Læsetid: 11 min.

'...og lige pludselig tog det overhånd'

En folkesygdom. Alkoholmisbrug rammer bredt i befolkningen og skal kureres via systematik i behandling og en bred vifte af tilbud. Det viser erfaringer fra Alkoholbehandlingscenter Fyn, hvor den 53-årige socialpædagog Bente Hansen havnede og fik styr på sin afhængighed
Nedturen. For Bente Hansen startede nedturen med et socialt nederlag. Den afslappede, hyggelige kultur omkring alkohol, som hun hidtil havde følt sig som en del af, udviklede sig på få år til et livstruende mareridt. Model

Nedturen. For Bente Hansen startede nedturen med et socialt nederlag. Den afslappede, hyggelige kultur omkring alkohol, som hun hidtil havde følt sig som en del af, udviklede sig på få år til et livstruende mareridt. Model

18. januar 2008

Bente Hansen vil gerne være med til at gøre op med myterne om alkoholisme.

"Det er derfor, jeg sidder her. Er du med på den?" spørger hun, da hun har sat til rette på et kontor på Alkoholbehandlingscenter Fyn i Odense.

Bente Hansen vil fortælle sin egen historie om druk og misbrug. Og det er netop en fortælling, der er med til at understrege, at alkoholmisbruget både er stærkt udbredt i dagens Danmark, og at der er grund til at gøre op med fordommene om den typiske alkoholiker.

"De, der bliver afhængige af alkohol, er ikke bare dem, der sidder og laller rundt i baren eller samler flasker eller sidder på bænken," siger Bente Hansen. "Lige pludselig - lige pludselig - sad jeg selv i den saks der, og det kom bare bag på mig. Jeg var så rystet over, jeg selv kunne falde i. Det kan ikke passe. Det kan ikke passe! Men det skete altså. Jeg var dybt chokeret. Jeg var simpelthen så bange."

For Bente Hansen begyndte det at gå galt, da hun i foråret 2004 blev sygemeldt fra sit job, fordi hun var "dybt, dybt deprimeret." Hun gik til læge og fik noget antidepressiv medicin. Der gik et halvt års tid med jævnlige besøg hos lægen, og selv om hun efterhånden var ovre de værste depressioner, foreslog hendes sagsbehandler på et tidspunkt, at hun skulle søge førtidspension. Bente Hansen var først betænkelig, men efter noget tid accepterede hun forslaget. Hun havde fået det indtryk, at sagen ville gå glat igennem.

"Det gjorde den bare ikke," slår hun fast. "Jeg blev bare kørt rundt i manegen til en rundbordssamtale. Det var et show. Det kan jeg da godt sige dig: Det slog godt nok benene væk under mig. Virkelig."

Udgangen blev, at Bente Hansen i stedet for at få pension blev visiteret til et fleksjob. Men hun nåede aldrig tilbage i arbejde:

"Der var ingenting, der virkede. Jeg moslede rundt i systemet, og til sidst tænkte jeg, at nu kan det sgu også være lige meget. Så sætter jeg mig ned og snupper lidt rødvin. Så hjælper det jo sådan lige her og nu. Sådan begyndte det. Så begyndte jeg simpelt hen bare at drikke. Og lige pludselig tog det overhånd. Li-ge plud-se-lig! Så gik det helt galt."

Tidligere havde Bente Hansen haft et afslappet og uproblematisk forhold til alkohol.

"Den kultur omkring alkohol, som jeg tror, alle har," forklarer hun. "Altså, en hyggelig weekend, og så er det mandag, og vi skal af sted på job igen. Og så er det ikke det første, man gør, når man kommer hjem - at tage en øl. Derfor var jeg meget forskrækket over, jeg selv kunne falde i."

Og det var det, hun gjorde - faldt og faldt og faldt. Væk fra dagligdag og klarhed og ind i druk og glemsel. Hun fortæller sin historie energisk og hurtigt og med tydelige, livlige skift i ansigtsudtrykket, der direkte markerer, hvor grebet hun er. Hvor stærkt et indtryk hendes egen hastige nedtur stadig gør. Den er så tæt på, og hendes øjne bliver store og stirrende, hendes talestrøm snublende og forceret af bare forskrækkelse over det, den bedrageriske alkohol gjorde ved hende:

"Ja, øl, rødvin. Bare et eller andet. Det var ligegyldigt, hvad. Det hele var virkelig kaotisk for mig. Jeg ku' bare ingenting. Jeg røg lige i den fælde, der hedder, nu skal det bare lige handle om at få noget at drikke. Så blev det mere og mere. Og til sidst blev det sådan med at starte, når jeg vågnede. Min mand stod op kl. seks, for han sku' køre kl. syv og kom først hjem kl. 17. Det var fint. Så var der ikke nogen, der forstyrrede mig, og jeg ku' bare gå i gang."

Sammenbruddet

Der var ingen ende på det. Ingen udvej. Kun denne på én gang skræmmende og trygge tunnel af druk, hvor dage og nætter gled i et. Det stod på et halvt år, indtil årsskiftet 2006-07: "Vi nåede lige over jul og nytår. Det ku' jeg lige nøjagtigt klare," fortæller Bente Hansen.

Så kom sammenbruddet:

"Jeg røg ind - simpelthen i krampe. Jeg var næsten bevidstløs. Jeg blev indlagt på psykiatrisk skadestue. Jeg ka' ikke engang huske, hvordan jeg kom derud. Er du sindssyg. Jeg ku' dårligt gå på benene. Jeg turde ikke gå på toilettet, for der var en trappe, og jeg var bange for at falde ned. Jeg har aldrig i mit liv haft det så dårligt. Aldrig. Jeg ku' risikere at dø af det. Sagde de. Så kom der en læge og en psykiater og snakkede med mig. Jeg sagde: jeg ska' ha' hjælp, jeg vil gerne ha' det der antabus lige her med det samme!"

Det fik Bente Hansen, men samtidig blev hun henvist til Alkoholbehandlingscenter Fyn. Det var her, hun fik den nødvendige hjælp mod sit misbrug. Men det var hendes mand, der skulle overtale hende til at møde op og få gang i behandlingen:

"Det at gå ud af døren og gøre det var svært for mig. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg havde drukket så meget. Det havde virket udadtil, som om jeg var ligeglad med mine børn og børnebørn og familie. Jeg syntes, det var pinligt."

På behandlingscentret havde Bente Hansen ventet at møde en løftet pegefinger: "Nå, der kommer en af dem dér igen, der ikke kan styre det." Det viste sig at være lige modsat.

"Tak, fordi du kom, sagde de oven i købet til mig," husker Bente Hansen med forbløffelse i stemme og ansigtstræk.

Og så begyndte hun ellers at få gavn af den systematiserede tilgang til behandling af alkoholmisbrug, man igennem nogle år har udviklet på Alkoholbehandlingscenter Fyn, og som har vist sig meget effektiv. Al behandling er individuel og baseret på en bred vifte af tilbud. Og det hele er sat i system. Først 'kortlægger' eller 'screener' man misbrugeren i forhold til en række områder - helbred, arbejde, økonomi, sidemisbrug, familieliv, psykiske problemer, kriminalitet - der tegner et billede af hele livssituationen. Siden visiteres vedkommende til den bestemte behandlingsform, som i dette tilfælde anses som den optimale.

Bente Hansen kom i en kognitiv behandling, som formede sig som mange, lange samtaler med en behandler.

"Det har været skridt for skridt," forklarer hun. "Det er da hårdt. Du arbejder med dig selv. Det er personlig udvikling, vil jeg mene. Vi aftalte nogle ting, jeg skulle gå hjem og tænke over. Hvorfor jeg begyndte at drikke. Hvad det var for nogen situationer. Hvordan jeg tackler konflikter."

Men især ét punkt viste sig at blive centralt:

"Ikke automatisk at falde i den der negative tankegang. Det arbejdede jeg meget med. Det var det, jeg var gået ned på. Det var bare fuldstændig kørt sammen, så jeg følte mig totalt uduelig. Og ubrugelig. Og det var jo grunden til, at jeg begyndte at drikke. Jeg ved lige nøjagtig hvorfor."

Misbrug er et tabu

Den selvindsigt har Bente Hansen opnået i dag. Og hun ved også, hvad hun rent personligt skal koncentrere sig om fremover:

"Jeg bestemmer selv, hvordan min dag skal være. Jeg bestemmer selv, om jeg vil bruge mit liv på at drikke mig ihjel. Jeg bestemmer langt hen ad vejen selv. Der er selvfølgelig sådan nogle systemer, man ikke kan gøre noget ved - love og ting og sager. Men dybest set er det mit eget ansvar, og det er mit ansvar at få vendt tingene og tænke positivt."

Så nemt, og så forbandet svært, kan det være. Nu er Bente Hansen blevet klogere. Både på sig selv og sin misbrugsperiode og på nogle mere generelle forhold i forbindelse med alkohol i det danske samfund:

"Der er alt for meget af det. Altså, jeg er ikke sådan blevet moralsk, men der er for meget drikkeri. Det er slet ikke nødvendigt. Det der med at komme hen til folk og spørge: 'Vil du ha' en øl?'. 'Nej, jeg vil hellere ha' en kop kaffe'. Så bliver der kigget underligt. Og jeg ved jo godt selv, at jeg skal virkelig passe på."

Men Bente Hansen har også på sin egen krop oplevet det paradoks, det er, at selv om alkohol er til stede og accepteret vidt og bredt i dagens danske samfund, bliver misbrug betragtet som et tabu. Man kigger væk og snakker udenom alt for længe. Bente Hansen genkender det kun alt for godt:

"Det er meget få, jeg har fortalt om mit eget problem. Men det der med pinligheden og skamfølelsen - jo, det kommer. Det er pinligt, pinligt. I og med at du bare sætter dig til at drikke, er du stort set ligeglad med din mand, dine børn og børnebørn. Og det bliver man da flov over. Jeg ka' slet ikke forstå, jeg ku' gøre det over for dem."

Og det overrasker hende endnu mere, fordi hun netop i kraft af sit arbejde ofte har mødt og reageret på misbrug:

"Jeg har arbejdet 10 år ude i Bolbro, og jeg har bare arbejdet med de grupper, der var så fordrukne. Eller narkomaner. Og jeg har set så meget af det der. Jeg har snuppet børn med hjem, fordi jeg ikke ville udlevere dem til de der forældre, som var så skidefulde. De slingrede ned ad gangene. Ja, det der med ikke at have kontrol over sit liv. Eller lige pludselig noget, der tager magten fra dig. Det kan gøre ondt."

Nu har behandlingen hjulpet, smerten er aftaget, og Bente Hansen har truffet et valg:

"Jeg ka' godt sige dig: jeg har besluttet mig for, at den dér kommer jeg aldrig i mere. Aldrig!"

For centerleder Anette Søgaard Nielsen fra Alkoholbehandlingscenter Fyn er Bente Hansens historie ikke usædvanlig. For det er netop et bredt udsnit af den almindelige, danske befolkning, hun og behandlerne møder i deres arbejde med misbruget. Værsgo at hilse på den respektable samfundsborger:

"Hjemmehjælperen, institutionslederen, lektoren på universitetet, journalisten, håndværkeren, lokalpolitikeren. Jeg tror, de fleste kender dem. Dem, man har en enkelt af i familien eller hjemme på vejen. Dem, der altid bliver trælse, når der er fest, og gør livet til et mareridt for deres familie, når de kommer hjem - har lidt for mange sygedage, og hvor tingene lige skræller an. Dem har vi mange af."

Rygning snakker man om

Der er altså tale om mennesker, der udadtil synes at fungere nogenlunde, og som sagtens kan være i faste forhold, have børn og job.

"Det sidste, der ryger, er som hovedregel arbejdet," forklarer Anette Søgaard. "Der er en tendens til, at familien ryger før arbejdet, for folk klamrer sig til deres arbejde. Men på grund af fordommene om alkoholikeren - det er bumsen på bænken - bliver det svært for skolelæreren eller hjemmehjælperen at gå i behandling. For de kan ikke identificere sig med det billede og tænker: Det er ikke for mig. Og det er i hvert fald meget skamfuldt at gå i behandling, for så tror folk jo, at jeg er sådan én ligesom dem, der sidder oppe på bænken. På en konference i efteråret blev det nævnt, at man kan sidde til en familiemiddag og snakke om rygning og om at holde op. Men det kan man ikke forestille sig på alkoholområdet. Der kan du ikke sidde og sige: 'Nej, ved I nu hvad - jeg ska' altså også ha' lært mig nogle metoder. Jeg er fuldstændig til rotterne med den måde, jeg drikker på'. Og det illustrerer jo meget godt den tabubelagthed og stigmatisering, der er forbundet med ikke at kunne styre sit alkoholforbrug. Men alkoholmisbrug kan ske for hvem som helst, og det sker faktisk for rigtigt mange mennesker. Og det gode er, at det kan man få løst igen."

Hun siger den sidste sætning som en kontant og selvfølgelig pointe. Der er ikke noget mystisk ved det. Der er ingen grund til at gøre det til et tabu. Det er rene linjer, system og orden i behandlingen, der skal til. Det er det, man i nogle år har arbejdet konsekvent med på Alkoholbehandlingscenter Fyn - og til dels i København og Århus. Men mange steder i landet er de cirka 50 kommunale behandlingsinstitutioner ifølge Anette Søgaard for små til at være effektive:

"Man har ikke en vifte af tilbud, økonomi, efteruddannelse og den slags. På Fyn er vi 45-46 medarbejdere, og så er det klart, at man bedre kan holde øje med dokumentation af behandling, opfølgning osv. Vi har mange flere facetter at spille på. Vi kan også have læger og psykiatere ansat".

Svært at sige nej

Og når hele denne omfattende indsats er påkrævet, er det ifølge Anette Søgaard, fordi "alkohol gennemsyrer vores samfund":

"Alkohol er blevet en langt mere integreret del af vores liv i de sidste 20-25 år. Og det at kunne begå sig og nyde et godt glas vin og en god øl, en god whisky, er også med til at signalere overskud. Så bliver det jo en del af en livsstil. Så kommer der også det, at det faktisk er svært at fungere socialt, hvis man siger nej tak til at drikke noget. I dagens Danmark er man jo mere afvigende, hvis man er afholdsmand, end hvis man ikke spiser kød eller sukker. Altså, man er lidt mærkelig. Og den måde, vores unge mennesker drikker på, er jo fuldstændig knald i låget. For de unge starter det med, at man får prentet ind, at alkohol er så meget en del af det sociale samvær. Og det er alkohol, du bruger, hvis du skal slappe af, og hvis du skal more dig. For de fleste normaliserer det sig, men der er nogen, hvor det aldrig normaliserer sig."

For nogle går det galt. Både unge og gamle. For Bente Hansen gik det galt. Nu er hun kommet på fode igen og vil gerne være med til at gøre op med myterne. Kendsgerningen er, at danskerne drikker. Og det kan vi gøre noget ved.

'Bente Hansen' er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu