

Kis Mølbye Ibsens såkaldte "anmeldelse" er ikke andet end et dårligt forklædt personligt angreb på Leonora Christina Skov, som er en af vor tids mest spændende og talentfulde forfattere. Citaterne fra Skovs bog er hevet helt ud af sammenhængen, og min første tanke var, at Kis' angreb, hvem denne mystiske Kis så end er, blot afslørede en altoverskyggende misundelse på Leonora Christina Skov. Skov ender i historiebøgerne som en af de mest fremtrædende danske forfattere - det gør Kis Mølbye Ibsen ikke! Selv den danske folkeskole har opdaget Skov, og hun anvendes nu i pensum. Det er da noget af et skulderklap.

Det undrer mig dog lidt, at Information overhovedet trykker den slags mudderkastning.

@ Tine
Egentlig læser jeg ikke KMI's artikel som et personangreb, men som et stykke polemisk (dagsblads)litteraturkritik. Men i det hele taget synes jeg at den der polemiske tone, som offentlige personer tager i brug når de skal markere sig, er lidt anstrengt/anstrengende. Det gælder også LCS.

Anyway, helt generelt vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn med diktummet om "show, don't tell". Det er vel ikke i sig selv diskvalificerende, at en forfatter vælger at "telle" from for at "showe". Personligt ville jeg finde det ret vulgært, hvis der var en masse "showing" bare fordi det åbenbart er stilistisk "finere" og uden en egen begrundelse.

Når det er sagt, synes jeg også, at 'Champagnepigen' er en ret dårlig bog, og brugen af citater i artiklen forekommer rimelig nok i mine øjne. Det er virker logisk, at den bliver læst i folkeskoler, da sproget er relativt ukompliceret, og handlingen i hvert fald forsøger at være spændende. Efter min mening er det imidlertid ikke en garant for kvalitet.

Det er godt nok trist at se, at en forfatter skal nedvurderes på sit hvad kritikerne vurdere som deres potentielle publikum. Så alle ungdoms- og børnebogsforfattere er altså kvalitetsmæssigt helt til grin, hvis man spørger "Rasmus" og "Dorte" i denne debat. Tak skal I ellers ligegodt have, siger jeg på ikke-voksen-forfatternes, børnenes og de unges vejne. Og på Leonora Christina Skovs.

Synnøve Søe har også altid været en udpræget ungdomsforfatter - også som voksen. Og hun er let og bredt læst. Men det er vel da for syv søren ikke det, der skal diskvalificere et forfatterskab. Der må være nogle mere præcise - og lødige - kvalitetskriterier.

Hovsa. Der skulle have stået: Det er godt nok trist at se, at en forfatter skal nedvurderes på, hvem kritikerne vurderer som hendes potentielle publikum - i den første sætning i ovenstående indlæg. Hmmm.

Jeg har ikke læst noget af Skov - at høre hende føre sig frem i "Smagsdommerne" har heller ikke givet mig lyst. Her passer "kl"s beskrivelse: "mig, mig, mig, jeg, jeg, lesbisk, jeg, mig, køn, mig, lesbisk, heterofascisme, jeg, mig, køn" i hvert fald perfekt. Jeg fik ikke hendes indlæg med fra starten og var nødt til at vente på en af de andre deltagere for at finde ud af, hvad de egentlig talte om. Skov talte kun om Skov, og mit indtryk var klart, at hun udelukkende vurderer kunstværker ud fra, om homoseksualitet forekommer: Forekommer den - og omtales positivt - er værket godt. Omtales den negativt eller slet ikke, er værket dårligt.

Kort sagt homofobi med omvendt fortegn. Er det ikke lidt tyndt at bygge en kritikerkarriere op på?

På den anden side synes jeg ikke, hendes skønlitterære produktion har relevans for hendes evner som anmelder. Det gamle ord om, at en balletanmelder ikke nødvendigvis selv behøver at kunne danse Svanesøen, gælder vel også her.

Per V.:

Det var da sørens som vi er enige, når det ikke drejer sig om politik: jeg nåede ikke at skrive mit navn, men kun "kl", så røg den afsted.

Frøken Skov er først og fremmest et brand, som kører sin egen offer-diskurs og minoritetsrolle helt ud på overdrevet.

Jeg glemmer aldrig en dag hun diskutere med Niels Barfoed i Deadline. Da hun var løbet tør for argumenter skældte hun ham ud for at være en "mand".

Men hun er typisk i den forstand, at marginale særstandpunkter får uforholdsmæssig stor opmærksomhed, hvis man hævder at være undertrykt eller tale på vegne af nogen, der er undertrykte.

Kære Kis Mølbye Ibsen,

Du hævder, at en dårlig forfatter ikke kan tillade sig at være kritiker, men der er vel forskel på at digte og på at argumentere sagligt. Du magter fx ikke selv det sidste:
"Efter denne lange række af pinagtigheder, frygter man helt at gå i gang med Synnøve Søes bog. De to er jo på en måde samme slags mediepersoner"
Du skriver "jo", som var sammenligningen indlysende for enhver, og det er et smart retorisk trick, for så slipper du for at begrunde påstanden. Det betyder imidlertid ikke, at det er lødig kritik. Tværtimod, det er en fuldstændig subjektiv påstand.

Subjektiv er sådan set hele din artikel. Hvad er mest værd: Ordknappe skildringer af en 6åris hæslige oplevelser eller en ordladet og sprogligt fabulerende erotisk thriller? Begge dele har vel sin plads, sit publikum og sin sproglige pointe. Når du foretrækker det ene frem for det andet, handler det om personlige præferencer.

Nu har du selvfølgelig aldrig hævdet, at du udøver saglig litterær kritik. Måske var artiklen i virkeligheden tænkt som et læserbrev, og en brevskriver kan man ikke afkræve ret meget andet end et navn.

Og her, Kis Mølbye Ibsen, forundres jeg: For hvem er du egentlig?

Dit navn figurerer ikke på krak, og selv google finder kun fire links, hvoraf de tre, der virker, henviser til netop ovenstående artikel. Kunne det tænkes, at "Kis Mølbye Ibsen" slet ikke findes, men slet og ret er et synonym? At du (ligesom Skov) fremsætter skarpe synspunkter, men (modsat Skov) ikke tør sætte dit navn under dem?

Kære læserbrevskriver, jeg kan godt forstå, at du foretrækker at gemme dig bag anonymiteten. Et blik ned over denne blog viser jo med al tydelighed risikoen ved at stå frem med navn.
I tilfældet Leonora Christina Skov ender den litterære diskussion alt for ofte i en usaglig og grænseoverskridende diskussion om Leonora Christina Skovs privatperson: Selv på Informations blog er der indlæg, der ikke lægger skjul på, at man udtaler sig uden at have læst Skovs artikler - altså alene med udgangspunkt i hendes personlige fremtoning og med åbenlys vægt på hendes seksualitet.
Ja, Skov lægger ikke skjul på, at hun er lesbisk, ligesom Susanne Bjerrehus (eller Synnøve Søe) ikke lægger skjul på, at hun er heteroseksuel, og dog er der alligevel ingen, der refererer Bjerrehus' bog om hendes mange mænd som "mig, mig, mig, hetero, mig, mig, hetero".

Fokusforskellen, når disse forfattere kritiseres, er filtret ind i flertalsmagten til at definere, hvad der er normalt.
Heteroseksualitet fremstår tydeligvis stadig neutralt - ikke et ord om Synnøves Søes præferencer - mens "lesbisk" springer så meget i øjnene, at mange læsere ikke får øje på andet. Også køn er fortsat absolut afgørende og værdiladet: Et blog-indlæg henviser Skov til "en litteraturhistoriebog, der beskæftiger sig med pigebøger" (som var et pigepublikum uforeneligt med kvalitet), men jeg er pudsigt nok aldrig stødt på tilsvarende forslag om at henvise fx Jørgen Leth til en litteraturhistoriebog om drengebøger.
Fokusforskellen er ikke bare iøjefaldende - den er iøjefaldende urimelig.

Når man kritiserer israelsk politik, risikerer man at blive hængt ud som antisemit.

Når man kritiserer en kvinde, risikerer man at blive hængt ud som mandschauvinist.

Tænk, hvis folk en gang imellem gjorde sig den ulejlighed at læse, hvad man egentlig skrev.

Elskværdigt af "Kis Mølbye Ibsen" at forsyne os med oplysningen om, at hun skam har gået på skrivekursus og sørme også lige akkurat har været i stand til at opsnappe det berømte "show, don't tell"-diktum (hvilket så vidt vides kan tilskrives den amerikanske forfatter Henry James & ikke KMI's underviser, men lad nu det ligge).
Næste skridt må vel så blive et læsekursus? Inden for læsekunsten lyder en lige så berømt tommelfingerregel, at man bør skelne mellem forfatter og fortæller. Dette er tydeligvis ikke lykkedes KMI: Hverken når hun inddrager Leonora Christina Skovs person i sin "anmeldelse" af værket "Champagnepigen", eller når hun opfatter de stilistiske virkemidler, som LCS betjener sig af i sin indirekte karakteristik af romanpersonerne, som eksempler på, at bogen er "dårligt skrevet". Jeg vil mene, at LCS i kraft af sine kirurgiske indgreb, der tillader læseren fuldt udsyn over hovedpersonernes hjernevindinger, netop efterlever formaningen om, at man skal "show, don't tell". Endelig er der selvsagt divergerende definitioner på Den Gode Tekst. Hvem siger, at James og co. nødvendigvis havde ret?

Sarah Glerup, du skriver

"I tilfældet Leonora Christina Skov ender den litterære diskussion alt for ofte i en usaglig og grænseoverskridende diskussion om Leonora Christina Skovs privatperson"

jamen det er da fordi hun er så hæmningsløst ublufærdig og exhibisionistisk. Hun elsker at tale og skrive om sit privatliv, så hvad havde du regnet med??

Og du skriver:

"jeg er pudsigt nok aldrig stødt på tilsvarende forslag om at henvise fx Jørgen Leth til en litteraturhistoriebog om drengebøger."

Der er pudsigt nok flere anmeldere, også mandlige, der kalder Jan Guillous bøger for "drengerøvslitteratur".

Du anstrenger dig for at konstruere et flertalsdiktatur, men du har ikke forstået, at vi lever i en tid der afskyr den såkaldte "normalitet" og dyrker alt, hvad der smager af minoritet, skævhed, afvigelse osv. Hvilket jo er enormt konformt

Per V:

Hvis du ikke har læst Champagnepigen, så burde du gøre det. Den er faktisk fremragende.

Hvis Per V. og Klaus K kun hører "mig, mig, lesbisk" osv. og rent faktisk mener, at Skov kun tilskriver værdi til alt, der har med homoseksualitet at gøre, så burde de få justeret hørelsen. Men det er selvfølgelig altid nemmest at generalisere i stedet for at lytte. Synd, at I ikke har noget mere begavet at skrive i jeres indlæg.

Klaus Kristiansen, du skriver om mig:

"Du anstrenger dig for at konstruere et flertalsdiktatur, men du har ikke forstået, at vi lever i en tid der afskyr den såkaldte "normalitet" og dyrker alt, hvad der smager af minoritet, skævhed, afvigelse osv. Hvilket jo er enormt konformt."

Det kunne jeg godt tænke mig at få udddybet med konkrete eksempler. Hvis jeg ingenting har forstået, så må du jo hellere oplyse mig.

Personligt synes jeg nu nok, at dyrkelsen af det skæve kan ligge på et meget lille sted i lige præcis Danmark.
Danmark er det land i Norden, hvor den sociale arv vejer tungest i folkeskolen, og vi er et af de lande i EU, der er allerringest til at sikre, at normaltbegavede børn med handicaps får en ganske almindelig 9. klasses afgangseksamen (65% får det, for at være præcis). I modsætning til 44 andre lande i verden, herunder lande som Sydafrika, har vi ingen effektiv antidiskriminationslovgivning, der også beskytter seksuelle eller religiøse minoriteter eller borgere med handicaps. Ligeledes har vi i modsætning til de øvrige vestlige public service-nationer ingen strategi for, hvordan vi sikrer, at de medier, som alle danske borgere betaler licens til, rent faktisk også repræsenterer en mangfoldigt sammensat befolkning. I England har man mangfoldighedsmanagere, og i Sverige har man for nylig sat lignende ting i værks, efter at en undersøgelse viste, at svenskere med handicaps - mere end 10% af befolkningen - kun fik få promilles sendetid i nyhederne. I Danmark har der ikke engang været interesse for at undersøge, hvordan det står til med omfanget af medierepræsentation. Eller omfanget af hatecrimes mod homoseksuelle eller mennesker med handicaps, for den sags skyld.

Dyrkelse af det skæve? Måske har du ret - dyrkelse er vel egentlig en ret præcis betegnelse for den måde, hvorpå vi i Danmark tackler dem, der er anderledes.
En flok etnisk danske DR-medarbejdere agerer culturally cutting-edge med Yallahrup færgeby - men hvor cutting-edge er det egentlig at lave satire over en minoritet, man ikke selv er en del af? Det er ren overfladeglimmer, for bag DR's mure er magtbalancen uforandret, og alting er præcis så hvidt og blåøjet som altid. Faktisk er den slags uforpligtende mangfoldighedsindslag blot med til at bekræfte status quo: Det er stadigvæk det etnisk daske flertal, der får taletid, selv når dukkerne hedder Ali og Achmed, og skulle nogen Alier og Achmeder out there føle sig krænket, så kan man altid sige, at de dyrker deres offerrolle og marginaliserer sig selv, for hvis de var virkelig integreret, ville de selvfølgelig forstå, at det altsammen er good fun, og at vi ikke er racister.

Det er præcis samme mekanisme, som når repræsentanter for et stort heteroseksuelt flertal kritiserer Leonora Christina Skov for at være forkælet og dyrke en lesbisk offerrolle. Denne type udsagn om, hvordan virkeligheden er for en kvinde, der tilhører en seksuel minoritet, er fuldstændig gratis, så længe man ikke selv tilhører minoriteten.
Igen ligner det på overfladen frisind - når Skov opfattes som klynkende frem for at blive taget alvorligt, er det selvfølgelig bare fordi, der ikke er noget at tage alvorligt, ikke? Vi dyrker jo det skæve, vi har det helt cool med seksuelle afvigere... Skulle Skov indvende, at hun faktisk føler sig krænket, så bekræfter hun sådan set bare, at hun klynker og marginaliserer sig selv - på den måde annulleres enhver mulighed for protest, og krænkelsen bliver dobbelt: Status quo - at heteroseksualitet er den ukrænkelige norm - opretholdes, og Skov får stjålet sin stemme. Alt, hvad hun siger, kan jo bruges til at bekræfte det, hun vil modsige, og så kan hun sådan set lige så godt holde kæft. På samme måde som langt de fleste andre danskere, der tilhører en minoritet og føler sig krænket, ender med at gøre det.

Ja, Klaus Kristiansen, du har helt ret.
I dette ytringsfrihedens land dyrker det store flertals-"vi" det skæve, dem, der er anderledes - vi dyrker dem som en fritidsbeskæftigelse, noget man uforpligtende dykker ned i og trækker sig ud af igen, uden at det overordnede magtbillede forandrer sig. Vi dyrker det - men vi favner det ikke.

@Vibeke

Nu synes jeg, du lægger ord i munden på mig. Men det kan også sagtens være, at jeg har udtrykt mig lidt uklart. Selvfølgelig synes jeg ikke, at "alle ungdoms- og børnebogsforfattere er altså kvalitetsmæssigt helt til grin". I hvert fald ikke børnebøgerne, ungdomsbøger har jeg altid haft et ret anstrengt forhold til, fordi jeg synes de i deres præmis er lidt nedladende over for unge mennesker. (I hvert fald dem jeg er stødt på, men det er bestemt heller ikke særlig mange). Men anyway, naturligvis er det ikke diskvalificerende at have unge som sin primære målgruppe/publikum. Det synes jeg heller ikke, jeg skriver noget sted. Jeg skriver, at det er logisk, at man læser bogen i folkeskolen p.g.a. det ukomplicerede sprog og den forsøgsvis spændende handling. Ingen af delene er i sig selv diskvalificerende. Mange gode bøger er enkelt skrevet og spændende. Og meget af det, man læser i folkeskolen er også godt. Man læser bare også meget dårligt i folkeskolen. Derfor min afsluttende afstandtagen til hvad jeg opfattede som falsk bevisførelse for Tines vedkommende ("Den er medtaget i folkeskolens kanon, ergo er den god") som egentlig mest er udtryk for en generel skepsis for kanoniseringstanken som sådan.

@Dorte

"Er der nogen der er ved at lave en Pigebogsantologi eller Pigelitteraturhistoriebog? Der er flere der kunne gå ind i den kategori uden problemer. Bl.a. Skovs."

"Det er i den grad gået tilbage med gedigen og lødig skønlitteratur. I stedet for ses der en del enten fjantende lillepige bøger, pigekrimier, eller mandlige forfattere, der skriver om hvor ondt de har det og hvor utilpassede de føler sig eller om narkomiljøer etc."

Hvad er der i vejen med at have piger som publikum? Hvad er der i vejen med de såkaldt utilpassede som forfattere? Har forfattere ikke altid taget udgangpunkt i deres egen erfaringshorisont og skrevet derfra? Er der nogle erfaringshorisonter, der diskvalificerer en forfatter på forhånd? Hvem må skrive? Hvem må læse? Hvilke identiteter er velkomne til at udtrykke sig kunstnerisk og tilegne sig kunst uden at mistænkelig- eller latterliggøres på forhånd udelukkende på grund af deres ståsted i tilværelsen eller deres alder, seksualitet eller biologiske køn?

@Rasmus

Med ungdomsbøger, mener jeg ikke de bøger, der er skrevet til målgruppen "unge" - altså de bøger, som man kan finde på netop den hylde på folkebiblioteket. Jeg mener såmænd bare litteratur med et overvejende ungt publikum. Unge gider som regel ikke at læse de målrettede ungdomsbøger...og det forstår man ofte så godt. Men et ungt publikum er et akkurat lige så kvalificeret publikum at have til sin kunst, litteratur, musik osv, som et publikum af børn, voksne, midaldrende eller ældre. Det var såmænd bare det, jeg synes lå lidt uklart i dit indlæg.

Endelig vil jeg sige, at jeg faktisk ikke har læst Skovs bøger. Jeg undrer mig bare såre over den lange række begrundelser, der bruges i indlæg efter indlæg for at diskvalificere hende som forfatter. Hun er homo, hun er kvinde, hun er på i medierne, hun er provokerende, hun har et ungt publikum...tjah, skift kvinde ud med mand og du har Herman Bang som ung. Med de samme meget tynde begrundelser kunne man i hans samtid have diskvalificeret ham. Tag dog udgangspunkt i det, som hun har skrevet i stedet...og vurdér kvaliteten af det.

Jeg er født i midt-tredserne, og det betyder, at "min" generation af forfattere er domineret af kvinder som Katrine Marie Guldager, Christina Hesselholdt, Helle Helle og Naja Marie Aidt. Men selv om jeg er mand, gør det mig ikke noget at kvinderne er så dominerende. Jeg kan godt lide kvinder og kan godt lide kvindelige forfattere. Men det er især fordi, at "min" generation af kvindelige forfattere ikke (ifølge min vurdering) ser sig selv som ofre. Det betyder i videre forstand, at vi er i stand til at se og opfatte hinanden som ligeværdige. "Min" generation af kvindelige forfattere er med andre ord i stand til at forstå kvindefrigørelsen som et plus og som noget der har fundet sted.

Efterfølgende er der så dukket nogle kvindelige forfattere op der har genoptaget den gamle offer-rolle. Og her tænker jeg især på Leonora Christina skov og Hanne-Vibeke Holst. Jeg må sige, at dette forstår jeg ganske enkelt ikke. Eller er det blot mig der er ved at blive halvgammel? Men egentligt er det vel at skubbe kvindefirgørelsen 20-30 år tilbage.

Leonora Christine Skov er en elendig kritiker, hvis virke først og fremmest drejer sig om maksimal eksponering i medierne, samt minimal respekt for autoriteter og kompente kolleger.

Hun er om noget et barn af en narcissistisk mediekultur, hvor man opstiller sig selv som offer (i dette tilfælde for heteronormative strukturer, mens man på samme tid frembæres af et ureflekteret medieapparat.

Leonoras virke som som kritiker er uinteressant, klichebåret - på en og samme tid skingert forurettet og forhippet på at være en del at etablissementet .

Jeg behøver ikke andet end de i artiklen anførte citater for at kunne konstatere, at hendes skønlitteratur af er præget af den samme tonedøvhed og sensibilitet, som er fraværende i hendes anmeldelser.

@Dorte

Jeg synes du skulle læse noget bibliotekshistorie. Hvis du havde gjort det, ville du have vidst, at folkebibliotekerne siden begyndelsen i 1800-tallets USA og England altid i overvejende grad har haft kvindelige ansatte.

Du ville også vide, at folkebibliotekernes primære formål i Danmark siden starten har været folkeoplysning, men ikke nødvendigvis at værne om en lille bogskat af læderindbundne skønlitterære klassikere. Ikke at de skal ekskluderes, men skønlitteraturen har ikke været folkebibliotekernes primære og eneste mål på noget historisk tidspunkt. Tværtimod har målet været at bidrage til en øgelse af uddannelsesniveauet. Det er faktisk først i 1960erne at kulturen bliver sat højt på dagsordenen - og det vel at mærke kultur i den brede socialdemokratiske brug af begrebet, ikke den snævre elitært konservative.

Endelig ville du vide, at folkebiblioteket som værested og klub også ligger dybt forankret historisk, da den bibliotekstype også altid har haft et filantropisk og socialt formål og at idéen om øget uddannelse og oplysning for ALLE mennsker ligger dybt forankret i selve grundlaget. Læs lidt om de amerikanske folkebiblioteker i slutningen af 1800-tallet...

Kort sagt: Det tabte tid, som du savner, har aldrig eksisteret. I hvert fald ikke på folkebibliotekerne.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke dyder det er, som du efterspørger, for du har stadig ikke leveret et eneste kvalitetskriterium, som kan bruges til at vurdere et skønlitterært værk på dets egne præmisser. Til gengæld har du langet ud efter en lang række befolkningsgrupper og vist, at du er dårligt oplyst når det drejer sig om moderne historie.

Leornora i Smagsdommerne. Tv handler meget om billeder og Leonoras ansigt er et ualmindeligt godt billede at se på. Hun behøver næsten ikke at mene noget, uden at man finder hendes reserverede syrligt-søde mimik interessant. Frastødende og tiltrækkende på samme tid. Kan man forlange mere? Men nu er talent for at tage sig ud på en tv-skærm selvfølgelig noget der ikke nødvendigvis hænger sammen med talent for at skrive, uagtet at det ofte gør, og jeg ved ikke om hun er "god", for jeg har ikke læst hende, men jeg forstår godt hun er med i Smagsdommerne og Deadline, for den sags skyld. Kan man ikke være enig med hende, så kan man jo bare være imod. Leonora Christine Skov er et vidunderligt tv-ansigt og personligt er jeg ligeglad med hvad hun mener, jeg kan bare ikke blive træt af at se på hende. Hun er i det midste engageret - om det så kun er med udgangspunkt i sig selv, og hun provokerer mig (hvad ikke så mange gør), allerede før hun har åbnet munden. Mon ikke hun kunne være blevete udmærket politiker eller skuespiller? Under alle omstændigheder kendt. Men nu har hun altså valgt at blive forfatter og det må det læsende folk så bare lære at tage sig i agt for. Den dag hun skriver noget virkeligt vedkommende (hvis det ikke allerede er sket), har hun jo alle forudsætninger for at brage igennem. Så vær beredt. På tv er hun ihverfald en kæmpe succes. Det må man give hende. Vi kan jo kalde det X-faktor.