Læsetid: 4 min.

Som livet selv - bare meget bedre

Hvorfor dur kunstnere, der har haft et godt og sundt liv, aldrig som materiale til en film?
11. januar 2008

Jeg snakkede engang med en her til lands verdensberømt forfatter om filmgenren biopics - en forkortelse biographic picture, dvs. en film om et levende eller afdødt koryfæ, ofte, men nu ikke altid en kunstner - og foreslog for sjov, at der blev lavet en sådan om ham, da han jo havde levet er interessant liv. Han kiggede stift på mig og sagde så, "Hvem fanden gider se på en film om en mand, der sidder og skriver 90 procent af tiden?" Næh, helt ærligt.

For nylig læste jeg en biografi om tekstforfatteren Ira Gershwin, der i al evighed er dømt til at stå i skyggen af sin berømte bror, komponisten George Gershwin. I forordet slås det fast, at Ira Gershwins liv var så begivenhedsløst, at bogen primært omhandler hans værk og metode. Resultatet var forbløffende godt, og jeg lærte meget om sangskrivningskunsten under læsningen - samt at Ira Gershwin var rar, flittig, ordholden, trofast og hengiven, gift med den samme kvinde hele livet, fri for misbrugsproblemer og psykiske defekter - og en hædersmand, hvad der end tilstødte ham.

Så ham kan De være 100 procent sikker på, der aldrig nogensinde bliver lavet en biopic om, thi det er en genre, der næres af: voldsomme op- og nedture, hårde opvækster (eller det modsatte), misbrug, skilsmisser, personlige dæmoner, karakterbrister, sygdom, selvmord, stofafhængighed, succes, fiasko, kampe - og gerne en alt for tidlig død.

Kunsten er ufotogen

I disse mediebevidste tider lever mange, som om de havde et kamerahold i hælene, der løbende dokumenter alt det ovenstående, men problemet for de fleste er, at for at gøre sit liv fortjent til en Hollywood-version, skal man perverst nok have leveret noget af (blivende) værdi.

Det paradoksale er så, at har man det og for man dermed de tusindvis af dage, der udgør et liv, kogt ned til to timer, vil noget af det første, der skrives ud af historien i regelen være kunstnerisk kamp. Den er på en gang så personlig og så ufotogen, at det er nemmere at gå direkte til skilsmisse og selvmord. De fleste biopics foregiver stadig, at fremstille et levet liv - bare i stærkt koncentreret og - let's face it - voldsomt forbedret form.

Måske derfor er sangstjerner (ikke trommeslagere, vel?) fra musikkens verden så yndede objekter for filmmagere, thi de har på forhånd et stort og hengivent publikum, deres liv er gennemdokumenterede, og via deres profession har de fleste af dem haft problemer af både den ene og den anden art. Nogle mere oplagte end andre - en film om Eric Clapton ville næppe være lige så spændende som én om Nick Cave. Men hvad enten vi taler Edith Piaf (opvokset på bordel, gadebarn, misbruger etc.) eller Ray Charles (opvokset i fattigdom, blind i tidlig alder, misbruger, kvindebedårer etc.) eller Johnny Cash (opvokset i fattigdom, dybt religiøs amfetaminmisbruger, ulykkeligt forelsket etc.) eller Ian Curtis (almindelig opvækst, ualmindeligt talent, epileptiker, død ved selvmord) er der nok at tage af, rent biografisk.

Noget for husarerne

Man kan så fromt håbe, at folk vender sig mod det egentlige, når de er færdige med at fordøje filmen - de pågældende kunstneres værk. Ufotogent som det er i sig selv - selvom det da altid er skønt at genskabe en koncertsituation anno nittenhundredegrønlangkål - er det som regel derfor, filmen i første omgang blev skabt. Og folk strømmer da også ind og ser dem - også selvom de som i tilfældet Amadeus (1984) handler om noget på papiret så usexet som en komponist; det skadede så ikke, at Mozart fremstilles som en storpruttende, støjende og vulgær infantil, der tilfældigvis også var et geni. Skal husarerne lokkes til, bliver selve værket nemt reduceret til baggrund til fordel for det der menneskelige drama, vi alle dagligt medvirker i - Dem, kære læser, mig, Billie Holiday, Charlie Parker, Miles Davis, Brian Wilson, Willie Nelson, John Lennon og - Britney Spears. Mød mennesket bag myten - velvidende at der er tale om en essens, en fortolkning, en vinkling af liv, der i overvejende grad udspillede sig i øvelokaler og turbusser, på hotelværelser og i pladestudier, på scener og i tv-studier - eller hjemme, i færd med at øve sig eller komponere og skrive sange. Vi vil se dramaet i potenseret koncentrat, men ikke mere end, at vi kan sammenligne med vores eget rådne liv og tænke, nå ja, Johnny Cash kom sgu da også ud skide. I sidste ende vil vi som sædvanlig bare gerne bare have en god historie. Godt fortalt. Meget gerne om en berømthed - bare ikke lige en Ira Gershwin, altså.

lyn@öinformation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu